Efter forårets debat om oversættelsen af Amanda Gormans digt The Hill We Climb er det næsten for godt til at være sandt, når der dukker en digtsamling op, hvor oversættelse spiller en så central rolle, at den har fået sit eget kapitel. Det er ikke desto mindre, hvad Forlaget Amulet netop har udgivet.

Rumænske Svetlana Cârstean og svenske Athena Farrokhzad mødte hinanden i 2012 på en workshop for oversættere. Mødet resulterede i, at de oversatte hinandens debutdigtsamlinger, vel at mærke uden at kunne hinandens sprog. Dette tætte samarbejde satte en anden frugt, nemlig den fælles digtsamling Trado, hvor oversættelsesarbejdet er så integreret en del af teksten, at det indimellem bliver grundlag for digtene og ikke omvendt. Som forfatterne skriver:

”At en oversættelse kommer til senere betyder, at den er en følge, en fortsættelse, et svar og en konsekvens af en original. Men i vores fælles arbejde er rækken af hændelser blevet vendt på hovedet. Originalen er en følge, en fortsættelse, et svar og en konsekvens af en oversættelse.”

Trado er en digtsamling om identitet og arv, om at være ”utaknemmelige døtre født i slutningen af gamle revolutioner”, om valgslægtskab på tværs af grænser og kulturer og om sproget og oversættelsen som kærlighedsgerning, erkendelsesinstrument og forræderi:

”Oversættelse som et påskud for at skrive.

Skrift som et påskud for at elske.

Kærlighed som et påskud for at forråde.

Forræderi som et påskud for at oversætte.

 

At skrive begynder med begæret efter at forråde.”

Digtsamlingen foreligger nu på dansk ved digter og oversætter Jakob Slebsager Nielsen, der også er medstifter af og redaktør på Forlaget Amulet. Babelfisken har spurgt ham om, hvordan man som oversætter griber en tekst an, der uafbrudt peger på sig selv som oversættelse.

 

”At give sig til at oversætte Trado er at placere sig selv, bum, midt i den stadige vandring af tekst, sprog og oversættelse, som værket selv er gjort af,” skriver du i dit efterord. Vil du fortælle lidt mere om det bum? Du har oversat fra svensk, men dele af teksten er allerede oversat fra rumænsk til svensk af Athena Farrokhzad – den ligefrem handler om, at den er oversat. Hvordan går man overhovedet i gang med sådan en opgave?

Haha, jeg er glad for, at du fremhæver den formulering, ”bum”! Det er stadigvæk den mest rammende for mig, når jeg tænker på arbejdet med at oversætte Trado. Det er et værk, som meget tydeligt er et samarbejde, et fælles. Der er en virkelig tydelig, for mig nærmest fysisk fornemmelse af fællesskab i mødet med værket. Jeg tænker det dér ”bum” som en lykkelig fornemmelse – ligesom snurrende og omringet. En opdagelse af, at man ikke er alene. At man er en del af noget kæmpestort, noget uendeligt og hvirvlende, en slags evighed måske, men myldrende af liv. Det lugter, og det har en krop, det er ikke ’rent’ og ophøjet.

Trado i al sin lilla pragt. Foto: Frederik Lykkeberg

Trado er et værk, der på mange måder afmonterer idéen om Forfatteren som ophøjet, isoleret geni. Der er i og for sig ikke noget originalværk, for det originale værk er selv allerede en oversættelse. ”Hierarkiet er aflyst”, skriver jeg et sted i efterordet. Det har jeg oplevet som enormt frisættende. På meget konkret vis bliver det tydeligt, at der slet ikke findes ”mig alene i verden, der sidder og oversætter”. Det er en løgn. Vi er ikke alene på den måde. Litteraturen er et mylder og et kæmpemæssigt fællesskab. Og når man opdager, at man ikke er alene, så er man heller ikke bange. Man bliver modig. Den kollektive praksis, som Trado bygger på, gør, at jeg har følt mig modig hele vejen igennem. Og jeg kan ellers godt være ret bange af mig.

Det er selvfølgelig et overvældende værk at gå i gang med at oversætte, men det er også en helt umiddelbar glæde. ”At oversætte begynder med begæret efter at elske”, hedder det et sted i bogen. På den måde er det let at gå i gang – det er en fryd og en glæde.

 

Farrokhzad taler svensk, Cârstean rumænsk, og de taler ikke hinandens sprog. Engelsk nævnes ikke, men jeg formoder, at det må være indblandet som en del af det fællessprog, de taler om at have opbygget. Har det spillet en rolle for din oversættelse?

Athena og Svetlanas fælles sprog er fransk. Og jeg kan ikke fransk!

Det fælles sprog har ikke fyldt ret meget for mig, simpelthen fordi der ikke foreligger en bog på fransk. Men det har fyldt meget for mig, at jeg jo har oversat det svenske originalværk, og at der også findes et rumænsk originalværk. På den ene side ville jeg ønske, jeg også kunne oversætte det, og på den anden side synes jeg også, at der er noget smukt i, at værket ligesom vandrer – nu foreligger det på dansk, i en oversættelse af det svenske, og den danske oversættelse bliver så en slags søster, en ven, en kusine. Ikke et afkom – for bevægelsen er ligesom snarere horisontal end vertikal. Ingen ejer hinanden.

