Oversættere arbejder for mere synlighed
Litterære oversættere mangler i høj grad anerkendelse og synlighed. Derfor vælger flere oversættere at tage sagen i egen hånd. En af dem er Mette Olesen, oversætter og medredaktør af oversættelsestidsskriftet Babelfisken.dk
Af Rikke Schmidt
En god oversættelse er en usynlig oversættelse. Sådan fortæller Mette Olesen, oversætter af fransk skønlitteratur samt faglitteratur fra både engelsk og fransk.
”Når en oversat forfatter for eksempel roses for sit ’smukke sprog’, glemmer man, at det sprog faktisk er oversætterens.”
Man glemmer, at der er en oversætter bag arbejdet, netop fordi vedkommende har gjort sit arbejde godt, forklarer hun. På trods af det enorme arbejde, det kræver at lave en god oversættelse, så sker det, at oversætteren bliver glemt. Oftest – men ikke altid – bliver oversætteren krediteret på forlagenes hjemmesider og på bibliotekerne. Men ét sted halter krediteringen især.
”Hos netboghandlerne er den helt gal, her nævnes oversætteren praktisk talt aldrig,” fortæller Mette Olesen.
Et beskedent mål
Den store drøm ville være, at oversætterens navn konsekvent optrådte på bogens forside sammen med forfatterens. Men indtil videre er ambitionen mere beskeden, dog er den stadig svær at nå.
”Målet er, at oversætterens navn helt konsekvent bør nævnes i forbindelse med boganmeldelser og anden omtale eller præsentation af et oversat værk,” forklarer Mette Olesen.
Det er mest inden for oversætterkredse, at der bliver arbejdet med dette. Dansk Oversætterforbund (DOF) har i mange år arbejdet for oversætteres synlighed og vilkår. Selv er Mette Olesen medredaktør på Babelfisken, et webtidsskrift om oversættelse. Her kører de en krediteringskampagne under titlen ”Oversætteren der blev væk”, hvor der bliver udgivet artikler, der sætter fokus på oversætteres manglende synlighed.
Ingen hjælp fra staten
Mens større synlighed og anerkendelse har stor betydning for oversætterne selv, så har de ikke et juridisk krav på at blive krediteret i for eksempel anmeldelser, fortæller Mette Olesen. Derfor nævner hun også, at man kun kan opfordre medierne til at nævne oversætterne – netop fordi det er god stil.
Den manglende anerkendelse har en ret simpel forklaring, mener Sebastien Doubinsky, lektor i fransk ved Aarhus Universitet og underviser i oversættelsesteori.
”Det er mangel på respekt for et enormt stort stykke arbejde. Det er oversættelsestalent, man læser. Ikke forfatterens talent.”
Og man skal ikke umiddelbart forvente, at institutionerne laver reglerne om. ”Man skal aldrig forvente, at staten gør noget. For det kommer den aldrig til. Man skal gøre arbejdet selv.”
Passion versus arbejdsvilkår
En større synlighed vil ikke blot skabe større opmærksomhed omkring arbejdet, men også hjælpe til forbedring af arbejdsvilkårene.
”Det er klart, at det kan gå ud over det man laver, hvis man samtidig bekymrer sig om huslejen eller stresser med andre opgaver undervejs for at få det til at løbe rundt,” fortæller Mette Olesen. Derfor er det en risiko, at det går ud over kvaliteten, når vilkårene ikke er optimale. Men især én ting taler imod denne fare:
”En af de forunderlige ting ved danske oversættelser er deres generelt høje kvalitet, trods de urimelige forhold – dette bunder i, at oversætterne brænder for det, de laver, og tager deres arbejde så alvorligt.”
Oversættelser af litterære værker er en kunst i sig selv
Oversættelser bliver sjældent anerkendt som selvstændige værker. Det bunder i en misforståelse af, hvad oversættelse er, hvad det kræver at oversætte, og hvor vigtige oversættelser er for vores kultur og verdenssyn.
Af Rikke Schmidt
Når oversætter Mette Olesen skal til at oversætte en bog, starter hun med at læse hele værket igennem. På den måde forstår hun tonen og det fiktive univers. Derfra begynder hun at oversætte fra en ende af. Hver morgen genlæser hun det, hun oversatte dagen forinden, og retter det til. Til sidst gennemlæser og retter hun det hele, før hun afleverer. Til slut kommer redigeringsarbejdet sammen med en redaktør, eller en ekstern redaktør, og derefter korrekturlæsningen.
Research er også en stor del af arbejdet. ”Det er de utroligste emner, jeg har sat mig ind i – congolesisk tøjstil fra 70’erne, parykmagerhåndværk, landbrugsvandingsmaskiner.”
Samtidig er stærke sproglige egenskaber et must, men det er ikke alt, der skal til. ”Man skal netop ikke bare ’kunne et sprog’, man skal virkelig kende sproget og alle dets nuancer – kulturelle, litterære, sociologiske, historiske, nutidige – for både at forstå og fornemme den tekst, man oversætter.”
Og det er ikke alt. Et godt litterært kendskab er nødvendigt for at overføre bogens budskab til dansk. ”En god oversætter er en god læser,” fortæller Mette Olesen. Man skal kunne analysere og forstå sig på alle referencerne for at få betydningen og meningen med.
Det misforståede håndværk
Værdien af oversættelser har ændret sig gennem historien, forklarer Sebastien Doubinsky, lektor i fransk ved Aarhus Universitet og underviser i oversættelsesteori.
