Af Karen Bek-Pedersen

 

Islendigasögur

Islendingasögur

 

En mand hed Jóhann Sigurðsson, han var islænding og noget ambitiøs.

Sådan starter fortællingen om de nye danske oversættelser af islændingesagaerne, som i 2014 udkom i fem gedigne bind. Fortællingen er i sin helhed ret lang, og ud over Jóhann, som fik idéen og satte gang i det hele, involverer den nogle jævnt kedelige passager om fondsansøgninger, tegnsætning og korrekturlæsning. Desuden optræder der et stort persongalleri, hvis mangfoldige tilknytninger til projektet nok kunne udredes på en halv snes sider. Men lad os bare tage den korte version.

 

Hvad handlede dette projekt egentlig om? Hvordan foregik det? Og hvad skulle det hele til for?

Sagaoversættelserne var reelt et skandinavisk-nordisk projekt, for samtidig med de danske oversættere var en flok nordmænd og svenskere i gang med at udarbejde norske og svenske nyoversættelser. I dansk sammenhæng var der tale om et stykke ægte litteraturhistorie, idet flere af teksterne aldrig før havde været tilgængelige på dansk. Så mens kollegerne fra Norge og Sverige i alle tilfælde kunne støtte sig til allerede eksisterende oversættelser, sad nogle af os danske oversættere med regulært pionerarbejde.

Det danske projekt havde to overordnede mål: 1) at gøre alle islændingesagaerne tilgængelige på dansk; og 2) at gøre dem tilgængelige for alle danskere (ikke kun akademikere og norrønofile fagfolk). Straks melder der sig en række spørgsmål – såsom hvad vil ’tilgængelig’ sige? Hvem er ’alle danskere’, og hvilke krav stiller ’alle danskere’ til en moderne sagaudgave? Og, ikke mindst, hvorfor? Når nu der allerede fandtes hele to danske oversættelser af islændingesagaer, hvorfor så lave en ny?

N.M. Petersens sagaoversættelser udkom i årene 1826-1837 og har været genoptrykt adskillige gange siden. I tillæg har vi De islandske sagaer fra 1930-32 med blandt andre Johannes V. Jensen, Gunnar Gunnarsson og Thøger Larsen som oversættere – og illustrationer af Johannes Larsen. Begge udgaver er – hver på sin måde – velfungerende, så var der overhovedet behov for en ny?

Svaret er et rungende ja!

Hvis vi skal vedligeholde interessen for denne del af vores litteraturhistorie (og det skal vi), så går det ikke an at sidde med gengivelser, der er tæt på eller langt over 100 år gamle. En klassiker bør som bekendt nyoversættes omtrent hvert halvtredsindstyvende år, så faktisk var det på tide. Er man i tvivl om ægtheden af dette udsagn, så find en 100 år gammel udgave af Odysséen og læs den. Det dur bare ikke, at man – samtidig med at man skal følge et handlingsforløb – skal komme i tvivl om, hvad der mon står, eller endda sidde med en ordbog.

I tillæg har de gamle sagaoversættelser flere svagheder, som begrænser dem. De omfatter kun de bedst kendte, såkaldt klassiske islændingesagaer og har altså overhovedet ikke alle tekster med. Desuden redigerer de rask væk i teksterne. For eksempel optræder der i udgaven fra 1930’erne en tekst ved navn ”Grønlands- og Vinlandsrejserne”, som slet ikke findes på oldislandsk; det er to forskellige sagaer, der er blevet flettet sammen.

Tanken med de nye oversættelser var at opdatere, skabe klarhed samt fremlægge hele molevitten.

 

Hvordan gik det så for sig?

