Milepæle i et oversættervirke: H.C. Andersen, Inger Christensen og Janina Katz

Hvordan er det at oversætte fra dansk? Hvilke særegenheder, specialiteter og spidsfindigheder gemmer det danske sprog, hvilke udfordringer er der ved at overføre danske forfatteres værker til andre sprog og kulturkredse? Babelfisken har spurgt en gruppe dygtige, erfarne og kreative oversættere af dansk litteratur om med egne ord at svare på de spørgsmål. Som den syvende i rækken får polske Bogusława Sochańska ordet. Artikelserien har fået støtte af Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg.

 

Af Bogusława Sochańska

Den danske litteratur har – modsat den svenske – ikke let ved at slå igennem i Polen, ligesom den polske i øvrigt heller ikke har let ved det i Danmark. Jeg har oversat, siden jeg blev færdig med min uddannelse på universitetet i Poznan. Jeg var med på det allerførste hold, der læste dansk filologi ved det skandinaviske fakultet, som blev startet i 1975. I de første år tog jeg kun fat i poesien, som var noget, jeg havde en enorm lyst til at sysle med, men jeg turde ikke tilbyde mine oversættelser til nogen af de mange litterære tidsskrifter, for jeg troede ikke, oversættelserne var gode nok, og det var de nok heller ikke dengang.

Forfatter, redaktør og ven: Janina Katz

Mødet med digteren Janina Katz i 1990’erne, som faldt sammen med den første bestilling, jeg fik på at oversætte Piet Heins gruk, gjorde, at jeg overkom denne usikkerhed. Takket være en vens tro på min kunnen og hans indtrængende forsøg på at overtale mig, begyndte jeg at arbejde med grukkene, og snart viste det sig at være den bedste leg nogensinde. Det viste sig muligt at finde 100 gruk, hvor jeg kunne rime, bevare rytmen, humoren og budskabet. Bogen udkom i 1999, mens jeg var godt i gang med at oversætte min første roman og et udvalg af digte af Janina Katz. Den polske jøde og danske digter så jeg som den største ambassadør for polsk kultur i Danmark i kraft af hendes oversættelser af de væsentligste polske digtere til dansk, og jeg blev hurtigt fascineret af hendes emner og følte mig snart forpligtet til at bringe hendes forfatterskab ind i den polske kultur.

De første af hendes fem romaner udkom i 2006, 2008 og 2010, og året efter kom et udvalg af digte fra elleve samlinger. Da Janina døde i 2013, følte jeg, at jeg havde mistet min bedste veninde. Ja, vi var sikkert ikke det eneste eksempel på, hvordan forfatter-oversætter-forholdet udvikler sig til et livsvarigt venskab, og nu er følelsen af at være forpligtet til at få udgivet resten af forfatterskabet anderledes personligt motiveret. Da Janina gik bort, havde jeg allerede oversat hendes fjerde roman, den jeg synes er hendes bedste, Drengen fra dengang, men hendes død forhindrede udgivelsen, og det er først i 2019, at bogen forhåbentlig vil udkomme. Jeg har så tilbage at få udgivet den sidste roman, en samling fortællinger, en børnebog og et opdateret udvalg af digte.

Polskfødte Janina Katz var skribent for flere polske tidsskrifter, så det var naturligt, at hun var den første redaktør på oversættelserne. Jeg var ikke den eneste, der spurgte, hvorfor hun ikke selv ville oversætte sine bøger til polsk, og hun plejede at svare, at hun for det første ikke havde lyst til selv at presse sig på, og for det andet ville det blive helt andre bøger, og det tror jeg gerne.

I modsætning til sin meget udadvendte personlighed var hun meget diskret i rollen som første redaktør og gentog utallige gange: Husk, at mine rettelser kun er forslag, og at du ikke behøver at respektere dem. Det gjorde jeg dog, med en enkelt undtagelse, alligevel. Undtagelsen var navnet på koncentrationslejren Auschwitz, som hun ville have, jeg skulle kalde Oświęcim i stedet, for det var det navn, man brugte i Polen i hendes tid – efter navnet på den by, kz-lejren lå tæt ved. Men siden man i Vesten forbavsende nok begyndte at bruge betegnelsen ”polske koncentrationslejre”, valgte polakkerne at kalde kz-lejren ved dens rette navn: Auschwitz.

