Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Det var ikke meningen, at jeg skulle blive oversætter, jeg blev det ved et tilfælde som 35-årig. Både Skandinavien og poesi betyder noget særligt for mig; jeg har forenet de to aspekter i mit liv ved at oversætte digte, først i tidsskrifter og senere i form af bogudgivelser. Jeg begyndte at oversætte for at lære Norden bedre at kende ud fra denne helt særlige vinkel. At oversætte er for mig umuligt at adskille fra det at skrive; det hjælper mig til at skrive bedre på fransk, det er min følgesvend, min skygge, mit åndedrag. Oversættelse gør mig i stand til at få større indblik i mit modersmål og se det festfyrværkeri, det er. At oversætte er ikke det, der fylder mest i mit arbejdsliv, jeg er ikke professionel oversætter, og jeg ønsker ikke at blive det, da jeg i så fald ville føle mindre glæde ved det. Derudover kommer jeg heller ikke til at beskæftige mig med oversættelse resten af livet, men jeg vil altid blive ved med skrive.

Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?

Da jeg var omkring 18 år, skulle jeg sige noget vigtigt til en dansk kvinde, og det var vigtigt for mig at sige det på hendes sprog. Jeg har lært de nordiske sprog på egen hånd med lærebøger og uden at følge undervisning. Jeg sørger dog for at få nogen til at gennemlæse mine oversættelser, eller jeg oversætter i samarbejde med en person, der har et nordisk sprog som modersmål, og som har godt kendskab til fransk. Sådan er det med finlandssvensk, dansk, norsk – bokmål og nynorsk – og jeg er så heldig at arbejde sammen med fire personer, fire vidunderlige venner. På den måde er oversættelse et af venskabets smukke ansigter, der er med til at sikre, at man respekterer forfatterens stemme i originalteksten; så det er i respekt for den. At samarbejde om en tekst, at være to om en oversættelse er desuden mere behageligt end at arbejde alene. I denne fælles praksis afslører litteraturen også, at dens essens er dialogen. Jeg oversætter også fra andre sprog, brasiliansk portugisisk, amerikansk engelsk, og siden jeg var ung dreng, har jeg ikke kunnet få en samling af Lorcas digte ud af hovedet. Han venter på mig, jeg venter på ham. Hvad angår mine sproglige kompetencer, vil jeg sige, at de er i fortsat udvikling. Jeg har stadig uendelig mange til at lære.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Poesi. I den franske litterære tradition, den klassicistiske såvel som den romantiske, er det den højeste genre. Her er arbejdet med sproget krævende, kompliceret, berusende. Det, som et sprog har til hensigt at fremvise af sit mysterium, kræver det udtrykt gennem poesien, det reneste udtryk for betydning, mit ophold på jorden kan få. Min foretrukne fase i processen med at oversætte er der, hvor jeg til sidst vender tilbage til den franske version, vejer accenterne, udglatter tonen, forfiner tekstens sang. Efter at være kravlet op ad en stejl skrænt, ufremkommelig og uden holdepunkter – arbejdet med den leksikalske afkodning ord for ord, som kan være så udmattende – har jeg indtrykket af, selv om det måske er en illusion, at nå frem til en lysende slette. Den er smuk, vinden er kølig, og mit åndedrag er roligt. At oversætte poesi er et åndedrag. Jeg har ikke til hensigt at arbejde med prosa eller prosadigte eller teaterstykker. Det kommer jeg aldrig til, for jeg hører hjemme et andet sted.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