Jeg ved, at Trado også findes på polsk og på norsk, og jeg synes, det er meningsfuldt at tænke på værket som en slags familie, eller en søskendeflok måske – en bande, uden familiens hierarkier.

 

Oversættelse er vanskelig, lyrikoversættelse er vanskeligere, og her er vi nærmest yderligere et led ude, fordi dele af lyrikken allerede er oversat én gang. Har der været nogen særlige udfordringer forbundet med processen? Researchmæssige? Centrale begreber, der vanskeligt lod sig flytte? Ordspil eller følgeslutninger, der måtte skrues på? Steder, hvor sproget ikke slog til eller faldt ekstra smukt i hak?

Trado er jo et værk, som tematiserer oversættelse på virkelig mange niveauer. Det har både været en velsignelse og forbandelse for mig som oversætter. På den ene side gør det jo, at man bliver ekstremt opmærksom på de udfordringer, man uundgåeligt møder, og på den anden side er der også en trøst, en beroligelse i, at værket selv ligesom godt selv ved, at disse udfordringer netop er uundgåelige.

Et konkret eksempel på en udfordring, jeg mødte, er i værkets anden del – [et fælles poetisk essay om netop oversættelse, red.] – hvor der er citater fra en hel masse forfattere: Marguerite Duras, Octavio Paz, Gayatri Chakravorty Spivak osv. Her har jeg måttet finde frem til de originalværker, som er oversat til dansk allerede, men jeg har ikke altid fulgt den foreliggende danske oversættelse! Jeg har følt, at det var nødvendigt nogle gange at afvige fra den, og det har at gøre med rytme, ordlyd og konsekvens på tværs af værket. Det har nogle gange føltes som en slags forbrydelse, mod en eller anden fjern, stor lov – det er, som om der findes en virkelig lang række usynlige love og uskrevne regler, når det gælder oversættelse – men samtidig har der også været en slags rus forbundet med det, en fryd over at gøre noget forbudt. Det har føltes som en loyalitet over for originalværket, over for Athena og Svetlana, og også over for det danske værk, at vælge det, jeg simpelthen syntes lød bedst.

Det er klart, at det at oversætte altid er enormt komplekst, men jeg synes også, at det mange steder har vist sig, at sproget selv løste problemerne for en. Sproget har måske en egen vilje; det vil gerne lyde rigtigt, og det kan man godt fornemme, når det gør og ikke gør. Det gælder om at være lydhør, og også om at stole på sine egne valg. Jeg synes som sagt, at Trado som værk virkelig strutter af mod, og det har smittet af på mig – jeg har følt mig modig, midt i al svimmelheden, og det er ikke et paradoks for mig. Tværtimod. Det er klart, at man bliver modig, når man er omgivet, omfavnet, hvirvlende og ikke alene. Når man indser, at man indgår i et fællesskab.

 

Forfatterne har arbejdet tæt sammen om både digte og oversættelse. Har du selv arbejdet sammen med dem undervejs? Og fødes der måske en tredje tekst ud af det?

Jeg har indimellem været i dialog med forfatterne undervejs  for at stille opklarende, fuldstændig mikroskopiske, specifikke spørgsmål: Er der tale om én eller to fisk i den her passage? Men jeg har også været i dialog med andre, der har hjulpet mig med at læse oversættelsen igennem undervejs. Det er jeg taknemmelig for. Det er afgørende, også når man skriver selv, at få andre øjne på.

På sin vis tænker jeg, at mit efterord til bogen er en slags tredje tekst, der er vokset ud af oversættelsesarbejdet. Jeg skriver blandt andet om det her med, at vi ikke kan læse og skrive uden hinanden. At vi ikke er alene. Det har arbejdet med Trado virkelig gjort tydeligt for mig.

Selvom jeg mest har kommunikeret med Athena, fordi jeg forstår hendes svensk, så har jeg også en oplevelse af at have lært Svetlana at kende på en enormt fortrolig måde. Den omsorg, som Athena og Svetlana har for hinanden, og som kommer til udtryk i bogen, smitter også bare utrolig meget. Der står et sted i bogen: ”At oversætte og at blive oversat er at elske betingelsesløst og at blive betingelsesløst elsket”. Jeg elsker bare dem begge af et rent hjerte nu. Det er da en lykke, en gave.

Et andet eksempel er, at Paw, som har lavet det grafiske arbejde med bogen, jo også på en eller anden måde har lært Athena og Svetlana at kende nu, deres historie og deres liv. Han har lavet det smukkeste arbejde, som jeg ved, at både Athena og Svetlana er meget rørte over. Det har også været stort for mig at være en del af.

 

Du er selv digter. Hvilken rolle spiller det for din oversættelse?

Jeg tror, at det måske giver mig en eller anden slags uforfærdethed – en bevidsthed om, at oversættelsen altså skal lyde godt, og at man er nødt til at træffe nogle valg indimellem, fordi det simpelthen ikke kan lade sig gøre at gengive teksten 1-til-1. Der er nogle andre hensyn, som har at gøre med skriften selv, sproget selv, kan man sige.

