Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Jeg blev oversætter, samtidig med at jeg arbejdede som redaktør og forlags-alt-i-ener på forlaget Tiderne Skifter. At redigere andres oversættelser er nok den allerbedste måde at lære alle de smukke bevægelser, der ligger i at flytte en bog over fra et sprog til et andet – og det har helt sikkert reddet mig fra mange begynderfejl, både at redigere nogle af landets allerbedste oversættere og at hjælpe andre, der stadig var våde bag ørerne og ikke helt havde lært sig at styre uden om diverse gængse problemer. Desuden er det virkelig givende at redigere oversættelser fra sprog, man ikke selv mestrer.

I virkeligheden er grunden til, at jeg i sin tid valgte at læse litteraturvidenskab med engelsk som sidefag, at jeg har drømt om at blive oversætter, siden jeg var tretten-fjorten år. Og faktisk oversatte jeg dengang Ray Bradburys lille roman The Halloween Tree for at prøve kræfter med det – og blev helt opslugt af processen. (Gid jeg havde gemt resultatet, det kunne have været så sjovt at se i dag!) Men at jeg rent faktisk skulle få muligheden – og at det ville føles som at komme hjem – vidste jeg selvfølgelig ikke dengang.

For mig er det at oversætte en meget, meget langsom måde at læse på, samtidig med at man IKKE forsøger at forstå eller tolke eller flytte teksten. Målet er en loyal og teksttro læsning, hvor intet qua oversættelsen fremhæves fremfor noget andet. Det er jo netop læseren, der skal gøres plads til ved at være så fokuseret på forfatterens intention, man overhovedet evner.

Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?

Jeg tror, jeg har en god medfødt sprogbegavelse, men vel først og fremmest fra at læse et hav af meget forskelligartet litteratur som ungt menneske – både på engelsk og dansk, både ny og gammel. Jeg kan huske, at jeg blev høj af at læse Shakespeare og Joyce – og sad meget med både den danske og engelske udgave foran mig – bestemt ikke for at tjekke oversættelsen efter i sømmene, men når jeg ikke forstod, hvad jeg læste det ene sted, fik jeg støtte af at kigge det andet. Det er i øvrigt en anbefalelsesværdig måde at læse på for især unge mennesker – man bliver utrolig meget klogere på begge sprog.

Mine formelle sproglige kompetencer er der vist ikke meget godt at sige om. Jeg er en meget intuitiv sprogbruger, som ikke vil være i stand til at analysere hverken en dansk eller engelsk sætning grammatisk om så my life depended on it.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Så bredt som muligt! Der findes ikke dårlige genrer, kun gode og dårlige bøger. Jeg er utrolig glad for at oversætte kloge og kunstnerisk kreative forfattere som for eksempel Ali Smith, Jonathan Safran Foer, Martin Amis og Annie Proulx – De er vilde på hver deres måde. Men jeg er også glad for naturvidenskab, så at oversætte Stephen Hawkings fine formidling af hans komplicerede forskning i sorte huller og David Attenboroughs kloge betragtninger omkring biodiversitet og klimakrise i hans (formentlig) sidste bog – manden er trods alt 94 år – Et liv på vores planet, som udkommer her til efteråret, er også noget, jeg er rigtig glad for. Jeg oversatte også bogen til BBC-naturserien Vores planet tilbage i 2006, og det var en kæmpe oplevelse.

Derudover er jeg rigtig glad for at oversætte kogebøger, da jeg også har arbejdet med mad på et ret højt plan som ung og derfor ved rigtig meget om det. At oversætte Nomas fermenteringskogebog var en fantastisk oplevelse sidste år, fordi den kombinerer opskrifter med fermenteringens kulturhistorie og desuden dykker langt ned i de biokemiske processer. Men jeg kan nu også meget godt lide at oversætte Jamie Oliver-kogebøger og få tømt hovedet lidt for de mere litterære og fagligt krævende bøger – den slags lidt nemmere opgaver er vigtige, når man er i et så præstationspræget fag som oversættelse, hvor der ikke er plads til at have en dårlig sprogdag. 

