Af Julio Jensen
Anmeldelse af Carla Guelfenbein: Borte iblandt os (Contigo en la distancia), oversat af Ole Skov Thomassen, Forlag Editorial Aurora Boreal, 2019.
Med begrebet verdenslitteratur forstås som regel kanoniseret litteratur, dvs. kongerækken af forfattere som Homer, Vergil, Dante, Cervantes, Shakespeare, Goethe, osv. I nyere tid er det engelsksprogede begreb world literatures dukket op, som imidlertid ikke er synonymt med den førnævnte term. World literatures henviser til litteraturen fra ikke-europæiske områder, typisk Afrika, Asien og Latinamerika. Når talen falder på latinamerikansk litteratur, vil det bredere publikum måske tænke på den spanske erobring, voldelige militærkup og en stærk machismo-kultur. Visse kanoniserede latinamerikanske forfattere – f.eks. Gabriel García Márquez og Isabel Allende – har faktisk spillet på disse stereotyper i deres værker. At der så ligger en kraftig ironi i deres fremskrivning af den latinamerikanske stereotyp, er noget som sandsynligvis ikke alle europæiske læsere vil bemærke. Litteraturen opstår og relaterer altid primært til den nationale kontekst som den er skrevet i, men når et litterært værk bliver oversat, indgår det i et nyt kulturelt og sprogligt rum hvor det får et nyt liv. Hundrede års ensomhed er ikke det samme værk i Colombia som i Europa. I Colombia vil læserne umiddelbart opfatte de allusioner og referencer til deres historie og kultur som García Márquez fremskriver, hvorimod de samme henvisninger med ret stor sandsynlighed vil flyve hen over hovedet på læsere som ikke har samme fortrolighed med historiske begivenheder og traditioner fra dette land. Til gengæld kan en udenlandsk læser måske opdage betydningslag og fortolkningsmuligheder som den nationale kontekst ikke bringer til overfladen. For eksempel kan en udenlandsk læser associere en fiktiv person fra Hundrede års ensomhed med en anden karakter fra den hjemlige litteratur, og dermed opdage en menneskelig typologi som ligger hinsides det nationale. En naturbeskrivelse kan tilsvarende være skildret med følelser som ligner dem man kan opleve ved betragtningen af naturen i ens hjemegn. På den måde kan oversat litteratur bidrage til at danne broer mellem lande og til at overvinde klichéer om andre kulturer.
Samtidig er det et faktum at når kommercielle forlag i dag skal udvælge hvilke værker der skal oversættes til det hjemlige publikum, er det primære kriterium der følges, at de oversatte værker skal opfylde en efterspørgsel. Til trods for dansk litteraturs livskraft og diversitet vil der altid være en efterspørgsel efter oversat udenlandsk litteratur. Ét kriterium er selvfølgelig hvorvidt der er tale om klassikere fra verdenslitteraturen. Når Rilke eller Proust bliver (ny)oversat, vil der altid være en vis efterspørgsel fra det veluddannede publikum og fra biblioteker og uddannelsesinstitutioner. Når der er tale om world literatures er det imidlertid nok en efterspørgsel efter det eksotiske det primært handler om. Dette er – i al fald til en vis grad – baggrunden for f.eks. García Márquez’ og Isabel Allendes succes. Idet disse forfattere ironisk bragte stereotypen om Latinamerika i spil i deres værker, formidlede de samtidig en eksotisme som mange læsere gerne vil møde. Når der imidlertid ikke er en fremhævet eksotisme i en latinamerikansk roman – som tilfældet er for den jeg vil kommentere i det følgende – er det usandsynligt at et kommercielt forlag vil vælge at udgive den. Borte iblandt os er nemlig en roman fra Latinamerika som ikke er magisk realistisk og heller ikke omhandler militærdiktaturer eller den spanske erobring, men som ikke desto mindre er absolut læse- og anbefalelsesværdig. Derfor er det heldigt at der eksisterer mikroforlag som Aurora Boreal der har entusiasmen der skal til for at bringe et sådant relevant værk – i en kvalitetsoversættelse – til det hjemlige læsepublikum.
