Som den kun anden amerikanske forfatter vandt Texas-fødte George Saunders i aften dette års Man Booker-pris for sin roman, Lincoln in the Bardo (Bloomsbury). Romanen er en gribende, fantastisk beretning om en nat i Abraham Lincolns liv, to dage efter sønnen Williams død. Sønnen befinder sig i “bardo”, et tibetansk buddhistisk begreb for en tilstand mellem liv og død, og romanen undersøger i en flerstemmig komposition af fineste slags de store spørgsmål omkring død, sorg og livets muligheder og mening.

Romanen er Saunders’ første, han er ellers bedst kendt for sine fremragende noveller, hvoraf samlingen Tenth of December er udkommet på dansk, oversat af Jakob Levinsen (Tiende december, Ordenes By 2014). Foreløbig er det den eneste danske oversættelse af Saunders, men man må håbe, at Booker-prisen vil få et modigt dansk forlag til hurtigst muligt at få oversat både prisvinderromanen og forfatterens øvrige værker. De er i den grad værd at gå i gang med. Læs mere om romanen og forfatteren her.

Prisen er siden 1969 blevet uddelt hvert år til en roman udgivet samme år på engelsk og udkommet i Storbritannien. Tillykke til George Saunders, der foruden æren får £50.000 og kommer i selskab med utallige fine værker og forfattere. Og tillykke til Jakob Levinsen, der desuden har oversat den nylige nobelprisvinder, Kazuo Ishiguro.

Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.