Det enkle sprog og den polske litterære tradition

Janina Katz’ sprog er enkelt, men det var paradoksalt nok det, der gjorde oversættelsen svær, for det er imod den polske litterære tradition, at korte, enkle sætninger dominerer teksten. Oversætteren må derfor ofte gribe ind, uden selvfølgelig helt at ændre denne fundamentale egenskab ved teksten. Det er sandsynligvis af den grund, at det er svært for Helle Helle at slå igennem i Polen.

Det tog mig syv år at finde et forlag, der ville udgive Janina Katz’ romaner og digte. Dengang i 1990’erne udkom der meget litteratur med jødiske emner, og forlagene frygtede, at markedet var mættet. Det var i starten en stor skuffelse, for jeg havde investeret masser af tid i at oversætte Mit liv som barbar og halvdelen af Putska. Men det at investere min tid i et oversættelsesprojekt uden at vide, om bogen nogensinde udkommer, er blevet min skæbne som oversætter, delvist fordi jeg har et (minimum) fuldtidsjob og dårligt kan overholde deadlines, men først og fremmest fordi det giver størst glæde at arbejde med tekster, som jeg selv vælger, dem jeg bliver fanget af og ikke kan lade være med at oversætte.

Men så drejer det sig om at finde en udgiver. I 2018 blev der i Poznan startet et nyt forlag, som ville specialisere sig i dansk litteratur, og det så ud til at være en fantastisk mulighed for en oversætter, der må bruge tid på at lede efter udgivelsesmuligheder, især for poesi, men desværre går det ikke godt med økonomien, og der er risiko for, at forlaget vil lukke ned.

Et forlag til H. C. Andersen

At finde en udgiver var således også problemet, da mit eventyr med H.C. Andersen begyndte ved årtusindskiftet. Denne gang tog det kun tre år, hvilket overraskede mig i starten, for H.C. Andersen er meget stor i Polen, større end i Danmark i dag, tør jeg sige, han er obligatorisk læsning i folkeskolen, et sandt folkeeje. Men det var netop derfor, opdagede jeg snart. Jeg vovede nemlig at kritisere den af flere generationer elskede kanoniske udgave fra 1956 og foreslå et alternativ, som truede myten om H.C. Andersen som børneforfatter, der skrev de smukke, triste og melankolske eventyr for børn. Udelukkende for børn. Adaptioner af eventyrene spiller også på alle klassiske polske teatre for børn (der findes 25 store teatre for børn), og jeg har talt mig frem til over 300 opsætninger i efterkrigsperioden, og i denne sæson spiller mindst ti forskellige forestillinger. Men tilbage til min vandring fra forlag til forlag: et udvalg med de kendteste eventyr kunne dog udkomme på et af dem, hvis jeg var med på det. Men det var jeg ikke, det skulle være den samlede udgave eller ingen.

Den store trebindsudgave, svarende til den danske jubilæumsudgave fra 2003, udkom så i 2006 i et oplag på kun 4.000. Den var dyr og solgte langsomt. Til gengæld har et udvalg med Flemming P. Jeppesens illustrationer solgt uafbrudt i nu tretten år (over 50.000 eksemplarer), og imens har ti andre udgaver med nye polske kvalitetsillustrationer set dagens lys. Snart kastede jeg mig ud i at oversætte H.C. Andersens dagbøger, og et relativt stort udvalg, ca. en fjerdedel af de ti originale bind, udkom i 2014. Sidste år er serien H.C. Andersen for voksne blevet påbegyndt på det samme lille forlag med mesterværket Billedbog uden Billeder, og i år udkommer Fodreisen, men også Konen med Æggene er lige blevet udgivet. Ja, man bliver aldrig færdig med H.C. Andersen, når man én gang er begyndt.

Ikke kun for børn

At en nyoversættelse af eventyr og historier var nødvendig, var jeg blevet klar over tilbage i 1980’erne, da jeg læste den kanoniske polske oversættelse fra 1950’erne op for mine børn, der, ligesom mange andre oversættelser før den, var overført fra tysk. Den manglede mange litterære kvaliteter af den originale tekst, H.C. Andersens ironi og humor, hans specifikke talesprogsnarrativ, hans leg med sprog, lydord, osv. Med disse mangler samt med en del manipulationer for at gøre teksten egnet til den unge læser – både af sproglige, men også ”moralske” grunde – endte H.C. Andersen i Polen som den børneforfatter, han også betragtes som i mange andre lande uden for Norden.

