Af Kirsten Marie Øveraas
Første del om de dårlige undertekster i artiklen ”Trick eller behandle?” handler om, at du som seer selv har et ansvar for, at de findes. Her går oversætter Kirsten Marie Øveraas i dybden og slår til lyd for en mere nuanceret kritik af de dårlige undertekster – og de knap så dårlige.
“Det er ikke en ged, men en mammut”
Ovenstående var en undertekst til serien “Better Call Saul”, da der blev sagt: “Like they say in Silicon Valley: It’s not a bug, it’s a feature”. Mit bedste bud – og det er virkelig ikke særlig godt – på, hvad underteksten skal betyde, er noget med, at det ikke bare er en ged, der er blevet barberet, men en mammut; det er altså noget rigtig stort, der er blevet udrettet. Hvorfor de skulle gå og sige sådan i Silicon Valley, aner jeg ikke, og allerede i det øjeblik, hvor jeg som seer er nødt til at gruble over, hvordan underteksten skal forstås, har den fejlet.
Gode undertekster er usynlige, fordi de umærkeligt glider ind gennem øjnene og får en til at føle, at man er verdensmester i det fremmedsprog, der bliver talt på skærmen. Dårlige undertekster er, groft sagt, de undertekster, man lægger mærke til. Det betyder også, at det sjældent bliver bemærket, når man som billedmedieoversætter gør et godt stykke arbejde.
Men at finde dårlige undertekster er noget nær en folkesport. Når jeg fortæller folk, at jeg lever af at oversætte tv, kan de fleste komme med eksempler på hovedrystende, bizarre og sindssygt morsomme undertekstningsfejl. Dem skal jeg så stå på mål for, og det kan jeg ofte ikke. Jeg er nemlig helt enig i, at der er rigtig mange dårlige undertekster derude – og det er der mange gode grunde til, som jeg har skrevet om i artiklen ”Trick eller behandle?”.
Den unuancerede kritik
Der er masser af kritik af undertekster, og nogle gange er den indlysende berettiget. Men andre gange er kritikken hverken særlig nuanceret eller kvalificeret. Desværre skyldes det nok blandt andet, at der er så mange dårlige undertekster på markedet, at det er blevet nemt at råbe “Den er dååårlig!”, hver gang man ser en oversættelse på skærmen, der skurrer en anelse. Men jeg tror også, at den unuancerede kritik skyldes en manglende viden om oversættelse generelt og om undertekstning specifikt – helt forståeligt, for det er ikke noget, der bliver talt særlig meget om – men det vil jeg gøre i denne artikel.
Der står jo ikke det, der bliver sagt!
Den klassiske kritik af undertekster er variationer over temaet “der står jo ikke det, der bliver sagt”. Men hvis det er ens kritik, så er man gået galt i byen helt fra start af flere grunde.
For det første: En oversættelse kan aldrig være “det, der bliver sagt” – det er simpelthen en selvmodsigelse. Oversættelsen skal netop være anderledes end forlægget, for selve sproget skal jo ændres. Det lyder banalt, men det peger alligevel på det helt grundliggende skisma, som al oversættelse bygger på: At oversætte noget til “nøjagtig det samme, bare på et andet sprog” er en umulighed. For allerede i det øjeblik, vi skifter sprog, ændrer vi jo de ord, vi oversætter. De føles anderledes i munden, de rimer anderledes, skifter stavelsesantal, mister delbetydninger, kulturelle referencer, associationer, muligheder for ordspil osv. Man kan aldrig oversætte til “nøjagtig det samme”. Oversættelsen vil altid allerhøjest kunne blive ækvivalent til forlægget, og kunsten er så at gøre den ækvivalent på så mange parametre som muligt – og på de helt rigtige. Og valget af de parametre, samt overhovedet at finde frem til dén oversættelse, der er ækvivalent på dé parametre, er det, som oversættelse går ud på.
Underteksternes mange begrænsninger
For det andet bliver det endnu mere kompliceret, når der er tale om undertekster, hvor der er nogle benhårde tids- og pladsbegrænsninger, der skal overholdes. Fordi mennesker taler meget hurtigere, end man kan nå at læse, er man nødt til at kondensere i det, der bliver sagt, når man laver undertekster. Hver undertekst er simpelthen nødt til at stå et vist antal sekunder (afhængigt af hvor meget der står i den), for at seeren kan nå at læse den – og samtidig se fjernsyn.
Dertil kommer, at der kun må være to linjer med hver kun 37 anslag (eller 39 eller 40; det varierer lidt afhængig af afviklingen), at der kun må være én taler pr. linje, at teksterne skal af og på i takt med klippene (med 1/25 sekunds nøjagtighed) m.m. Og så er undertekstning jo ikke blot oversættelse fra ét sprog til et andet, men også fra ét medie til et andet, nemlig fra tale til skrift, hvor talesproget med alle dets tøvelyde, grynt, tonefald og ugrammatiske sætninger skal klemmes ned i en retskrivningsordbogskorrekt skriftform.
