Tanker i forbindelse med tildelingen af DOF’s ærespris for 2019

Af Helle Thomsen Dalgaard, April 2020

 

En opringning – og så gik tiden … og den går stadig!

Tænk hvis jeg dør, før jeg bliver fejret! Det vil da være svært ærgerligt, synd for jer, synd for mig. Heldigvis vil mine oversættelser leve videre, og det er i princippet det, det handler om. Det gik jeg og tænkte over i coronatågernes påske, hvor død og opstandelse ikke kunne undgå at indtage mit sind. Men tænk hvis jeg havde fået DOF’s ærespris, og vi ikke havde været angrebet af farvestrålende smukke virusser, så havde jeg ikke kunnet starte så dramatisk, men jeg kunne jo så for eksempel være blevet dræbt i trafikken. Det er der så ikke de store chancer for nu, da jeg ikke kommer så meget nede i Århus by, for slet ikke at tale om andre byer.

En underlig tid, og en forunderlig oplevelse, som startede med, at jeg så et ukendt mobilnummer på telefonen og skrev den sms, som jeg altid skriver: ”Hvem er du, og hvad vil du?”. Der kom ingen respons, og så ”krakkede” jeg, og så var det sørme Ulla L, vores revolverskydende formand, der havde ringet, og så blev jeg naturligvis nysgerrig. Jeg ringede op til hende på vej ud til det ugentlige fredagsvinterbad i Jomsborg-vikingeklubben, det var d. 28. februar, jeg glemmer det aldrig (og jeg er ellers ved at være lidt ramt på korttidshukommelsen). Ulla L. svarede, sagde noget med, at det var godt jeg ringede, hun sad inde på Kulturstyrelsen med Erik Skyum Nielsen, og de ville gerne fortælle mig, at jeg var årets DOF-æresprismodtager. Hun var langt væk, de var langt væk, det hele var meget langt væk, først kunne jeg slet ikke forstå, hvad Ulla sagde, men da det endelig bangede igennem, var min spontane respons: ”Hvorfor det?”

Du får lige Erik Skyum, sagde Ulla, og da var jeg allerede ved at smelte ud over sædet. Og Erik Skyum sagde ting om mit oversættervirke, om mangfoldighed og bredde, og han nævnte navne, som nærmest er en del af mig: digteren Vladimir Vysotskij og den moderne russiske prosas grande dame Ljudmila Petrusjevskaja, den bulgarske kalejdoskopiske Georgi Gospodinov og den ukrainske roman-rapper Sergij Zjadan.

Erik Skyum talte, jeg begyndte at forstå, at det virkelig var mit oversætterværk, der var blevet belønnet, at kolleger havde peget på mig, og udvalget havde besluttet. Det var for meget, aldrig i mine livskabte dage havde jeg dog forestillet mig, at dette kunne ske. Jeg flød ud over sædet i vores mini, gemal Preben klappede mig på hovedet: ”Rolig nu, rolig nu”, og han spurgte, om jeg var sikker på, at jeg kunne klare at hoppe i det kolde vand med det overophedede hoved, hans fingre foldede sig om. Men jeg skulle bade, og jeg skulle bare ned i de kolde bølger og dæmpe tankemylderet.

Ulla havde sagt, at jeg ikke skulle lade nyheden flyve ud i verden, før man havde komponeret en pressemeddelelse, og at jeg kunne kontakte Jeppe Naur, da der også skulle findes en dato for officiel prisoverrækkelse. Så blev Jeppe Naur syg, så blev styrelsen corona-nedlukket, og tiden gik, og der kom ikke nogen pressemeddelelse, og det hele blev uvirkeligt.

Da det så blev tid for vores månedlige oversætterstambord i Aarhus, tirsdag d. 10 (vi nåede det lige), og da der ikke var nogen pressemeddelelse, ringede jeg til Ulla og spurgte, om jeg dog ikke kunne fortælle den glædelige nyhed til kollegerne, så jeg kunne give en lille én. Og det fik jeg lov til. Og jeg læste et par digte, og vi snakkede lidt om dette og hint. Pressemeddelelsen modtog jeg d. 23. marts, da var jeg begyndt at føle hele processen absolut drømmeagtig. Men så fik Jeppe Naur gang i kalenderen, og den officielle begivenhed blev fastsat til 14. april, og ja – det blev så også til u-virkelighed, og nu flagrer alting rundt i virusvinden.