Ja, det var de ældre generationer af vores kolleger, der i den grad gjorde denne fantastiske, store forfatter fortræd. En anden ting er, at han er så stor, at selv de dårligste oversættelser ikke helt kunne ødelægge ham (ligesom min gode ven, den dansk-polske musiker og sanger Czeslaw Mozil siger om barokmusikken, at den er så fantastisk, at den ikke kan ødelægges).

For at overbevise forlagene om, at en nyudgivelse var nødvendig, præsenterede jeg dem for analyser af enkelte eventyr, hvor jeg sætning for sætning påviste typer af fejl, misforståelser og bevidste manipulationer i den kanoniske oversættelse. Siden har jeg forsket og skrevet meget om det, og det var spændende at opspore metamorfosen af Andersens fortællemåde til den traditionelle litterære stil, især i replikkerne.

Oversætterne af den kanoniske udgave (eller måske redaktørerne?) havde i overensstemmelse med deres tids forståelse af børnelitteraturens didaktiske funktion over for børn, ændret de psykologisk ægte, ofte saftige replikker til noget udjævnet fladt og “korrekt”. For eksempel i “Den grimme Ælling”, hvor hønen, som vil irettesætte ællingen, overlegent spørger, om den kan lægge æg, hvad der ville være et bevis på kloghed og modenhed. Ællingen svarer nej, og hønen siger: “Ja, vil du saa holde Din Mund!” I den kanoniske polske oversættelse har den dynamiske vending en udpræget pæn tone: A więc przynajmniej stul buzię, som omtrent betyder: Så ti i det midste stille (stul buzię er kun den tilsyneladende korrekte ækvivalent til hold din mund). I min oversættelse er udtrykket måske lidt mere dynamisk og frækt (tror jeg) end i originalen: No o zamknij dziób! / Så luk dog næbbet!

Noget lignende skete utallige gange med replikker udtalt af jævne personer og ofte børn, der i den kanoniske polske version taler et elegant sprog som dannede mennesker, som fx i “Ib og lille Christine”, hvor den lille pige siger om en nød: Saa vil jeg ogsaa have den!, hvilket i den kanoniske udgave udtrykkes nærmest i retning af: Jeg vil ligeledes have den! / Chcę go mieć także! I min oversættelse: Ten też chcę! Den vil jeg også have!

Talesprogets dynamik og poesi

Men det var også vigtigt for mig at være på vagt over for et af de mest karakteristiske træk ved Andersens stilisering af fortællemåden som talesprog: at anvende hans ligestillede sætninger og ikke underordnede konstruktioner. Det kan illustreres ved dette eksempel fra “Anne Lisbeth”: Lydløs, som Skyens Skygge i det klare Maaneskin, foer forbi hende et Syn, hun havde hørt om det før. Den ellers semantisk korrekte kanoniske oversættelse lyder sådan her: Lydløs, som skyens skygge i det klare måneskin, foer forbi hende et syn, som hun havde hørt om før. / Bezdźwięcznie jak cień obłoku w poświacie księżyca, przemknęła koło niej zjawa, o której przedtem słyszała.” Denne justering formaliserer sproget og endnu vigtigere: påvirker det og ødelægger rytmen, fjerner enhver form for poesi!

Risikoen for at formalisere sproget hos Andersen er stor og gemmer sig i de mindste nuancer. Endnu et eksempel, denne gang fra Gartneren og Herskabet: Foran groede Bregnerne, mange forskjellige Arter. I den kanoniske udgave står der: I forgrunden groede bregner af mange forskellige arter / Na pierwszym planie rosły paprocie wszelkich gatunków, hvor man for at imitere talesproget må udtrykke det lige så enkelt, som forfatteren havde gjort det i originalen: Z przodu rosły paprocie, wiele różnych gatunków.

Det ekspressive talesprogsagtige narrativ hos Andersen kan nemt ødelægges, også i tilfælde som dette fra “Hønse-Grethes Familie”: Hr. Gyldenløve udbad sig den høiadelige Jomfrues Haand; det var Noget! Det fremhævede udtryk blev i den kanoniske udgave oversat til det var en vigtig begivenhed / było to ważne zdarzenie, og ikke kun dynamikken, men også den ironiske undetone er væk, typisk for denne oversættelse (i min oversættelse: to było coś! / Det var noget!)