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Alle den skotske forfatter Ali Smiths bøger er de bedste bøger, jeg har oversat. Hun er rivende svær og fuld af uoversætteligheder i form af ordspil og bevidst sprogleg, som kan være både poetisk og vidunderligt underspillet eller decideret plat på en meget engelsk og finurlig måde. Hun modstiller sine personer, så de forholder sig kontrapunktisk til hinanden – det er et af hendes bærende principper i sine romaner. Hun er ekstremt musikalsk og rytmisk. Og så er hun legende, nænsom, følsom, aggressiv, venlig og altid båret af en dyb, dyb humanisme og kærlighed. Jeg føler mig så utrolig godt tilpas i hendes selskab, ja vel nærmest lidt forelsket. Hun gør mig bedre, end jeg er i forvejen som både menneske og oversætter, hun får mig til at grine og græde og råbe og sukke. Hendes årstidskvartet – begyndende med Efterår – er et godt sted at starte på forfatterskabet. De tre første årstider er udkommet på dansk – Sommer skal jeg oversætte her til vinter, men jeg har læst den i starten af juli (den udkom i begyndelsen af august i år i England). Det var en meget mærkelig oplevelse at læse noget, der var skrevet færdigt kun ti dage før. Romanen får både coronakrisen og mordet på George Floyd med – ligesom første del, Efterår, var den første bog, som behandlede Brexit-valget i England og hvordan det knækkede landet fuldstændig over i to, blot tre måneder efter afstemningen. Det er sjældent at se skønlitterære forfattere være i et så direkte samspil og en dans med deres tid og verdens gang. Hun skal have mindst ti nobelpriser i litteratur, hvis det stod til mig.

Bedste oversættelse du har læst?

Det ved jeg simpelthen ikke. Jeg er meget glad for Niels Brunses oversættelse af Sebalds roman Austerlitz, som jeg har læst tre gange. Og jeg elskede at redigere Claus Bechs herkuliske bedrift af en oversættelse af Thomas Pynchons roman Mason and Dixon. Men det er lidt ligesom at spørge til en yndlingsbog. Sådan en har jeg altså ikke …

Hvor oversætter du?

Ved mit skrivebord i soveværelset. Det skal være stille og ikke for mange bevægelser omkring mig.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

Det lyder virkelig kedeligt at fortælle om. Lidt som en bilmekaniker, der fortæller om en drivrem. Eller hvad det nu hedder på biler. Jeg havde dog med min oversættelse af Vores Planet den skønne udfordring, at en del af de dyr og planter, som blev beskrevet i bogen, havde latinske, men ingen danske, artsnavne. Jeg fik derfor samlet et lille hold af forskere fra Zoologisk Museum og vist også fra Biologisk Institut, som jeg sendte mine navneforslag til godkendelse hos. Det føles sært tilfredsstillende at navngive dyr og planter, sådan nærmest en smule guddommeligt. Mit fineste bidrag til det danske sprog i den forbindelse er nok ”snottitter” – en koloni af slimlignende bakterier, der drypper ned i lange, viskøse dryp fra loftet af underjordiske huler i Mexico, altså en slags levende stalaktitter.

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Begavede, engagerede og inspirerede oversættere med god tid og fred i sjælen. Det har været en kæmpe udfordring at oversætte under coronakrisen, i hvert fald for mig, fordi verden støjer og er svær at lukke ude. Men det nytter jo ikke noget at lade sig farve af vejr og vind og sygdom og fremtidsbekymringer. Man skal kunne hengive sig fuldt og helt til den sætning, det afsnit, det kapitel, den bog, det forfatterskab man træder ind i med fingerspidserne mod tastaturet. Det er en meget koncentrationskrævende metier at være oversætter – og man kan simpelthen ikke tillade sig at have en dårlig dag, når man sidder med et andet menneskes bog i hænderne. Så den bedste forudsætning er nok at tage det ansvar alvorligt og altid gøre sit bedste.

Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge dette websted accepterer du vores brug af cookies.