 

Værket – udløber af et godt studium

Men – det er rigtigt, jeg har fået prisen, TAK FOR DEN! Og jeg kan glæde mig over, at det jeg gennem årene har kæmpet for og hæget om, leget med og ind i mellem forbandet, det er blevet set, det har sat et aftryk, det har gjort en forskel åbenbart. Jeg er meget glad for de formuleringer i pressemeddelelsen, der slår på mit formidlingsgen, om jeg så må sige: ”Hun er også en fremragende formidler af den kultur, hun oversætter fra”. Jeg har ganske rigtigt skrevet meget om russisk og bulgarsk litteratur og kultur, og jeg har stået fast på små efterord til mine oversættelser, aldrig forord, men en sløjfe i enden til de læsere, der måtte ønske lidt mere viden. Ordet ildsjæl er brugt, og det varmer, ikke fordi ilden er ved at dø ud, men fordi mange års utrættelig kamp nu honoreres. Hvor er jeg dog glad.

Min samlede værksliste er ikke voluminøs som de fleste andre pristageres, til trods for min ikke ringe alder. Jeg har fra sidst i 1970’erne og frem til 2009 oversat i min fritid, i weekender og i ferier. Jeg havde et dejligt boghandlerjob, der tog sit udgangspunkt i mit studiejob i Akademisk Boghandels slaviske afdeling (boghandlen på ÅU). Denne afdeling blev jeg leder af i 1978, da jeg blev kandidat ved at afslutte mit bulgarskstudium. Boghandel med indbygget vidensdeling var min hovedbeskæftigelse frem til 2009.

 

Studierne – formidlingsforståelse

Jeg startede på russiskstudiet i 1964. Vi lærte tidligt på studiet formidlingens kunst, begyndende med at man skulle forklare folk, at man ikke behøvede at være kommunist for at læse russisk. Der var masser af foreteelser, man kunne interessere sig for, ud over det politiske. Jeg skal lige tilføje, at jeg startede på studiet ud fra ønsket om at læse klassisk russisk litteratur, men blev fanget ind af 1920’ernes eksperimenterende kunstliv, og jeg endte med at blive totalt involveret i moderne russisk litteratur, kunst & kultur. Siden kom den moderne bulgarske litteratur til. Og jeg har for øvrigt aldrig oversat noget klassisk litteratur, hverken fra russisk eller bulgarsk, lige bortset fra små citater. Jeg vil det moderne.

Helle Dalgaard med Georgi Gospodinovs Melankoliens fysik ved den danske udgivelse i 2017.

Fra august 1968 til juni 1969 var jeg på et studieophold ved MGU, Moskvas Statsuniversitet, et stipendium der var funderet i kulturaftalen mellem Sovjetunionen og Danmark. Det ophold gjorde det klart for mig, at jeg havde en moralsk forpligtelse til at viderebringe min viden, til at oversætte, overflytte, videregive noget af alt det, der gemte sig i den moderne sovjetlitteratur, og som ingen skrev om. For det var ikke bare en sort-hvid tilstand lig med totalitær kunst kontra dissidentkunst, der var masser af vedkommende og rigtig god prosa, som oftest kun trykt i tidsskrifter, litteratur der befandt sig i et grænseland. Men den var der. Og den blev trykt.

Det gode ved russiskstudiet var, at der var en frugtbar kontakt på tværs af årgangene, i meget højere grad end på de andre filologiske studier. Man blev trukket med, hvor tingene skete, og blev tidligt kastet ud i formidlingsfunktionen. Blandt andet udgav de studerende på slavisk institut en publikation: ”Khronika”, under kyndig styring af daværende magisterstuderende Kjeld Bjørnager, senere lektor og Tjekhov-drama-oversætter par excellence. I ”Khronika” fik jeg mine første oversættelser trykt – publikationen blev til ved hjælp af spritduplikator, nogen husker nok, hvad sådan en dims var for noget. Samizdat i Sovjet, samizdat på slavisk, det var en markedsplads, og vi håbede, at nogle forlag ville bide på. Vi boltrede os og videregav vores viden via oversættelser. Det gav mulighed for seriøst at prøve kræfter med oversætterkunsten, vi vidste, at vi var forpligtede, for teksten blev læst af eventuelle interessenter. Der var bud efter os russiskstuderende til tolkeopgaver og oversættelsesopgaver, og vi sprang ud i det med begge ben. Ikke alle engagerede sig så meget som jeg, for de fleste var det en del af studiet. For mig blev det en last. Jeg fik færten af den fede fornemmelse, det giver at omsætte en russisk tekst til dansk. Her opstod glæden ved at kæmpe med en tekst og videregive originalens stemme, det var en stor udfordring og en stor tilfredsstillelse, når det lykkedes.