L’Année, telle une feuille af Bo Carpelan, som udkom i 2001. Det er en digter, som skriver på finlandssvensk, og jeg mødte ham i Helsinki i 1998. Digtsamlingen er et arbejde, der demonstrerer modenhed og styrke, den er fantastisk velskrevet, kompliceret, vibrerende, krævende. Sproget er som en spændt bue, hvis mål er læserens hjerte. Hans vers har to afgørende kvaliteter: de lysende billeder og sprogets musikalitet. Jeg er kommet til at holde særlig meget af teksten af to grunde: Jeg har oversat alle Carpelans digte, treogtyve udgivelser spredt ud på tres år, og jeg har fået bekræftet, hvor vidunderlig sammenhængen i en forfatters værk er: Tekster skrevet med flere årtiers mellemrum taler til hinanden, ligger i forlængelse af hinanden. Man har fornemmelsen af, at det er en klode gennemstrømmet af floder, strømme og have. Poesien er lyden af vandet, dets bølger. Jeg er også glad for – det er ikke noget, jeg selv skal sige – det resultat, jeg nåede frem til med netop den oversættelse, som på samme tid er syngende og præcis, hvilket læsere og lyttere har betroet mig. Jeg har hørt disse digte i radioen, og jeg blev overrasket: Skuespilleren anbragte ikke accenterne, hvor jeg havde sat dem! Men teksten tilhører jo ikke mig – heldigvis! Jeg påtvinger ikke andre en oversættelse, jeg tilbyder den.

Bedste oversættelse du har læst?

Jeg elsker det danske sprog, hvis lyde bevæger mig. Det er mit foretrukne nordiske sprog, og jeg har en hemmelig svaghed for det. Jeg bliver bevæget, når jeg hører nogen tale det. Jeg har oversat Michael Strunge, Morten Nielsen og Søren Ulrik Thomsen. Men jeg vil gerne pege på en anden forfatter og på andre oversættere. De to største danske forfattere i det 20. århundrede er efter min mening to kvinder, Blixen og Inger Christensen. Det var først sent, jeg opdagede den sidste, en lille kvinde, men en grand old woman i dansk poesi, men hendes måde – gennem sine gentagelser, gennem sin legende insisteren – at forme sproget i en svimlende bevægelse, en trance, er for mig gribende, bjergtagende. Hellig. Det er sproget i sin højeste udtryksform, viderebragt på fransk gennem det årelange minutiøse arbejde af et dansk-fransk oversætterpar, den afdøde Karl Ejby Poulsen og hans kone Janine, to formidlere af skønhed; for dem er det gennem sproget. Bøger som Lumière eller Alphabet er fantastiske oversættelser. Jeg vil især fremhæve La Vallée des papillons, en bog, hvori oversætterne er lykkes med at genskabe sonetten, en romansk form, som kun er lidt brugt i de nordiske litteraturer. Sommerfuglen bliver et skrøbeligt og subtilt billede på Orfeus, dens vinger slår i blækket – hvilken sproglig virtuositet, hvilket mesterværk! Ja, det er de bedste oversatte digtsamlinger, og jeg er langt fra at nå et sådant niveau. Men misundelse og jalousi har ikke plads i poesien, og jeg foretrækker at tale om kappestrid. En ting er sikker: Den bedste oversættelse er altid et værk af en stor forfatter udført af uovertrufne oversættere.

Hvor oversætter du?

Min lejlighed er så lille, at der ikke er plads til et bord. Det lever jeg med, og det betyder ikke noget for mig. Så jeg oversætter på min seng, på caféer, i TGV’en. Jeg tror, at jeg ville kunne gøre det i krateret på en vulkan, på toppen af en bølge, hvor som helst. Omgivelserne er mindre vigtige, uden betydning. Stedet, det egentlige sted, det dybe sted er digtet, skriftens sted. Det, man skriver, det, man oversætter. Jeg har dog fantastiske minder om at have skrevet i caféerne i Madrid, da jeg boede der i 1990, men da oversatte jeg ikke endnu. Mit foretrukne bibliotek er New York Public Library. Jeg holder meget af den åbne indstilling, den menneskelighed, man finder der. Jeg har det som at være i et tempel. Jeg er dybt imponeret, meget taknemmelig.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