Jeg har ved replikkerne, når de refereres, valgt slet ikke at bruge synonymet til sagde: rzekł, som er typisk for det polske litterære sprog. Det bruges kun efter replikkerne, for eksempel den danske sætning: Hun sagde ja, sagde Peter, som i en litterær polsk tekst normalvis ville lyde: Powiedziała tak, rzekł Peter. Rzekł er et smukt gammelt ord, men det bruges ikke i talesproget, derfor mit valg. Af samme grund undlod jeg at bruge de i det polske litterære og ellers skrevne sprog meget almindelige synonymer til ord som men, også, fordi, at (lecz, także, również, ponieważ, gdyż, iż). Hyppig brug af formelle eller litterære udtryk gør, at fortællingen afviger fra talesproget. Selvfølgelig er de dog legitime, når en af personerne taler i et højtideligt tonefald.

Litterære konventioner brydes

Det er karakteristisk for det polske litterære sprog, at man ikke hele vejen igennem må bruge sagde, når replikker citeres, hvilket man gerne må i danske tekster. Man skal i en polsk tekst helst bruge de mange synonymer eller synonyme udtryk, der kan erstatte sagde efter en replik: hviskede, råbte, sukkede, stammede, undrede sig, betvivlede, vrængede, ærgrede sig, hvæsede, vrissede, raspede, stønnede osv. Almindeligvis benytter jeg mig som enhver polsk oversætter eller forfatter af disse muligheder – og redaktører vil da heller ikke tillade andet – men det er noget andet med H.C. Andersen, netop på grund af karakteren af hans narrativ.

Jeg måtte bruge megen tid og energi på at overbevise min redaktør om, at det var værd at løbe risikoen og udsætte oversættelsen for kritik og navnlig gentage sagde alle de mange gange, det optræder i teksten – ganske enkelt fordi man også gør sådan på polsk, når man fortæller en historie mundtligt. Kun når det blev helt uudholdeligt, brugte jeg et af synonymerne, og i forbindelse med spørgsmål anvendte jeg spurgte hele vejen igennem, for anderledes kan det ikke være på polsk.  Iøvrigt skal gentagelser af samme ord tæt ved hinanden i det hele taget undgås på polsk, for eksempel hvis et ord, lad os sige hus, forekommer to gange i samme danske sætning, så vil man normalt skrive bygning/bolig/ejendom eller lignende på polsk – aldrig hus igen!

Jeg har nævnt redaktøren og vil lige tilføje, at hun rettede mangt og meget, mens jeg oversatte især de første eventyr, ja, mange af de første eventyr. Min oversættelse blev sætning for sætning sammenlignet med den kanoniske og ofte bragt “ned på jorden” igen, for eksempel: Hvordan kan det hedde kobberslot (i “Fyrtøjet”), når slotte af kobber ikke findes, og se, i den kanoniske oversættelse står der også slot med et kobbertag! I starten var jeg ikke god nok til at forsvare mine valg (og Andersen!), og en del blev ændret, desværre i de kendteste eventyr, som jo var blandt de første, han skrev. Heldigvis forstod og opdagede også redaktøren, Maria, hans stil og litterære klasse med tiden (det tog mig fem år at oversætte de samlede eventyr), hun anerkendte hans fantastiske talent og holdt op med at rette ham, så vi to kunne blive venner for livet. Hun er fortsat redaktør på alle mine HCA-oversættelser, og nu, når jeg er i gang med så småt at gennemlæse og rette hele oversættelsen af eventyrene til anden udgave af Andersens samlede, har jeg også fået mulighed for at ”rette” de ting tilbage, der forsvandt, og Maria har nu fuld forståelse.

Jeg kommer i tanker om en lille ting af dem, der er forbundet med de sproglige normer: rim i prosa. De er nemlig ikke velsete i en polsk litterær tekst, og rimer noget tilfældigt, vil redaktøren skynde sig at finde et synonym, så rim kan undgås. Men H.C. Andersen kunne godt lide at rime, jeg husker, at det “Elverhøj” sker hele tre gange – en uhørt ting i en polsk litterær tekst! Men jeg fik lov at oversætte rimene, og ingen har kritiseret det.

