Signe Lyng. Foto: Helle Moos

I 2019 blev der i Danmark udgivet cirka 3300 skønlitterære bøger på dansk. Heraf er cirka 1500 oversatte. De danske oversættere spiller derfor en stor rolle i det samlede udbud af skønlitteratur på det danske marked. Alligevel kan de godt blive lidt glemt, når roserne skal uddeles, for bag en god oversættelse ligger ofte hundredvis af arbejdstimer. BogMarkedets Jesper Provstgaard har snakket med Signe Lyng, erfaren oversætter og bestyrelsesmedlem i Dansk Oversætterforbund, om processen, den gode oversættelse og anerkendelsen, der sommetider udebliver – og ikke mindst hvilken rolle, DOF kan og skal spille. Babelfisken har fået lov at bringe interviewet. 

 

Processen

Hvordan griber du en oversættelse an?

”Der er sikkert mange måder at gribe det an på, men her er, hvad jeg gør: Først læser jeg bogen, så jeg ved, hvad der venter. Det har overordnet set noget at gøre med at fange tonen, få en fornemmelse for stil og stemning. Derefter oversætter jeg fra start til slut uden at standse for meget undervejs, men jeg markerer de udfordringer jeg støder på,”

”Når råoversættelsen er færdig, får den lov at ligge lidt, hvis der på nogen måde er tid til det. Tekster har godt af lige at bundfælde sig. Så starter jeg forfra, men denne gang har jeg de danske læsebriller på og ikke oversætterbrillerne. Jeg forsøger at læse teksten, som om den er skrevet på dansk og bearbejde den derefter. Ofte har mange af udfordringerne løst sig selv, og ofte falder knudret sprog på plads som puslespilsbrikker nu. Af og til er der problemer – gerne ordspil – som heller ikke bliver løst i denne omgang, og som jeg må gruble over, også når jeg ikke sidder med teksten.”

Er to gennemgange nok til at opnå det ønskede resultat?

”Teksten burde have en tredje gennemgang, men får det sjældent. Der er ganske enkelt ikke tid. Men det hænder, at noget er så vanskeligt, at jeg pinedød må igennem det igen med originalen ved siden af, for at sikre mig, at teksten både flyder på dansk og leverer de litterære kvaliteter, som forlægget har.

Dernæst sender jeg teksten til redaktøren, der ofte er ekstern – altså freelancer ligesom jeg selv. Her ryger teksten frem og tilbage indtil vi begge er tilfredse – det er en ret nørdet, men også virkelig givende proces, hvor man som oversætter ofte, sidder og tænker, hvor fedt det ville have været, hvis vi kunne have været to på projektet hele vejen. Til sidst sendes teksten til en ekstern korrekturlæser og til mig. Vi læser så korrektur parallelt og sender teksten tilbage til forlagsredaktøren, der fikser de sidste småting.

Det vil med andre ord sige, at jeg er igennem hver eneste bog, jeg oversætter, et sted mellem fire og seks gange. Det er et stort arbejde!”

Hvad kræver det at være en god oversætter?

”Det kræver først og fremmest, at man er god til dansk, og helst til mange slags dansk, så man kan lægge stemme til lidt af hvert. Der er et utal af faktorer i spil, der påvirker det sprog, man bruger, så allerhelst skal man kunne spille følsomt på hele det udvidede orgel.

Og så skal man naturligvis være god til kildesproget – jeg plejer at sige, at man skal være lige netop så god, at man ved, hvad man ikke ved. Det vil i bund og grund sige, at man kan gennemskue passager i teksten, hvor der er et eller andet på spil, som måske ikke har med selve ordene at gøre. Det kan være et indflettet Shakespeare-citat, et ordspil, en gang ætsende sarkasme, en lokal talemåde og meget andet. Man skal kunne lytte grundigt til teksten og give sig tid til at standse, hvis der er noget, der ikke giver helt mening i stedet for at forsøge at mase det på plads, fordi man tror, man næsten ved, hvad det handler om.”

