Her bringer Babelfisken de to taler der blev holdt, i forbindelse med overrækkelse af Knud Elfelts mindelegat til Juliane Wammen ved Blixenpris-festen i Folketeateret den 24. maj.
Først talte Jakob Levinsen, som begrundede juryens valg af Juliane Wammen således:
Af Jakob Levinsen
Kjeld Elfelts mindelegat er et hæderslegat, der er opkaldt efter prominente oversætter Kjeld Elfelt og uddeles af Dansk Oversætterforbunds bestyrelse. Det er blevet uddelt med mellemrum siden begyndelsen af 1990’erne, er i dag på 10.000 kr. og uddeles her i aften for 16. gang.
Fundatsen for Kjeld Elfelts Mindelegat lyder:
Legatet tildeles en yngre oversætter, der har oversat betydelige skønlitterære værker med glæde og fantasi.
Nu er mange af os oversættere jo ydmyge folk, der nærmest kan leve højt i ugevis på blot at blive nævnt ved navn i en forlagsannonce eller en anmeldelsesmanchet. Derfor er det også en særlig glæde at kunne uddele dette års legat til en oversætter, der ud over sine egne litterære kvalifikationer også udkæmper en vedholdende kulturpolitisk og organisatorisk kamp på mange fronter for at synliggøre og skabe respekt omkring oversætterfaget.
Legatet går i år til en oversætter, der siden midten af 00’erne har skabt en række højt kvalificerede oversættelser af primært engelsksproget litteratur fra mange forskellige kulturer, perioder og sprogtoner.
Der er tale om en oversætter, der bogstavelig talt begyndte på toppen – nemlig med Virginia Woolf – og siden har arbejdet sig opad. Det er sket med såvel formfuldendte ældre klassikere fra begyndelsen af forrige århundrede som Woolf og Henry James, som med moderne krimier fra øverste stilistiske skuffe, det være sig det forblæste Yorkshire hos Peter Robinson eller det labyrintiske New York hos Colin Harrison.
Og det sker i form af højaktuelle værker med kulturelt og racemæssigt konfliktstof som Kate Tempests britiske ”De sten der byggede husene”, Dambudzo Marecheras ”Sultens hus” fra Zimbabwe, Jesmyn Wards sydstatsamerikanske ”Syng, levende og døde, syng” – og senest, fra en ganske anden ende af det amerikanske samfund, Elif Batumans dannelsesroman fra Harvard University og omegn med titlen ”Idioten,” der udkom i februar i år.
Prisvinderen er – selvfølgelig, havde jeg nær sagt – Juliane Wammen. Juliane, kom herop.
For et par år siden oversatte du tillige den nu afdøde englænder Jenny Diskis rejsebog ”På skøjter til Antarktis.” Titlen kan for så vidt også ligne en ganske dækkende beskrivelse af den litterære oversætters hverdag.
Det nævnte udvalg af titler er som antydet heller ikke lige lystige fortællinger alle sammen. Men uanset om så danske medier og andre mellemlag bagefter kan finde ud af at kreditere oversætterne efter fortjeneste, er kompetente oversættelser fra fortid og nutid og nær og fjern ikke alene altid en glæde at læse. De kan så sandelig også være en fantasifuld fest og tilsvarende værd at fejre. Hjerteligt tillykke.
Juliane takkede med denne tale:
Af Juliane Wammen
Da jeg fik besked om at jeg havde fået prisen her, blev jeg meget glad og beæret. Fordi det er en kollegial pris, dette her. Og hvis der er nogen, jeg har respekt for, så er det mine oversætterkollegaer.
Litteraturen i Danmark ville være så meget fattigere uden oversættelser. Grunden til at vi står her i vores fine tøj og fejrer litteraturen, er jo, at den på en så intim og direkte måde gør verden større, mærkeligere, skævere og måske endda lidt mere forståelig, fordi vi kan træde ind i verdner, vi ikke ellers har adgang til, med et åbent sind og uden frygt. Lige nu forekommer det vigtigere end nogen sinde at skabe den kontakt mellem mennesker, at være reelt åben over for radikalt anderledes livssyn, så vi ikke ender med at stå og råbe skingert ad hinanden i hvert sit hjørne.
Og god litterær oversættelse er den eneste måde, vi reelt kan få adgang til de minimum 90 % af verdenslitteraturen, der er skrevet på sprog, vi ikke forstår.
Jeg vil derfor gerne dele æren for den her pris med mine oversætterkollegaer, som generelt er en flok hårdtarbejdende, litteraturelskende, introverte, lettere drukfældige, men især utroligt hjælpsomme mennesker, som helt konkret og hver eneste dag skaber forbindelser mellem mennesker gennem litteraturen og på den måde gør verden større.
Pengene vil jeg til gengæld gerne selv beholde, for selvom litterær oversættelse er en kunst, og en glæde og berigelse, både for oversætteren og læserne, så bærer arbejdet ikke kun lønnen i sig selv. Tak.
Og til sidst et gruppebillede af alle Blixenprisvinderne – tillykke til dem!
Fotos: Peter Kirkeskov Rasmussen