Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Noget af det første, jeg oversatte, var vist nok breve af Emily Dickinson. Det var i starten af 00’erne. Senere oversatte jeg også hendes Mesterbreve, som menes at være fiktive breve. Nu tænker jeg, at dem burde jeg se at få genudgivet, for de findes kun i et gammelt nummer af Den Blå Port. Jeg oversatte også breve af Dylan Thomas. Det var hans kærlighedsbreve, og det er helt vildt, sådan som han på en måde iskoldt skriver de samme ømme, hede sætninger til flere forskellige kvinder på én gang. Det var meget til tidsskrifter dengang, tidsskrifterne betød meget før internettet.
Senere har det mest været digtsamlinger, jeg har oversat. Og to romaner.
Når jeg oversætter, er det tit fordi, jeg synes, det eller det værk mangler på dansk. At denne mangel skævvrider ideen om den skønlitterære kanon. Eller at denne mangel begrænser samtalen i og om samtidspoesien.
I de senere år har jeg oversat Eileen Myles og Aaiún Nin. Og Sapfo, som jeg har dyrket siden 1994. Med Sapfo forførte det mig helt klart, at gendigtningen skulle bruges til en operaperformance på Glyptoteket. Det er tit en ikke ’rent’ litterær sammenhæng, som driver mig. Bogen, ja, helt klart. At den skal findes. Men samtidig en drøm eller et ønske om noget uden for bogen. Fx med Eileen Myles’ Ikke mig. Jeg vidste, at Louisiana Literature gerne ville invitere dem, men kun hvis der udkom en dansk oversættelse. Det var derfor, jeg kastede mig ud i det. For at få Eileen Myles til Danmark. For at få den samtale i samtidspoesien, som dette ville afføde.
Jeg er hvad man kunne kalde en modvillig oversætter, og jeg oversætter næsten kun ting, jeg selv har taget initiativ til at oversætte. For jeg synes, det er voldsomt krævende og at det kan stjæle for meget tid fra mine egen skrift. Faktisk har jeg lige nu givet mig selv et decideret oversættelsesforbud, fordi jeg ikke vil afbryde en skriveproces, jeg har gang i.
Men jeg elsker transformationen fra et sprog til et andet, og jeg kan blive suget ind i den fase, hvor det har sluppet originalsproget, men ikke er landet på dansk endnu, og det svæver i et mellemfelt. Eller … Jeg tror, der er en kraft i poesi, som kan ophæve det nationalsproglige, og nogle gange føler jeg den meget stærkt, når jeg oversætter digte.
Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?
Jeg har oversat fra engelsk/amerikansk, norsk og svensk. Og fra aiolisk – men det var sammen med en klassisk filolog, jeg kan ikke oldgræsk! Jeg har en musisk-sproglig gymnasieuddannelse og læste litteraturhistorie på universitetet, resten kommer fra studier i New York, da jeg var ung, og en hel masse tværskandinavisk undervisning på forfatterskoler i Norge og Sverige. Plus dekaders læsning på engelsk, svensk og norsk. Når man oversætter skønlitteratur, så kan det også handle meget om metaforisk, stilistisk og rytmisk sprogkompetence, og der bruger jeg min egen erfaring som digter.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Skønlitteratur. Jeg har oversat to romaner. Men poesi er nok min foretrukne genre at oversætte, ligesom jeg også selv skriver mere poesi end prosa. Og så har jeg en særlig forkærlighed for smågenrer som noter, lister, brudstykker, breve.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Det var spændende at gendigte Sapfo sammen med klassisk filolog Mette Christiansen. Dels fordi vi havde sådan nogle intense og inspirerende samtaler i feltet mellem det filologiske og det poetiske. Dels fordi gendigtningen skulle bruges til førnævnte operaperformance – det føltes nærmest mirakuløst for mig at opleve sangerne og danserne optræde med fragmenterne. Så det var på flere måder en smuk oplevelse. Og … nu er det mange år siden efterhånden, men det var også et fedt samarbejde med Olga Ravn, da vi oversatte Sylvia Plaths Glasklokken. Jeg kan huske, vi kaldte vores duo der for Sylvia-akademiet.
Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?
Den første, jeg kommer til at tænke på, er et værk, som jeg igen og igen vender tilbage til, nemlig
I, Lalla. The poems of Lal Ded oversat fra kashmirisk til engelsk af Ranjit Hoskote. Den udkom i 2011, og jeg fik den i gave af en indisk forfatterkollega, som sagde, den var et absolut must have. Enig. Gennem denne vidunderlige oversættelse kan jeg komme i kontakt med ikonet Lalla, Lal Ded, Lalleshwari, hun har mange navne. Hun var en kashmirisk mystiker og digter, som levede i 1400-tallet.
En aktuel digtsamling, som slog mig helt omkuld, er den sydkoreanske digter Kim Hyesoons ”Dødens selvbiografi” oversat af Maja Lee Langvad sammen med Karin Jakobsen og Jeuno JE Kim. Sjældent har jeg læst en poesi, der på en gang er så uhyggelig og uimodståelig, og oversættelsen er helt knitrende.
Hvor oversætter du?
Jeg har haft hjemmekontor i mange år, jeg sad også tit og arbejdede i mit køkken, men nu har jeg fået mit helt eget arbejdsrum på Værkstedvej i Valby, hvor jeg virkelig kan sprede mig og lade alle mulige bøger og notater fylde og flyde – og det er en kæmpe fordel, både når jeg oversætter og når jeg skriver mine egne ting. Men det er også typisk for mig, at jeg lige pludselig kan stoppe op midt i en gåtur eller på cykelturen hjem og sige et ord højt. Et ord, jeg har siddet og ledt efter ved skrivebordet, men så – mens jeg egentlig tænker på noget helt andet – kommer det lige pludselig.
Så jeg har altid en notesbog med mig.
Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det?
I forbindelse med Aaiún Nins debutdigtsamling På min huds sorthed drøftede vi selvsagt de i denne kontekst potentielle faldgruber ved, at jeg er hvid. Nu var det var Aaiún selv, der bad mig om at oversætte deres digte, vi kender hinanden godt, og vi samarbejdede om oversættelsen. Men vi ønskede også begge at få Farhiya Khalid som tekstkonsulent, og hun var eminent. Det var godt at være flere og at have en meget åben dialog. Mottoet var ”sometimes one body isn’t enough”. En fælles beslutning var også, at jeg ikke optræder som oplæser af Aaiúns digte på dansk. Jeg siger ikke, det er en opskrift, alle i lignende oversættelsessituationer bør følge, men det føltes som det rigtige i dette tilfælde.
Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Tid: Det tager tid at oversætte ikke mindst poesi ordentligt. Så jeg ville virkelig ønske, der var bedre økonomiske rammer om poesioversættelse, ja, skønlitterær oversættelse i det hele taget. Det er ganske sølle, sådan som det er nu.
En anden vigtig ting er den løbende diskussion om, hvad oversættelse overhovedet er for en praksis, og hvad der mangler at blive oversat og hvorfor. Repræsentation, også i forhold til sprogområder og litterære traditioner, kanoniseringsprocesser osv.
Ellers: Tonen er alt. Jeg oversætter ikke noget, hvor jeg ikke tror, jeg kan ramme tonen.
Foto: Ivan Boll