Dekameron nyoversat

Sidste efterår udkom Giovanni Boccaccios berømte middelalderværk Dekameron på forlaget Hoff & Poulsen i Thomas Harders nyoversættelse. Netop oversættelsen har sikret udgivelsen adskillige af de mange anmelderstjerner, som er drysset ned over den siden. Babelfisken har benyttet lejligheden til udspørge Harder om arbejdet med at gøre snørklet 1300-talsitaliensk til smidigt 2000-talsdansk.

 

Dekameron er en af den vestlige litteraturs store tekster. Den har været oversat adskillige gange før, og selv de, der ikke har læst den, har ofte en vag forestilling om, hvad den handler om (”Det er noget frækt, ikke, men også litterært?”). Hvordan er du gået til den opgave?

I princippet ligesom til alle andre oversættelser: Jeg begyndte øverst i venstre hjørne på side 1 og blev ved, indtil jeg var færdig – ca. 2½ år senere. Heldigvis med adspredende afbrydelser i form af andre, mindre oversættelser, tolkejob og andre projekter. Men selvfølgelig var dét at arbejde med Dekameron på afgørende måder anderledes end alle mine andre oversættelser. Blandt andet havde jeg løbende interessante og nyttige samtaler med de to fagredaktører Pia Schwartz Lausten og Anders Toftegaard, henholdsvis lektor i italiensk ved KU og forskningsbibliotekar ved KB og med filologiske og litteraturhistoriske ekspertiser, som lapper over netop ved Dekameron. De læste bogstaveligt talt hvert ord, jeg skrev, og kommenterede de fleste af dem. De løste mange problemer for mig og gjorde opmærksom på andre, som jeg måske ikke ellers ville have tænkt nok over. Vi var ikke altid enige, og jeg fulgte ikke alle deres råd, men det var i alle tilfælde nyttigt at få mine valg udfordret og blive hjulpet med at anskue teksten fra andre vinkler end dem, jeg måske ellers synes lå lige for.

 

Dekamerons rammefortælling foregår under pest-udbruddet i 1300-tallets Firenze. Her søger ti unge, velhavende mennesker bort fra byen for at fordrive tiden i landlig idyl, mens pesten hærger. I de ti dage, handlingen strækker sig over, fortæller de hver dag hinanden ti historier om alt, hvad menneskelivet rummer af kærlighed, had, hævn, list, lyst, grådighed og absurditeter.

Gør det en forskel, at du ikke er den første oversætter?

Ja og nej. Det er ikke første gang, jeg har nyoversat et værk. Det har altid været mit princip ikke at se på de tidligere oversættelser: dels for at forgængernes løsninger ikke skal sætte sig fast i hovedet på mig og blokere for mine egne måske bedre ideer, og dels for ikke at risikere at blive dumstædig og lade være med at vælge det, der måske ville være den bedste løsning, bare fordi en forgænger har valgt den tidligere.

Jeg læste til gengæld en del i en ret ny engelsk oversættelse, som udmærker sig ved en særdeles beslutsom behandling af Boccaccios ofte alenlange og meget komplicerede perioder. Den hjalp mig med at få overblik over teksten og gav sommetider inspiration til, hvor og hvordan man kunne dele perioderne op. Jeg er på mange måder uenig med min engelske kollega – jeg synes, at han har ofret for meget af Boccaccios stil for enkelhedens skyld – men derfor var hans arbejde alligevel nyttigt for mig.

 

Hvad med alt det udenom? Hvor meget research er der forbundet med en opgave som denne? Og er researchen en del af de indledende manøvrer, eller foregår den ad hoc?

Nu var jeg heldigvis ikke på forhånd fuldstændig blank med hensyn til italiensk middelalderhistorie og Boccaccio. Men ét er at være nogenlunde velorienteret, noget andet at kunne færdes med en vis tryghed i så stort og mangfoldigt et litterært, historisk og kulturhistorisk univers som Dekamerons. For at ruste mig til opgaven læste jeg på forhånd Kaj Hørbys Den kristne middelalder (bind 3 af Det europæiske hus, Gyldendal, 1991) og en mængde artikler m.m. om Boccaccio og hans tid. Dertil kom daglige opslag i alle mulige håndbøger m.m. – fysiske og på nettet – og forespørgsler hos allehånde eksperter. Heldigvis er de moderne italienske Dekameron-udgaver rigt udstyret med noter og realiaforklaringer af enhver art, så udgangspunktet var ofte lige ved hånden.

Det viste sig at være næsten grænseløst, hvad man som Dekameron-oversætter kunne få brug for at interessere sig for: naturligvis den store historie og dens personer, men også periodens hverdagsliv, håndværk, beklædning, boligindretning, byggeteknik, skibe, mad og drikke, kirkelige embeder og ritualer, forholdet mellem kønnene, hvordan man sov …

 

Hvordan man sov?