Afsked med det sukkersøde

Til de alvorlige problemer, som den polske oversætter møder, hører brugen af lille ved dannelse af diminutiver. Polske substantiver kan omformes til ofte flere forskellige diminutiver uden hjælp af samme adjektiv (mały), f.eks. en lille lampe (mała lampa) kan også oversættes til lampka eller lampeczka, hvor det andet er sødere end det første, men ikke desto mindre kan adjektivet mały bruges foran diminutiverne: mała lampka, mała lampeczka, hvilket ofte gør udtrykkene endnu sødere. Hvis oversætteren ikke rigtig forstår den rolle lille spiller i det danske sprog, og hvis adjektivet hele vejen igennem bliver oversat til det tilsvarende polske adjektiv, samtidig med at man på naturlig vis, intuitivt, omformer navneordene til diminutiver, bliver teksten for sukkersød, og det var det, der var sket med den kanoniske oversættelse. Jeg tog mig derfor i agt for ikke at begå samme fejl. Men det er ikke helt så enkelt, og der var en del problemer forbundet med det.

Jeg har her ikke nævnt manipulationerne med budskabet de steder, hvor man mente, det var uegnet for børn; de var ikke så hyppige som de ovennævnte stilistiske afvigelser fra originalen, men var medvirkende til, at Andersen, som jeg ofte kalder det, blev lukket ind i børneværelset. Det var især de erotiske associationer, som man ser det i eksempelvis “Sneemanden”, hvor man ændrede kakkelovnens køn fra hun til han, eller i “Sommerfuglen”, hvor de kvindelige konfirmander i oversættelsen blev til 7-årige piger, der skal til deres første hellige kommunion.

Manipulationerne gik også ud over Andersens humor og den i hans tekster så vigtige ironi. For eksempel i “Sommerfuglen” eller “Dejlig!”, hvor hans ironisering over ægteskabet i det første eventyr og om en mors dumhed i det andet skulle glattes ud. Utallige gange blev ironien ikke forstået, som i “Sneedronningen”, hvor den anden sætning i: Geheimeraader og Excellenser gik paa bare Fødder og bare Guldfade; man kunde nok blive høitidelig! blev til: atmosfæren var højtidelig / nastrój był uroczysty (i min oversættelse: łatwo było wpaść w podniosły nastrój! / det var nemt at blive højtidelig!).

Selvfølgelig var gengivelsen af alt i det brillante i Andersens værker ikke hundrede procent mulig. Som i eksemplet ovenfor: Excellenser gik paa bare Fødder og bare Guldfade, hvor legen med ordene ikke lader sig gengive. Tvetydigheder i budskaber, som baserede sig på enkelte ords dobbelte betydninger, gik tabt, men i stedet brugte jeg princippet med at kompensere de steder, hvor det kunne lade sig gøre, og hvor jeg kunne finde udtryk eller finde på udtryk, der stemte med den andersenske ånd. Nogle enkelte gange var det mine egne opfindelser, ligesom H.C. Andersens sproglige opfindelser også præger den originale tekst.

Inger Christensens svære alfabet

Opfindsom på en helt anden måde må man (tillade sig at) være, når man oversætter Inger Christensens alfabet. Bogen udkom på polsk i 2018, men jeg begyndte at oversætte i 1990’erne, forkastede arbejdet, tog det op igen i 2009, efter at digteren var død, men forkastede det atter, for hvordan i alverden kan man være originalen tro her! Og sådan gik det med tilbagevendende tiltag indtil 2016, da jeg fik øje på den amerikanske og tyske oversættelse, og til min forundring så, at oversætterne ikke tog højde for alfabetet. Så gik det hurtigt. Jeg indså, at når det kunne lade sig gøre til fulde at negligere et af de to nøglesystemer i bogen, så ville det sikkert også kunne gå med en ufuldendt gengivelse af samme. Pludselig fik jeg mod til det og gav mig selv lov til at være mere kreativ, end man normalt efter min mening har lov til at være som oversætter.

alfabet er et af de smukkeste værker, jeg kender, det er bedøvende smukt, og for mig overgår det Det, som jo i Danmark anses for at være Inger Christensens hovedværk. Sommerfugledalen er en historie for sig, og jeg er også så småt begyndt på den, men ved endnu ikke, om det lykkes, den skal nemlig rime, ellers oversætter jeg den ikke – det er meningsløst, synes jeg, at oversætte sonetter uden rim.

