Månedens oversætter: Henning Goldbæk

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Jeg begyndte at oversætte fra tysk til dansk af to grunde: Jeg var med til at oversætte Rosa Luxemburgs store bog om Kapitalens Akkumulation, der handlede om økonomi, men mindst lige så meget om at oversætte. Det var i 1970erne. Hun var grænsegænger: Polsk, russisk, tysk, og hun bruger meget tid på at kritisere oversættelser af bøger om politik, og den ideologi de var udtryk for. Og den anden grund: fordi jeg læste et essay af T.W. Adorno om oversættelse, med ordet Aufgabe (opgave/opgivelse) som jeg skulle holde oplæg om på universitetet. Jeg forstod først ikke et ord. Derfor læste jeg op af essayet på tysk, og talte om det på tysk, og forstod hvert et ord. Og læreren var en tysk lektor fra Frankfurt am Main, som ikke kunne dansk. Han takkede og sagde, at næste uge var det min Aufgabe at opgive essayet til eksamen, ved at oversætte det ord for ord til dansk.

I løbet af tre måneder lærte jeg to andre nøgleord: grænse og ruin. Grænsen var Adornos liv mellem Tyskland og Frankrig. Ruin betød ikke kun krigsruin, men ny begyndelse. Den dobbelthed lå jo også i Aufgabe: At forstå forfra, hver gang man troede at være ved vejs ende. De tre måneder tilbragte jeg i Kolding og opsøgte Koldinghus ruin og den gamle grænse ved Kongeåen, ved Dannevirke og ved Kruså. Jeg blev grænsegænger, begyndte at oversætte: først fra tysk til dansk, så fra fransk og engelsk til dansk og senere fra tyrkisk til dansk. Og hele tiden oversatte jeg forfattere med den problematik, først Adorno og Benjamin, så Hans Magnus Enzensberger, Bertolt Brecht, Sarah Kirsch, Durs Grünbein, Friedrich Dürrenmatt, Christian Kracht, senere Marcel Proust og Orhan Pamuk. Og hele tiden oplevede jeg, at ordet hjem for en oversætter ingen steder har hjemme.

Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?

Vi talte både tysk og dansk i mit hjem, og alligevel var vi uenige om, hvad ord betød, og der boede også mange polakker i området, så religiøse ord var også klassedelte og grænsedelte: Opvakt/vågen/Vågn op/vække/vækkelse. Det mest mangetydige ord var normal, ikke normal, ikke helt normal. Og i samme øjeblik jeg forlod Sønderjylland og boede i København, havde jeg forrådt alt, og blev kun høflig tiltalt, som en fremmed. Ja derfor ikke.

Da jeg skulle på ferie, fra København, (1967), besluttede jeg at rejse til Østeuropa og Mellemøsten, indtil jeg var 50 år. Derefter til Vesteuropa, USA og Fjernasien. Det betød især tyrkisk sprog og litteratur. I begyndelsen lappede jeg Kemalismen i mig, det moderne Tyrkiet, men mødet med Orhan Pamuk og sprogkurser i Istanbul omkring 1995, da jeg var 50, betød indsigten i kemalismens sprogideologi versus det osmanniske sprog, især det litterære sprog. Det første Orhan Pamuk sagde, da jeg mødte ham, var: “Uden det osmanniske sprog er det moderne Tyrkiet en død hund.” Men det samme oplevede jeg mht. fransk og Proust. 

Hvad foretrækker du at oversætte?