Ja. Boccaccio skriver ofte, at et eller andet sker ”under den første søvn” eller ”mens de sov den anden søvn”. Sagen er, at nattesøvnen dengang – inden kunstig belysning og industrisamfundets behov for disciplin ændrede det – varede måske 12 timer fordelt på to søvnperioder af 3-4 timers varighed, ”den første søvn” og ”den anden søvn”, afbrudt af nogle vågne timer, som man tilbragte i sengen med at spekulere over, hvad man netop havde drømt, snakke, dyrke sex eller bede bønner, hvis man da ikke stod op og læste lidt, ordnede små praktiske gøremål, nød nattekøligheden e.l. Det er ukendt for de fleste læsere, og andre oversættere – både til dansk og til engelsk – har gengivet det som ”tidligt” eller ”sent på natten” eller ved tilnærmede klokkeslæt, men derved mister man et stykke interessant kulturhistorie og bilder læseren ind, at verden dengang lignede vores mere, end den gjorde. Det skal man ikke. Fortiden er som bekendt (fra L.P. Hartleys roman Gudernes sendebud) ”et andet sted”, hvor ”de gør tingene på en anden måde”. Det og en håndfuld lignende problemer løste jeg ved at skrive om det i det forord, som så at sige sætter scenen.

 

Og så er der alderen: Hvordan i alverden oversætter man en italiensk middelaldertekst til nudansk?

Min ambition var faktisk ikke at oversætte til nudansk, men derimod til en slags ”tidløst moderne dansk”. (Som i virkeligheden selvfølgelig ikke er mere tidløst, end at en oversætter om 50 år givetvis ville løse samme opgave på en anden måde).

Det er ikke nemt for vore dages italienere at læse Boccaccio uden de forklarende noter, der som sagt er standardudstyr i de fleste moderne udgaver, men det er ikke umuligt. Det kunne i teorien tale for, at man burde prøve at oversætte Dekameron til et dansk, der så nøje som muligt svarer til det, man skrev i 1300-tallet. Det er ikke nogen urimelig tanke, men hvis man prøver at slå op i Kalkars Ordbog og Gammeldansk Ordbog (begge findes på www.ordnet.dk) vil man straks se, at det ville være halsløs gerning at prøve at oversætte Dekameron til middelalderdansk og hovedløst at prøve at udgive sådan en oversættelse.

Man kunne også vælge at gå i den anden grøft og give den helt vildt gas i en sej modernisering, eller man kunne i hvert fald give sig selv lov til at anvende et moderne sprog og begrebsapparat, dels for måske at komme læseren i møde og dels for at gøre det nemmere for oversætteren. Men rent bortset fra at moderniserende oversættelser altid øger risikoen for hurtig sproglig forældelse, ville det være en æstetisk utilfredsstillende løsning og forstyrre den indlevelse i middelalderuniverset, som er en vigtig del af glæden ved at læse Dekameron.

Jeg har i stedet sigtet mod et sprog, der ikke er moderne – ingen engelske udtryk, ingen moderne begreber og modeord – men heller ikke kunstigt arkaiserende og heller ikke ”gammeldags på den forkerte måde” ved at være knyttet til for sene perioder i fortiden. Oversættelsen indeholder således ingen (håber jeg) ord af fransk oprindelse, for de kom i stort tal ind i dansk i 1700-tallet (tænk på Holberg), men til gengæld mange oprindelig tyske ord, som netop indgik i dansk i middelalderen.

 

Hjælper det at kunne latin?

Det hjælper altid at kunne latin.

 

Er der bestemte træk ved teksten, du har lagt særlig stor vægt på at beholde?

Alle oversættelser kræver, at man afvejer en række konkurrerende hensyn. Forlagets og mit overordnede mål var, at danske nutidslæsere uden særlige filologiske og litteraturhistoriske forudsætninger skulle kunne læse teksten uden alt for store anstrengelser. Det skulle vejes op mod respekten for den kendsgerning, at Boccaccio ikke bare skrev et jævnt og enkelt folkesprog, men betjente sig af en forfinet og udpræget litterær udgave af det og af en mængde retoriske virkemidler, hvoraf mange var hentet i den klassiske tradition. Et karakteristisk træk ved Boccaccios sprog er, som antydet, de ofte meget lange konstruktioner med talløse underordnede bisætninger og indlejrede led, som på den ene side er tættere på de moderne romanske sprogs almindelige sætningsbygning end på moderne dansks, men på den anden side langtfra er så tæt på moderne italiensk, at man bare bør gengive dem ved de langt enklere sideordnede sætningskonstruktioner, som dansk foretrækker.

Jeg har prøvet at nå frem til et kompromis og ramme en form, der på den ene side afspejler Boccaccios stil og på den anden side tager hensyn til, at oversættelsen også gerne skulle have et liv blandt almindelige romanlæsere. Det har jeg bl.a. gjort ved trods alt at forenkle en del af Boccaccios mest komplicerede sætningskonstruktioner og sætte omtrent dobbelt så mange punktummer, som der er i den italienske udgave. Der er stadig mange ganske komplicerede konstruktioner i oversættelsen, men jeg har efterhånden hørt en del af historierne læst højt, og selv prøvet at læse et par stykker højt, og jeg har hver gang glædet mig ved at konstatere, at det faktisk kan lade sig gøre uden stort besvær. Og at tilhørerne godt kan forstå teksten, uden at have den på tryk foran sig. Man kan meget med grammatisk komma – især hvis man husker at sætte startkommaerne.