En ting er sproget, men kan der være andre former for indforståethed i teksten?

”Man skal helst besidde en stor del af den viden, som ligger bag ved bogens univers. Her er vi ude i noget meget diffust og omsiggribende. Hvis en dansk forfatter for eksempel nævner Rørvig i en roman, har vi som danske læsere allerede en hel masse viden, vi kan trække på. Vi ved nogenlunde, hvordan der ser ud, og hvad man laver, når man er på ferie i Rørvig. Vi ved, der er myg, vi ved, der kan være blæst, vi ved, man kan risikere, at det regner hele ferien igennem, vi ved måske endda, hvordan der lugter. Al den slags viden går vi rundt med indeni, når det gælder vores eget land og vores egen kultur. Denne viden gælder det så vidt muligt om at få med, når man oversætter. Dermed ikke sagt, at man skal skrive teksten om eller slå om sig med fodnoter, men den slags forhåndsviden kan farve ens ordvalg, og den kan måske række en lille, hjælpende hånd ud indimellem.”

Kan du give et eksempel på det?

”Det kan jeg. Når den skotske nationalsodavand Irn-Bru (udtales Iron Brew, red.) optræder i en skotsk roman, står der ikke, at den er skrigende orange og smager hen ad hindbærbrus, for det ved alle skotter. Men det kan man godt – hvis det er vigtigt, at det er netop denne sodavand – få nævnt elegant i den danske tekst, uden brug af fodnoter og uden at miste tekstens flow.”

Så der er i virkeligheden mange ting der skal gå op i en højere enhed, når der oversættes?

”Under en oversættelse foregår der en mere eller mindre bevidst formidling af det udenlandske univers, der omgiver teksten, så danske læsere får en oplevelse, der minder mest muligt om kildesprogets læseres, men det skal helst foregå umærkeligt. Det er de små, fine nuancer vi taler om her, ikke en omskrivning eller genfortælling. For på den anden side står jo et andet princip og trækker, nemlig at det gælder om at være så tro mod originalteksten som muligt. Oversættelse er én lang justeringsproces med finere og finere skruetrækkere, kan man vel sige.

Så for at samle op, så skal en god oversætter være eminent til dansk, god til fremmedsproget og være godt hjemme i det morads af ubevidst viden, de to kulturer trækker på. Og derudover trives med tanken om, at der altid er mere at gøre – altid ting, man ikke ved, bøger, man ikke har læst og mikrosamfund, man ikke kender.”

Anerkendelsen

Hvilke ligheder er der mellem forfatteren og oversætteren?

”Man kan vel sige, at forfatteren skaber noget fra bunden, mens oversætteren står på, når processen er slut og flytter det, der er skabt, til et nyt sprog med alt hvad dertil hører af kultur osv. Begge dele er en kreativ proces – ellers havde maskinerne for længst overtaget vores job. Jeg tror, mange oversættere ærgrer sig over, at det lyder så nemt, det der med lige at flytte en tekst. For ofte er der ikke noget tilsvarende ord at oversætte til. Og endnu oftere er der tre ord, der betyder sådan nogenlunde det samme, og hvad vælger man så? Det afhænger fuldstændig af, hvilken sammenhæng ordet optræder i, hvem det er, der taler eller fortæller, hvem de taler til.”

Men hvordan finder man så den løsning, der er mest rigtig?

”Oversættelse er de ti tusind valgs kunst. Og jeg mener kunst, for der er sjældent nogen ”rigtig” løsning. Der findes ingen perfekte oversættelser, ligesom der ikke findes nogen perfekte originaler. Men gode oversættere gør deres yderste for at vælge sprog, der trofast spejler originalens stil og tone, og det kan være en lang og til tider plagsom proces.”

Har du et konkret eksempel?

