Hvordan (og hvorfor) blev I oversættere?

Vi har begge læst og interesseret os for litteratur, siden vi var børn. For sjovs skyld oversatte vi en dag nogle passager af et prosastykke af den østrigske forfatter Joseph Roth. Senere oversatte vi flere passager. Og en dag viste vi så det hele til forlæggeren Arild Batzer, der ikke var interesseret i den pågældende bog. Men som trods alt mente, at vi havde et overraskende godt sprog, ikke mindst i betragtning af vores forholdsvis ringe erfaring. Og så gav han os vores første opgave: Den polske mellemkrigstidsforfatter Bruno Schulz’ novellesamling Sanatoriet under timeglasset, som oversætteren Karsten Sand Iversen længe havde foreslået skulle oversættes. Det tog 4-5 år, før bogen udkom. Men den blev meget fint anmeldt. Og siden fik vi flere og flere oversættelsesopgaver. Og siden har vi tænkt, at det at oversætte også er en måde at finde frem til sit eget sprog på som skrivende.

Hvor kommer jeres sprogkompetencer fra?

Judyta er født i Polen, men vokset op i Danmark, og har studeret engelsk og polsk. Jørgen er født og opvokset i Danmark og har studeret filosofi og tysk. Vores sprogkompetencer kommer fra læsning, rejser og studie- og arbejdsophold i Kraków, Warszawa og Wien. Og fra samtaler med slægtninge og venner. Og fra utallige opslag i ordbøger.

Hvilken bog har I været mest glade for at arbejde med?

Arbejdet med Bruno Schulz’ novellesamling Sanatoriet under timeglasset var vores første oversætteroplevelse og vil nok også forblive den største. Hos Schulz befinder man sig i litteraturens store værksted, hvor alle det polske sprogs mange muligheder for at danne nye ord og få sproget til at knopskyde udnyttes sublimt. Vores arbejde med den østrigske forfatter Ingeborg Bachmanns brevveksling med den rumænsk-fransk-jødiske lyriker Paul Celan tog ufattelig lang tid og kostede sågar tårer. Men måske af samme grund er vi i dag så glade for at have stået det igennem.

Hvad foretrækker I at oversætte?

Klassikere og oversete værker, der burde have været klassikere. Og også gerne helt moderne litteratur, hvis kvalitet endnu er umulig at vurdere. Litteratur fra det østrig-ungarske kejserriges kronlande, hvor den tyske gryderet kan være krydret med slaviske og ungarske talemåder. Lige fra en Czernowitz-lyriker som Rose Ausländer (det var hende, der fandt på udtrykket ”schwarze Milch”, som hendes ven Paul Celan senere brugte i sit ikoniske digt Todesfuge) til en sen arvtager til det østrig-ungarske som Gregor von Rezzori.

Bedste oversættelse I har læst?

Paul Celans oversættelser af Shakespeares sonetter, som er meget ”frie”, ja, nok for frie til de mest emsige kritikere. Men ikke desto mindre geniale fortolkninger. Shakespeare kærlighedsdigte fra 1600 forvandles i 1960 til digte om holocaust. Kan den slags også være ”oversættelse”? Det synes vi. Og det minder vi altid os selv om. Vi er også meget glade for Janina Katz’ og Inger Christensens samarbejde om et udvalg af den polske Nobelpristager Wisława Szymborskas digte. Inger Christensen har næppe kunnet et ord polsk. Men hun har kunnet lytte til Janina Katz’ forklaringer. Og komme med musikalske forslag.

Hvor oversætter I?

Ved skriveborde, køkkenborde, i sengen, i togkupeer, på hotelværelser, på kaffehuse, i friluftsbade, på kirkegårde, mens vi ser op i trækroner.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

I Ingeborg Bachmanns feministiske og formeksperimenterende klassiker Malina fra 1971 forsøger hovedpersonen at finde et sprog, hun kan udtrykke sig på, som ikke er underlagt patriarkalske strukturer. Bachmann udnytter det tyske sprogs muligheder for subtilt at angive køn ved hjælp af kasus, da hovedpersonen siger: ”es ist ein Anderer in mir, der nie einverstanden war…” Hvordan skulle vi angive, at hovedpersonen betegner sin indre stemme med grammatisk hankøn? På dansk er artikler og pronominer jo ikke kønnede: den, det, som, der. Kønnet skal med, hvis passagen skal give mening på dansk, så vi valgte den mest diskrete løsning, vi kunne finde, nemlig at tilføje et lille ’han’: ”der findes en anden inde i mig, og han har aldrig har været indforstået”.

Hvad mener I er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Musikalitet. Når en vært på et radioprogram for 40-50 år siden skulle introducere et stykke klavermusik, blev pianisten for det meste omtalt som en ”fortolker”. Og her kommer nu Beethovens klaversonate nr. 31 opus 110 i Svjatoslav Rikhters fortolkning, kunne radioværten for eksempel sige. På samme måde burde litteraturkritikere i dag omtale oversættere, når de introducerer et oversat værk. Her kommer Shakespeares Hamlet i Valdemar Østerbergs eller Johannes Sløks eller Niels Brunse fortolkning, burde de sige. Så vi ikke glemmer, at forestillingen om et facit altid er et fatamorgana.  Så vi ikke glemmer, at en oversættelse altid er en fortolkning. Og så vi ikke glemmer at glæde os over netop det.

Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge dette websted accepterer du vores brug af cookies.