Af Miriam Vestergaard Kobbersmed

En litterær evergreen

Eventyret om Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry (1943) er en klassiker, som selv over 75 år efter sin udgivelse er kendt og elsket over hele kloden. Historien om den lille nævenyttige prins og hans enkle livsfilosofi er en effektiv fabel, som folk på tværs af aldre og landegrænser har kunnet spejle sig i gennem en menneskealder. Bogens popularitet skal findes i dens enkle fremstilling af tilværelsen i et univers, hvor verden ikke fremstår for farlig eller uoverskuelig, og hvor store eksistentielle spørgsmål om, hvad der er vigtigt i livet tages kærligt op. Dens korte format gør den tilgængelig for mange, og væsentlige er også forfatterens egne illustrationer for skabelsen af et drømmende univers. Den er oversat til over 300 sprog, og er fortsat en af de bedst sælgende romaner nogensinde. Interessant nok er Danmark det land, hvor Den lille prins er solgt i flest eksemplarer pr. indbygger næst efter Frankrig, og er – dermed sagt – ualmindelig populær herhjemme. Da animationsfilmen om Den lille prins udkom i 2016, var værkets status tydelig: Facebook-kommentarerne på bl.a. Kristelig Dagblads omtale af filmen fik trofaste læsere af bogen til at erklære Den lille prins for deres ”bibel”: En bog man vender tilbage til, når det virkelige liv bliver for indviklet, og som tilbyder læseren et univers, hvor enkle løsninger på tilværelsens store problemer kan hentes ned fra plukkemodne træer.

Fortællestilen er tilsvarende enkel, poetisk og drømmende, grænsende til det skrøbelige. Den er en yndet gave til livets store begivenheder både til dåbsbarnet, studenten og fødselaren. Desuden er den et ofte anvendt værk i gymnasiets franskundervisning, i kraft af en sproglig indpakning, som er nogenlunde til at håndtere for nybegyndere i det franske sprog.

Ny dansk oversættelse

Den lille prins udkom i en nyoversættelse til dansk i 2018 ved Bjørn Bredal (Lindhardt og Ringhof). Det var 68 år efter værket første gang så dagens lys på dansk ved Asta Hoff-Jørgensen (Jespersen og Pios Forlag). Den nye udgivelse adskiller sig fysisk fra den tidligere ved at tilbyde sig i forskellige indbindinger, fra paperback til eksklusiv gaveudgave, og i indbunden version i tre forskellige farver. Til denne anmelders store begejstring, også i lyserød!

Men hvorfor skal vi have en nyoversættelse af Den lille prins? Det korte svar er, at oversættelser som tommelfingerregel trænger til at blive fornyet efter ca. 50 år. Inden for dette tidsspand har modtagersproget undergået en udvikling, og det kræver derfor en genoversættelse for at værket fremstår aktuelt. Ord og udtryk ændrer betydning over tid – nogle udgår, mens nye kommer til. Sproget står aldrig stille. Desuden kan der også være tale om skiftende tendenser inden for de herskende oversættelsesstrategier – helt overordnet er der de senere år en tendens til, at oversættelsen føres så tæt som muligt til originalteksten, hvor man tidligere forholdte sig mere frit til forlægget. Sidst men ikke mindst, kan der også være tale om fejl, som rettes til i den nye udgave.

I det følgende vil jeg karakterisere og vurdere Bjørn Bredals oversættelse af Den lille prins ud fra nogle centrale nedslag i værket. Jeg vil løbende inddrage Hoff-Jørgensens oversættelse fra 1950 til sammenligning. Men først en kort introduktion til handlingen i Den lille prins og dens særlige fortællestil.

Prinsen og piloten

Eventyret handler om en fortæller, der som 6-årig oplever, at de voksne ikke forstår hans tegninger, og i stedet opfordrer ham til at bruge sin tid på fornuftige ting, som fx fagene i skolen. Han bryder sig derfor ikke særlig meget om de voksne, der har ødelagt hans fantasi. Som voksen bliver han pilot og nødlander i Sahara-ørkenen. Her møder han den lille prins, der beder ham om at tegne et får. Men da piloten indstillede sin tegnekarriere som barn, nøjes han med at tegne en kasse og sige til prinsen, at fåret er indeni. Prinsen er begejstret over denne løsning, og de bliver venner. De følgende dage forsøger piloten at reparere sit fly, mens den lille prins beretter om den asteroide, han kommer fra, og om de planeter, han har besøgt på sin vej mod jorden. På sin rejse har han mødt skøre voksne, som kun går op i meningsløse og materielle ting. Han undrer sig efterhånden over, hvad det er, som er vigtigt for mennesket. Der i ørkenen møder prinsen til sidst en ræv, han skal lære at tæmme, før de kan blive venner. På det tidspunkt går det op for ham, at han må tilbage til den rose, som han så nøjsomt har vandet og plejet og efterladt på sin hjemplanet. Bogen maner til refleksion i mødet med barnets blik på voksenlivet. Den udstiller menneskets svagheder med sit budskab om at bevare nærheden og droppe jagten efter anerkendelse og rigdom, og om i stedet turde elske og værdsætte dem, der står én nær.