Men ja, jeg faldt for alfabet og i det hele taget for Inger Christensen. Hun fascinerer mig som digter, idet hun på et utrolig højt niveau formår at forene det intellektuelle, det filosofiske/eksistentielle, det åndelige, det æstetiske og dertil det kulturpolitiske og socialpolitiske. Der findes ikke mange værker, der rummer så meget.

For at illustrere problemerne og arbejdsmetoden, vil jeg her indsætte de fem første digte på polsk:

1.

antonówki, istnieją antonówki

2.

borówki istnieją; i paprocie, paprocie

i brom istnieje; i wodór, wodór

3.

cykady istnieją; cykoria, chrom

i cytrynowce; cykady istnieją;

cykady, cedr, cyprysy, cerebellum

4.

drozdy istnieją; drozdy, lalki, marzyciele

zbrodniarze istnieją, i gołębie, gołębie;

dżdże, dioksyna i dni; istnieją

dni; dni i śmierć; i wiersze

istnieją; wiersze, dni, śmierć

5.

elegia jesieni istnieje; istnieje zaduma i

posmak; i erem istnieje; istnieją anioły

wdowy i ptaki emu; istnieją cząstki elementarne,

wspomnienie, światło wspomnień;

istnieje efekt poświaty, eukaliptus i enklawy

jałowców, egalitaryzm i samotność

istnieją, istnieje efedra i edredon,

i ocet estragonowy, i przyszłość, przyszłość

 

Det allervigtigste princip var for mig at gøre, som Inger Christensen gjorde, dvs. begynde hvert af de 14 (indledende) digte med et ord, der begynder med det bogstav, som passer ind i alfabetrækkefølgen: a, b, c, d, e osv. frem til n.

Som det ses ovenfor, hedder det antonówka (en æblesort) og ikke abrikos i min oversættelse. Og fandtes der ikke i det polske sprog en æblesort og æbletræsort ved navn antonówka, ville jeg aldrig have drømt om at tage fat i alfabet. Jeg ville nemlig ikke vælge at oversætte værket uden i det mindste stærkt at kunne antyde originalens form, som jo i dette tilfælde har en fundamental betydning. Men jeg var heldig, vi har en kendt, og dertil gammel og ædel æblesort ved navn antonówka. Ordet har smuk melodi, og antonówka blomstrer hvidt, et tilbagevendende billede i alfabet. Mellem os sagt, så blomstrer abrikostræer i virkeligheden ikke hvidt, men lyserødt, og dette brugte jeg i et interview for nylig som argument i mit svar til en (uskyldig) kritik af mit valg. Kritikken gik ud på, at antonówkas frugter smager syrligt, mens Inger Christensen i teksten antyder, at abrikosfrugter er søde. Ja, ikke alt behøver at stemme med realiteterne i en poetisk tekst. Man kunne da også kritisere digterens valg og sige, at abrikostræer blomstrer lyserødt og smager kedeligt farveløst.

Løsningen findes

Men i grunden er sagen den, at valget af ordene i alfabet til dels især er motiveret af alfabetet, og der, hvor jeg kunne vurdere, at digteren gennemgik ordbogen/hukommelsen for at finde planter, fisk, fugle, osv., hvis navn begynder med et konkret bogstav, tænkte jeg, at jeg vel kunne gøre det samme. Derfor hedder det fx i digt 6 ikke rybołowy, pardwy, sokoły (fiskeørnen, fjeldrypen / falken), men flamingi, fregaty / fletówki, altså andre fuglenavne end dem, Inger Christensen har brugt.

Jeg finder nu i en af arbejdsfilerne en liste over ord, jeg lavede i forbindelse med digt nr. 8:

huragan husaria hipnoza histeria hipoteka hiena heroina herezja herb hel heban harpun hazard harfa harmonia haubica halabarda habit huba hoży herbata hepatyt hełm hejnał halucynacje halka handel hałda hafty huk hekatomba haftka heroiczny heroizm hiacynt hibernacja hibiskus hierarchia hieroglify higiena hojność hak halucynacje huśtać huśtawka hortensja.