Jeg foretrækker at oversætte den tidlige Proust. Jeg har oversat Glæder og dage, det er kortprosa, lyrik, pasticher, efterligninger af Baudelaire, Flaubert, det er et Gesamtkunstværk, tekster til musik. Nu oversætter jeg Mod Sainte Beuve, også et tidligt værk, hvor Proust langsomt frigør sig fra at skrive en dannelsesroman i Goethes stil, med harmoniske, heteroseksuelle karakterer. Alt i Contre Sainte Beuve er sammensat, mystisk, flygtige skygger, med referencer til Stendhal, Nerval, Baudelaire. Det er allerede Charlus og Albertine. Og et stort oprør mod det konservative Frankrig.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Den sorte bog af Orhan Pamuk. 1995. Det var en flyvende oversættelse. Pamuk kunne have valgt en oversætter, der talte og skrev flydende tyrkisk, og kendte den kemalistiske litteratur. Men han ville have en oversætter, der kunne lidt tyrkisk og som vidste, hvad verdenslitteratur var: og som var en god oversætter, der havde oversat fra tysk, engelsk og fransk. Jeg var flere gange i Istanbul under oversættelsen for at Pamuk kunne se, hvad jeg skrev. Dansk er så forskellig fra tyrkisk, at du kan vælge mange sproglag, sagde han: Gør som den franske oversættelse, oversat af en gammel dame, Nazim Hikmets kone, og hun kendte den osmanniske litteratur, og kendte Prousts sprog. Og det gjorde jeg/vi så, som hun sagde. Den danske oversættelse af Den sorte bog rummer flere steder, der ikke findes i de andre oversættelser, og Pamuk kom hele tiden med henvisninger til den moderne tyrkiske forfatter, som inspirerede ham til at skrive Den sorte Bog. Oğuz Atay og hans roman Tutunamayanlar/De fortabte (1971-72).

Bedste oversættelse du har læst?

Walter Benjamin/Franz Hessel: Marcel Proust: Im Schatten der jungen Mädchen og Die Herzogin von Guermantes. Det bedste eksempel på Prousts dobbelthed af at være en moderne, der ville være klassiker, men med hver sætning startede forfra som moderne.

Rigmor Kappel Schmidt: Don Quixote. Negativ dialektik. Hver sætning slår om, men aldrig til noget positivt, altid som hinkeleg.

Hans-Jørgen Birkmose: Edgar Allan Poe: Samlede Fortællinger I-II. Når man læser Poe i den oversættelse, mærker man, at massekultur genopstår som sin egen dobbeltgænger hos Poe.

Bent Wiberg og Jens Feilberg: James Joyce: Ulysses. Endelig en seriøs oversættelse af Joyce.

Ellen Wulff: Koranen. Verdenslitteratur. 

Ole Meyer: Dantes Guddommelige Komedie. Limbo.

Thorkild Bjørnvig: Friedrich Hölderlin Brød og Vin. Einsame Grösse.

Niels Brunse: Andrej Belyj: Petersborg. Den smukkeste oversættelse af noget værk til dansk. 

Michael Stein: Sei Shonagon: Kopfkissenbuch. Første gang i sin helhed. Man må læse japansk litteratur forfra igen. Den begynder som et stort essay.

Josef Bohaczek: Tanizaki Jun’ichiro: Die geheime Geschichte des Fürsten von Musashi. Den mest forførende roman om hvorfor Japan foretrækker skygge fremfor europæisk klarhed og massekultur. Christian Kracht har forstået det i sin seneste roman: De døde. Det er ren Tanizaki.

Otto Steen Due: Vergils Aeneide. Tod des Vergil.

Oğuz Atay: Het leven in stukken. Det var den bog, der fik Pamuk til at vågne op og redde 600 års osmannisk litteratur over i det moderne. Han har stadig langt igen, mærker man som læser af den hollandske oversættelse af bogen. Atay døde alt for tidligt.

Hvor oversætter du?

I Danmark, men ofte i de to oversætterhuse, Loren i Schweiz og i Straelen i Tyskland, som er grundlagt med særlig henblik på tysk og fransk litteratur. Men der kommer oversættere fra hele verden. 

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

Hvad betyder direkte oversættelse? At oversætteren sidder med den tekst der skal oversættes fra? Ja, naturligvis. Men det er pauvert. Hvis direkte betyder, at oversætteren ikke må se på originalværkets ånd, tone, helhed, gestus, og sammenligne andre oversætteres tolkning af samme bog, så er der ikke mange oversættelser, der er direkte. 

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

At oversætteren er fortrolig med sprog og litteratur, stil, litteraturhistorie, verdenslitteratur, og er mindst lige så god til det sprog, der oversættes til, som det sprog, der oversættes fra.

| Næste: At bearbejde Bibelen II – om kirkeligt klubsprog, vovede ord og genindførelse af engle | Forrige: At bearbejde Bibelen I – om sønner og syndere og Patrick på seksten