Om Bredahls Fitzgerald-anmeldelse

Af Allan Hilton Andersen, oversætter og medlem af Statens Kunstråds Repræsentantskab

Bjørn Bredahl havde forleden en hidsig anmeldelse af en Fitzgerald-oversættelse, som han ikke kunne lide. Han gav fire eksempler på tunge passager, som var bedre formuleret i den gamle oversættelse, og eksemplerne virkede ganske overbevisende.

Jeg har ikke læst nogle af de to oversættelser, men vil da gøre det nu, for jeg har tidligere kunnet konstatere, at oversættelser fra 50’erne er forkortet betragteligt og ofte fejlbeheftede. Det gælder også flere Elsa Gress-oversættelser. Derfor er en grundig gennemlæsning af de to oversættelser vist nødvendig, hvis man skal forstå Bredahls indædte angreb på Viggo Hjørnager Pedersen. Et angreb, der omfatter Statens Kunstråd, som kritiseres for at have støttet udgivelsen økonomisk. Bredahl lader, som om han tror, at en oversættelse skal godkendes i Kunstrådet, før støtten kan tildeles. Sådan foregår det naturligvis ikke, og det ved Bredahl udmærket. Men kritikken af forlaget og oversætteren kan lige få en tand til, og det virker en anelse uklædeligt.

At Bodil Wille Boisen d. 24.11. kommer Bredahl til undsætning med en anekdote om en forelæsning af Hjørnager Pedersen fremstår som lidt af en bjørnetjeneste. Det nytter ikke at trække en afdød oversætters tidligere ry frem, når vi i dag ved, hvor mange studerende Boisen havde til at oversætte for sig, og når vi i dag ser, hvor mange af hans titler der bliver nyoversat, fordi kvaliteten viste sig ikke at holde. Det kan bl.a. Freud-kendere tale med om.

(Denne tekst har været bragt som læserbrev i Politiken lørdag 1.12.2012)

No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.