Bifaget bulgarsk kom ind på lystavlen som en nødløsning, og hvor har jeg dog været glad for, at jeg valgte den løsning. Det har givet mig så utrolig mange anderledes oplevelser. Oprindelig plan var kunsthistorie, men det blev for uoverskueligt, med barn og arbejde i boghandlen. Og et sommerkursus i Sofia i 1972 slog hovedet på sømmet. Dengang ansatte man jo rask væk undervisere, hvis der var kunder i butikken, altså studerende, og der kom tre kunder til bulgarsk, Man ansatte en ekstern lektor, Pirinka Penkova Pedersen, bosiddende i Odense. Hun tændte min interesse for den moderne bulgarske litteratur og blev siden ”støttepædagog” på min første romanoversættelse fra bulgarsk, Guldets pris.

Jeg havde brugt meget tid og mange ord og salgstricks under russiskstudiet over for forlag og tidsskrifter med diverse forslag. Hos Gyldendal var der ikke noget at komme efter, der var man kun interesseret i Solsjenitsyn, hvilket naturligvis var af uovertruffen betydning, men man kunne måske have forsøgt at udvide horisonten lidt. Men nej. Vindrose var mere åben, men, men, men … Erik Vagn Jensen var jo også på venstrefløjen. Tænk, sådan var reaktionerne.

Og det var det elendige, at litteraturen blev spejlet i ideologiens spejl. Forlagene så propaganda i din sjæl, når du skrev, at her var der faktisk noget rigtig god moderne russisk prosa. Jeg erindrer, hvor rasende jeg blev, da jeg fik negative svar på en henvendelse til forskellige forlag om Andrej Bitov, som jo siden blev et topnavn. Han var ikke dissident, men var sprogekvilibrist og en enestående behersker af æsopsproget, som gjorde at hans ”uskyldige” prosa rummede to planer. Sidenhen lykkedes det heldigvis Per Dalgaard at overtale Gyldendal til at udgive Bitovs storværk Pusjkinhuset (1988)

Mange var forsøgene, jeg vil her lige nævne Ljudmila Petrusjevskaja, som jeg mødte i 1972, og som overhovedet ikke kunne trykkes i Sovjet, hun var en absolut outsider. Hun skrev ikke konkret om politiske materier, kritiserede ikke direkte systemet, men hun skrev noveller om mennesker, der i ”det bedste af alle samfund” levede i en ussel virkelighed, udsigtsløs og grå, det kunne man ikke trykke i Sovjet, fordi hun viste, at samfundet ikke var, hvad det udadtil gav sig ud for at være, hun viste at mange mennesker var ulykkelige. Men hendes prosa var heller ikke spændende for danske udgivere, fordi det manglede det direkte politiske udsagn.

 

Husets Forlag

Det store held for mig og for andre oversættere fra ”mærkelige sprog” dengang i 1970’erne var, at Århus var blevet hjemsted for en enestående institution, et kommunalt forlag, som havde en redaktør, Carsten Koed Hansen, der ville udgive anderledes litteratur. Han havde næse for ting, der var substans i, han ville vise danske læsere, at der var andet end anglo-amerikansk litteratur. Som nogle vil huske, lykkedes det Husets forlag at udgive flere nobelpristagere, før de fik prisen, såsom Czeslaw Milosz, Wislawa Szymborska og Tomas Tranströmer.

Sergij Zjadan og Helle Dalgaard med dansemusik i høretelefonerne på LiteratureXchange 2018.

Jeg kom med i en bulgariensgruppe, og så kørte Orientekspressen. Vi var faktisk tre oversættere den gang, Gunnar Nissen (multitalent med både bulgarsk & serbokroatisk), Erika Knudsen (magister fra Slavisk Institut i Århus) og mig selv. Carsten Koed bad os komme med forslag til udgivelser, vi skulle argumentere for vores valg, og så skulle der oversættes. Hvad kan

man ønske sig mere! At det så blev en anelse mere kompliceret (økonomi og den slags mindre detaljer), kommer vi ikke ind på her.

