“Alt er forandret – det er pointen”

Når Kim Leine, Helle Helle, Ida Jessen og Karl Ove Knausgård udkommer i England og USA, kan de blandt andet takke deres oversætter for, at den nordiske diskurs følger med. Oversætteren hedder Martin Aitken, og han er med på rejsen, når bøgerne tager ud over landegrænserne – nogle gange venter der nogle uventede ture. Og modtagelsen af nordisk litteratur i den engelsktalende verden overrasker fra tid til anden. Især glædeligt. I marts i år talte Cecilie Clemensen fra BogMarkedet med den produktive og prisbelønnede oversætter, der både oversætter fra dansk til engelsk og den anden vej rundt. Babelfisken bringer her interviewet.

Martin Aitken. Foto: Stine Marie Mortensen

Vil du begynde med at fortælle lidt om dit virke som oversætter, og hvordan du kom i gang med at oversætte bøger?

Mit virke som oversætter. Ja, der er den kunstneriske synsvinkel, og der er dagligdagen. Det sidste er jo lettest at tale om. Jeg arbejder for det meste hjemmefra, så der er en del overspringshandlinger, men generelt, hvis jeg er inde i den kreative fase, inde i det kognitive rum, hvor selve den kreative handling finder sted, så er jeg rimelig disciplineret med min tid. Det er sværere for mig i redigeringsfasen, som for mig er det mest uinteressante, uagtet hvor nødvendigt det er. Økonomien brokker jeg mig altid over, selv om jeg vistnok har bedre vilkår som oversætter fra dansk end dem, der går den anden vej. Heldigvis mangler jeg sjældent opgaver, men jeg kan ikke gøre tingene hurtigere, så indtjeningsmæssigt er der et loft, der giver sig selv. Det har bankerne i øvrigt svært ved at forstå, for hvorfor kan jeg ikke bare ansætte en til de opgaver, jeg ikke selv kan overkomme? Som om en professionel fodboldspiller bare kan indkalde sin fætter, hvis han er skadet, ha ha.

Men ja, så er der det kunstneriske. Hvad kan jeg sige? For mig er det kreativ skrivning med benspænd. Jeg bryder mig egentlig ikke ret meget om ordet oversættelse, det lyder så mekanisk. Som PH vist sagde: hest hedder cheval, og sådan er det hele vejen igennem. Men der er ikke noget facit, der er ingen algoritme, der spytter det ”rigtige” svar ud af den anden ende. Jeg kan bedre sammenligne det med noget fra musikkens verden: Jeg tolker et klaverværk på violin eller guitar, med alle de muligheder og begrænsninger, det indebærer. Og det man ender med er lige så meget mig, som det er forfatteren. Værket er jo forfatterens ophav på originalsproget, og jeg tolker det, eller gendigter det, inden for nogle fastsatte rammer, som hedder noget med semantik og stil. Men for mig er det meningsløst at sammenligne oversættelse og originalværk med lup og så sige, der er et biord her i originalen, men ikke noget tilsvarende i oversættelsen, eller det her navneord betyder ikke helt det samme, som det, der står. Eller de her tre ord, hvor der ikke er noget i originalen. Der er i det hele taget ikke noget, der er det samme, alt er forandret, og det er jo det, der er pointen.

Du oversætter både fra engelsk til dansk og fra dansk til engelsk, hvordan er det for dig at oversætte danske bøger til engelsk? Jeg tænker blandt andet på, om der er forskel på den måde, du går til teksterne på? Eller om der er forskel på udgivelsesprocesserne og samarbejdet med forlagene? 

Jeg oversætter langt overvejende fra dansk (og efterhånden norsk) til engelsk og ikke så meget omvendt. Men de første bøger, jeg oversatte, for en 10-12 år siden, var netop til dansk, en 5-6 stykker, ungdomslitteratur, amerikansk vampyrlitteratur og Percy Jackson. Der skulle en vis hovmod til, synes jeg i dag, for dansk er ikke mit modersmål. Siden kom der noget kreativ nonfiction, en Pulitzer-vinder ved navn Katherine Boo – og faktisk har jeg for nylig oversat en bog fra norsk til dansk. Men ret hurtigt var det det engelske, der kom, og det er også sådan, jeg definerer mig og er kendt: Jeg oversætter fra skandinavisk til engelsk. Der er ingen iboende forskel, hvad metode angår, men det er klart, at min sproglige intuition trods alt er skarpere, når det gælder engelsk. Men der er én væsentlig procesforskel, og det er med hensyn til redigeringskulturer – de danske forlag mangler et lag i forhold til de britiske og amerikanske forlag. Groft sagt kan man sige, at man i Danmark har en redaktør, der snakker plot og personer og den slags med forfatteren, og som dermed hovedsageligt opererer på makroniveauet. Mikroniveauet overlader man så til korrekturlæseren, som til gengæld mest er fokuseret på slåfejl, tegnsætning osv. I UK og USA har man så det her mellemlag, som man kalder en copyeditor, og de går virkelig til den på sætningsniveauet. Det er her det store redigeringsarbejde foregår. Som oversætter er man formentlig den udefra, som kommer allertættest på originalteksten, og på en helt anden måde end forfatteren, og ofte er det dér, at bristerne kommer til syne. Manglende sammenhæng. Ubehjælpelige formuleringer. Ting, som en copyeditor er ovre med det samme. [Læs mere om Aitkens tanker om tekstredaktørens rolle i litterær oversættelse i et interview med Forfatteren tidligere i år.]

