Improviseret takketale ved prisoverrækkelsen, nedskrevet efter hukommelsen

Af Rigmor Kappel Schmidt

Da Erik Skyum-Nielsen fik Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2016, talte han om oversætterens følelser. Identifikation med forfatteren i en art envejssamtale. Fryd, grænsende til ekstase, når oversættelsen lykkes, men indre frustration og raseri, når det ikke går. Men uanset svingningerne mellem gode og dårlige stemninger, er disse indre, indelukkede, afsondrede, og den fremherskende stemning er ensomhed.

Selv har jeg aldrig oplevet det som ensomt at oversætte. Jeg skaber et sprog til værket, der skal tage højde for, at tid og sted er forskudt i forhold til det Danmark, oversættelsen skal indgå i. Hvilket ord skal jeg vælge, bliver det forstået, virker det ældre, er det gammelt nok, lyder det for dansk? Det er her, dialogerne opstår, ikke med dansk i al almindelighed, men med folk omkring mig.

Krigen ved verdens ende

I sit hovedværk Krigen ved verdens ende tager Mario Vargas Llosa afsæt i Brasiliens nationalepos Oprøret på højsletten. Begge værker følger en apokalyptisk oprørsbevægelse i det fattige Nordeste omkring år 1900.

Sin vane tro havde Llosa opfanget en masse lokale ord og udtryk under sin research til romanen i Nordeste, men han havde nedskrevet dem med spansk stavemåde. Den slags krævede løbende snak med Peter Frost-Olsen om, hvordan man håndterede områdets specielle makiagtige plantevækst og de udanske socialgrupper. Dengang blev spanske ord oversat til dansk, men helt ærligt: en vaqueiro ville blive til korøgter eller cowboy. Løsningen blev næsten hver gang, at de spanske betegnelser ikke blev oversat til dansk, men til brasiliansk, så hacienda blev til facenda. Hermed sikrede jeg, at det lød mere som det fattige bjergland end de rige gårde i Østjylland. Områdets røveriske cangaçeiros slutter sig til oprørsbevægelsen, hvor de sørger for alt fra strategi til reparation og fremstilling af våben. Når Llosa beskriver det i alle detaljer, måtte jeg hver gang have fat i min far Povl Hansen Schmidt, der under modstandskampen arbejdede med våben.

Men romanen skulle også transporteres sprogligt bagud i tid. Her blev et udtryk som ved aftentide pludselig kontroversielt. Ved aftentide eller ved aftenstid. Dengang holdt forlaget Klim til i en forfalden bagbygning i Vestergade i Århus, hvor alle sad i samme rum. Diskussionen af ved aftentide greb om sig og involverede hurtigt alle i det lange åbne redaktionslokale, indtil Carsten Vengsgaard skar igennem den livlige diskussion. Det blev ved aftentide.

Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha

Det har siden 1700-tallets don Quixote-oversætter Charlotta Dorothea Biehl været dansk tradition, at don Quixote er en vandrende ridder. Problemet er imidlertid, at don Quixote stort set aldrig går på sine ben, han bevæger sig omkring på sin hest. Som caballero andante er han snarere en farende ridder ligesom farende studenter, farende svende, farende folk. Da Miguel de Cervantes desuden leger videre med ordet i malandante, ildefaren, og lader det snige sig ind i kæmpekvinden Andandona, Syvmilefarer, giver det unægtelig muligheder for ordspil at ændre den vandrende ridder til en farende ridder.

Som farende ridder færdes don Quixote på landet og i bjergene. Samtidig er værket ikke kun fortidigt, men udspiller sig også i den spanske barok, der havde et usædvanlig kreativt og dynamisk forhold til sproget. Jeg skulle altså skabe et landligt ældre dansk med saft og kraft. Udgangspunktet blev min fars blodrige sprog, hvor jeg bevarede de jyske rødder, men fjernede tyske sprogblomster som Donnerwetter. Og da han var død, brugte jeg min mor Sigrid Kappel Schmidt som realitetstjek.

Jeg samlede alle de ord på -tøj, jeg kunne finde, seletøj, syltetøj, urtetøj, utøj osv. og selv om det ikke er en produktiv gruppe, lægger værket op til nydannelser som kvindtøj, ligesom tøjeri var selvskrevent om don Quixotes gale streger. Til gengæld udelod jeg nabokonens bemærkning: nu skal jeg ikke tøje dig, når jeg havde været ovre for at spørge til ord for hestens hovedlag. Ord har det med at flakke forældreløse omkring, før de helt går i glemmebogen. Men til Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha var der brug for uglesete ord som sindrig, tumpet og træls sammen med mål og vægt, der var bundet til krop og kar frem for til meter og kilo. Sammen med gamle kasusudtryk fik de forældreløse ord et nyt hjem i Don Quixote.