Carla Guelfenbein er en anerkendt chilensk forfatter som med Borte iblandt os vandt den eftertragtede pris ”Premio Alfaguara de novela” i 2015. Der er tale om en realistisk roman der kombinerer en litterær intrige om to chilenske forfatteres kærlighedsforhold (Vera Sigall og Horacio Infante) med en dannelsesfortælling om en ung, kvindelig litteraturforsker, Emilia Husson, der er vokset op i Frankrig af en chilensk mor og en fransk adoptivfar. Emilia skal skrive sin ph.d.-afhandling om netop Vera Sigalls forfatterskab, og rejser derfor til Chile, hvor hun, samtidig med at hun opdager en række hemmeligheder om Vera og Horacio, bliver voksen som menneske. De to intriger væves kunstfærdigt sammen og resultatet er en roman som har sine utvivlsomme latinamerikanske idiosynkrasier, men som primært er en underholdende og virkelig velskrevet historie. Ud fra et oversættelsesperspektiv kan det være interessant at se hvordan forfatterens sproglige stil overføres. Der er nemlig tale om en stilistisk overordentlig formfuldendt fortællerstemme (faktisk er der tre fortællere i romanen) som i høj grad benytter sig af den romanske tradition for kraftigt retorisk bearbejdede sætninger. Lad os se på et eksempel:
|
Y era entonces cuando más necesitaba yo entrar en su cabeza, conocer sus secretos, entender qué había tras esa mujer cuyas paradojas a veces enardecían mi deseo y otras me exasperaban.
Apenas los faroles de la acera comenzaban a encenderse, Vera tomaba su abrigo, su estola de piel y su cartera, y sin despedirse (porque según ella le producía demasiada tristeza), salía a la calle. Muchas veces, después del amor, su fuga me encontraba dormido y al despertarme, su ausencia hacía que el cuerpo entero me doliera.
|
Og det var ved en sådan lejlighed, jeg havde størst behov for at trænge ind i hendes hoved, lære hendes hemmeligheder at kende, forstå, hvad der var bag denne kvinde, hvis paradokser nogle gange opflammede mit begær og nogle gange irriterede mig.
Ikke så snart begyndte gadelygterne at tændes, før Vera tog sin frakke, sin pelsstola og sin taske og forsvandt ud på gaden uden at tage afsked (for ifølge hende forvoldte det for meget tristhed). Mange gange, når vi havde elsket, forsvandt hun, mens jeg sov, og når jeg vågnede, smertede hendes fravær i hele min krop. (s. 180) |
I citatets første sætning optræder en emfatisk retorisk figur hvor det samme indhold (at forstå Vera Sigall) bliver udtrykt på tre forskellige måder: ”at trænge ind i hendes hoved, lære hendes hemmeligheder at kende, forstå, hvad der var bag denne kvinde”. En nulevende, dansk forfatter ville nok ikke have brugt denne udtryksmåde, mens det i en latinamerikansk kontekst ikke er påfaldende at benytte sig af sådanne emfatiske virkemidler. Endvidere er hensigten med denne konstruktion at udtrykke Horacios lidenskabelige besættelse af Vera. Det fremgår af eksemplet at Ole Skov Thomassen har valgt en ordret frem for en fri oversættelsesstrategi. En fri oversættelsesstrategi ville måske have fordansket udtrykket, f.eks. ved at nøjes med at formulere indholdet én eller højst to gange. Da konteksten imidlertid er latinamerikansk, og læseren med rimelighed kan antages at have en vis bevidsthed om de kontekstafhængige variationer for det sproglige udtryk, vil denne ordrette oversættelsesstrategi bekræfte oplevelsen – som jo i øvrigt er til stede fra det øjeblik læseren tager bogen i øjesyn – af at der er tale om en latinamerikansk tekst. En fri oversættelsesstrategi ville således – kan man hævde – have skabt en ringere ækvivalens mellem kilde- og måltekst, da kildetekstens kulturelle kontekst, hvor en mere udfoldet retorik hører til det sædvanlige, ville være blevet sløret.
