Månedens oversætter: Hans-Jørgen Birkmose

Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Jeg tror faktisk altid, det har ligget i kortene. Det pirrede mig i hvert fald voldsomt allerede som helt lille at opdage, at en engelsk tyr i en porcelænsforretning uden videre kunne forvandle sig til en dansk hund i et spil kegler. Her var for en gangs skyld et univers, mit forstyrrede lille hoved følte sig hjemme i.

Tendensen fortsatte i min læsemættede ungdom, hvor jeg (vist nok lidt usædvanligt) lærte mig oversætternes navne – når de ellers blev omtalt: For eksempel, men ikke helt tilfældigt, Georg Sarauw (Tolstoj), Ejnar Thomassen (Dostojevskij), Eva Hemmer Hansen og Ludvig Moltke (Dickens) og selvfølgelig allestedsnærværende Mogens Boisen, som jeg kan forstå, jeg var mere imponeret af, end en del af mine kollegaer er.

Da jeg senere i en fremskreden alder skulle vælge uddannelse og måtte finde en fællesnævner for de mange ting, jeg var optaget af – jeg er altædende, hvad tekst angår – var sprog det, der gik igen i det hele. Altså læste jeg engelsk/spansk på universitetet og opdagede hurtigt, at det altid var oversættelserne, der kunne få mig til frivilligt at ofre en time eller to ekstra. Det mødte ikke den store forståelse blandt mine medstuderende, men så var jeg så heldig at overvære et foredrag med Thomas Harder, der stod en hel eftermiddag og sagde alle de begejstrede ting om oversættelse, jeg selv tænkte – og mere til. Jeg har ikke kigget mig tilbage siden.

Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?

Jeg læser konstant – hvis alt andet svigter, kaster jeg mig over mælkekartonen. Biblioteket var min helt personlige skole i mange år, der muligvis kunne være brugt på andre ting, og eftersom en del af bøgerne var på udenlandsk, primært engelsk, tysk, svensk og norsk, lærte jeg fremmedsprog på den sjove og stædige måde. I den forstand er jeg autodidakt. Det var først, da jeg kom på universitetet, at jeg fik struktur på den viden, jeg havde samlet sammen. Jeg ved ikke, om jeg ligefrem vil anbefale andre at gøre det på samme måde, men det har sine fordele at lære med hjertet, før man lærer med hjernen.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Som cand.ling.merc./tolk og translatør er jeg jo gearet til at oversætte fagsprog. Min kærlighed til litteratur er et privat træk, og min oversættelse af Poe var en direkte konsekvens af, at litterær oversættelse ikke just var noget, der blev promoveret fra lærestolen; tværtimod, det var noget ”helt andet” og ikke noget, en aspirerende translatør skulle bryde sit hoved med nu.

Hjertet vil som bekendt, som det vil, og altså oversatte jeg ved siden af studierne Poe bag låste døre og for nedrullede gardiner (det er dog et kært minde, at jeg sad og lavede de åndssvage ’tyske’ ordspil til ”Djævelen i klokketårnet” under en forelæsning om korte og lange obligationer …). Og her kommer så, selvom ingen har bedt mig om det, min uforbeholdne mening om det påståede skisma mellem fagoversættelse og litterær oversættelse: Det er akademisk vås, når det er værst. Oversættelse er oversættelse. Den eneste forskel, der er på områderne, er de redskaber, man vælger i værktøjskassen, når man arbejder med det ene eller det andet.

Så for at svare direkte på spørgsmålet: Jeg vil helst oversætte bøger, fordi de opgaver giver plads til fordybelse, men indholdsmæssigt har jeg ingen præferencer overhovedet. Det er til enhver tid oversættelsesprocessen, jeg tænder på, ikke indholdet.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Det er jo som at vælge mellem sine børn … Det kan jeg da ikke! Men jeg kan så svare på en anden måde og sige, at det, jeg er mest glad for ved dem alle sammen, er, at de er så forskellige. Jeg har fået lov at prøve mig selv af i mange retninger, og ligesom det gælder med rigtige børn, er andre helt sikkert bedre til at afgøre, hvor godt jeg er sluppet fra det i de enkelte tilfælde. Men jeg håber, jeg kan fortsætte med at prøve lidt forskelligt.

Bedste oversættelse du har læst?