For at de forældreløse ord kom til deres ret i ordenes kamp, måtte nogle af de moderne ord dømmes ude, men det skulle ske, så teksten stadig var fuldt læselig i år 2000. Ved at fjerne de ord, der knytter sig til vores moderne nutid, kom de svagt dialektale, landlige ord og de svagt ældre ord til at give teksten et umiskendeligt ældre præg. Således udskiftede jeg diskutere med drøfte og stoppe med standse. Stoppe er faktisk et ældre ord, men det engelske to stop får stoppe til at lyde som et topmoderne ord. Alle disse valg diskuterede jeg løbende med Peter Frost-Olsen, så heller ikke det skete som en ensom proces foran computeren. Hermed opstod et subjektivt ældre sprog, der har en diffus forankring mellem Randers og Skanderborg, uden dog at findes nogetsteds.

Hinkeleg

Julio Cortázars hovedværk Hinkeleg foregår i 1950’ernes Paris og Buenos Aires. Udfordringerne ligger ikke i et ældre sprog, men i romanens legende tilgang til alt lige fra sprog til associationer. Horacio Oliveira og hans kæreste Maga overlader til tilfældet, hvornår og hvor de mødes i Paris. Til gengæld er placering i tid og rum slet ikke ligegyldig, når de opsøger boderne med akvariefisk. Her gælder det nemlig om at få sollysets indfald og synets vinkel til at skabe en visuel oplevelse af, at akvariet forsvinder. Tilbage blev en flyvende fisk, der hang ubevægelig i luften som en lærke. Nu skulle man tro, at det sløsede tilfælde var vanskeligere at oversætte end den præcise beskrivelse af, hvordan de med blik og lys frembringer en krydsning af fugl og fisk. Men det forholder sig lige omvendt. Det svære er at holde styr på en præcis beskrivelse af en grotesk foreteelse.

Undervejs i værket bliver der på forskellig vis leget med sproget. Det kulminerer med Magas hjemmelavede sprog, gliglisk, som hun og Horacio morer sig med at tale. Et enkelt af fragmenterne er skrevet på gliglisk. Umiddelbart virker det som sort snak, men alligevel fornemmer man, at teksten handler om brutal erotik. Og når man aner et indhold, hvor uhåndgribeligt det end er, skal teksten ikke undersættes, så de spanske ikke-ord bevares til dansk, men genskabes til et tilsvarende sort sprog, der lader den danske læser fornemme noget tilsvarende.

Magas og Horacios sorte sprog bruger spanske bøjninger og grammatik, hvilket skal omdannes til dansk sætningsopbygning. Især de betydningsbærende ord som substantiv, adjektiv og verbum er ofte sammensatte af en stavelse fra et erotisk ord og en eller to andre stavelser, der dels giver ordet dets ordklasse, dels forvansker udgangsordet. Jeg undersætter glíglico til gliglisk, selv om man egentlig kan skimte en stump fra ordet jeroglífico: hieroglyf.  Ser man på den græske betydning, er det altså et helligt sprog, hvor det hellige, hieros, er fjernet, så de indridsede tegn, glypherne, står tilbage. Men at kalde sproget glyfglyf på dansk, lyder for meget af øføf. Derfor blev det til gliglisk.

Under oversættelsen havde jeg mange snakker med min moster Inge Kappel, der både kan knække franske og spanske nødder, ligesom jeg mailesnakkede med min søster Bodil Kappel Schmidt, der selv havde levet under de parisiske broer i sine unge dage, og med redaktøren Camilla Skjødt, der kender Buenos Aires ud og ind og ved alt om at brygge en god mate. Det er imponerende, at Camilla magtede at løfte den opgave at udgive Latinamerikas svar på James Joyce: Ulysses. Det inkluderede også at få grafikeren til at styre helskindet gennem dobbeltlinjerne, hvor Horacio i overlinjen læser Magas roman og i underlinjen lader tankerne strømme associativt omkring romanlæsningen.

Hinkeleg opererer med damelæsere, der kun læser selve den fortløbende roman, og medskyldige læsere, der springvist fletter tredjedelens fragmenter ind i den fortløbende læsning. Cortázar selv voksede op som damelæser, så begge slags læsere er m/k. Men selvfølgelig er det en nærliggende tanke, at de medskyldige læsere er intellektuelle mænd. Interessant nok blev dialogen omkring oversættelsen båret igennem af kvinder. Da Hinkeleg udkom, gik dialogen videre til andre. Således blev det tre mænd, Klaus Rothstein, Martin Zerlang og Peter Adolphsen, der diskuterede Hinkeleg i Skønlitteratur på P1. Men det mærkelige er, at selv om Klaus Rothstein ikke inviterede mig med, havde han udvalgt netop det ordspil til oplæsning, som jeg holder allermest af. Det faldt først på plads, da jeg havde læst alt om vandmænds måde at bevæge sig på: “Goplen hvirvler vandet ind, goplen vander hvirvlen ud”.

No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.