Sidste sætning i samme citat er også interessant, for også dér optræder en kulturspecifik faktor. Den danske oversættelse lyder: ”Mange gange, når vi havde elsket, forsvandt hun, mens jeg sov, og når jeg vågnede, smertede hendes fravær i hele min krop.” På spansk er udtrykket imidlertid knap så direkte: ”Muchas veces, después del amor, su fuga me encontraba dormido y al despertarme, su ausencia hacía que el cuerpo entero me doliera.” Referencen til kønsakten bliver i originalen udtrykt indirekte eller snarere eufemistisk, ”después del amor”. I sammenligning med den foregående sætning er der således her tale om en friere oversættelse, hvor substantivet bliver oversat til et verbum. Der er altså tale om en transposition i overgangen fra kilde- til måltekst. Oversætterens valg er formentlig begrundet i forskelle mellem kilde- og målkulturen. I en latinamerikansk kontekst vil man oftere støde på eufemismer og poetiseringer af seksualiteten, især i litterære tekster, mens man i en dansk sammenhæng nok vil være mere prosaisk og direkte. Det ville unægtelig have lydt krukket hvis oversættelsen havde været ”efter kærligheden” i stedet for ”efter at have elsket”. Mens den spanske sætning fungerer som en ganske elegant måde hvorpå man indirekte men utvetydigt refererer til kærlighedsakten, ville den ordrette strategi ikke have virket på dansk. Dette er med andre ord et tilfælde hvor en komplet ækvivalens nok er umulig at opnå. En ordret oversættelse ville virke affekteret, mens en fri oversættelse ændrer syntaksen og det indirekte (eufemistiske) udtryk. Forskellen mellem en dansk og en latinamerikansk retorik viser sig således af og til umulig at oversætte fuldstændigt.
En tilsvarende vanskelighed findes i tiltaleformerne, for mens man i romanske lande generelt og i Latinamerika i særdeleshed benytter forskellen mellem du og De hver eneste dag, er den høflige 3.personstiltaleform efterhånden ret sjælden på dansk. I følgende passage taler de to etablerede ældre forfattere, Vera og Horacio, med hinanden og er dus, mens den unge litteraturstuderende Emilia er Des med dem:
| —No quiero defraudarte —me advirtió entonces Vera—. Pero todo lo que está allí es insustancial —y mirando a Infante, no sin cierta coquetería, le preguntó—: ¿Fuiste tú quien le metió toda esta locura en la cabeza?
Terminaba cada frase con un tono empinado, que a pesar de su vejez le otorgaba el aire de una niña que indaga por primera vez en asuntos mundanos. Infante sonrió y se llevó una mano al cuello de la camisa, acomodándolo. Su expresión era contenida, en guardia, y parecía estar ahí para ocultar el descalabro de los años, sin lograrlo del todo. —Sí, fue don Horacio quien me habló de usted por primera vez —respondí. La llaneza de Vera me había incitado a hablarle—.
|
-Jeg vil nødigt skuffe dig, sagde Vera til mig. – Men alt det, der er der, er intetsigende. Og mens hun så på Infante, ikke uden et vist koketteri, spurgte hun ham: – Var det dig, der satte al denne galskab i hovedet på hende?