”De første oversættere op til sådan cirka år 1900 blev ikke betalt for deres job. Det var frivilligt, og det var mange gange kvinder, der havde arbejdet som en hobby.” Og måske er det den værdi, som oversættelse havde før i tiden, der trækker tråde til i dag.
”Jeg tror, det er fordi, man forestiller sig, at det er nemt, at det er en selvfølgelighed. Og i vores politiske system er det alle dem, som spiller en vigtig rolle, der har den dårligste løn.”
Den vigtige rolle, som oversætteren har, bunder specielt i én ting. ”Uden ham eller hende kan der ikke være en kulturel udveksling,” fortæller Sebastien Doubinsky.
Rundt om kulturforskelle
”Du er den ældste blandt dine kollegaer. De fleste af dem bliver ubehageligt til mode i nærheden af dig fordi du aldrig siger noget og kun er optaget af dit arbejde. De bruger høflighedstitlen seonsang-nim når de taler til dig, men du svarer lige så høfligt og opretholder en vis afstand.”
Udsnittet er fra sydkoreanske Han Kangs bog ’Levende og Døde,’ som blev oversat til dansk af Juliane Wammen i 2019. Juliane Wammen oversatte bogen fra norsk – efter Han Kangs ønske. Eftersom norsk og dansk minder mere om hinanden, var der mindre risiko for misforståelser. Samtidig havde Juliane Wammen den engelske version ved sin side. Her lærte hun, at specielt én ting er anderledes i den engelske/amerikanske version.
”Jeg kunne konstatere, at der var en ret anderledes strategi i den engelske/amerikanske oversættelse, som har noget med kultur at gøre. Fordi de tit er mere forklarende eller pædagogiske, hvor vi i den nordiske tradition lader det, der er underligt, være underligt,” fortæller hun.
Det kunne for eksempel være den koreanske høflighedstitel seonsang-nim, som Juliane Wammen valgte at lade stå. ”Man vil i den amerikanske sætning lave en lille forklarende sætning eller oversætte det til noget amerikansk.”
”Uden oversættelse, ingen verdenslitteratur”
Det er netop, når kulturelle oplevelser bliver overført til et andet sprog, at vi kan lære noget.
”Ved at læse romaner fra Japan, Tyrkiet og Sydafrika får vi en større følsomhed og nysgerrighed over for andre kulturer og verdenssyn,” forklarer oversætter Mette Olesen.
Og forfatterne lader sig også inspirere af hinanden. ”Hvad ville de danske guldalderromantikere have været uden den tyske romantiske litteratur? Det moderne gennembrud uden Nietszhe og Zola? Svend Åge Madsen uden Borges?”
Uden oversættelse så vores samfund måske anderledes ud. Og det er vigtigt at skelne mellem samfund og kultur for at forstå vigtigheden af oversættelse som et kulturelt fænomen, forklarer Sebastien Doubinsky.
”Oversættelse er ultra vigtigt for kultur, og kultur er ultra vigtigt for samfundet. Samfundet er bare en virkelighed, som er påvirket af, og som påvirker kulturen.”
Blandt oversættere findes der et udsagn, der lyder: ”Uden oversættelse, ingen verdenslitteratur,” fortæller Mette Olesen. Litteraturen bliver til takket være forfatteren, påpeger hun. ”Men det er takket være oversætternes arbejde, at masser af gode bøger bliver kendt og delt af læsere verden over.”
Den uperfekte oversættelse
Mister vi så noget i oversættelser? Og findes den perfekte oversættelse?
Vi skal acceptere det uperfekte i oversættelser, mener Sebastien Doubinsky. Dermed ved læseren godt, at han læser en andens ’læsning’ af værket. Og måske en begrænset ’læsning’. For dem, der interesserer sig for kultur, giver det en lyst til at dykke ned i den kultur, de læser om.
”Har man en perfekt oversættelse, dræber det oversættelsen,” siger han.
Ifølge Mette Olesen, vil der altid gå noget tabt i oversættelser, men der vil også opstå nye klange og ordspil, uden at der ændres på den originale betydning.
”Når for eksempel det franske udtryk ’On ne fait pas d’omelette sans casser des oeufs’ oversættes med ’hvor der handles, der spildes’, skaber de to sprog forskellige indre billeder,” forklarer hun. ”Oversætteren må i hvert enkelt tilfælde vurdere, om det er uhensigtsmæssigt eller helt fint, eller om det måske ligefrem beriger teksten.”
I dag bor Mette Olesen i Frankrig. Hun kan dermed holde sit kendskab til kulturen og sproget ved lige og udvikle det. Det giver hende en stor fordel som franskoversætter, men hun kan samtidig kun leve af at oversætte takket være sin mands faste indkomst. Det er nemlig svært at leve af oversættelse alene, for der er stadig mangel på anerkendelse oversættelse som et selvstændigt erhverv.
”Jeg er ikke skønlitterær forfatter, men mine oversættelser er selvstændige tekster – ikke originale værker, men unikke værker,” fastslår Mette Olesen.
Rikke Schmidt, f. 1996, studerer på Aarhus Universitet, hvor hun er ved at afslutte sin bachelor i Engelsk, med tilvalg i Journalistisk formidling. Ved siden af studiet arbejder hun som studentermedhjælper på VIA University College, hvor hun primært oversætter skriftligt materiale (dansk-engelsk) for VIA’s Studenterråd.
Som afsluttende opgave på journalistisk formidling har Rikke skrevet to artikler om hhv. oversætteres synlighed og oversættelse som kunst. Babelfiskens redaktion har bidraget med to ”interviewofre” (ud over Sébastien Doubinsky, lektor i fransk ved Aarhus Universitet) og tilbudt at bringe de færdige artikler her.