Af Nielsine Nielsen

Den internationale oversætterdag – Hieronymusdagen – blev i Aarhus fejret for tiende gang torsdag den 30. september 2021 i Godsbanens Vogn 1-2. Her var det dialogen, der var i centrum, og derfor tog arrangementet form af to samtaler, der først handlede om oversætterens evne til at omfavne og gå i dialog med kildekulturen, og dernæst om, hvordan man oversætter et værk i dialog med en kollega.

Temaet for den århusianske Hieronymusdag var ”Litteraturens mellemled – oversættelse i dialog” – og begivenheden tog på passende vis afsæt i to samtaler mellem to sæt oversættere, hvoraf den første talk blev modereret af medarrangør Sidse Laugesen. Efter en indledningsvis introduktion af Trine Søndergaard – som også var med til at arrangere – blev islandsk-oversætterne Nanna Kalkar og Kim Lembek sat i stævne for at diskutere forholdet mellem oversætterens baggrund og vedkommendes evne til at oversætte et værk fyldestgørende.

Selvom dagens første samtale skulle handle om den rolle, som ”køn, alder og baggrund [spiller], når man oversætter fra islandsk til dansk,” var der større stemning for at se på kønsproblematikken som led i en mere overordnet diskussion af, hvad oversætteren bør have fagligt kendskab til og have sat sig ind i.

Køn, alder og baggrund ved islandskoversættelse

”I kan godt høre, vi ikke gider diskutere køn,” sagde Nanna Kalkar efter sin præsentation og uddybede: ”Jeg har aldrig tænkt over, hvilket køn den forfatter havde, som jeg oversatte.” Hun har fået et indgående kendskab til Island ved at rejse rundt i landet som ung og efterfølgende at have læst en bachelor på Islands Universitet. Derefter vendte hun tilbage til Danmark for at læse en kandidat i Nordisk på Aarhus Universitet.

Hendes medgæst var Kim Lembek, som er cand.mag. i dansk og islandsk fra Københavns og Islands Universitet. I 2020 modtog han desuden Dansk Oversætterforbunds Ærespris. Delt mellem sig har de to oversat et atlanterhav af titler bestående af alt fra middelaldersagaer til moderne ungdoms- og børnelitteratur.

Kim Lembek (venstre), Sidse Laugesen (midt) og Nanna Kalkar (højre) til Hieronymusdagen

Lembek fremhævede de islandske sagaer som et litterært område, hvor han står på skuldrene af en årelang oversættelsestradition. Da han selv begyndte arbejdet med at overføre de islandske sagaer til dansk, erfarede han, at den danske tradition til dels har været præget af et snævert, maskulint sagasyn med en tydelig kønsopdeling frem til i dag. Derudover fremhævede han, at kønsrollemønstret i mange af de ældre oversættelser ikke længere er tidssvarende.

Håndskriftsgrundlaget og tolkningsgrundlaget varierer, hvilket skaber forskellige oversættelser. Samtidig findes der ældre versioner af fx Njals Saga på dansk, hvor det tydeligt forstås, at det ikke er normen, at kvinder ophæver ægteskaber – og de kvæder i hvert fald ikke skæmtende skjaldekvad. Her bliver kvinder fremstillet som den passive modpart til mandlige karakters handlekraft, hvilket han vurderer, ikke nødvendigvis er spejlet i det islandske forlæg.

”Oversætteren bærer landet med sig”

Lembek noterede, at ”oversættere er læsere: De står bare til ansvar for deres læsning.” Man lever op til det ansvar ved at sætte sig ind i baggrunden for de sprog, man arbejder med. Her blev pointen sat på spidsen med devisen: ”Der er ikke én ting, man skal vide om Island, udover sproget.”

Det overrasker måske ikke, at sproget er Columbusægget for at blive en dygtig oversætter mellem islandsk og dansk – men dialogpartnerne pegede også på, at oversætterens baggrund i det hele taget er alfa og omega: ”Det vigtigste er personlig erfaring,” understregede Kalkar og sagde, at det er vigtigt, at den islandsk-danske oversætter har besøgt Island, har snakket med folk i byerne og udenfor og har set det fantastiske – og nogle gange fantastisk forladte – islandske landskab.