”I den seneste roman, jeg oversatte, optræder ordet predator flere gange. Det betyder egentlig rovdyr, men bruges i fagjargon om personer, der udnytter eller krænker andre – ofte, men ikke altid, seksuelt. I min tekst var det afgørende vigtigt, at udtrykket både dækkede en form for magtmisbrug og bibeholdt rovdyrassociationerne. Predator er sådan et godt ord, fordi der allerede følger alle mulige billeder med – mange ser automatisk et af de store kattedyr for sig. Ordet har automatisk styrke, blodtørst, snuhed og såmænd også en god del sex med sig i bagagen. Så jeg kunne ikke bruge ordbogens forslag, krænkerovergrebsmand, til noget, men det ville heller ikke gå bare at oversætte til rovdyr, for det er ikke et ord, vi herhjemme bruger om mennesker, der udnytter deres styrke eller stilling til at udnytte andre. Jeg søgte og ledte og rev mig i håret, og til sidst gav jeg op og lod det ligge. Da jeg så vendte tilbage en uge efter, sagde det pling: ulv i fåreklæder. Det er et udtryk lånt fra et helt andet felt og mangler derfor også den psykologfaglige betoning – vi omtaler ikke rutinemæssigt krænkere som ulve i fåreklæder – men det dækkede meget præcist personens opførsel, og det reddede den vigtige dyremetafor. Så det smagte helt rigtigt i sammenhængen – og det er så tæt, man kommer på en rigtig prinsesse inden for oversættelse.

Så igen: God oversættelse er en krævende og omstændelig affære, og den kræver flair og følsomhed, hvis den skal lykkes.”

Du snakkede om, at det kan ærgre jer, at andre udenfor oversætterbranchen kan være tilbøjelige til at tro, det er nemt at oversætte.  Føler man sig som oversætter nogle gange lidt overset?

”Ja, det gør man da indimellem, og man bliver det også af og til, helt bogstaveligt. Travle anmeldere har det med at glemme, at teksterne ikke oversætter sig selv, og jeg skal blankt indrømme, at jeg af og til raser over at se en oversat roman rost til skyerne for sit ”smukke sprog” og sin ”sikre stil” i dagbladene, uden at oversætteren er nævnt. For selvfølgelig har forfatteren haft et smukt sprog og en sikker stil, men at disse ting er bevaret på dansk, er jo udelukkende oversætterens fortjeneste.”

Det er vel også sværere at oversætte en bog, hvor sproget betegnes som smukt og sikkert?

”Det er klart. Jo smukkere og sikrere sprog, jo længere tid har det taget oversætteren, det kan du være vis på! Men jeg iler også med at sige, at mange anmeldere skam aktivt forholder sig til oversættelsen, både i positive og negative anmeldelser. Det er dejligt at se.”

Er der håb for større forståelse?

”Heldigvis ser det ud til, at der i i øjeblikket er grøde i forståelsen for det store kunstneriske arbejde, oversættelse er. For eksempel uddeles den fornemme Internationale Bookerpris nu til en forfatter og vedkommendes oversætter, så æren, og ikke mindst de 50.000 £, deles ligeligt imellem dem.”

Hvorfor er et vigtigt, at oversætteren også får anerkendelse som. f.eks. via Bookerprisen?

”Tiltaget med den Internationale Bookerpris er vigtigt, synes jeg. Ikke fordi jeg vil være rockstjerne, men fordi oversættelse samtidig er et fag under stort pres. Den brede oversatte litteratur skal produceres stadig billigere for at kunne konkurrere, og det betyder, at alle involverede skal arbejde stadig hurtigere, hvis de skal kunne leve af deres arbejde. Det går ud over kvaliteten – det kan ganske enkelt ikke undgås – og før eller siden kommer det til at give bagslag. Hvis man vil have gode oversættere – og dermed gode bøger – må man give dem ordentlige vilkår og værdsætte dem efter fortjeneste.”

DOF’s rolle

Hvilke udfordringer står I overfor som sammenslutning?