Hvor der ikke var udkommet noget oversat fra bulgarsk siden år 1900, kom der nu en bølge, på 20 år otte bulgarske titler. Jeg fik i alt 4 bulgarske titler ud på Husets Forlag. Alle fik fine, og ind i mellem lidt aha-agtige anmeldelser. Min sidste bulgarske titel på Husets forlag: Georgi Gospodinovs En naturlig roman blev en bestseller til alles forundring, en totalt weird og kalejdoskopisk roman, med lokum, fluer og verdens tilstand som hovedtema. Meget u-bulgarsk og dog så hjerteskærende bulgarsk. (Læs den! – Blev sidenhen genudgivet af Jensen & Dalgaard i min redigerede udgave).

Så kom også den (sovjet)russiske stemme ud i æteren. Med sin uforlignelige koldblodighed besluttede Carsten Koed efter min oversættelse af Guldets pris, at nu skulle der laves guld, forlaget skulle simpelthen udgive Vladimir Vysotskij, den russiske, fandenivoldske digter, trubadur og skuespiller, som indtil videre på et ikke-slavisk sprog kun var udkommet i DDR i et lille hæfte. Carsten Koed havde læst om denne kultperson, der konstant balancerende på knivsæggen i sine tekster. Jeg tror Carsten spejlede sig lidt i denne ”oprører”. Og jeg sprang ud i det med begge ben, Til marv og ben (1984) blev den danske titel, mit forslag. 12 sange blev gjort sangbare og sat på noder af Lars Forchhammer, københavnsk russist. Forlagssucces, to oplag, heraf det første på 1000 eksemplarer. Det er den bog, der har givet mig flest bibliotekspenge. Jeg rødmer lidt, når jeg nu ser oversættelsen, der er lidt vel mange karkluderim, som også en af anmelderne skrev, jeg havde været meget tro mod teksten, der har jeg med tiden lært at give slip.

 

Oversætterdramatik

Vladimir Vysotskij og jeg udkæmpede en hård kamp, blandt andet smadrede jeg min meget fine elektriske IBM-skrivemaskine, dyrt indkøbt i begyndelsen af ’80-erne ved at hamre næverne ned i tastaturet i raseri over hans ind i mellem noget ”besværlige” passager. Maskinen gik til skrot, men alt endte godt, hø-hø.

Der har været mange dramatiske oplevelser i forbindelse med de forfattere, jeg mødte og gerne ville oversætte eller skulle oversætte eller havde oversat.

En af de mere skelsættende tildragelser fandt sted i forbindelse med min hjemrejse fra en måneds forskerophold i Moskva midt i 1970’erne, hvor jeg havde set en del til forfatterinden Ljudmilla Petrusjevskaja, som levede en kummerlig tilværelse med en dissidentmand, der var syg, to sønner, der var præget af situationen og en nyfødt lille pige. Hun skrev sine ætsende, sorte, sociale, urealistisk realistiske noveller til skrivebordsskuffen om natten og levede af sine oversættelser fra polsk, samt noget tv-arbejde.

Jeg fik nogle af hendes noveller med i bagagen, da jeg skulle tilbage til DK, med henblik på at forsøge at få et dansk forlag til at se lyset – de blev gemt mellem min snavsede underbukser. Jeg rejste med tog Moskva – København, direkte forbindelse via Warnemünde – Gedser, gennem Hviderusland, jeg havde masser af bagage og ingen vestlig valuta. Ved grænsen mellem Hviderusland og Polen blev jeg tilbageholdt med bagagen, og alt blev grundigt undersøgt. Jeg ventede længe i et indelukke og kom så op til tre strenge herrer, der sad i halvmørke, med et spotlight på stolen, hvor jeg skulle sidde. De tre KGB -mænd fandt breve fra nogle dissidentkunstnere, som jeg skulle videresende fra Danmark, de blev naturligvis konfiskeret, men det var ikke nok. KGB-folkene blev ved, og så fandt de novellerne. ”Ahaaa! Hvad har vi her? Ved De ikke, at det er ulovligt at udføre den slags, hvor skal det trykkes?” Der stod ikke engang hendes navn på teksterne, men de havde helt tjek på, at de havde fundet, hvad de ledte efter. Jeg forklarede, at det skulle oversættes, ikke trykkes på russisk, der var ikke tale om nogen omgåelse af det sovjetiske trykkemonopol. Men – sket var sket, hun fik ubehageligheder, og jeg kunne ikke få indrejse tilladelse i to år.