Jakob Slebsager Nielsen: oversætter, medforlægger, digter. Privatfoto.

Jeg har også snakket med Athena – som også selv, udover at være digter, er oversætter – om det at oversætte som en måde at fortsætte med at skrive. Ved at oversætte en tekst gør man den på en eller anden måde, om man vil det eller ej, også til sin egen. Eller, at gøre den til ’sin egen’ er et underligt udtryk, som om man nogensinde kan eje en tekst, men man tager del i den, på meget intim vis. Et sted i bogen står der: ”Oversættelsesakten gør det ikke kun muligt for oversætteren at elske den tekst, hun skriver. Den gør det også muligt for hende at skrive den tekst, hun elsker”.

Det er måske så simpelt, at fordi jeg elsker at skrive (og læse), og fordi jeg elsker Trado, så har jeg haft et begær efter også at skrive (og læse) denne bog – ved at oversætte den! På den anden side handler det jo virkelig ikke om mig. Det handler om, at Trado nu findes på dansk. Det er det vigtige.

 

Har du en yndlingspassage fra samlingen? Måske en, du synes, rammer din egen oversættelsesproces på kornet? Eller en, du synes, beskriver hvad oversættelse kan eller bør kunne?

Vi har talt om det her med, at oversættelse begynder med begæret efter at elske. Samtidig står der et andet sted i Trado:

At oversætte begynder med begæret efter at ødelægge.

 

Rosmarie Waldrop skriver: Der er en nydelse i ødelæggelsen, fordi den gør værket til mit. Det er det samme ”nej” til alt det, der allerede findes, som udgør en grundlæggende del af al skabelse, selv skabelsen af en oversættelse. Ødelæggelsen er en del af det at skabe. Den giver energi.

Jeg synes, der er noget vildt interessant i at tænke over, at begæret efter at elske ikke altid er fri for begæret efter at eje noget eller nogen, at ville gøre det til sit eget. Kærligheden er selvfølgelig også andet end det, men jeg tænker på et citat fra Asta Oliva Nordenhof, som i et interview taler om, at ”hvis man vil kritisere kapitalismen, må man også kritisere kærligheden”.

Der er en dobbelthed, som de her citater af Waldrop virkelig udfolder, som er vanvittigt spændende, og som jeg ikke selv er blevet færdig med, overhovedet. Det her ””nej’ til alt det, der allerede findes”, er også helt vildt, synes jeg. Shit.

 

Efter forårets identitetspolitiske diskussion om, hvem der må eller bør oversætte hvilke tekster, er det interessant, at denne tekst faktisk udspringer af en følelse af samhørighed – af at have noget tilfælles, der er så stærkt, at det bliver en drivkraft – og et hjemsted – for to ellers meget forskellige digtere. Du er både medforlægger og oversætter her, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der har fået dig til at udgive og oversætte? Sidder du også med en følelse af slægtskab? Og er det i så fald samme slægtskab, eller ligger det et andet sted?

Først og fremmest synes jeg, at det er en vigtig debat, der har været. Jeg er ikke kvinde, og jeg er ikke vokset op med krig eller revolution. Alligevel føler jeg, som du nævner, en slags slægtskab. Det drejer sig måske dels om et slags ideologisk slægtskab, men også en følelse af at kunne genkende det her med at skrive som en måde at ”forråde tavshedens pagt”. Det kan jeg vildt godt genkende. At man som skrivende og læsende menneske nok altid har et eller andet mellemværende med sproget. Man kan ikke lade det være – selvom det både forfører og forråder. Skaber og ødelægger. Man er nødt til at bryde tavshedspagten. Måske fordi man føler, at tavsheden ikke kan rumme en. Tavsheden er den værste.

Jeg synes, at Trado er en virkelig vigtig bog, også i forhold til spørgsmål om repræsentation, erfaringer med migration og med fx at skrive på et andet sprog end ens forældres modersmål. På den ene side åbner den op for en forståelse af, at vi alle er oversættere; vi oversætter hele tiden, sproget er i sig selv, i sit væsen, en slags oversættelse. På den anden side er det jo ikke ens for alle. For mange mennesker gælder det liv og død. ”Ved en grænse er det at skifte sprogdragt en strategi for at passere. For at overleve er man nødt til at oversætte sig selv. Man er nødt til at gengive sig selv på den andens sprog, så ubesværet, at den anden ikke genkender en som fremmed”, hedder det et sted i Trado. Et andet sted:

Hvem skal oversættes til hvis sprog?

Hvem har brug for at blive gengivet for at blive

begribelig?

Hvem taber og vinder i denne betydningsforhandling?

Hvem er tvunget til at gøre sig selv oversættelig for at

overleve?

 

Det er et godt og tankevækkende sted at slutte. Tak for din tid og ikke mindst din oversættelse.

 

Athena Farrokhzad og Svetlana Cârstean: Trado. Oversat af Jakob Slebsager Nielsen. Udgivet på Forlaget Amulet 2021
close
Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge dette websted accepterer du vores brug af cookies.