I 2001 skulle jeg præsentere Carpelan, som jeg var blevet ven med, på Salon du livre. Her gjorde jeg noget, som jeg aldrig ville gøre i dag: Jeg brugte noget af hans tid som forfatter på at stille ham spørgsmål om et særlig svært oversætterproblem, som jeg ikke kunne løse. Jeg kunne huske et særlig vanskeligt digt, som var bygget op om, som var hjemsøgt af et bestemt ord. Dette ord havde to meget forskellige for ikke at sige modsatrettede betydninger. Jeg spurgte Carpelan, hvilken der var den korrekte. Jeg ser ham da vende sig mod mig, kigge på mig med sit lysende, trætte blik og svare, at han ikke selv vidste det. Den efterårsdag i Paris fik jeg en smuk lærestreg om beskedenhed, om ydmyghed. Om livet. Jeg gik og bildte mig ind, at jeg uden videre kunne trække en noget tåget frem i solens illusoriske lys, og Carpelan viste mig tilbage til det tågede, til dens friskhed. Hans svar var en gave. Tekstens betydning bestod netop i denne tvetydighed, som jeg havde været så ubetænksom at ville vælge side i, og som forfatteren selv ikke ville ophæve, hvilket jeg med ham som inspiration heller ikke gjorde i det endelig resultat. Digtets sandhed var i denne mellemposition. Meget smuk poesi søger mod denne tvetydighed, bevarer den, tilmed, dyrker den. Døren står altid på klem.

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Hvis bare jeg vidste det … De første ord, der falder mig ind, er altruisme, omhu, åbenhed, opmærksomhed, ærlighed, integritet, samvittighedsfuldhed, arbejde, ærlighed, sandhed. Undervejs i mit arbejde som oversætter har jeg lært vigtigheden af at lytte til originalteksten, til dens sprog, dens forfatter. En oversættelse bliver til gennem en dybdelæsning, den mest omhyggelige læsning, hvilket er dens egentlige eksistensberettigelse. Den er i alle henseender en måde at læse på. En læreproces i generøsitet over for vers, deres tilsyneladende åbenbare, synlige betydninger, men også deres skjulte og usynlige. Jeg er altid på vagt over for det, som jeg i min dovenskab eller min selvsikkerhed bilder mig ind at vide: oversætterfejlene står alle sammen og venter på mig, nogle af dem grove, andre mere subtile, tvivlsomme. Jeg er også på vagt over for den dårlige oversætter, som findes inde i mig, den mand, som kommer let til alt. Jeg bryder mig ikke om ham. Jeg lader ham ikke få ordet, jeg foretrækker i stedet at give det til den forfatter, jeg oversætter. Der opstår da en forelsket opmærksomhed, som er knyttet til kærligheden. Poesien får os til at se, og oversættelsen viderebringer dette lys, mes mindre den søger ind i dunkelheden. Men altid som udtryk for skønheden. Jeg vil gerne sige, at oversættelse for mig er en unik mulighed for at nå frem til fire former for præcision: Forfatterens præcision (man kender virkelig det indre af den person, man oversætter, dybere end man kan få ved blot at beskæftige sig med vedkommendes biografi eller tilmed ved et personligt møde); værkets præcision (igen kender man også en digtsamling til bunds ved at have oversat den, det er et helt særligt perspektiv, en læsning, som nødvendigvis er helt forskellig fra alle andre); præcisionen i det sprog, man oversætter fra (det dansk, Nielsen skriver, er ikke det samme som Strunges, og for hver gang åbner det op for at udforske noget, en periode i Danmark og også det danske sprog), men også præcisionen i ens eget sprog, som i mit tilfælde er fransk. Mine udflugter til de nordiske sprog har hjulpet mig med at gøre mig fransk mere klart, at forbedre det. Så på den måde er jeg ikke egentlig forstand oversætter, men en forfatter, som også oversætter. Inden for fransk er idealet for den type forfatter digteren Philippe Jaccottet. I går, i dag og i morgen, går det ud på at sige tingene bedre.

Interviewet er oversat fra fransk af Kim Witthoff

 

 

 

close
Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge dette websted accepterer du vores brug af cookies.