Hvilket liv får bøgerne, når de rejser ud over landegrænserne, og hvordan er du med på den rejse som oversætter?

Det kommer jo en del an på forfatteren. Knausgårds bøger har f.eks. alt andet lige en større chance for at overleve i fremmede biotoper i kraft af det navn, han nu har fået. Men der er ingen nødvendig sammenhæng. Kim Leine kom fra ingenting i UK med Profeterne i Evighedsfjorden og var meget tæt på at løbe af med verdens største litteraturpris for et enkeltværk, hvorimod bogen floppede totalt i USA (der var også for meget kropsvæske og en komisk mislykket abort, som vores redaktør derovre tydeligvis ikke brød sig om). Andre gange er der en bog, man virkelig synes fortjener opmærksomhed, men som forsvinder ret hurtigt eller slet ikke kan få en anmeldelse. Ida Jessens En ny tid, for eksempel, som jeg regner for at være noget af det bedste, jeg selv har præsteret, eller Helle Helles Dette burde være skrevet i nutid (selv om sidstnævnte fik en virkelig god anmeldelse i The Guardian).

Men så sker der det modsatte ud af ingenting: Hanne Ørstaviks Kjærlighet kom oprindeligt på norsk i 1997, så er der et mindre amerikansk forlag, der får øjnene op for den, hvorefter den høster vild anerkendelse, og jeg ender med at stå sammen med forfatteren og alskens kendisser på den røde løber i New York til en Oscars-lignende begivenhed med blitzende kameraer og masser af opmærksomhed [bl.a. i forbindelse med at Aitkens oversættelse af Ørstaviks roman vandt PEN International Translation Prize og var finalist til National Book Award for Translated Literature, red.]. Helt fortjent i det tilfælde, men som sagt er der ikke noget, der siger, at bare fordi en bog er god, at så får den opmærksomhed efter fortjeneste. Desværre.

Som oversætter er New York-eksemplet selvfølgelig langt fra normen. Som oftest er der ikke råd til, at et forlag bekoster, at oversætteren følger med på en bogturné, eller også vælger man at fokusere udelukkende på forfatteren. Men jeg er da ude at læse op fra tid til anden, eller jeg stiller op til noget andet, som det her. Generelt er der dog en stigende opmærksomhed, der retter sig mod oversættelse og oversætteren i UK og USA. Det er normalt i USA, at oversætterens navn optræder sammen med forfatterens på bogens omslag, og det sker i stigende grad også i UK. Jeg har hørt, at man i Japan dyrker oversættere på samme måde som forfattere. Helt så vidt er det ikke kommet på mit eget sprogområde, men det er en tendens. I Danmark er det en anden historie. Måske tager man det bare for givet, når så meget af den litteratur, man udgiver og læser, er oversat litteratur, men der er i hvert fald én fremstående anmelder, og givetvis en del forfattere, som ikke regner oversætteren for andet end en slags kontorist. Det er himmelråbende, men jeg tager det som udtryk for, at man bare aldrig har tænkt over det og heller ikke er klar over, hvilken position oversættelse efterhånden indtager i den litterære diskurs i USA og UK. 

Hvad er dit indtryk af dansk litteraturs position internationalt?

Vi er jo et lille sprogområde, men der er i det hele taget væsentligt mere fokus på den internationale, ikke-engelsksprogede litteratur nu, end der var for 20 år siden. Det er lidt ligesom med musikverdenen, hvor der pludselig kom et helt andet tankesæt i kølvandet på punkbevægelsen, og indieselskaberne begyndte at skyde frem. Nu er det i stigende grad indieforlagene, der er toneangivende, og meget ofte med fokus på oversat litteratur. Tjek lige longlisten til årets Booker International. På den måde er der måske flere muligheder for at komme frem i dag – man skal ikke gå og håbe på, at de store mastodonter får øje på en. Hvor dansk egentlig placerer sig i det landskab, har jeg lidt svært ved at vurdere i forhold til andre landes litteratur, men vi er da med, og jeg lever af det, hvilket vel siger en del.