Universets gåder gjort jordnære

Eventyret om den lille prins udfolder sig i en fortællestil, hvor det barnlige og undrende blik på tilværelsen spejles i et tilsvarende naivistisk sprog. Sætningerne er korte og klare. En stor del af fortællingen er replikvekslinger mellem den lille prins og piloten. I både ordvalg og sætningsstruktur er teksten overskuelig. Som det også ses i en række andre eventyr, tydeligt hos bl.a. H.C. Andersen, besidder teksten det, man kan kalde en ’dobbelt henvendelse’ ved både at tale til børnene, men samtidig også til de voksne, som læser for barnet. Dette ses via det fantasifulde univers og de drømmende tegninger, som synes at henvende sig til barnet, mens den tydelige kritik af de voksnes mangel på fantasi og deres optagethed af det ydre og materielle er et kærligt skub til de voksne, om at få styr på prioriteterne. En række nedslag i Bjørn Bredals oversættelse kan illustrere hvordan denne naivt-fortættede fortællestil har taget form i en oversætters bud på, hvordan en fransk børneklassiker skal lyde i dansk sprogdragt anno 2018.

Simpel fortælleglæde

Et eksempel på den enkle fortællestil og henvendelsen til barnet, ser vi flere steder, bl.a. i starten af kapitel 2, hvor piloten er nødlandet i ørkenen. I den franske originaltekst skriver Saint-Exupéry:

« Le premier soir je me suis donc endormi sur le sable à mille milles de toute terre habitée. J’étais bien plus isolé qu’un naufragé sur un radeau au milieu de l’Océan. Alors vous imaginez ma surprise, au lever du jour, quand une drôle de petite voix m’a réveillé. Elle disait :

– S’il vous plaît… dessine-moi un mouton !

– Hein !

– Dessine-moi un mouton…

J’ai sauté sur mes pieds comme si j’avais été frappé par la foudre » (p. 11)

Bredal oversætter:

« Den første aften lagde jeg mig til at sove på sandet tusindvis af kilometer fra beboede egne. Jeg var mere alene end en skibbruden på en tømmerflåde midt ude på havet. Så du kan nok forestille dig, hvor overrasket jeg blev, da jeg ved solopgang blev vækket af en sjov lille stemme. Den sagde:

– Undskyld, men… vil du ikke godt tegne et får?

– Hvad?

– Vil du ikke tegne et får?

Jeg sprang op, som om jeg var blevet ramt af et lyn. » (s. 9)

Helt overordnet ses i uddraget her en oversættelse, som lægger sig tæt på originalteksten hvad angår sætningernes opbygning og længde og dermed sprogets rytme. Det mest iøjnefaldende er i den sammenhæng, at Bredal oversætter ”mille milles de toute terre habitée” med ”tusindvis af kilometer fra beboede egne” – hvilket kun er påfaldende, fordi det er i modsætning til Hoff-Jørgensens oversættelse, som lyder ”tusinde mile borte fra beboede egne”. Man kan anlægge to forskellige perspektiver på valget mellem at oversætte ”milles” med hhv. kilometer eller mil. ”Kilometer” er det moderne valg, fordi vi på nudansk stadigt sjældnere benytter ”mil”, for hvem husker egentlig, hvor langt en mil er?!  ”Mil” vil derimod lydligt ligge tættere på originalen, og have et eksotisk præg over sig. Da pointen her ikke er præcis hvor langt det er væk, blot at det er MEGET langt væk, kan denne tolkning også forsvares. Bredals valg synes dog i øjenhøjde med barnet, da ”kilometer” er nemt at forstå i alle aldre. Bredals oversættelse fremstår i uddraget her tættere på originalen i opbygningen af sætningerne. Det ses bl.a. i oversættelsen af sætningen: ”Alors, vous…”, som direkte bliver oversat til: ”Så du…”, mens Hoff-Jørgensen flytter ”alors” længere hen i sætningen og oversætter: ”I kan derfor tænke jer min forbavselse…”, som for en nutidig læser lyder en smule højtideligt og gammeldags, mens ”Så du kan nok forestille dig” er mundret og i et enkelt sprog henvendt direkte til barnet. Bredal vælger i øvrigt at oversætte 2. person flertal (vous) med ”du” – eftersom man sjældnere – ville skrive ”De” på dansk. Hoff-Jørgensen laver en flertalshenvendelse med ”I” i stedet. Bredals rammer i øjenhøjde med barnet ved at adressere det enkelte barn, der hører historien. Til gengæld lægger Hoff-Jørgensen sig i forlængelse af originalen ved at oversætte ”S’il vous plaît dessine-moi un mouton” med ”Vil du ikke godt tegne… et får til mig?”, hvorved retningen ”til mig” kommer med, mens Bredal vælger den kortere form ”Undskyld, vil du ikke godt tegne et får?”, som virker enklere. Til gengæld går han glip af det barnlige, der ligger i at tilføje ”til mig?”.