I stor udstrækning sad hver oversætter for sig med sine tekster, mens redaktøren på den danske oversættelse, Annette Lassen, fik travlt med gennemlæsning samt kommentering af kladder, samtidig med at hun selv oversatte flere af sagaerne. Sådan er det som regel at være oversætter – man sidder der alene med sin tekst og synker ned i den, alt imens man tygger på hvert ord, bakser en sætning på plads, overvejer diverse muligheder samt deres implikationer og lige pludselig fanger tonen, så sproget flyder fint og godt. Alt sammen i selskab med sig selv, sin tekst og sin computer. Men nu var vi mange om at skabe én samlet udgave, og derfor var der behov for at finde fælles fodslag. Heldigvis lykkedes det at samle næsten alle oversættere til et stort workshop-møde i februar 2009, og her blev et utal af store og små ting diskuteret, fordi de krævede en klar, fastlagt, fælles politik.

Det gjaldt for eksempel navne på personer og steder – hvordan skulle de skrives? Guðrún eller Gudrun? Reykjavík eller Røgvig? Resultatet skulle gerne kunne både læses og læses højt, og derfor faldt valget på danske eller fordanskede former. Stednavne skulle helst give indtryk af, hvordan landskabet i første omgang blev set, mere end at associere til moderne islandske byer.

Det gjaldt også tilnavne, hvor vi ligeledes valgte klarhed for den nutidige læser, selv om dette skaber et brud med de tidligere oversættelsers politik. Viga-Glums saga er nu blevet til Dræber-Glums saga i håb om, at tilnavnet ikke kun skal klinge eksotisk, men være gennemskueligt.

Ydermere gjaldt det særlige ord og betegnelser, for hvad menes der med en skåle, en færge eller en bænkestok? Ældre læsere og folk med historisk bevidsthed ved nok godt, hvad davre og alen er, for den slags ord findes i historiske tekster. Det ville være historieforfalskning at oversætte med ’meter’. Men der er tale om et ordforråd, som kræver noget af læseren – ikke kun på grund af ord, der ikke findes i nudansk, men også i kraft af betydningsforskydelser, for i en saga kan man godt have en færge uden at drive færgefart. Derfor blev der udarbejdet en ordliste med forklaringer.

Også flere stilistiske træk fordrede en fælles politik. Et af disse er et meget udbredt spring i verbernes tider, som giver sig udslag i stil med: ’Hauk hører dette, og han var godt tilpas med det’. På os, der er vant til det mere strømlinede, kan det virke som dårlig sprogbrug. Men det er så integreret i sagasproget, at det virker forkert at fjerne det helt. I håb om at bevare et stiltræk, uden at det blev meningsforstyrrende, blev løsningen en balance mellem originalsprogets lige lovligt tilfældige spring i tid og målsprogets lige lovligt stringente tilgang.

Et andet træk er den ordknaphed, som sagapersoner gerne udtaler sig med, og som tit er udviklet til den rene replikkunst. Et sted siges det for eksempel, at: ’For dem der modsatte sig kongen, lykkedes kun få ting’. En tør kommentar, som dog fortæller rigtig meget, og disse underdrivelser fremstår nærmest som en del af mentaliteten, ikke kun sproget. Derudover er de ofte ret sjove. Det kan lyde helt jysk – men det er så en del af, hvordan sagaerne er.

I tillæg skulle vi blive enige om, hvordan vi skulle håndtere de mange navne og angivelser af slægtsforhold, som også præger sagaerne. Det blev der en lang diskussion ud af på mødet i februar 2009: Skal alt med, eller kan noget udelades? Her var de oversættere, som ikke normalt arbejdede med norrønt, mere villige til at skære fra, rette til og lave om, mens de mere sagavante oversættere havde større respekt for sagaudtrykket. I sidste ende vandt den konservative tilgang, nemlig at gengive teksterne, som de nu engang er.

Det betyder, at med en saga kan man godt nogle gange få fornemmelsen af, at man sidder og læser op af telefonbogen. Sagaen tager nemlig for givet, at man interesserer sig for de lokale forhold, som den beskriver. Man kan forestille sig sit første møde med svigerfamilien, hvor der snakkes løs om folk, man ikke aner hvem er – så har man en lignende situation. Hvor stor interesse man vælger at udvise for sagaen (og svigerfamilien) bestemmer man selv; nogle ting kan sagtens springes over, uden at man taber tråden.

