Af Charlotte Glahn

Blandt oversættere udtrykkes der ofte en vis ærgrelse over, at vores arbejde ikke vurderes i anmeldelser. Selv ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene, for hvis både forfatter, værk og oversætter skal være til stede i en anmeldelse, bliver det hurtigt til en unødig kompleks størrelse i det format, som avisernes anmeldelser giver plads til. Som udgangspunkt må det være værket, der er det centrale, og derfor har jeg forståelse for, at man ofte ikke nævner den gode oversættelse, der i virkeligheden blot yder værket retfærdighed, og tilsvarende, at man beklager den dårlige oversættelse, som skygger for værkets kvaliteter.

Men der er noget, der ærgrer mig. Og det er den tendens til i slutningen af en anmeldelse at komme med et lille surt opstød, som vist til tider blot skal udstille anmelderens sproglige fortræffelighed eller skarphed. En udbredt tendens til at lege ’find fem fejl’, selv om oversættelsens øvrige kvalitet (eller mangel på samme) lades ufortalt. Bemærkninger à la: ”Oversættelsen skæmmes af, at der på side 57 står ’hotel’, når nu det tre sider forinden kaldes et ’pensionat’.”

Som oversættere må vi naturligvis stå til ansvar og til skue for vores arbejde, og er der tale om meningsforstyrrende fejl, sproglig forfladigelse eller opkvalificering i forhold til oplægget, kan det være helt på sin plads med offentlig revselse, men jeg har svært ved at se det konstruktive i disse stadigt mere hyppige ”Se, jeg har fundet en oversætterfejl”-kommentarer i de danske anmeldelser.

I Weekendavisen denne uge er der en anmeldelse af en bog, jeg har oversat, hvor anmelderen slutter af med at dryppe lidt ”malurt i bægeret”, som han selv udtrykker det. Normalt ville jeg ikke gøre et stort nummer ud af det, men i denne sluttede kreds, hvor flere kan have oplevet det samme, vil jeg bruge anmeldelsen som eksempel på den lemfældighed, der præger disse små anmelderudgydelser. Jeg ville ønske, at det ikke var min egen oversættelse, det drejede sig om, for det får let karakter af et forsvar, men er blot tænkt som et eksempel. Og netop fordi det er min egen oversættelse, kunne jeg hurtigt ved hjælp af søgefunktionen se anmelderens påstande efter i sømmene. Anmelderen skriver:

”Til slut lidt malurt i bægeret, som hidrører oversættelsen af denne og andre svenske krimier. Det svenske ord ”kropp” oversættes nu konsekvent til ”krop” på dansk. Indimellem ville det passe bedre med ”legeme” eller ”lig”. Det hylster, som ligger på retsmedicinsk, er vel ikke en krop? Og ligger der forbrændte kroppe efter en bombesprængning, hvis livet har forladt dem? No way!”

Tja, joh, det kan han vel have ret i. Har jeg virkelig konsekvent skrevet ”krop”, tænker jeg naturligvis – passende beskæmmet – og finder straks oversættelsen frem i elektronisk form. Jeg vil være ked af, hvis jeg ikke har benyttet ordet ”lig” i en krimi, så jeg søger først på ”lig”.  Og jo, der er da et par lig på retsmedicinsk. Er der ”kroppe” på retsmedicinsk. Næ, det er der ikke. Jo, der er masser af kroppe i bogen, men det er i andre sammenhænge – ingen døde kroppe so far. Men hvad er det for nogle forbrændte kroppe efter en bombesprængning? Det viser sig at være en sætning, der optræder i forbindelse med, at efterforskningsgruppen ser på billeder, ”der viste forbrændte kroppe” og løsrevne kropsdele. Ville det have været bedre med ”forbrændte lig”? Eller ”forkullede lig”? Der er ikke tale om en brand, men om en eksplosion, så forkullede lig ville ikke være korrekt. Og eftersom det er billeder, er der jo netop tale om kroppe, vil jeg mene. Man ser en forbrændt krop på et billede. Ret beset ved man jo ikke, om der er tale om et lig.

Det korte og det lange er altså, at på baggrund af denne ene sætning bliver jeg (og andre oversættere fra svensk) nu skudt i skoene, at jeg/vi ukritisk skamrider ordet ”krop”.

Der er mange andre eksempler på, at en oversættelse kun får en enkelt nedgørende kommentar med på vejen, men lad mig komme med et par andre eksempler fra nærværende måned. I Information d. 28. december sluttes en anmeldelse med følgende – og eneste – kommentar til oversættelsen:

”Oversættelsen er varetaget af Morten Visby. Hvorfor kaldes konsekvent floderne Oder og Weser for Oderen og Weseren? Ligesom formerne vuggeren og legeren!”

En pudsig sammenligning. Det havde dog været mere nærliggende at tænke på floderne Tiberen og Nilen, f.eks. I en anmeldelse af Wild, oversat af Ellen Boen, langes der mest ud efter sproget som sådan, men så kommer der også et lille stik til oversættelsen:

”(…) og sprogblomsterne er tilsat et par klassiske oversætter-bommerter, såsom at oversætte verbet ”overhear” til ”overhøre”.”

Den sprogkyndige vil naturligvis vide, at ”overhøre” har flere betydninger, hvoraf en netop svarer til det engelske ”overhear”. Så jo, ”overhear” betyder ”overhøre”, mens det ikke nødvendigvis er tilfældet den anden vej. Den eneste direkte kommentar til oversættelsen er altså også i dette tilfælde decideret ukorrekt.

Det er da værd at tænke på, når vi læser anmeldelser med små, sure anmelderopstød over oversættelsen. Naturligvis skal vi kunne tage ved lære og turde tage imod kritik. Det kan og vil vi gerne, men så giv os noget med substans. Det er relevant at vide, om oversætteren har ramt værkets sprogtone eller ej, om der er meningsforstyrrende fejl eller er truffet afgørende forkerte valg. Men når jeg har læst anmeldelser, hvor oversættelsen nedgøres i en enkelt sætning, og der fremhæves en enkelt anglicisme eller lignende i en ellers tilsyneladende lydefri oversættelse, har det altid slået mig som letkøbte point på oversætterens bekostning. Og når det så tilmed er ukorrekt eller det pure opspind … ja, så ærgres man.