Jeg synes godt, at vi kan få øje på en form for profil herhjemme i vores egen litteratur med det, man lidt groft kan kalde forfatterskolelitteraturen: den ikke-plotbaserede, fragmentarisk-poetiske, genrebøjende, sprogfokuserede litteratur, som efterhånden har mange, hovedsageligt unge eksponenter. Men det er generelt ikke det, som de større forlag i UK og USA interesserer sig for, dertil er det trods alt stadigvæk for ”smalt”. Der skal man søge hen mod de små uafhængige forlag, som oprigtigt interesserer sig for, hvad der sker nede i underskoven internationalt. Jeg har selv for nylig fået udgivet Bjørn Rasmussen i USA, og for et par år siden Josefine Klougart, og snart kommer Olga Ravn ud i UK. Men generelt er det stadigvæk den mere traditionelle litteratur, hvis man kan sige det sådan, der bliver udgivet mest, og der er der måske ikke så meget nationalt særpræg, som der bare er god litteratur.

I det hele taget skal man heller ikke undervurdere, hvilken indsats, det kræver i form af støtte, hvis dansk litteratur fortsat skal have en stemme i udlandet. Vi er godt hjulpet af Statens Kunstfond, som f.eks. hjælper prøveoversættelser frem, støtter forlag, som vil udgive dansk litteratur, og tildeler arbejdslegater også til oversættere. Men hvis man ser på, hvordan nordmændene gør det, og ser på, hvor utroligt stærkt norsk litteratur står internationalt i disse år, er der jo noget at stile efter.

Er der nogle danske (eller norske bøger) og modtagelsen af dem, som har overrasket dig, når de er blevet oversat til engelsk?

Det er så svært at sige, hvorfor en bog pludselig bliver en succes. De færreste havde vel regnet med, at et norsk seksbindsværk om en norsk forfatter, der skriver et seksbindsværk om sig selv, ville blive det næste internationale fænomen, uagtet hvor blændende godt det er. Når man læser det, kan man da godt forstå, hvorfor det skete, fordi det er fantastisk litteratur og på så mange måder banebrydende. Men tænk på, hvilken sats det har været at gå i gang med at udgive den på engelsk. Heldigvis er der folk, der tør gøre den slags, og ofte sker det på en oversætters anbefaling. På lignende vis var der vel ikke så mange herhjemme, der havde tænkt, at Frøken Smillas fornemmelse for sne vil blive den kæmpe internationale succes, som den blev for snart 25 år siden. Det var man ikke vant til. Men også i det tilfælde var der en dristig forlægger, der turde tage skridtet, og det mærkelige københavnsk-grønlandske setting viste sig at være lige præcis så anderledes, at det blev dragende. Jeg tror, at den bog åbnede mange døre og har givetvis været startskuddet til hele den Nordic noir-bølge, som også danske forfattere har redet på. Peter Høeg er vel nok af den grund stadigvæk vores mest kendte nulevende forfatter i det engelske sprogområde. Om han snart skal overgås af en anden, er ikke til at sige, men forudsætningerne for, at den slags kan ske, er i hvert fald på mange måder bedre i dag, hvor verden er blevet både mindre og større på en gang.

Til sidst, hvilken bog eller bøger arbejder du på i øjeblikket?

Jeg har netop afleveret manuskriptet til Olga Ravns De ansatte, som udkommer på det engelske forlag Lolli Editions til efterår, og om lidt skal jeg i gang med en norsk roman, Hanne Ørstaviks Presten, for Archipelago Books i New York. Bagefter skal jeg lave Ida Jessens novellesamling Postkort til Annie, også for Archipelago. Ellers har jeg lavet to andre norske bøger, der venter på, at det bliver deres tur til at udkomme, begge af Karl Ove Knausgård – i første omgang en samling af hans essays, dernæst hans debutroman, Ute av verden fra 1998, som nu endelig kommer på engelsk, men ifølge udgivelsesplanen sker det vist først i 2022.

Interviewet blev bragt i BogMarkedet d. 5. og 6. marts 2020.

 

 

| Næste: Månedens oversætter: Joachim Wrang | Forrige: Redaktørernes sommerlæsning 2020
No Comments

Post a Comment