I weekenden afholdt Dansk Oversætterforbund (DOF) sin årlige generalforsamling i Forfatterforeningens lokaler på Christianshavn med efterfølgende middag og fest.

Formand Juliane Wammen var på valg og blev genvalgt for en toårig periode frem til 2024. Det samme gjaldt bestyrelsesmedlemmerne Nanna Lund og Jakob Levinsen. Derudover består bestyrelsen af næstformand François-Éric Grodin, kasserer Signe Lyng, Birthe Lundsgaard og Siri Nordborg Møller, samt suppleanterne Rasmus Hastrup og Uschi Tech.

Efter dagsordenens genkommende punkter diskuterede medlemmerne bl.a. oversætteres synlighed og mangel på samme i bogbranchen. Udgangspunktet var den britiske kampagne #TranslatorsOnTheCover, der arbejder på at få oversætternes navn på forsiden af de oversatte værker. Debatten var god og bragte nye og frugtbare aspekter af sagen frem, som bestyrelsen kan tage med sig i det videre arbejde for bedre kreditering af litterære oversættere.

Dansk Oversætterforbund organiserer og repræsenterer litterære oversættere til og fra dansk og har eksisteret siden 1944. I dag er forbundet en selvstændig gruppe under Dansk Forfatterforening og afholder kurser, rådgiver om kontrakter og arbejdsvilkår i branchen, arbejder med bedre synlighed og kreditering, afholder arrangementer og fester og deltager i det internationale oversættersamarbejde i bl.a. CEATL og det nordisk Norne-netværk. En gang om året uddeles desuden Kjeld Elfelts Mindelegat for yngre oversættere og Dansk Oversætterforbunds Ærespris på 75.000 kr.

DOF udgiver Dansk Oversætterleksikon, der er en biografisk og faglig ressource om afdøde oversættere i Danmark, og forbundet er derudover repræsenteret i bestyrelsen for Det Dansk Forfatter- og Oversættercenter Hald Hovegaard.


DOF’s logo er tegnet og udviklet af Birthe Lundsgaard

 

 

 

Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.