Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter? 

Jeg begyndte så småt at oversætte, mens jeg gik på Forfatterskolen sidst i 90’erne. Nogle år senere kom jeg med i Forlaget Basilisk, hvor vi redigerede tidsskriftet Banana Split med oversættelser, blandt andet vores egne. Her gik det op for mig, hvor intenst man skulle nærlæse en tekst for at oversætte den. Og at jeg virkelig godt kunne lide denne tætsiddende, forpligtende, intense måde at læse – og sideløbende skrive – på.

Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?

Jeg voksede op i Østjylland i 70’erne og 80’erne med tysk radio, tyske ungdomsblade og ARD og ZDF i fjernsynet. Jeg tror, jeg så lige så meget tysk som dansk fjernsyn. På ferier talte jeg hjemmelavet tysk med legekammerater. Mit forhold til det tyske sprog er sådan set mere præget af en oplevelse af længsel eller afstand end af følelsen af kompetence og ekspertise. Det er ikke fordi jeg ikke ’forstår’ tysk, men jeg kan godt lide, at sproget (for mig, både under og efter oversættelsesarbejdet) bevarer en snert af hemmelighed, noget fremmed, måske uantasteligt. Dér ligger kernefascinationen i at oversætte for mig, tror jeg. Selvfølgelig gør jeg alt, hvad jeg kan, for at oversætte ’rigtigt’, ’præcist’, ’loyalt’ og så videre, men samtidig har jeg opdaget, at jeg over årene har ændret holdning til ’det uoversættelige’ og til oversættelsesproblemer. Tidligere opfattede jeg uoversætteligheder som tab eller mangler i/ved oversættelsen, måske fordi jeg ubevidst så oversættelsen som (et forsøg på) en ommodellering eller omplantning af originalen. I samme spor, så at sige. Nu ser jeg snarere oversættelsen som en parallelkonstruktion, et fortov ved siden af et andet. Derfor afstanden/længslen, men også glæden ved at originalens fremmedhed står uændret tilbage ’derovre’.

Hvad foretrækker du at oversætte? 

Poesi, prosa, filosofi.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Robert Walsers mikrogrammer (kortprosaen i En verden for sig + romanen Røveren), fordi det var en gave at kunne/skulle nærlæse og forsøge at genskabe Walsers sylespidse filigransprog. At forsøge at få Thomas Bernhards musikalitet til at virke på dansk i romanerne Træfældning og Gamle mestre, var også en tætsiddende oplevelse. For nylig har jeg oversat Peter Waterhouses ’digtroman’ Sprog død nat udenfor, og det har nok været den oversættelse, jeg undervejs har været mest opløftet og forundret over at lave. Selv efter at have været igennem teksten mange gange bliver den ved at overraske mig.   

Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?

Det ved jeg ikke, der er så mange gode. Og mange gode oversættere. For tiden kan jeg godt lide at bladre i Rudolf Ritsemas version af I Ching (The Eranos I Ching Project, 2005), hvor de 64 hexagrammer ’oversættes’ ved hjælp af ’meningsfelter’, dvs. lange lister af associationer og mulige betydninger. Ideen er selvfølgelig, at en så stor betydningsåbenhed styrker bogens orakelkraft for læserne. Jeg er egentlig i første omgang bare mest fascineret af løsningen med at opliste en masse betydningsmuligheder og konnotationer i stedet for at fravælge dem til fordel for fx ét ord, hvad man jo oftest er nødt til i en oversættelse. Og så minder den her I Ching-bogs enorme mulighedsfelter mig om min gamle drøm om at oversættelser skulle udkomme med oversætterens kommentarspor, hvor (nok et fåtal) interesserede kunne bore sig ned i al den sproglige uro/rigdom/flyden, der flimrer bag de tilsyneladende fikserede valg, oversætterne har taget.

Hvor oversætter du?

I de første gennemløb ved mit skrivebord. Senere bliver jeg nødt til papirsvinende at printe teksten ud og skifte rum. For det meste et rum i huset, hvor jeg kan være alene, eftersom jeg i en af de sidste oversættelsesfaser har brug for at læse teksten højt for mig selv. Jeg har prøvet at springe rumskiftet over, men det fungerer ikke. Det er som om både mit gehør og blik svækkes ved kun at opholde sig i ét rum med teksten. Biblioteker og caféer dur ikke, man kan ikke mumle uforstyrret.

Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det?

”Jeg tvang mig selv til at bruge hovedsætninger, hovedord. Jeg tvang mig selv til at bruge bestemt artikel. Jeg tvang mig selv til at se. Jeg tvang mig selv til at lytte. Jeg tvang mig selv til at smage, lugte. Jeg tvang mig selv til at bruge kortere sætninger,” skriver Peter Waterhouse i den tidligere nævnte bog. Hvor jeg stødte på et lille problem med bestemt artikel på dansk. ”Rauschen” betyder raslen/brusen/susen på tysk. Men når Waterhouse skriver ”das Rauschen”, altså bestemt form, får vi problemer på dansk: raslenen/susenen/brusenen? Ikke så godt, mildest talt. Det lyder forkert, det lyder af en ubrugt bøjningsform. Man kan i stedet vælge at oversætte til: ”Den susen”, og det har jeg været nødt til et par steder for at leve op til den af Waterhouse omtalte ”tvang til bestemt artikel”. Kan man sige, at dansk har en konstruktionsfejl her? Bestemt form af en susen lyder i hvert nærmest afslørende på dansk. Som afsløringen af et sprogs svageste hjørne gemt et sted, sproget troede, sprogbrugerne aldrig ville komme? Og hvad med Robert Walsers roman Geschwister Tanner (Geschwister = søskende)? Den handler om nogle ganske bestemte Tanner-søskende, tre brødre og en søster, men hvordan skal vi oversætte titlens bestemte form til dansk: Søskendene Tanner?

Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Lydhørhed, eller, med et ældre udtryk: agtpågivenhed. Udholdenhed, åbenhed, disciplin. Ikke for stor ’selvtillid’ (som nemt kan være dovenskab, utålmodighed, manglende ordbogsopslag i forklædning). Kritiske, nærlæsende redaktører.


Foto: Privatfoto

close
Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge dette websted accepterer du vores brug af cookies.