En anden diskussion gjaldt selve ordvalget. I de fleste oversættelser vil man ikke engang overveje andre muligheder end en klart nutidig sprogbrug, men med en historisk tekst er der risiko for anakronismer. Ældre sagaoversættelser har gerne valgt kun at bruge ord, som etymologisk set kan føres tilbage til den germanske sprogstamme. Det resulterer i, at en person godt kan være ’vellidt’, men ikke ’populær’. Det kan give en følelse af ægthed, men er også meget restriktivt. Så i de nye oversættelser kan man både være ’populær’ og ’upopulær’.

Sproget må ikke være for gammeldags, men det må heller ikke blive for nutidigt, for så risikerer oversættelsen at få en kort levetid. Adskillige detaljer måtte overvejes med dette i tankerne: Siger Egil ’for fanden’ når han bander? Kan man blive beskyldt for at være ’bøsserøv’ i en saga? Er det okay, at Njal siger ’okay’? Det er en balance, der skal rammes.

 

Njals saga – håndskrift

 

Udover de rent sproglige aspekter er der andre problemer forbundet med en tekst, hvor man ikke kan konsultere forfatteren. Hvad gør man for eksempel, når sagaen er inkonsekvent? Ét sted tropper Indsø-Einar op med seks mand, men da det kommer til kamp, falder syv af hans mænd. Eller hvad hvis der mangler noget? Én saga åbner midt i en sætning: ’… og de blev begge dræbt’. I og for sig en passende åbning til en saga, men dog noget hovedkulds – og interessant er det jo, at man sagtens kan læse sagaen uden nogensinde at få at vide, hvem de to var! At forstå sådanne tekster kræver fodnoter – og det kom der så.

Et andet sæt vanskelige brikker, der skulle pusles på plads, var sagaernes mange strofer og digte. Her er tale om et indviklet versemål kombineret med metaforer og synonymer – og så er der selvfølgelig noget indhold, som skal med. Enhver oversætter ved, at man ofte må tolke, og at et komplet match sjældent er muligt mellem originalen og målsprogets nuancer og associationer. Det er svært nok på prosa – men digt! Snak om nåle i høstakke…

 

Hvad førte så hele sagaen om sagaerne til?

Sagaer slutter ofte først, når alle hovedpersonerne er døde, og eftertidens dom for længst er fældet – gerne i stil med: ’Folk sagde, at Gisle var en fremragende mand’, eller: ’Grim huggede hovedet af Tore, og de fleste mente, at det var godt hugget’. I vores tilfælde lever Jóhann, Annette og de fleste andre hovedpersoner heldigvis stadig i bedste velgående, og hvad det samlede eftermæle bliver er endnu uvist. Foreløbigt har projektet imidlertid ført til, at enhver dansker nu kan læse alle islændingesagaer. Det siges, at man bør gøre det.

Karen Bek-Pedersen arbejder primært som oversætter og sprogvasker af dansk og engelsk akademisk litteratur, men i tillæg som danskunderviser og foredragsholder med speciale i islandske sagaer og nordisk mytologi. Hun er desuden forfatter og har udgivet digte og noveller på engelsk samt noveller på dansk. Hun er aktiv forsker inden for norrøne studier og har udgivet flere artikler om folkloristiske og mytologiske aspekter af norrøn kultur. Hendes bog om nornerne og skæbnebegrebet i norrøn tradition, The Norns in Old Norse Mythology (Dunedin Academic Press, Edinburgh) udkom i 2011. Hun har en ph.d. i norrøne studier fra University of Edinburgh og en Master i Dansk som Andetsprog fra Aarhus Universitet. Hun har tidligere undervist i norrønt sprog og religion ved SDU og KU, men er p.t. ved AU.

Billedet er taget af Thomas Kvist Nielsen

Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge dette websted accepterer du vores brug af cookies.