En delvist regnvåd, men lun sensommereftermiddag, afholdt Dansk Forfatterforening d. 27. august sin årlige legatreception. Som så meget andet er fejringen af de seneste par års legat- og prismodtagere blevet udskudt – men så meget dejligere var det endelig at kunne mødes rigtigt i forfatterforeningens smukke lokaler i Strandgade på Christianshavn.

Der skulle uddeles legater til syv forfattere og en oversætter, og det blev en eftermiddag fuld af begejstring og bevægelse, men med fuldt fokus på litteraturen. For, som forfatterforeningens formand Morten Visby sagde i sin velkomsttale, så er det jo det, legatuddelingen handler om – at hylde litteraturen og den “disruptive” kraft, den udgør.

Efter velkomsten fik legatudvalgets formand Karsten Bjarnholt ordet. I løbet af de næste timer modtog Stine Pilgaard Dansk Forfatterforenings H.C. Andersen legat for sine romaner og sangtekster. Adda Djørup og Glenn Bech blev hædret med Albert Dams mindelegat, Anne Lise Marstrand-Jørgensen tildeltes Drassows legat for sit arbejde for mellemfolkelig forståelse og Ditte Steensballe og Charlotte Weitze modtog hver Harald Kidde og Astrid Ehrencron-Kidde samt Peder Jensen Kjærgaard og hustrus fonds hæderslegat og Morten Søndergaard modtog Aarestrup-medaljen for sit lyriske forfatterskab.

Deltagere ved legatreceptionen i Strandgade, bl.a. prismodtagerne Marcel Lysgaard Lech, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Morten Søndergaard

Som den næstsidste modtog Marcel Lysgaard Lech Kjeld Elfelts mindelegat på 10.000 kr. for sine klassikeroversættelser. DOF-styrelsesmedlem med meget mere Jakob Levinsen motiverede tildelingen, og Babelfisken bringer her hans tale:

“Kjeld Elfelts mindelegat, som uddeles af Dansk Oversætterforbund, er en hæderspris og kan ikke søges. Den er med afbrydelser blevet uddelt siden begyndelsen af 1990’erne, så mere usædvanligt er det altså heller ikke, at legatet for 2020 først uddeles nu.

Jakob Levinsen

Legatet til minde om den store oversætter Kjeld Elfelt (1902-1993) går ved denne lejlighed til Marcel Lysgaard Lech. Ifølge den smukt formulerede fundats skal det gå til ”en yngre oversætter, der har oversat betydelig litteratur med glæde og fantasi.”

Oversættere fordeler sig typisk mellem to grupper. Nogle af os har blandede butikker med lidt af hvert, både genremæssigt og kvalitetsmæssigt og til tider også fra flere forskellige sprog, mens andre er anderledes specialiseret i for eksempel et enkelt mere eller mindre eksotisk sprog eller fagområde.

Når det gælder årets prismodtager, taler vi imidlertid om next level-specialisering i helt usædvanlig grad. Marcel, som ud over at være et almendannet menneske, der spiller guitar i et metalorkester og læser seriøs horrorlitteratur, også er lektor i klassiske studier på Syddansk Universitet, oversætter nemlig ikke blot fra græsk som sådan, men fra oldgræsk.

Og blot oldgræsk litteratur som sådan, men altovervejende oldgræsk dramatik. Og ikke blot oldgræsk dramatik som sådan, men altovervejende oldgræske tragedier.

Marcel Lysgaard Lech

For at det ikke skal være løgn, er langt de fleste af hans oversættelser inden for den sidste halve snes år udkommet på det samme forlag, Hans Reitzel, og i ens udstyr. Han har med andre ord allerede fået sig sit helt eget lille oversætterbibliotek, hvad en og anden kollega nok vil være undskyldt for at være bare en lille smule misundelig på.

Til gengæld taler vi så heller ikke kun om, med legatfundatsens formulering, betydelig litteratur. Med en metaforophobning, der ville være Marcels egne oversættelser væsensfremmed, taler vi om litteratur fra øverste hylde i en af den europæiske civilisations helt store vugger.

Om nogle af de helt store og almene fortællinger i vores kultur. Om de fatale familiebindinger i SofoklesØdipus, om den nådesløse hævngerrighed i EuripidesMedea, om ubøjelig fanatisme i Sofokles’ Antigone og om forbitrede krigsinvalider over for kyniske arbejdsgivere i Sofokles’ Filoktet.

Men netop fordi de ældgamle fortællinger er tidløse, fremstår det heller ikke som noget særskilt projekt i Marcels oversættelser at modernisere dem snævert mod et nutidigt publikum, hvordan sådan et ellers kan formodes at se ud. Sprogtonen er holdt tilgængelig uden på nogen måde at være pimpet med overdrevent aktuelle ordvalg, og kun de ofte komplicerede versformer gives der i vekslende grad afkald på for ikke at få teksterne til at fremstå som de rene museumsstykker.

Det bliver de barske skæbnefortællinger i de store tragedier ikke spor mindre uafrystelige af. Og nok så iøjnefaldende viser denne på samme tid værktro og læservenlige tilgang til at oversætte sig at fungere lige så godt i en sylespids satire som AristofanesRytteriet eller udvalget i Homeriske genklange fra i år af andre antikke forfatteres fabuleren videre om personer eller situationer i Homers værker.

De Homer-inspirerede tekster omtales ligefrem udtrykkeligt som antik fan-fiction, nøjagtig ligesom når børn og unge i vore dage selv digter videre på historierne om Harry Potter og hans venner og fjender. Ligesom Marcels principielle aversion mod at oversætte antikke komedier med deres mange dagsaktuelle pointer ifølge forordet til Rytteriet fik et sådant grundskud ved at se den amerikanske præsidentindsættelse i januar 2017, at han spontant satte sig til at oversætte Aristofanes’ komedie imens.

Aktualiseringen ligger ikke i oversættelsessproget selv, men i rammerne. I Marcels oversættelser optræder der ud over henvisninger til både fan-fiction og amerikanske præsidenter også mottoer fra så forskellige kilder som Ridley Scotts film Blade Runner, George Orwells 1984 og såmænd – i oversættelsen af Rytteriet – Danmarks Riges Grundlov, ligesom bøgernes omslag spænder fra Nicolai Abildgaard til Hieronymus Bosch.

Dermed bliver oversættelser af sådanne stemmer fra oldtiden heller kun et spørgsmål om at gøre de gamle tekster nærværende for os i dag, men nok så meget om at gøre det muligt at se os selv være til stede i dem. For en sådan formidlingsindsats i begge retninger har Marcel Lysgaard Lech ikke alene fortjent gudernes gunst, men så sandelig også Dansk Oversætterforbunds. Hjerteligt tillykke.”

Marcel takkede for legatet, som han var “meget beæret” over at få – selvom han først og fremmest anser sit oversættelsesvirke som en del af sin forskningsformidling. Blomster blev overrakt, og der blev skålet i cremant. Babelfisken slutter sig til koret og ønsker stort tillykke med legatet.

Fotos: Jo Hermann

 

 

 

 

close
Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge dette websted accepterer du vores brug af cookies.