’Das Europäische Übersetzer-Kollegium in Straelen’ …

Af Uschi Tech

EÜK fra bagsiden

… er ikke, som man kunne fristes til at tro, kun for oversættere fra eller til tysk – og det er heller ikke forbeholdt europæere. EÜK, som det kaldes i daglig tale, er for alle litterære oversættere – uanset nationalitet og sprogkombination. Og opholdet er gratis, hvilket vil sige, at det koster et symbolsk beløb pr. døgn, som går op med den kaffe, te, mineralvand osv., der er frit tilgængeligt på stedet. Mad skal man selv forsyne sig med; det er for egen regning, tilberedelse og smag. Men frygt ikke, for der er særdeles gode indkøbsmuligheder. Byen er lille, men udvalget stort. Ud over et utal af store og små supermarkeder, ikke mindre end fire apoteker og to materialister er det muligt at forsyne sig på det ugentlige marked på torvet lige om hjørnet. Her er man straks katapulteret tilbage i tiden, omgivet af boder med diverse frugter, grønt, blomster, gåseæg og meget mere fra de lokale bønder. Alt kan nås til fods – og der er billigt i Straelen!

Første gang, man søger ophold, er det noget formelt. De skal lige sikre sig, at man virkelig er oversætter – og ikke bare kommer for at nyde omgivelserne og holde gratis ferie. Derefter er man inde i varmen, og en ansøgning kræver ikke mere end et telefonopkald eller en mail. Hvor længe man vil være der, bestemmer man selv. Minimum tre dage – den øvre grænse kender jeg ikke. Og der er ikke faste perioder. Oversættere kommer og går, og man bliver således aldrig et fasttømret hold, men når man har været der nogle gange, begynder man så småt at støde på gamle bekendte.

Straelen befinder sig i Nordrhein-Westfalen, lige ved den hollandske grænse – efter ca. 40 minutters gang igennem det smukke, flade landskab er man i Holland. Tager man cyklen, er det tilsvarende hurtigere. Og der er faktisk en cykel til hver på EÜK.

Der er ikke langt til noget i Straelen

Byen er med sine 15.374 indbyggere lille og overskuelig. Bebyggelsen er lav – det er ikke tilladt at bygge højere end til anden sal, så her virker stort, lyst og åbent. Lokalbefolkningen er generelt meget venlig, men har, som historien fortæller, gennem årene haft svært ved at vænne sig til de mærkelige mennesker, der kom til byen med EÜK. ”De glemmer at slukke lyset om natten!” siges der. Og de, der ved bedre, svarer: ”Nej, det er oversættere. De arbejder om natten!” Nej, dét er da underligt! Og så alle de flasker! Mon der drikkes? Det sker derfor med jævne mellemrum, at EÜK holder åbent hus, så den ene og anden kan få stillet sin nysgerrighed og få svar på bange anelser og på dette og ikke mindst hint.

Som oversætter i huset får man udleveret en cykelnøgle til egen cykel ved ankomst – hvis man er interesseret i det. Lige som det ikke skorter på nogen andre praktiske fornødenheder i huset – det søde og meget imødekommende personale står på spring med, hvad man nu måtte have brug for: en yogamåtte? En badevægt? Pakketape? En allergidyne? En højere hovedpude? En speciel kaffemaskine? De står parat med oplysninger om området og husets historie, hjælp til at komme på nettet, hjælp til at printe, svar på både kloge og dumme spørgsmål … der er altid en god vilje og derfor en vej.

Husets ’Translator in Residence’ er ansat i tre måneder og bor og arbejder der sammen med de øvrige oversættere, men sideløbende med oversætterarbejdet er ’der Tir’ (der ganske oplagt kaldes for ’das Tier’, ”dyret”) den, der står for at tage imod de nyankommne og vise dem rundt og introducere dem til vaskekælder, køkken og bibliotek, udlevere nøgler og hente dagens post m.m.

Nogle værelser er store – og har trapper

Ja, EÜK er i besiddelse af sit eget bibliotek – verdens største oversætterbibliotek – her kan man få lang tid til at gå med at snuse og falde i staver. Og da der er virkelig mange bøger, har det været nødvendigt at placere en del af dem rundt omkring på værelserne. Man kan så risikere at få henvendelser fra en sød og spændende kollega, der har brug for at se i en bog, der befinder sig på netop dét værelse, man bor på. Generelt er der dog stor respekt omkring arbejdsroen. Det er således ikke kutyme, at man henvender sig til nogen på værelserne, og da slet ikke uanmeldt. Typisk mødes man i det store fælleskøkken under madlavningen og kan så spørge til bogen – eller, hvis det haster ualmindelig meget, kan man blive ringet op på værelsestelefonen: Alle værelser er forsynet med en god gammeldags fastnettelefon, og ved hjælp af biblioteksoversigten og værelsesoversigten i hallen kan man se, hvem der bor på hvilket værelse – og finde frem til det pågældende telefonnummer.