”Jeg synes faktisk, at Dansk Oversætterforbunds største udfordring for øjeblikket er netop at gøre opmærksom på, at oversættelse på samlebånd giver dårligere litteratur, ikke kun nu og her, men på længere sigt. For akkordtilværelsen berøver os samtidig tiden til at fordybe os, at researche ordentligt, at lære noget nyt. Freelancearbejdets svøbe er jo, at det er op til den enkelte at sørge for at videreuddanne sig. En funktion, som arbejdspladsen jo ellers tager sig af med lønmodtagere, simpelthen fordi det er en god investering. Vi skal selv betale den investering, men det kan være svært i praksis, fordi det vil udhule en i forvejen ikke fyrstelig løn. Jeg tjener ganske rimeligt, men jeg arbejder også mere eller mindre konstant. Jeg bliver i hvert fald ked af det når jeg kigger på timelønnen.”

Det lyder til at økonomien spiller en større rolle for selve antallet af oversættere?

”Jeg tror, at både forlag, der fristes af at skære helt ind til benet honorarmæssigt, og de oversættere, der tager imod opgaverne, bør tænke sig om en ekstra gang. Det siger jeg ikke for at pege fingre ad alle forlag som iskolde kapitalister og alle lavtlønnede oversættere som skruebrækkere. Der kan være mange fornuftige grunde til at betale så lave honorarer som muligt for både små og store forlag, ligesom der kan være mange grunde til at arbejde til for lav løn. Særligt, hvis man er ny i branchen og gerne vil have foden indenfor, men det er et skråplan. Dels ender man nemt med at oversætte til underpris for tid og evighed, og dels indser man måske hurtigt, at det ikke er et job, man kan leve af, og finder sig et andet. På den måde går vi glip af nogle sprogtalenter, der ikke fik tiden til at udvikle sig, fordi de skulle have noget at spise og et tag over hovedet undervejs. Det er ærgerligt – for os, for forlagene og for læserne.”

Færre oversættere og mindre investering i jer betyder vel også, at det går ud over kvaliteten?

”For mig at se, er der god grund til at stå sammen på tværs af den interessekløft, der trods alt er imellem forlag og oversættere. Kvalitet koster, men det koster jo, fordi det har værdi. Som jeg ser det, er den brede oversatte litteratur – den, der ligger på bestsellerlisterne og fylder på de store bogmesser – for nedadgående i disse år, fordi konkurrencen mellem forlagene er så presset, at de ikke synes, de har råd til at gøre sig den umage, bøgerne egentlig fortjener. Men det er jo de bøger, vi alle sammen læser, er fælles om, snakker om og forærer væk.

Tove Ditlevsen går i øjeblikket sin sejrsgang med 50 års forsinkelse ude i verden. Skal hun overlades til de prisbilligste oversættere, man kan få fat i? Nej, hun skal da ej! Helt almindelige læsere kan faktisk godt genkende en dårlig oversættelse. Jeg er medlem af en håndfuld store læsefora på de sociale medier, og jeg ser ofte, at det bliver nævnt sammen med sløset korrektur og redaktion og andet af den slags, der også udliciteres til freelancere på strammere og strammere vilkår.”

Så DOF skal på barrikaderne?

”Nu skal jeg nok komme ned fra min, og nej, vi skal ikke på barrikaderne som sådan. Men vi kan godt råbe vagt i gevær på litteraturens vegne. For danske læsere fortjener bedre behandlede bøger, og danske forlag og deres freelancere burde arbejde bedre sammen om at levere dem. Det er ikke nogen nem opgave – men en, jeg håber, DOF kan være med til at løse på opbyggelig vis.”

Men hvad gør man så, hvis man som forlag gerne vil have gode oversættere, men er klemt på økonomien?

