Teksterprisen 2019 blev den 11. oktober tildelt tekster Peter Bjerre Rosa.
Forum for Billedmedieoversætteres teksterpris består af æren plus et portræt tegnet af Bob Katzelnelson samt den berømte Lakridsbåndsorden (læs mere om prisen her:
Babelfisken ønsker hjerteligt tillykke og bringer her et foto og tegningen af prisvinderen (fotograf: Christa Hejlstrup), fulgt af Peter Bjerre Rosas takketale ved overrækkelsen.
Af Peter Bjerre Rosa
Der er kun én ting, jeg frygter mere end at tekste et realityprogram som hasteopgave uden manus på en uddød dialekt fra Tromsø, og det er at holde taler. Så jeg vil gøre det kort – på præcis fire minutter. Jeg ville ønske, at det var som til oscaruddelingen, hvor orkestret overdøver prismodtageren efter 45 sekunder. Eller endnu bedre, hvis talen kunne nøjes med at være to linjer a 38 tegn lang, som jeg er vant til. Oh well …
Tak til Jan Pedersen for verdens sjoveste festtale. Ja, det står der faktisk på mit papir, for jeg vidste, at det ville blive godt. Og så står der: ”Hvis Jans tale mod forventning ikke er sjov, skal du ikke læse forrige afsnit.” Hov …
Tak til Ümit for den overrumplende tale, og tak også til Amalie, Nat og Cecilie fra priskomitéen. Det er urimeligt flotte ord, der står i motivationen. Tænk, at man kan vinde en teksterpris ved at overspringshandle på Facebook.
Tusind tak til jer, der er mødt op. Og en måske endnu større tak til dem, der er blevet væk – jeg foretrækker jo, at her ikke er alt for mange. Forbløffende mange har sendt hilsner på Facebook, og jeg er euforisk lykkelig for hver eneste af dem. Så tak til mine kolleger. Og til dem regner jeg faktisk hele branchen. Jeg er meget, meget glad for den her pris.
”Den gode tekstning er den, man aldrig lægger mærke til,” skrev Niels Søndergaard i forrige årtusind. Mit motto må nok nærmere hedde: ”Den gode tekster er den, man aldrig lægger mærke til.” Så det var en forfærdet tekster, der i 2012 vågnede op til avisoverskriften ”Oversætter gør Batman til jyde”.
Skandalen tog sin begyndelse, da Bille Augusts søn begejstret skrev på Facebook: ”Downtown i The Dark Knight Rises er konsekvent oversat til ’midtbyen’. Sådan!” Den historie sprang Information på, og sidenhen syntes min egen arbejdsplads, Danmarks Radio, at den fortjente endnu større udbredelse. Som bekendt elsker jeg Dansk Sprognævn højere end vaniljeis, så for at gnide yderligere salt i såret havde journalisten indhentet nævnets ord for, at ”midtbyen” var forbeholdt danske provinsbyer. De stemplede mit valg som decideret forkert. Av.
Og ja, jeg var skyldig. Jeg havde tilsyneladende vurderet, at Gotham City, der anslås at have ti millioner indbyggere, burde regnes for en dansk provinsby, som helt passende havde en midtby. Derpå fulgte et par ”sjove” uger i det søgelys, som jeg altid har forsøgt at undgå.
Jeg forsøgte at forsvare mig: Jeg havde brugt ordet ”midtby” sølle to gange i løbet af de knap tre timer, filmen varede. Og den ene gang var det som oversættelse af ”midtown”. Men lige lidt hjalp det.
Mine gamle venner i Aalborg var naturligvis begejstrede og dermed til ingen hjælp. Til gengæld fik jeg støtte fra uventet side i Skotland, hvor der boede en dansk lingvist. I et blogindlæg kritiserede han Sprognævnets københavneri og tanken om, at et udtryk er forkert, bare fordi det ikke bruges på københavnsk.
Jeg var glad for støtten – men knap så glad for opmærksomheden. Selv om episoden selvfølgelig stadig er hysterisk morsom, når mine kolleger for 118. gang nævner den. Men måske skal jeg/vi ikke være så bange for opmærksomhed, uanset om den er positiv eller negativ. For det er vigtigt at gøre opmærksom på vores fag, hvis vi skal bevare den tårnhøje kvalitet. Den smukke danske tekstningstradition forsvarer ikke sig selv. Derfor er jeg meget glad for, at prisen i år i virkeligheden går til os alle sammen, for vi har fundet sammen om retningslinjerne for kvalitet!
Kirsten Marie gav mig ikke lov til at indføre en paragraf, der påbyder tekstere at oversætte ’downtown’ til ’midtby’. Til gengæld er Sprognævnet efter Batman-gate brutalt blevet tvangsflyttet til Bogense, og den skotske lingvist er såmænd vendt hjem til Danmark og blevet ansat hos Sprognævnet. Det opfatter jeg som en klar tilståelsessag!
Og til sidst vil jeg godt dedikere – eller dedicere, som det hed i Retskrivningsordbogen indtil 1996 – prisen til min tidligere kontormakker og nuværende sparringspartner og inspirationskilde, min kæreste Christa. Tak!