”Oversætteren bærer landet med sig inden i sig,” sagde hun. Det handler om at have en kropslig fornemmelse af det land, man skriver om. Lembek supplerede med en anekdote om Gréttirs Saga, der til dels udspiller sig på øen Drangey. Her fremhævede han, at man skal have gået på øen og badet i kilden for at kunne oversætte sagaen på ny: ”Scenografien er der stadig. Den har ikke ændret sig. Læseren har ændret sig.”

Kim Lembek (venstre), Sidse Laugesen (midt) og Nanna Kalkar (højre) til Hieronymusdagen

Til sidst i samtalen gav Kalkar, Lembek og Laugesen fremtidens håbefulde oversætterspirer nogle gode råd med på vejen: ”Man er ikke en genial oversætter – man bliver det,” sagde Lembek, hvortil Kalkar supplerede: ”En oversætter er ikke alene om sin oversættelse – det er en dialog.” Det må gælde i forhold til oversætterens forhold til forfatteren, til de mulige læsere og til andre mulige samarbejdspartnere.

”At finde en fælles stemme”

Juliane Wammen og Birgitte Steffen Nielsen blev dernæst sat i stævne for at fortælle om deres samoversættelsesproces i forbindelse med nyudgivelsen af svenske Karin Boyes (1900-1941) Kallocain (1941). Juliane Wammen er cand.mag. i litteraturvidenskab og antropologi og har oversat mere end 50 værker fra engelsk, norsk og svensk. Birgitte Steffen Nielsen har især oversat meget svensk prosa, men har bevæget sig ind på lyrikkens område ved at arbejde med Karin Boye og skrive speciale om Tomas Tranströmer. Med en cand.phil. i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet bag sig har hun været særligt interesseret i svenske litteraturstrømninger ved siden af oversætterarbejdet.

”Rugbrødsagtige kompromiser”?

I Steffen Nielsens indledende bemærkninger fortalte hun om de tanker, hun havde gjort sig, inden det fælles oversættelsesarbejde gik i gang. Hun vedkendte sig at have haft en romantisk-modernistisk opfattelse af, at oversætteren er forfatterens talerør, og at det er en individuel opgave at gengive forfatterens stemme. Her er grundidéen, at der findes én oversætter til én forfatter, hvorved man viger udenom ”rugbrødsagtige kompromiser.”

Wammen erklærede sig enig i overvejelserne og indføjede, at det at oversætte for hende også var at holde sig for øje, at ”det er min tekst – det er mig, der har lavet den.” Her tager oversætteren et ansvar på sig: både over for læserne af målteksten og over for forfatteren, der er blevet oversat. Men ansvaret ændrer sig. Det bliver på en måde større, når man er to om at oversætte sammen. For så deler man ansvaret imellem sig – men det er også en større byrde at vide, at hvis man laver en fejl, der ikke bliver opdaget i tide, så går det også udover ens samarbejdspartner.

I dette specifikke tilfælde havde Steffen Nielsen og Wammen fået indarbejdet i kontrakten, at de var hinandens redaktører. Redaktionsarbejdet var derfor en del af honoraret, og de sendte forlaget et færdigredigeret manuskript, der ikke behøvede yderligere redaktionel gennemgang.

Både oversættere og redaktører

I arbejdet med Kallocain var Wammen og Steffen Nielsen både redigerende oversættere og oversættende redaktører. I den forbindelse skete der en form for genforhandling af den arbejdsproces, de var vant til: ”Det er en anden rolle, hvor man kan komme med forslag. Det er en bevægelse væk fra at tænke på teksten som helt sin egen,” fortalte Steffen Nielsen, og Wammen supplerede: ”Man bliver nødt til at smide original-kunstnermyten på porten”. Her menes idéen om, at oversætteren er fuldstændig autonom på samme måde,som man kan have en opfattelse af, at kunstnergeniet er fuldstændig originalt.