Jeg ved ikke, hvor mange versioner hvert af digtene havde gennem årene, men mange var de.

Strategien blev også anvendt ved valg af det allerførste ord i hvert af de fjorten digte. Men her kunne jeg ikke på samme måde vælge frit mellem mulighederne, de var ikke mange, og jeg måtte jo primært have budskabet med. Desuden er nogle af ordene/fænomenerne/objekterne vigtige i hele teksten, og de forekommer gentagne gange, netop fordi de bærer et budskab. Sådan er det med bregner og duer (digt 2 og 4). Det første hedder paprocie på polsk, det andet gołębie. Det, som jeg gjorde i den slags tilfælde, var at bruge et andet navn, der stemte med budskabet, og placere de væsentlige substantiver i digtenes anden linje, se overfor. Det polske borówki betyder blåbær (desværre ikke brombær, der kommer straks efter bregner i det originale digt – jeg måtte indgå en del kompromiser), og drozdy i digt 4 betyder drosler, altså nogle andre fugle, og duerne / gołębie kommer, ligesom bregnerne i digt 2, straks i anden linje.

Digt nr. 5 illustrerer tilfælde, hvor jeg umuligt kunne erstatte det originale substantiv (her efterår / jesień) med et andet polsk substantiv uden derved at ødelægge budskabet. Derfor valgte jeg at tilføje et andet substantiv (eller i andre tilfælde adjektiv), som ikke findes i den originale tekst, men som refererer til det begyndende substantiv, jeg ikke kunne komme udenom. Her hedder det elegia jesieniefterårets elegi. I digt nr. 9 (islód) tilføjede jeg funklende, og digtet begynder med: iskrzący się lód. Men i digt nr. 11 (kærligheden findes …) var jeg heldig og kunne bruge det smukke gamle polske kochanie, som er synonymt med dets umiddelbare ækvivalent miłość.

Der var mange tilfælde, hvor jeg også havde heldet med mig takket være den fælles græske og latinske arv, som polsk og dansk har, samt påvirkninger fra andre større europæiske sprog. Dette illustrerer digt nr. 3 sjældent fornemt.

Arbejdet med alfabet var en af de sværeste opgaver, jeg har påtaget mig, og det var samtidig den største æstetiske nydelse. Jeg er forfatteren taknemmelig for al den glæde, jeg er blevet beriget med undervejs og er blevet påvirket af for bestandig – langt ud over den rent æstetiske dimension.

Det kan kun sammenlignes med arbejdet med H.C. Andersens værker.


Boguslawa Sochanska. Foto: Renata Dąbrowska.

 

Bogusława Sochańska, f. 1955, er mag.phil. i dansk filologi fra det skandinaviske fakultet ved Universitetet i Poznan med speciale i Klaus Rifbjergs forfatterskab. Fra 1980 til 1995 var hun lektor ved samme fakultet, og fra 1995 til 1999 virkede hun som kulturattaché ved den polske ambassade i København og blev siden leder af Dansk Kulturinstituts afdeling i Polen. 

Hun har oversat bl.a. H.C. Andersen, Inger Christensen, Janina Katz, Susanne Brøgger, Piet Hein, Yahya Hassan, Astrid Saalbach, Stig Dalager, Line Knutzon og Knud Romer og har publiceret essays om dansk litteratur i polske tidsskrifter, samt digte af bl.a. Henrik Nordbrandt, Marianne Larsen, Peter Laugesen, Grzegorz Wróblewski og Louise Rosengreen. 

I 2006 og 2014 blev hendes oversættelse af henholdsvis H.C. Andersens samlede Eventyr og Historier samt hans Dagbøger 1825-1875 valgt som Årets Bøger og modtog en pris fra et polsk tidsskrift. I 2007 fik hun Hans Christian Andersen Prisen i Odense, og i 2018 blev hun tildelt det københavnske H. C. Andersens-Samfundets Pris og Medalje.

 I 2014 modtog hun Statens Kunstfonds Danske OversætterprisI Polen blev hun nomineret til en af de største litterære priser Nagroda Literacka GDYNIA 2015 for sin oversættelse af H.C. Andersens Dagbøger 1825-1875, og til The European Poet of Freedom Award 2016 (Gdansk) for sin oversættelse af Yahya Hassan: Digte.

No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.