Jeg har allerede nævnt nogle, som har gjort dybt indtryk på mig, så jeg vil hellere snakke om, hvordan man bedømmer en oversættelse – noget, mange anmeldere, forstår jeg, gerne vil vide. Mit svar er: Læs oversættelsen som en tekst i sig selv. Glem forlægget, for det er altså ikke det, du sidder og læser, og gør så op med dig selv – aldeles som hvis der var tale om en konventionel, dansksproget bog – om du synes, oversættelsen fungerer som en tekstlig helhed i form og indhold. Gør den det, er oversættelsen sandsynligvis lykkedes. Denne fremgangsmåde er for resten også den eneste udvej for at give oversættelse en højere status, end faget desværre har, og slippe af med den skadelige forestilling om, at oversættelser bare er hjælpetekster eller i bedste fald blege kopier af originalen.

Mit eksempel skal være Eva Hemmer Hansens oversættelse af Dickens’ romaner, som er blevet kritiseret, fordi hun brugte moderne udtryk som ’socialudvalg’ og ’kommuner’ og endda lod personerne bande (hvilket Dickens’ personer aldrig gør). Jeg har selv lavet Dickens og ville aldrig vælge de løsninger, hun gjorde, men ingen skal få mig til at sige ét ondt ord om hendes oversættelse, for den virker på sine egne betingelser.

En oversættelse er ikke dårlig, fordi nogen af os ville have lavet den på en anden måde eller valgt et andet ord hist og pist, og der findes heller ikke én ultimativ oversættelse af noget værk; derfor er det springende punkt, hvordan Hemmer Hansens oversættelse fungerer i sin helhed – og der må man bare sige, at med den strategi og inden for de rammer, hun nu engang valgte, slog hun ikke et skævt slag. Derfor er hendes oversættelse af Dickens en imponerende løsning i sig selv, uanset hvilke andre muligheder, andre mener, de kan finde i forlægget.

Hvor oversætter du?

Ved computeren på mit skrivebord – kun, udelukkende. Gennemlæsning eller arbejde med særlige hovedbrud (for eksempel et digt eller et ordspil) kan foregå under mere afslappede former i lænestolen eller på en bænk i parken (digtene til Poe blev nørklet sammen under endeløse pendlerture mellem Aalborg og Aarhus); men bortset fra det kommer intet mellem mig og computerskærmen.

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

Her ville det jo være fristende for den gamle idiot at belære yngre kollegaer om et klassisk problem og dets rette løsning. Men hvis jeg ellers kan få dem til at lytte, vil jeg hellere sætte griller i hovedet på dem, så lad mig nævne Poes ”X-ing a Paragrab”. Den er tæt på umulig at oversætte, men da jeg omsider – efter lang tids kredsen om den varme grød – gik i gang, skete miraklet: Løsningen kom ’af sig selv’, jeg oversatte den i et hug på en eftermiddag, og i modsætning til alle mine andre oversættelser skrev jeg aldrig nævneværdigt om på ”At xe et afthlit” igen. Jeg ville ønske, jeg kunne tage æren for det, men min eneste andel i affæren var, at jeg lod stå til og slap underbevidstheden (eller hvad det er) løs.

Det er en frustrerende historie, jeg ved det godt, for sådan noget sker jo ikke, og ingen af os har tid til at sidde og vente på, at det gør det så alligevel. Men pointen er jo først og fremmest, at man ikke skal være alt for bange for at give instinktet en smule spillerum – computerens slettetast er der til det samme, hvis det går galt, og det hænder faktisk, at fingrene på tasterne er klogere end selv nok så megen grundigt gennemtænkt analyse.

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Man skal for det første være god til sit eget sprog (som jeg stivnakket går ud fra, altid er målsproget). Det mener jeg, man bliver (i denne sammenhæng) ved at læse meget, nyt og gammelt og så forskellige teksttyper, som tænkes kan. For det andet skal løbende informationssøgning og informationstjek være lige så naturligt som at trække vejret – tjek, tjek, tjek, og så tjekker man lige en ekstra gang i de tilfælde, hvor man er hundrede procent sikker på, at her er noget, man ved.

Endelig er der også enkelte her og der, som med fordel kunne prøve at følge med i det, de selv sidder og laver. Ellers er det, at ”Grateful Dead” bliver til ”taknemmelig død” og ”why are you fettered, Jacob Marley?” til ”hvorfor har du fjer?” Fejl laver vi alle sammen, men dette her er ikke fejl, det er sjusk, og så synes jeg godt, man må forlange, at synderen, hvis han/hun absolut vil oversætte, tager sig selv lidt i nakken på fagets vegne.

| Næste: ’Das Europäische Übersetzer-Kollegium in Straelen’ … | Forrige: "Tysk er det sprog, der mest præcist beskriver verden"