Værelserne, som der er 30 af (hvoraf ca. halvdelen er reserveret til kursister) er faktisk mere end værelser. De er meget forskellige i størrelse, og det er som regel en overraskelse, hvilket værelse man får denne gang. Nogle værelser er fantastiske, andre bare gode. Alle er de dog veludstyrede og med en hurtig og stabil netforbindelse og ditto wi-fi. Og alle har de eget toilet og badeværelse. Der er også nogle enkelte værelser beregnet for par; her er der to sengepladser og selvfølgelig to skriveborde, og huset har mindst ét handicapvenligt værelse. Det sidste rygerværelse blev afskaffet for nyligt. Men den lille gård er rygervenlig, og her mødes rosset. Derudover er der en fjernsynsstue med bløde møbler og mange film, diverse mødelokaler, en stor altan, benævnte hyggelige gård og et stort atrium med flygel.

På EÜK kalder man værelserne for ’Appartements’ – og det er faktisk også små, selvstændige lejligheder. Med den ene forskel, at der ikke hører køkken til. For selvfølgelig skal man da ned i det store og uhyggeligt velassorterede fælleskøkken og have lidt social og faglig udveksling en gang imellem – alt efter tid, behov og temperament. Ingen er tvunget til noget, og således findes der alle udgaver: fra den sære, russiske filosofiprofessor, der sniger sig ned og henter morgenkaffen (når han tror, det er morgen) og hurtigt smutter igen, men gerne vil være social og derfor møder op til tirsdagsstambord … om onsdagen, iført silkebutterfly og jakkesæt, over den generte finske dame, som præsenterer sig og høfligt spørger ind til, hvad man selv er i gang med at oversætte, og den fnisende taiwaner, der står i køkkenet og snitter spøjse grøntsager, som han kombinerer med endnu spøjsere krydderier, og som ikke kan et kvæk hverken engelsk eller tysk, endsige dansk, men ivrigt gestikulerende gør det klart, at der skam er mad nok til to, til den altfavnende cubaner, der hænger ud dér de fleste aftener og på gebrokkent tysk får tilkendegivet, at han synes, man ligner én, der virkelig trænger til et glas rødvin, som han gerne byder på – og den højttalende italienske kvinde, der foretrækker at tale om sig selv (på italiensk, helst) og fnyser, da hun åbner køleskabet, fordi der, ganske som hun forventede, er nogen, der har smagt på hendes ost.

Og nu til sagen …

Og så er der dig! Måske lægger du ud med at holde lav profil og se det hele an – eller bliver på dit appartement og for at se at komme i mål inden deadline? Men okay, til stambord om tirsdagen på en af de lokale restauranter kan vi måske godt lokke dig med? Hvis du da ikke lige er to minutter i deadline. Vi kan også aftale en gå- eller cykeltur sammen i en pause mellem hjernearbejdet. Eller en shoppingtur til Venlo, den nærmeste ”rigtige” hollandske by? Eller hvad med en tur til pandekagerestauranten lige ved grænsen? Der kan man ikke lide tyskere og holder menukortet på hollandsk og engelsk – og så er det faktisk en fordel at komme og bare være dum og dansk. Pandekagerne er fantastiske, og så er der doggybag til næste dag.

Mig kan du også risikere at møde, for når der ikke lige er corona-nedlukning, kommer jeg der to gange om året – en måned ad gangen. EÜK Straelen er blevet mit andet hjem. Jeg anbefaler det altid, når jeg mødes med oversættere, og dét med stor og dybfølt begejstring. Det har dog ikke medført, at EÜK er blevet overrendt af danskere. Vi er kun ganske få, der har fundet vej derned fra det lille kongerige. Har jeg mon sagt noget dumt?

Tag til Straelen og tjek det ud!

Hvis du vil vide mere – eller andet, end jeg har afsløret, så gå på husets hjemmeside – hvor der også er et link til en kortfattet dansk tekst ude i højre side.

Du er også velkommen til at kontakte mig, hvis du vil spørge til noget, jeg har glemt at fortælle om. Find mig på Facebook eller her: Uschi.Tech@gmail.com


 

Uschi Tech er mit rigtige navn. Jeg er ikke født i Japan, men i Tyskland. Mit modersmål er dansk, mit fadersmål tysk, og jeg oversætter begge veje. Når jeg ikke oversætter, skriver jeg egne tekster eller er i gang med at leve op til mit ry som crazy bird-lady.

 

| Næste: Babelfiskens krediteringsundersøgelse 2. del: Forlagene | Forrige: Månedens oversætter: Hans-Jørgen Birkmose