Af Jørgen Herman Monrad

 

Forlaget Wunderbuchs Friedrich Hölderlin: Urdel. Digte, skrifter og breve indeholder blandt andet end række ikoniske digte i Karsten Sand Iversens nyoversættelse. Her sammenlignes to af dem med Thorkild Bjørnvigs 50 år gamle oversættelse af de samme digte.

 

I.

Foran mig på mit skrivebord ligger lige nu en stabel bøger af og om den tyske lyriker, epiker, dramatiker, oversætter og filosof Friedrich Hölderlin 1770-1843. De fleste af dem, især de tysksprogede, blev en del af mit livs bagage, da jeg var ca. 25 og selv studerede filosofi. Det gælder den smukke, himmelblå værkudgave i 2 bind fra Insel Verlag, som min far forærede mig i 1988. Det gælder filosoffen Martin Heideggers Erläuterungen zu Hölderlins Dichtung, som jeg anskaffede mig samme år under en rejse til landsbyen Lauffen, hvor Hölderlin blev født, og til universitetsbyen Tübingen, hvor han tilbragte de sidste 35 år af sit liv som sindslidende i et tårn ved bredden af floden Neckar. Det gælder Wilhelm Waiblingers Friedrich Hölderlins Leben, Dichtung und Wahnsinn. Og det gælder sidst, men ikke mindst vigtigt litteraturhistorikeren Pierre Bertauxs Hölderlin-Variationen, som jeg vistnok købte i selve tårnet, hvor man også kunne købe postkort og andre souvenirs. De fleste af de dansksprogede bøger kom betydeligt senere ind i mit liv. Det gælder Brød og vin med det fine essay, som Thorkild Bjørnvig skrev i anledning af 200 året for Hölderlins fødsel (som også var 200 året for Beethovens fødsel), de smukke træsnit af Søren Hjorth Nielsen, og Bjørnvigs oversættelser til dansk (vistnok de første af slagsen) af de fleste af Hölderlins ikoniske digte. Det gælder Hans Christian Finks oversættelse af Hölderlins lyriske roman Hyperion – eller eremitten i Grækenland, Anders Abildgaards oversættelse af de såkaldte Pindar-fragmenter og Ejler Nyhavns oversættelse af de såkaldte Tårndigte. Og det gælder forlaget Wunderbuchs fine og stadig ret nye udgivelse Urdel. Digte, skrifter og breve, der bl.a. indeholder den erfarne Karsten Sand Iversens nyoversættelser af en række af de samme digte, som Bjørnvig for 50 år siden tog livtag med.

 

II.

Hälfte des Lebens, der indgår i en lille suite af såkaldte Nattedigte, er nok Hölderlins oftest citerede digt. Det blev trykt første gang i 1804 og er siden blevet parafraseret af bl.a. Stefan George, Georg Trakl og Paul Celan og sat i musik af bl.a. Benjamin Britten. På tysk står der:

 

Hälfte des Lebens

Mit gelben Birnen hänget

Und voll mit wilden Rosen

Das Land in den See,

Ihr holden Schwäne,

Und trunken von Küssen

Tunkt ihr das Haupt

Ins heilignüchterne Wasser.

 

Weh mir, wo nehm ich, wenn

Es Winter ist, die Blumen, und wo

Den Sonnenschein,

Und Schatten der Erde?

Die Mauern stehn

Sprachlos und kalt, im Winde

Klirren die Fahnen.

 

I Sand Iversens oversættelse til dansk står der:

 

Halvdelen af livet

Med gule pærer hænger

og fuldt af vilde roser

nu landet ned i søen,

I smukke svaner,

Og drukne af kys

I dypper hovedet

i det helligtnøgterne vand.

 

Ve mig, hvor tager jeg, når det

er vinter, da blomster, og hvor

da solens stråler,

og jordens skygge?

Murene står

Uden ord, kolde, i vinden

klirrer hanerne.

 

I Bjørnvigs oversættelse står der:

 

Halvdelen af livet

 

Der hænger gule pærer

og fuldt af vilde roser

er landet i søen

I elskelige svaner,

Og drukne af kys

dykker I hovedet

i hellignøgternt vand.

 

Ve mig, hvor tager jeg, når

det er vinter, blomsterne, hvorfra

solskinnet

og Jordens skygger?

