Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Jeg ville gerne oversætte Forugh Farrokhzads digte, og jeg begyndte som 16-årig. Jeg kom jo til Danmark, da jeg var 12 år og var allerede på det tidspunkt ret vild med hendes poesi. Og det var forfærdeligt ikke længere at kunne dele hendes poesi med andre, og jeg blev ved med at have en følelse af, at der manglede noget grundlæggende i mit liv, så man kan vel sige, at det var en slags eksistentielt behov, der drev mig, og som bevirkede, at jeg forsøgte on and off gennem 15 år, indtil det endelig lykkedes mig at knække koden og genskabe det såkaldte forughske billedsprog på dansk. Min første Forugh-oversættelse, ”Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid”, udkom på Basilisk i 2006, mens jeg gik på Forfatterskolen. Det vil så også sige, at jeg brugte det meste af tiden på skolen på at beskæftige mig med Forughs poesi fremfor min egen. Det var måske dumt at tilsidesætte sig selv på den måde, men også nødvendigt for mig. For jeg havde et unægteligt behov for at se hendes poesi udfolde sig på dansk, førend jeg for alvor kunne forholde mig til min egen. Men jeg opfattede ikke rigtig mig selv som oversætter eller som andet end digter. Måske skyldtes det til dels, at jeg endte med at blive totalt drænet – og dét på flere planer – af arbejdet med både den første og den anden Forugh-oversættelse, ”Kun stemmen bliver tilbage”. For et par år siden besluttede jeg så endelig, at oversættelse skal være en større del af min litterære praksis.

Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?

Det ved jeg ikke rigtig. Som barn og inden jeg selv kunne læse, lærte jeg alle de børnebøger, jeg fik læst højt, udenad. Og allerede som 8-9 årig begyndte jeg at læse poesi og voksenbøger. Måske kom det af, at min far skrev både poesi og prosa, og han var særlig god til at skrive lyrisk prosa, og han læste meget. Det gjorde min mor også, og hun var ofte ikke til at komme i kontakt med om eftermiddagen, mens hun læste romaner i flere bind. Min far fik dog ikke rigtig gjort noget ved det, andet end at skrive for sig selv, hæfte efter hæfte. Anyway, jeg har ingen erindring om mig selv og mit liv, hvor litteraturen ikke har været en stor del af min dagligdag på den ene eller anden måde, og dermed har jeg altid haft et særligt forhold til og omgang med sproget. Så mine sproglige kompetencer bunder vel i min kærlighed til litteraturen.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Digte.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Altså jeg elsker jo Forugh, men fuck det har været hårdt og en lang og sej kamp at oversætte hendes poesi. At oversætte Audre Lordes digte var sådan set også krævende, men samtidig så empowering, og da bogen, ”Der er ingen ærlige digte om døde kvinder”, udkom på OVO press i 2019, havde jeg en klar fornemmelse af gennembrud, forstået som at bryde gennem sig selv og sine egne mure.

Bedste oversættelse du har læst?

Jeg er ikke den, der skal bedømme hvilken oversættelse, der er den bedste. Men jeg er dybt fascineret af Ivan Malinowskis oversættelse af Doktor Zjivago af Boris Pasternak. Det er en fantastisk roman på ca. 800 sider og med utallige stemmer, den indeholder desuden poesi. Hvilken bedrift at oversætte denne roman. Jeg læser og læser og læser, uden at bemærke, at der er tale om oversættelse. Det er en gigantisk gave, og jeg tænker bare, at jeg skal tage mig sammen; jeg har meget at lære og leve op til. Heldigvis.

Hvor oversætter du?

At my spaceship, dvs. ved mit sølvfarvede skrivebord, som jeg har ejet i 15 år.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

The problem is choice. Som så meget andet her i livet – i hvert fald når man lever et forholdsvis privilegeret liv. Fx. betyder det persiske ord ‘seda’ både stemme og lyd. Forugh bruger det fx i titeldigtet Kun stemmen bliver tilbage i begge betydninger. Altså hun skriver reelt ikke “vandets stemme” fx. men vandets lyd. Og i første omgang valgte jeg ordet lyd – fremfor stemme – for jeg synes det virkede underligt at bruge ordet stemme, når hun gennem digtet faktisk bruger det en del i betydningen af lyd. Og endelig gik det op for mig, at hensynet til titlen, Kun stemmen bliver tilbage, vejer tungere. Måske er det et dårligt eksempel og måske tænker man, at det jo er åbenlyst, det kunne jeg have sagt mig selv til at begynde med. Men der er så mange ting, som skal overvejes og vendes og drejes og meget der gerne skal gå op i en højere enhed, når man oversætter poesi – ikke mindst fra persisk som består af ca. 220 millioner ord eller som i hvert fald er et sprog, hvoraf man kan aflede 220 millioner ord. I Danmark findes der så vidt jeg ved ikke en opgørelse men man mener, at der højest er 600.000 ord i dansk.

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Altså udover det helt åbenlyse, som er indgående kendskab til – og følsomhed over for – de sprog man oversætter fra og til og desuden sammenhængende tid, så handler det vel også om sans for poesi, dvs. form, æstetik og det stilistiske, som jo kendetegner værket og stemmen. For mit vedkommende og i forhold til de værker, som jeg har oversat, har det også været en nødvendig forudsætning at researche en hel del – omkring enkelte ord, den pågældende tid eller begivenheder, der refereres til i digtene. Altså jeg har brugt megen tid på at sætte mig ind i forfatternes sted og samtid for bedre at kunne sætte mig ind i deres digte og deres tankeverden.

Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge dette websted accepterer du vores brug af cookies. 

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.