Den praktiske arbejdsgang for oversættelsen af værket forløb dialogisk: Steffen Nielsen og Wammen redigerede løbende små tekststykker og sendte dem tilbage til hinanden, ofte med kommentarer og diskussioner i selve dokumentet. Tekstens allerførste stykke sendte de dog frem og tilbage mange gange, da de ville være sikre på, at Boyes stemme kom ordentligt frem. Det var vigtigt for dem, at begge kunne stå på mål for det hele: Stemmen skulle ikke tilhøre én person, men blive til noget nyt, som harmonerede med originalforlægget. Det skulle ses som en collage af flere stemmer, som var i dialog med hinanden.

”Det er lidt ligesom at flytte sammen med folk”

Steffen Nielsen og Wammen blev spurgt, om de sparede tid på at oversætte Kallocain sammen, hvilket skabte morskab i forsamlingen, da det vist ikke kan siges at være tilfældet. Til gengæld har de lært rigtig meget af at spejle sig i hinanden: De er blevet mere bevidste om deres individuelle oversættelsesstrategier, og som Wammen indskyder: ”Det er lidt ligesom at flytte sammen med folk: Så opdager man lige pludselig ting, man ikke vidste.”

Som samarbejdspartnere har Steffen Nielsen og Wammen været nødt til at forsvare ureflekterede og vanebaserede valg på en måde, som man sjældent er ude for, når man oversætter alene. Steffen Nielsen noterede sig, at ”Den ideelle mesterlære er samoversættelse” på grund af den rigdom, det giver, at ens tekst bliver gået i sømmene af en dygtig kollega. En af de udfordringer, Steffen Nielsen og Wammen havde, var at tonen i Kallocain ændrer sig i løbet af romanen, hvilket oversættelsen gerne måtte afspejle. Først havde hovedpersonen et partisoldatsprog, der blev udsat for forskellige kommasystemer. Derefter skulle det gradvist glide ind i en slags funktionærsprog, som til sidst nærmest opløste sig selv. Her satte oversætterne tid af til at diskutere forholdet mellem indhold og formalia.

Begge er enige i, at man lærer utroligt meget af at oversætte et værk sammen med andre, selvom man som hovedregel ikke skal regne med at spare tid på det: ”Man skal gå ind i det, fordi man ønsker efteruddannelsen,” sagde Steffen Nielsen.

Juliane Wammen (venstre) og Birgitte Steffen Nielsen (højre) til Hieronymusdagen

Praktiske udfordringer ved samoversættelse

Hen mod slutningen af aftenen diskuterede salen de praktiske muligheder og udfordringer, der opstår, når flere oversættere bliver involveret i arbejdet med et enkelt værk. Wammen påpegede, at der er en voksende tendens i forlagsbranchen henimod, at oversættere bliver bedt om at tekstredigere deres kollegers ting, hvilket er en ændring fra tidligere, hvor man fik en tilbagemelding fra en redaktør. Det ændrer på dynamikken mellem oversættere, da konkurrenceforholdet muligvis vil forandre den måde, man samarbejder på.

Omvendt kan det at indarbejde redigeringsarbejdet i arbejdsprocessen være en måde at holde oversættelseshonoraret oppe på, hvis man samarbejder med en anden oversætter. I en tid, hvor flere og flere oversættere bliver arbejdsløse, kunne kombinationsrollen af oversætter og redaktør – fx i samarbejde med andre – muligvis være en vej frem, selvom der er grund til at betræde den varsomt. På passende vis sluttede aftenen således med en større diskussion mellem samtalepartnerne – eller paneldeltagerne – og publikum, og samtalen fortsatte også en halv times tid efter, at det officielle arrangement var slut. Det er nok ikke alt for søgt at antage, at flere af diskussionerne fortsætter endnu.

Hieronymusdagen i Aarhus blev arrangeret af Trine Søndergaard, Sidse Laugesen og Aarhus Litteraturcenter. Den blev støttet af Dansk Oversætterforbund, Folkeligt Oplysningsforbund i Aarhus, Aarhus Kommune, Statens Kunstfond og Aarhus Litteraturcenter.

Billeder: Trine Søndergaard. Hieronymusplakat: Maja Baadstorp

close
Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge dette websted accepterer du vores brug af cookies.