Ønsket om at give læseren adgang til middelalderuniverset er også årsag til en noget højere grad af bogstavelighed end den, jeg ellers ville vælge. Jeg plejer fx – ligesom vist de fleste andre oversættere – at mene, at det er et udmærket princip, at talemåder o.l. ikke bør oversættes ord for ord, men gengives ved de tilsvarende udtryk på oversættelsessproget. På dansk giver man fx ikke fem flade ører for nogen eller noget, men på engelsk er det to nåle, et strå eller en figen, man ikke giver, og uanset i hvilken retning man oversætter, ville en ordret oversættelse være underlig. En af Boccaccios personer beskrives på italiensk som ”dum som en kikærtevasker”, og på dansk ville det ligge lige for at kalde ham ”dum som en dør”. Det ville være en fuldstændig upåfaldende løsning (bortset fra at nogle læsere måske fejlagtigt ville notere sig, at man åbenbart også sagde ”stupido come una porta” e.l. i Firenze på Boccaccios tid), men man ville miste en del af den kulturhistoriske dimension. Læseren ville nemlig ikke få at vide, at man spiste kikærter i Toscana i 1300-tallet, at de skal skylles, inden de kan tilberedes, og at de folk, der udførte dette arbejde, altså ikke ansås for særlig kløgtige.

 

Er der træk, du er ked af at have måttet ofre?

Hver af de ti dage slutter med, at en af personerne synger en sang, hvis tekst mere eller mindre direkte forholder sig til dagens tema eller til rammehistorien. Desuden indgår der også sange i en håndfuld af historierne. Alle disse sange er konstrueret med faste skemaer og versemål. Allerhelst ville jeg selvfølgelig bevare rimskemaet og versemålet og samtidig gengive indholdet med den samme høje grad af præcision, som jeg har tilstræbt i resten af oversættelsen. Det stødte – som det jo så tit er tilfældet, når man oversætter den slags poesi – lidt firkantet sagt på de forhindringer, at de danske ord, der betød det rigtige, havde et forkert antal stavelser, en forkert trykfordeling eller en forkert endelse. I mange tilfælde optrådte alle tre forhindringer på én gang. Jeg prøvede at få rimene og indholdet til at gå op med versemål, der faldt mere naturligt for dansk end Boccaccios, men det lykkedes ikke. Så forsøgte jeg at give afkald på versemålet eller rimene for at bevare det andet af de formelle træk og indholdspræcisionen. Men heller ikke dét fungerede tilfredsstillende. Løsningen blev derfor den bogstaveligt talt prosaiske at se bort fra såvel rim som versefødder for til gengæld at kunne levere en forståelig og præcis gengivelse af indholdet. Min kone, der er dygtigere til vers end mig, plejer at sige, at jeg bare skal tænke på sangen En, to, tre mariehøner, ”så kommer det helt af sig selv,” men det hjalp altså ikke i dette tilfælde.

 

Thomas Harder (*1959), cand.mag., i italiensk og historie, konferencetolk. Forfatter til ca. 25 fagbøger om italienske emner, rejsebøger, kogebøger, historiske biografier m.m. Har siden 1978 oversat op mod 100 titler (mest skønlitteratur) fra italiensk og engelsk til dansk. Konferencetolk, bl.a. ved Europaparlamentet. Foto: Johan Biilmann

Ti gange ti historier fortalt af ti forskellige personer om ti forskellige emner – det lyder overvældende. Men er der faktisk en tydelig stilistisk skelnen fra stemme til stemme og fra historie til historie? Er der bestemte træk, der adskiller f.eks. de tragiske historier fra de komiske? Kvinderne fra mændene? Hver enkelt person? Eller er det i virkeligheden bogens rammefortæller, der lægger linjen? Hvordan arbejder du som oversætter med bevarelsen af disse stilforskelle, hvis der da er nogen?

Der er et utal af forskellige stemmer i bogen, nogle mere karakteristiske end andre, og en stor stilistisk mangfoldighed – fra det poetiske, højstemte og lærde til det ironiske, folkelige, udpræget jævne og grovkomiske. Der optræder også dialekt – heldigvis ikke ret meget – og parodier på dialekt. De forskelle skulle naturligvis også være til stede i oversættelsen. Men det var for så vidt ikke så anderledes end at oversætte enhver anden historie med et stort mangestemmet persongalleri. Det er et spørgsmål om at lægge mærke til de interne forskelle i teksten, og hvad det er for virkemidler, forfatteren bruger til at skabe dem – ordvalg, syntaks, citater, referencer osv. – og så prøve at genskabe dem på dansk. Hvis man er heldig, fungerer de samme virkemidler også på dansk, og ellers må man bruge nogle andre, der kan skabe den samme effekt (eller en der ligner godt nok). I princippet som enhver anden oversættelse, men med den forskel, at der ikke bare er et sprog, en kultur og et samfundssystem til forskel, men 700 år. En verden til forskel.

| Næste: Europæisk oversætterårsmøde og nyt nummer af oversættermagasin | Forrige: Middelaldermagi i Visby