Murene står

ordløst og koldt, vindfløjene

klirrer i blæsten.

 

Hvilken af de to oversættelser kommer tættest på originalen? Hvad de første fire linjer angår, er svaret ret entydigt: Sand Iversens. Lad mig gætte på, at Bjørnvig er blevet en smule skræmt af verbet ”hänget” og ikke rigtig har kunnet se for sig, hvordan ”das Land” skulle kunne hænge ned i søen. Og for at berolige sig selv har han så tildigtet et lidt slapt ”Der”, som ikke har belæg i originalen. Men nej, hvor sært det end kan lyde, så er det ikke pærerne, der hænger. Det er ”das Land”. Hvad jeg tror, Hölderlin har set for sig, er et landskab, der spejler sig i en sø – og derfor minder jeg mig selv om, at ord som ”Hang” og ”Abhang” godt kan betyde skrænt på tysk. Landet hænger eller skråner altså ned i søen, i hvis spejl det ses. En lille tildigtning har den ellers så tekstnære Sand Iversen imidlertid ladet sig friste til: ”nu” skriver han i tredje linje uden tydeligt belæg i originalen. Hermed fremhæver han muligvis blot noget tidsligt, der allerede ligger latent i digtet. Men er det tilladeligt og tilrådeligt? Og så forstår jeg ikke rigtig, hvorfor Sand Iversen i den sjette linje vælger den omvendte ordstilling ”I dypper hovedet” i stedet for den ligefremme ”dypper I hovedet”. Hvad vinder han ved det? Er det mon den trykstærke optakt i originalens ”Tunkt”, han gerne vil have fat i? Her fungerer Bjørnvigs løsning efter min mening bedst. Til gengæld falder Bjørnvig for fristelsen til at skrive ”dykker” i stedet for ”dypper”. Jeg gætter på, at det er for at få ”ky”-lyden i den foregående linje til at spille sammen med ”yk”-lyden i den sidste.

 

Efter første strofes efterårsidyl kommer anden strofes frygt for vinterens komme. ”Weh mir,” hvisker eller råber det lyriske jeg. Og ”Ve mig,” gentager både Sand Iversen og Bjørnvig naturligvis også. Hvorpå Sand Iversen så lader sig friste til at skrive ”solens stråler” – nok for at skabe en parallel til ”jordens skygge” – i stedet for, som Bjørnvig, at oversætte ”Sonnenschein” med det enkle ”solskin”. Hvad ”Schatten” angår, vælger Sand Iversen ental, mens Bjørnvig vælger flertal. Begge dele er muligt. Jeg ville nok have valgt flertal, hvis jeg var Sand Iversen og allerede havde skrevet ”stråler” i den foregående linje. Den største overraskelse finder man imidlertid i strofens næstsidste linje. ”Sprachlos” står der i originalen. ”Uden ord” skriver Sand Iversen. ”Ordløst” skriver Bjørnvig. Men hvad betyder ”sprachlos” egentlig på tysk? Betyder det ikke noget i retning af ”stumt”. Det kunne oversætterne have valgt at skrive. Men de kunne vel også været gået planken ud og simpelthen have skrevet ”sprogløst”. Det ville muligvis have lydt kryptisk, men ordet ville have sendt en hilsen til eftertidens modernistiske parafraser af digtet.

 

Var den ellers så fejrede Bjørnvig lidt for fantasifuld, lidt for indfølende og lidt for sikker på sin egen intuition, når han oversatte Hölderlin (eller for den sags skyld Rainer Maria Rilke)? Og kommer vi endelig på sikker grund med Sand Iversen, nu hvor han leder os ind på oversættelsesstier, Bjørnvig i sin tid betrådte? Det hørte jeg et par af mine germanistbekendte svare ja til på et københavnsk værtshus for omtrent et halvt år siden. Jeg tillod mig hen over ølglasset at opponere. Ikke fordi jeg ikke elsker Sand Iversens arbejde. Det gør jeg skam! Men fordi jeg simpelthen ikke tror på fremskridt eller forestillingen om et facit, når det drejer sig om oversættelser. At oversætte er altid at bevæge sig væk fra originalen. Man forsøger. Man forskyder. Man forfejler sit mål. Men samtidig bidrager man til originalens liv. Og kan af og til være så heldig at skabe et sprogkunstværk, der er på niveau med originalen. Eller endda overgår den. Hvis oversættelse bør man i dette tilfælde foretrække: Bjørnvigs eller Sand Iversens? Jeg foretrækker dem begge to! Og tillader mig så at drømme om en oversættelse, hvor hanerne (eller er det vejrhanerne?) eller vindfløjene (eller det vimplerne?) klirrer lige så frostklart og ildevarslende, som de gør det i de to sidste linjer hos Hölderlin.