Ljudmila Petrusjevskaja og Helle Dalgaard på Louisiana Literature 2015.

Der er mange kuriøse tilfælde, kun lige til sidst lidt pral: Blaga Dimitrova, bulgarsk digter, en klog kvinde, i sine unge dage brændende kommunist, i sin sene alder aktiv i den først stille, siden mere markante opposition, udkom på Husets forlag i 1986 med digtsamlingen Stemmen i min oversættelse. Hun blev i 1988 inviteret til Husets Forlags litteraturfest ”Litteraturen på Scenen” , hvor Balkan skulle være i centrum, og pludselig fik jeg en opringning fra hende, ret exceptionelt. Hun snublede over ordene: ” Helle, helt kort, jeg kommer ikke til festivalen, Levtjev vil ikke lade mig rejse”. Ljubomir Levtjev var formand for Den Bulgarske forfatterforening, en skrækkelig pamper. Jeg aftalte med Carsten Koed, at jeg skulle ringe til manden og slå i bordet. Og det gjorde jeg, jeg sagde noget om, at hvis Dimitrova ikke fik udrejsetilladelse, ville vi kontakte pressen (Carstens hofnummer) og klage via Det Danske Kulturministerium. Levtjev var hysterisk (og sikkert beruset), han råbte, at han var en meget bedre digter end Dimitrova, jeg skulle bare oversætte ham, så ville han komme, jeg lagde røret på. Få dage efter ringede Blaga Dimitrova og sagde: ”Jeg kommer. Jeg får udrejsepas. Levtjev har sagt ja! Jeg ved ikke, hvad der er sket!” Men det vidste jeg. Totalt absurd. Og jeg græd af glæde.

 

Heltidsoversætter

Sidenhen lukkede Husets Forlag, jeg havde en lang pause som oversætter, hvor jeg primært var boghandler og skrev lidt artikler, og så kørte oversætterbussen igen fra 2009, hvor universitetsboghandlens slaviske afdeling lukkede. Siden da har jeg været heltidsoversætter, jeg er langsom, men har et dejligt flow, det har været en fed oplevelse at kunne koncentrere sig om teksten oven på mange års staccato-oversættelser, som jo er tidskrævende, fordi man, hver gang man sætter sig med teksten, nærmest skal starte forfra. (Og det var også trælst for gemalen indimellem).

Efter 2009 indledte jeg et samarbejde med tidligere lektor ved slavisk institut Svetlana Shuvalova, hun er min sparringspartner på det russiske, hun er så god til dansk, at hun kan forstå mine problemer i det russiske, og vi finder vejen sammen. Vi hygger os med ordene, skændes lidt ind i mellem og nyder en rejemad eller andet ved mit og Prebens spisebord, som også er mit arbejdsbord.

En dag i december måned i 2014 blev jeg kontaktet af forlaget Jensen & Dalgaard, og det forlag har jeg været knyttet til lige siden. Det er så stor en fornøjelse at opleve deres entusiasme og arbejdsomhed og at følge deres spændende udgivelser inden for mange genrer, ikke mindst deres oversættelser fra de ”sjældne” sprog (reklame, reklame). De henvendte sig til mig om en russisk roman, (som jeg ikke ville oversætte, jeg siger nej tak til tekster, der ikke er mig), og jeg foreslog dem noget bulgarsk: Georgi Gospodinov – Melankoliens fysik. Og derved blev det!

Og jeg fortsætter med at oversætte til jeg dør, eller i hvert fald så længe hoved og fingre kan, forhåbentlig mange år endnu, for der er så mange tekster, der fortjener at nå ud til de danske læsere.

 

Blaga Dimitrova: Profeti

Til Konstantin Pavlov

 

Ordets time vil slå,

når du mindst venter det.

 

Sandheden vil tromme

som forårsregn på et bliktag.

 

Ordenes floder vil stige

opad, opad, tilbage til kilden.

 

Sten vil gå i skred,

og hver vil være sin vægt værd.

 

Træer vil briste i gråd

og røre ved stjernerne med de afskårne fingre.

 

Og alle løgne vil blive

hævnet.

 

Men det bliver ikke en blodig hævn,

det bliver en blodtransfusion

med ordets skalpel.

 

Fra samlingen Stemmen, Husets forlag 1986

 

 

 

| Næste: Middelaldermagi i Visby | Forrige: At bearbejde Bibelen II – om kirkeligt klubsprog, vovede ord og genindførelse af engle