Hun afsluttede hver sætning i et højt tonefald, som på trods af hendes alder fik hende til at minde om en pige, der for første gang undersøgte, hvordan verden hang sammen. Infante lo og førte hånden op til skjorteflippen for at rette på den. Hans udtryk var behersket, på vagt, og syntes at være det for at skjule alderens fortrædeligheder, uden at det lykkedes helt. -Ja, det var don Horacio, der var den første, der fortalte mig om Dem, svarede jeg. Veras ligefremhed havde givet mig mod til at tale til hende. (s. 55)
|
Hvis den tilsvarende situation havde fundet sted i en dansksproget sammenhæng, ville alle de interagerende uden tvivl have været dus med hinanden. I en latinamerikansk sammenhæng gør aldersforskellen (Vera og Horacio er nok omkring de 70, mens Emilia er midt i tyverne) samt den sociale forskel (to berømte forfattere over for en litteraturstuderende), at Emilia helt utvetydigt skal sige De til dem, mens de kan tillade sig at være dus med hende. I en romansk sammenhæng benytter man helt naturligt de traditionelle tiltaleformer. At være oppe i alderen indebærer automatisk at man har krav på respekt og at der skal tages hensyn til én (især fra unge menneskers side). Tit vil et ungt menneske kun være dus med sine bedsteforældre – ellers vil Des-formen være den eneste der bruges i interaktioner med den ældre generation. På tilsvarende måde gør det sig gældende med sociale forskelle. Som regel vil man se personer fra et lavere socialt lag sige De til folk fra et højere socialt segment, mens disse vil benytte sig af 2.personsformen til at henvende sig til de førstnævnte. Endnu en måde at signalere respekt og social afstand på, er ved hjælp af titlen don/doña, som i ovenstående citat anvendes af Emilia om Horacio. Historisk kunne don/doña–titlen udelukkende benyttes af adelige, men i nyere tid er dens funktion at signalere en vis distinktion i kraft af f.eks. uddannelse eller bestridelse af prestigefyldte poster. I ovenstående citat sætter Emilia på en helt naturlig måde don foran Horacio, for at markere sin agtelse for den kendte, ældre digter. Det er klart at alt dette repræsenterer en udfordring i oversættelsessituationen pga. de store forskelle til en dansk kontekst. Skov Thomassen har valgt en ordret oversættelsesstrategi, hvilket nok også er den bedste løsning, da romanens univers er en latinamerikansk verden med dens egne høflighedskonventioner. Selvom læseren ikke er bekendt med disse konventioner, vil vedkommende dog formentlig have en vis bevidsthed om at der råder andre spilleregler for den mundtlige interaktion i en anden kulturel kontekst. Man kunne argumentere for at have udeladt tiltaleformen don, som for ikke-spanskkyndige læsere måske er uforståelig, men derved ville den kulturelle idiosynkrasi være gået tabt. Ville man have oversat termen til dansk, skulle man have skrevet ”hr. Horacio”, hvilket på dansk lyder lettere komisk da man jo kun bruger tiltalen hr. med efternavnet og ikke med fornavnet. Hvis man havde oversat med ”hr. Infante” ville man til gengæld have gjort tiltalen mere formel end tilfældet er på spansk. Der er altså igen her en kontekstuelt givet form som er meget vanskelig at finde en fuldkommen ækvivalens for på dansk. Man kan ydermere argumentere med at litterære figurer som Don Quijote eller Don Juan trods alt er blevet en del af det man kalder almen dannelse, og dermed er det heller ikke en ny terminologi som bliver inddraget med det ikke oversatte don.
En latinamerikansk roman som den der er blevet omtalt her har sine utvetydige kulturelle særegenheder uden at den forfalder til stereotyperne. Og samtidig skal der for en dansk læser nok være et tilfredsstillende mål af eksotisme at undres over og dvæle ved. Glæden ved det melodramatiske og det erotiske spil mellem kønnene har her et kulturspecifikt udtryk som bevares i oversættelsen. Der er altså tale om en glimrende oversættelse med sans for den latinamerikanske kultur.
Denne anmeldelse er tilegnet mindet om Ole Skov Thomassen, som uventet gik bort kort efter at denne anmeldelse var færdigskrevet. Få kender og elsker den spansktalende verden som Ole gjorde. Ære være hans minde.