 

III.

”Weh mir,” lød det fra Hölderlin i 1804. ”Weh mir,” lyder det igen og igen i den nyligt afdøde østrigske lyriker Friederike Mayröckers prosalyriske erindringsbog Pathos und Schwalbe fra 2018. Da jeg en aften i marts det år (netop ankommet til Wien for at tiltræde en stilling som dansk lektor ved det stedlige universitets Institut for Skandinavistik) hørte den dengang 93-årige læse op, var det ikke kun hendes stemme, men også Hölderlins, jeg hørte. Ja, måske var det slet ikke dem. Men selve den europæiske litteraturs ældgamle muse, der er ældre end selv den blinde Homer. Friederike Mayröcker, der udgav sit første lille bind digte som 23-årig i 1947, og som siden nåede at være både surrealist, konkretist, (lidt for gammel) hippie og stream-of-consciousness-prosaist, hvis mange jeg’er og du’er mumler i munden på hinanden, talte til sidst (som en slags spiritist) i tunger som Hölderlin i tårnet. Den dumdristige danskkyndige, der – forhåbentlig inden alt for længe – vil forsøge at oversætte hendes sene værker, må kunne sin Hölderlin. For de er fulde af både skjulte og åbenlyse citater.

 

IV.

”Weh mir,” sådan lyder det i øvrigt også i de sidste linjer af Hölderlins berømte aldrig færdiggjorte hymne Wie wenn am Feiertage fra 1800, som Bjørnvig og Sand Iversen har prøvet kræfter med. Hölderlin havde netop oversat den oldgræske lyriker Pindar og var nu i færd med at oversætte den oldgræske dramatiker Euripides, da han skrev hymnen, der i sin struktur minder om et stykke oldgræsk korlyrik. Naturen besynges som en arkaisk kraft, som mennesket må underkaste sig, hvad end det nu er en simpel “Landmann“ eller, som fra den tredje strofe, hymnens lyriske jeg. Først fremmanes en fredelig “Feiertag”, så en frygtelig storm og så endelig den fredfyldte stilhed efter stormen. Er det mon blot det skiftende vejr, der skildres? Eller skildrer hymnen også et dionysisk ritual, hvor euforisk rus afløses af hvile? Eller handler den på et allegorisk plan om den blodige franske revolution og det håb om fred, som digteren nærede? Tolkningsforslagene er talrige, og det ene forslag udelukker ikke det andet.

 

Først strofe lyder hos Hölderlin således:

 

Wie wenn am Feiertage, das Feld zu sehn,
Ein Landmann geht, des Morgens, wenn
Aus heißer Nacht die kühlenden Blitze fielen
Die ganze Zeit und fern noch tönet der Donner,
In sein Gestade wieder tritt der Strom,
Und frisch der Boden grünt
Und von des Himmels erfreuendem Regen
Der Weinstock trauft und glänzend
In stiller Sonne stehn die Bäume des Haines:

 

I Sand Iversens oversættelse af samme strofe står der:

 

Som når på højtidsdagen en landmand går,

en morgen, for at se til marken, når

de kølende lyn fra nattens hede faldt

i ét og torden endnu rumler fjernt,

når floden atter daler i sit leje,

og jorden grønnes frisk,

og vinstokken drypper af himlens

velsignende regn, og lundens træer

i stille solskin står og skinner:

 

Og i Bjørnvigs oversættelse står der:

 

Som når på højtidsdage en landmand går ud

og ser på marken, om morgenen, efter

at kølende lyn faldt ud af den lumre nat

uophørligt og tordenen stadig genlyder fjernt,

strømmen atter finder sit leje

og jordens grønnes

og vinstokken drypper af himlens

forfriskende regn og lundens træer

står lysende i den stille sol:

 

Sand Iversens eller Bjørnvigs? Hvilken oversættelse er at foretrække? Igen svært at svare på. Bjørnvig sætter lidt overraskende ”am Feiertage” i flertal. Men det er måske muligt at opfatte udtrykket sådan. Sand Iversens forvandler ”Die ganze Zeit” til ”i ét”, mens Bjørnvig forvandler det til ”uophørligt”. ”Erfreuendem” bliver hos Sand Iversen, der ellers ofte undgår det patetiske til ”velsignende”. Mens udtrykket hos Bjørnvig, der omvendt godt kan blive en anelse patetisk, blot bliver til ”forfriskende”. ”Lundens træer / står lysende i den stille sol” står der (meget smukt) i de sidste to linjer hos Bjørnvig. Men Sand Iversens ”lundens træer /i stille solskin står og skinner” er nok tættere på originalen. Er det tilladt ikke at vælge? Hvis ja, så vil jeg tillade mig det.

 

Men frem til sidste strofes ”Weh mir” … I originalen står der:

Weh mir!

Und sag ich gleich,

Ich sei genaht, die Himmlischen zu schauen,
Sie selbst, sie werfen mich tief unter die Lebenden,
Den falschen Priester, ins Dunkel, daß ich
Das warnende Lied den Gelehrigen singe,
Dort

 

I Sand Iversens oversættelse står der:

 

Men ve mig! Hvis af

 

Og jeg siger straks,

 

Jeg har nærmet mig for at se de himmelske,

dem selv, de kaster mig den falske præst,

dybt ned i mørket, blandt de levende, for at jeg

skal synge den advarende sang for de lærsomme.

Der

 

Og hos Bjørnvig står der:

 

Vé mig!

 

Og jeg siger straks

 

Jeg havde nærmet mig for at skue de himmelske.

kaster de mig, de selv, dybt blandt levende ned

den falske præst, i mørket, så jeg for

lærevillige synger min advarselssang.

Dér

 

Også her er der små, men iøjnefaldende forskellige mellem oversættelserne. Nogle af dem kan skyldes, at Sand Iversen og Bjørnvig ikke tager udgangspunkt i samme original. Mange af Hölderlins digte findes i flere forskellige håndskrevne varianter, og det er ikke altid indlysende, hvilken der er den sidste (eller den bedste). Men hvorom alting er, så svarer det fald fra himmelske højder, som det lyriske jeg med rædsel beretter om, jo så at sige til et fald ned af den sproglige sky, digtet og dets jeg hidtil har svævet i. Formen splintres i samme øjeblik, som det lyriske jeg forstår, hvad dets opgave er: nemlig at synge for menneskene. Om det nu er ”den varende sag for de lærsomme”, som Sand Iversen (lidt kryptisk) skriver. Eller en ”advarselssang for de lærevillige”, som Bjørnvig skriver.

 

V.

Forlaget Wunderbuchs udgivelse Friedrich Hölderlin: Urdel. Digte, skrifter og breve ville være værd at eje, selv hvis den kun indeholdt Sand Iversens oversættelser. Men bogen indeholder faktisk meget mere.  For det første nogle Hölderlin-breve oversat af selveste Peter Seeberg (og det er jo altid interessant at se, hvad en interessant forfatter beskæftigede sig med, når han ikke skrev sine egne tekster). For det andet forskellige filosofiske skitser oversat af Søren Mau, Søren Riis, Lars S. Arndal og Stig Olsen.  For det tredje fire meget smukke illustrationer af Peter Brandes, der har ladet sig inspirere af en tegning eller papirsilhuet af den aldrende Hölderlin, som han så ud i tårnet i Tübingen. Og for det fjerde endelig et fyldigt essay af litteraturhistorikeren Jørn Erslev Andersen, der udlægger materialet så kyndigt, at både begyndere og fortsættere kan føle sig beriget. Når man læser i Thorkild Bjørnvigs og forlaget Brøndums 50 år gamle Brød og vin, føler man, at man får et overblik. Når man læser Forlaget Wunderbuchs nye Urdel, føler man på en udfordrende og udmærket måde, at man mister det.  Ve, mig! hvisker eller råber man. Og læser spændt videre.

Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge dette websted accepterer du vores brug af cookies. 

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.