”Der er et par lavthængende frugter, man sagtens kunne høste, og selv få glæde af som forlægger. Den saftigste har nok med planlægning at gøre. Mange oversættere sidder med følelsen af at ligge i en støvet skuffe på forlagene, til en eller anden redaktør tilfældigvis kommer i tanke om dem og giver dem en oversættelse et par måneder inden deadline, for nu at sige det meget groft. Men de fleste forlag planlægger deres udgivelser på længere sigt. Hvis man ved, hvad man skal have oversat, og ved, hvem man gerne vil have til at gøre det, hvorfor så ikke sige til i god tid? Det giver ro i maven for både forlægger og oversætter, og så har det endda den sidegevinst, at oversætteren føler sig ekstra påskønnet og respekteret for sit arbejde. De to ting kan godt veje tungt nok i vægtskålen til, at man lever med et lidt lavere honorar. Jeg arbejder for et enkelt forlag, der har taget mig med i deres planlægning frem til 2024. De er stjerner!”

Er der andet I kan bidrage med hos DOF?

”Det DOF kan bidrage i samspil med resten af bogbranchen, er at sikre nye generationer af oversættere. En sund oversætterbranche kræver mange – og nye – stemmer. For selv om vi oversættere i princippet burde kunne oversætte alt, er der naturligvis ting, nogle er bedre til end andre. Vi har interesser, aversioner og tekster, der falder os lettere end andre. Så jo flere, vi er, jo bedre – og jo mere spredt på tværs af køn, alder og baggrund, vi er, jo bedre. Især fordi mange af os også er litteraturformidlere. Særligt oversættere fra små sprog er på mange måder repræsentanter for deres sprogs litteratur i Danmark og gør ofte et stort stykke arbejde for at finde god litteratur og gøre forlagene opmærksomme på den. Det gælder også for os andre. Vi deler ud af vores begejstring, og vi præger, hvad forlagene kigger på. Jo bredere, vi favner, jo bredere bliver vores – og deres – udsyn. Og DOF kan levere det netværk, de kurser og de aktiviteter, man behøver for at blive en bedre – og gladere – oversætter.”

Der er jo ikke en oversætteruddannelse, så udover at det er meget freelance, er det vel svært at komme i gang som oversætter?

”Det er et hårdt og krævende job, og læringskurven er svimlende stejl i starten. Jeg tror, de fleste oversættere bliver blege om næsen og klamme i håndfladerne, hvis man læser op for dem af deres første udgivelser. Derudover kan man ikke regne med fuldtidsarbejde fra starten eller med arbejde overhovedet. Det gør også, at man ikke kan regne med fast indkomst, og sælger man sig selv for billigt, er der ikke tid til at blive bedre eller gøre sig erfaringer. Ofte er der heller ingen, man kan spørge eller drøfte ting med. Ens mere erfarne kolleger – hvis man overhovedet kender nogen – har ikke tid til at hjælpe med andet end småting. Redaktører er desuden også freelancere nu om dage, så de har lige så susende travlt med at skaffe sig smør på brødet og lige så lidt tid til at hjælpe.”

Så hvorfor skal man så blive oversætter når man skal kigge langt efter stabilitet?

”Det er et rigtig godt spørgsmål. Svaret er selvfølgelig, at når man først har klaret sig igennem den første svære tid og har arbejdet, kollegerne, forlagskontakterne og har smør på brødet, så er det alle tiders job for folk, som lever og ånder for sprog og litteratur, og sætter arbejdsglæden højere end en strandvejsvilla.”

Hvordan bidrager DOF til at hjælpe nye oversættere?

”DOF kan bidrage ved sin blotte eksistens som det hjælpsomme kolleganetværk og ved igen at søge samarbejde med resten af bogbranchen om at sikre vilkår, der gør, at nye oversættere får mere støtte, til deres egne vinger bærer. Der findes ingen uddannelse, der spytter flyvefærdige oversættere ud. Man bliver kun oversætter ved at oversætte. Det kræver tid og råd og ro. Det må vi forsøge at sikre.”

Interviewet blev bragt i BogMarkedet d. 24. og 26. august 2021.

close
Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge dette websted accepterer du vores brug af cookies.