Et eksempel på, at Bredal overordnet fastholder en højere grad af tekstnærhed end Hoff-Jørgensen, er passagens afsluttende sætning. Her genskaber Bredal billedet «si j’avais été frappé par la foudre » med « som hvis jeg var blevet ramt af lynet », mens Hoff-Jørgensen omskriver til « Jeg sprang op fuldkommen målløs ». Bredal rammer således originalens billedsprog ved at bevare det overraskende udtryk om at blive ramt af et lyn.

De voksne ord                  

Det næste nedslag er fra kapitel XIII. Det viser den anden side af værkets dobbelte henvendelse, idet den synes henvendt til den voksne. Der er nemlig tale om et kapitel, hvor forretningsmanden, som mener at eje stjernerne, bliver taget under kærlig behandling i en ironisk tone. Den lille prins spørger, hvad han gør med de stjerner, han mener at eje. Her fra originalteksten:

« Je les gère. Je les compte et je les recompte, dit le businessman. C’est difficile. Mais je suis un homme sérieux !

Le petit prince n’était pas satisfait encore.

– Moi, si je possède un foulard, je puis le mettre autour de mon cou et l’emporter. Moi, si je possède une fleur, je puis cueillir ma fleur et l’emporter. Mais tu ne peux pas cueillir les étoiles !

– Non, mais je puis les placer en banque.

– Qu’est-ce que ça veut dire ?

– Ça veut dire que j’écris sur un petit papier le nombre de mes étoiles. Et puis j’enferme à clef ce papier dans un tiroir.

– Et c’est tout ?

– Ça suffit ! » (p. 48)

Bredal oversætter:

« Jeg administrerer dem. Jeg tæller dem igen og igen, sagde businessmanden. Det er svært. Men jeg er en seriøs mand!

Den lille prins var stadigvæk ikke tilfreds.

– Hvis jeg ejer et tørklæde, så kan jeg tage det om halsen og gå med det. Og hvis en blomst er min, så kan jeg plukke den og tage den med. Men du kan da ikke plukke stjernerne!

– Nej, men jeg kan sætte dem i banken.

– Hvad vil det sige?

– Det vil sige, at jeg skriver antallet af mine stjerner ned på et lille stykke papir. Og så låser jeg dette papir ned i en skuffe.

– Er det det hele?

– Det er nok! » (s. 47)

Helt overordnet viser citatet igen, hvordan Bredal sigter efter – og rammer – en oversættelse, som ligger tæt på originaludgaven: Sætningerne er korte og enkle, som i originalteksten. Ordvalget ligger også tæt op ad originalens: Anglicismen ”buisnessman” får lov at stå frem med det nøjagtigt samme ordvalg på dansk. Fransk har også muligheden for betegnelsen ”homme d’affaires”, mens dansk har ordet ”forretningsmand”. Det er således både oplagt og rigtigt set af oversætteren, at bevare den engelske udgave, når muligheden er der. Dette er et valg, som i øvrigt adskiller sig fra Hoff-Jørgensen, hvor ”forretningsmand” bruges. Tilsvarende oversætter Bredal ”homme sérieux” med ”seriøs mand”, som både i lyd og i indhold passer til originalteksten. I Hoff-Jørgensens oversættelse anvendes det nu noget bedagede ”alvorsmand”, og det bekræfter antagelsen om, at det for en ny generation er helt på sin plads med en nyoversættelse.

Omformulering af kendt passage

Det sidste eksempel her er den nok mest citerede passage fra Den lille prins. Citatet er essensen af værkets budskab, kogt ned til en enkelt sætning. En sætning, som er blevet trykt på utallige wallstickers, krus og posters. Der er tale om den samtale, som den lille prins har med ræven i kapitel XXI. Ræven får prinsen til at indse, at han skal tage tilbage til sin rose, som han efterlod på sin hjemplanet. Til afskedshilsen siger ræven:

« Adieu, dit le renard. Voici mon secret. Il est très simple : On ne voit bien qu’avec le cœur. L’essentiel est invisible pour les yeux. »  (p. 72)

Bredal oversætter:

« Farvel, sagde ræven. Her kommer min hemmelighed. Den er meget enkel: Kun med hjertet ser man godt. Det vigtigste er usynligt for øjnene. » (s. 72)

Bredal deler sætningerne fuldstændigt som Saint-Exupéry – tegnsætningen er helt tilsvarende i de to tekster på hver deres sprog. Det bevarer forfatterens sprøde sætningsrytme og struktur med korte sætninger, som understreger det barnlige univers. Ordvalget er igen enkelt, som i originalen: ”simple” oversættes med ”enkel”, ”l’essentiel” oversættes med ”det vigtigste”. Interessant bliver det i sammenligning med Hoff-Jørgensens oversættelse:

« Farvel, sagde ræven, og nu skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil: kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet. » (s. 82)

Her bliver første sætning mindre enkel end hos Bredal (og Saint-Exupéry). Idet hun erstatter det første punktum med et komma forlænger og komplicerer hun sætningen, og sprogrytmen bliver samtidig mindre prægnant og mere vag, da der ikke kommer den samme cæsur som ved et punktum. Når hun oversætter ”Voici mon secret” med ”nu skal jeg betro dig” bliver det en mere forklarende og uddybende bemærkning end Saint-Exupérys helt enkle ”voici”, som kan oversættes med ”her er” eller ”her kommer”. En anden interessant forskel i de to oversættelser er oversættelsen af ”on ne voit bien qu’avec le cœur”. Det er det lille adverbium ”bien”, der adskiller de to oversættelser: ser man ”godt” (Bredal) eller ”rigtigt” (Hoff-Jørgensen) med hjertet? ”Bien” har på fransk et bredt spekter af betydningsmuligheder. Blinkenbergs ordbøger nævner muligheden for, at sammensætningen ”voir bien” kan oversættes som ”se rigtigt”. Vælger man denne oversættelse, vælger man også en lidt skarpere tolkning af ”bien” end den brede betydning, idet ”se rigtigt” enten lægger sig i opposition til at ”se forkert” eller i betydningen ”se klart”. Der er således tale om en mere sort/hvid tolkning af verden, hvor noget vender op, og noget vender ned. Men det er ikke det, Exupéry lægger op til. Snarere fokuserer han i sit ordvalg på alt det gode i sin fulde og brede associationskæde. Den danske glose ”godt” bevarer netop den bredde og rummelighed. Stilistisk set mimer Bredals oversættelse den korte form fra originalen, hvor Hoff-Jørgensens ”kan man se rigtigt” bliver en smule længere. Lydligt og rytmisk bliver den derfor også mindre distinkt og blødere i sit udtryk. Kort sagt lægger Bredal sin oversættelse så tæt på originalteksten som det synes muligt.

Spørgsmålet som står tilbage er nu, om danskerne vil tage godt/rigtigt-ændringen til sig? Foreløbig står der stadig ”se rigtigt” på alle de wallstickers, undertegnede anmelder har kunnet finde. Vi kender det fra tidligere oversættelser, som har opnået klassikerstatus – bl.a. så man det i Wilsters oversættelse af Homers Iliaden, hvordan åbningssætningen ”Vreden, Gudinde!, besyng…” har været så fasttømret i dansk, at en ny oversættelse har måttet bruge lang tid på at overbevise os om, at det kan hedde noget andet.

 Den lille prins for kommende generationer

Med Bjørn Bredals nyoversættelse af Den lille prins, har vi fået en version, som lægger sig tæt op ad originalen hvad angår den stilistiske enkelhed, såvel som den genskaber det poetiske og enkle eventyrunivers. Den tætførte oversættelse yder i høj grad originalen retfærdighed ved konstant at søge de løsninger, som ligger inden for det danske sprog til at gengive det franske, på et dansk som både er enkelt og letlæst. Med den nye oversættelse kan danske læsere komme endnu tættere på originalværket. Bjørn Bredals oversættelse er hermed varmt anbefalet!

 

Anvendt litteratur:

Antoine de Saint-Exupéry: Le Petit Prince, Gallimard, 1998/1946

Antoine de Saint-Exupéry: Den lille Prins, oversat fra fransk af Asta Hoff-Jørgensen, Lindhardt & Ringhof, 1998/1950

Antoine de Saint-Exupéry: Den lille prins, på dansk ved Bjørn Bredal, Lindhardt & Ringhof, 2018

Homer: Iliaden oversat af Christian Wilster, Gyldendal, 1836/1959

Babelfiskens lille flok af fast tilknyttede oversættelsesanmeldere er blevet beriget med

 

Miriam Vestergaard Kobbersmed

Ph.d. i litterær oversættelse, cand.mag. i fransk og dansk.

Underviser, skribent og formidler

 

som fremover vil anmelde oversættelser af fransksproget litteratur her. Det er vi meget glade for!

 

 

 

 

Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.