Ser De,
sagde han, udenfor forvilder haven,
jeg er nærmest allerede midt i løvet.
Det minder mig om vandringen
gennem ørkenen.
– fra W.G. Sebald: Efter naturen (Atlanten 2022)
Jeg læste Nach der Natur første gang omkring 2010, i researchen til min ph.d.-afhandling, der handlede en hel del om Sebalds forfatterskab og måden han fremstiller krig og slagscener på. Dengang slog det mig, at jeg en dag måtte oversætte Nach der Natur, mest på grund af beskrivelserne af renæssancemalerier, både Matthias Grünewalds altertavler og Albrecht Altdorfers store kampscener, ikke mindst Alexanderslaget, som bliver beskrevet i bogens afsluttende digt. Jeg var så begejstret for Sebalds beskrivelse af Altdorfers maleri, at jeg selv rejste til München for at se det på Alte Pinakothek og siden satte et udsnit af maleriet på forsiden af afhandlingen, selv om jeg egentlig ikke forholdt mig så analyserende og eksplicit til Nach der Natur som til Sebalds mest berømte værk, Austerlitz.
Efter ph.d.-forsvaret gled oversættelsesplanen ud af min bevidsthed, så det var først da jeg nogle år senere læste Patti Smiths M Train, hvor hun begejstret skriver om den engelske oversættelse af Sebalds debut, After Nature, at jeg kom i tanke om planen igen. Jeg havde aldrig oversat andet end faglige artikler, så jeg havde ingen erfaring med litterær oversættelse, men kastede mig bare ud i det. Linje for linje kom jeg ind i bogen, der nu åbnede sig på en helt anden måde, i absurd mange detaljer, som skulle tjekkes efter, ikke bare i ordbøger, men også i alle mulige leksika. Jeg lånte endda et par flotte kunstbøger om Grünewald for bedre at kunne forholde mig til hans kunst, ligesom jeg læste om Berings ekspeditioner for at komme lidt tættere på Steller, den anden hovedperson. Sebald selv, den tredje hovedperson, kendte jeg fra min afhandlingsresearch, men ham fik jeg også lyst til at komme tættere på. Jeg rejste bl.a. til hans fødeby Wertach, der beskrives (uheldssvangert) i bogens tredje del og holdt mig ajour med litteraturen om ham.
Selve oversættelsesarbejdet fortsatte egentlig løsrevet af al baggrundsinformationen, linje for linje gik det fremefter, men jeg havde vanskeligt ved at fornemme, om tonen var der. Midt i alle detaljerne fortabte det store billede, de store linjer i fortællingerne sig, ligesom jeg heller ikke kunne høre Sebald så klart i oversættelsen.
Det var først på en rejse til St. Croix, den største af de tidligere dansk-vestindiske øer, at jeg kunne mærke, at jeg ramte Sebalds tone rent. Vi boede i et gæsteværelse på kunstmuseet i Frederikssted, som er en meget smadret – eller sagt lidt pænere: en særdeles ruinøs – by, der ligger fantastisk smukt lige ud til det caribiske hav. Trods skønheden virker både natur og kultur i forfald og i en stadig opløsningsproces. Det indtryk harmonerer fuldstændig med Sebalds beskrivelser af Grünewalds verdenssyn og naturopfattelse, som det kommer til udtryk i hans kunst. Det var netop de dele af Efter naturen, jeg arbejdede med på det tidspunkt.
Da jeg kom hjem, viste jeg hele første del til Søren Fauth, der har oversat Thomas Bernhard, et stort forbillede for Sebald. Søren kender også Sebalds værk ganske godt, og han var meget begejstret og opfordrede mig til at arbejde videre. Det blivende indtryk fra min samtale med Søren var imidlertid den figur, han selv gjorde. Han var styrtet på cykel, dagen inden vi mødtes, og havde nærmest åbne sår på hele højre arm. Han insisterede alligevel på, at vi skulle mødes på La Cabra, fordi de laver sublim kaffe. Det viste sig, at Søren på det tidspunkt lå i skilsmisse. Han var derfor ikke kun fysisk oprevet og måtte først have luft for den deprimerende lektion i bitterhed og smerte, som han mente, livet var i færd med at give ham, inden vi kunne tale om oversættelsen. Men på en måde talte han hele tiden om Sebalds bog, for i hans fortælling strømmede samme dobbelthed af overvældende sortsyn og ubetinget engagement, som præger Efter naturen og i det hele taget præger Sebalds værk, så man mistænker ham – og Søren – for i virkeligheden at være en viljens ukuelige optimist trods intellektets udtalte pessimisme.
Under alle omstændigheder opmuntrede cykel-, skilsmisse- og oversættelsessamtalen mig til at fortsætte. Jeg blev i mellemtiden far for anden gang, købte og istandsatte en lejlighed (med megen hjælp) og genoptog mit gamle underviserjob på universitetet sideløbende med, at jeg passede mit arbejde som redaktør. Der var derfor lange perioder, hvor oversættelsen lå stille, ind til jeg pludselig på den næstsidste dag i det herrens år 2020 var færdig. Med første gennemskrivning. Derefter fulgte en anden og en tredje gennemskrivning og så en særdeles grundig redigeringsproces med Fedja [Wierød Borčak, red.] og Atlanten. Og da jeg på en af de første dage i 2022 første gang læste et stykke højt for Anne, min kone, var arbejdet helt færdigt og bogen i min bevidsthed klar til udgivelse.
Kasper Green Munk, f. 1981, ph.d. i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet med særlig interesse i tysksproget litteratur. Han har oversat en række forskningsartikler fra tysk og gennem årene anmeldt en del oversat litteratur, bl.a. for litteraturmagasinet Standart og dagbladet Information. Hans oversættelse af W.G. Sebald Efter naturen udkommer på forlaget Atlanten i dag, d. 13. april 2022.
Foto: Anne Green Munk
[Teksten blev oprindelig skrevet som et opslag på forlaget Atlantens Facebookside i forbindelse med udgivelsen.]