Mange nuancer af dårlig
Tids- og pladsbegrænsningerne og oversættelseskunstens helt grundliggende præmisser gør altså, at en undertekst altid vil være en beskåret, fortættet version af det, der bliver sagt på skærmen. At undertekste går simpelthen ikke ud på “at skrive det, der bliver sagt”, men på bedst at formidle det, der bliver sagt, på den meget begrænsede tid og plads, der er til rådighed. Og netop fordi der skal træffes så mange valg i processen, vil to undertekstninger af det samme aldrig blive ens. Derfor kan en “god” undertekstning af en replik se ud på mange forskellige måder, ligesom at der er mange nuancer af “dårlig”. De dårlige underteksters spektrum spænder fra, at man som undertekstningskritiker er uenig i oversættelsen, til at den er klokkeklar, pandeklaskende ukorrekt. Og derfor giver det tit mening at have en mere nuanceret diskussion af undertekster end bare ”god” eller ”dårlig”.
Nogle “dårlige” undertekster
For nyligt diskuterede jeg (igen) undertekster på Twitter, og folk kom med forskellige eksempler på dårlige undertekster, de havde set. Lad os se på nogle af dem – og vi starter med en nem:
Fra “Reaper”, sæson 2, afsnit 6 (Netflix). Foto: Mette Rasmussen.
Originalen lød: “Apparently bug fighting is huge in Japan.”
Ja, her kan vi nok godt blive enige om, at det er en af de rigtig dårlige undertekster. Selv hvis man er god til engelsk, er det svært at gætte undertekstens betydning, og her bør enhver seer blive rasende og forlange sine penge retur. Underteksten lader til at være en maskinoversættelse, der så er blevet krydret med et forkert komma uden mellemrum efter. Og maskinen har endda skullet oversætte noget, vi ikke umiddelbart har et dansk ord for, nemlig “bug fighting”. Her ville en god undertekst ikke blot kræve et menneske, men en oversætter med indsigt i hele konteksten, der kunne opfinde et godt ord til lejligheden, og den bedste løsning ville måske være helt at omformulere sætningen.
Fra ”Better Call Saul”, sæson 1, afsnit 4 (Netflix). Foto: Peter Brodersen.
Originalen lød: “Like they say in Silicon Vallery: ’It’s not a bug, it’s a feature.’”
Her er undertekstningen heller ikke lykkedes særlig godt, for som nævnt forstår jeg simpelthen ikke, hvad den skal betyde. Men samtidig føler jeg med den kollega, der har stået for den. For hvordan ville en god undertekst have set ud? Hvis vi går ud fra, at Silicon Valley-konteksten er vigtig at nævne, har vi én linje tilbage, altså 37 anslag, til at skrive en mundret og rapkæftet dansk version af “It’s not a bug, it’s a feature” – allerhelst en, der medtager computerslangudtrykket. Nogen bud?
Det er især ordspil, der lider under underteksternes begrænsninger, og en typisk løsning ville være en lidt slatten omformulering a la “det er altså med vilje” på en så mundret, rapkæftet og computerslang-agtig måde som muligt. Nogle gange kan det ikke blive bedre end det.
Fra “Under the Dome”, sæson 1, afsnit 3 (Netflix). Foto: Peter Brodersen.
Originalen lød: “It’s a small town, kiddo.”
Her bliver det mere speget. Hvis man skal kalde denne undertekst for dårlig, skal det være, fordi den er ufrivilligt komisk. Eller måske er den med vilje komisk, men på et upassende sted. Spørgsmålet her er altså ikke, om oversættelsen betyder det samme som forlægget, men om den udtrykker betydningen på samme måde, som forlægget gør. Jeg har tilfældigvis selv oversat det afsnit af “Under the Dome” til TV2 og diskuterede faktisk med en kollega, hvordan jeg skulle oversætte det lidt nedladende, lidt gammeldags ”kiddo”. Jeg endte med at skrive “Det er en lille by, sønnike”, som jeg syntes ramte tonen godt, men som ikke er nær så nedladende, som jeg opfatter “Sven Bent”-løsningen. Det er et spørgsmål om ret subtile nuancer, hvilken af de to man synes bedst om, og afvejningen kan kun være subjektiv. Som det næsten altid er tilfældet, når det handler om (fiktions-)oversættelse, kan man ikke kåre en af dem til at være “rigtig” eller “korrekt”, men man kan selvfølgelig argumentere for, at den ene eller den anden fungerer bedst.
Det er også nuancerne, der er på spil i det sidste eksempel:
Fra “Breaking Bad”, sæson 5, afsnit 6 (Netflix). Foto: Peter Brodersen.
Originalen lød: “Shall we talk money?”
Her kan man mene, at underteksten tager opmærksomheden fra det, der er vigtigst, nemlig ”Breaking Bad” på skærmen. Det gør den, fordi oversættelsen til “prutte” af “talk money” er i et helt andet stilleje end forlægget, selv om den leksikale betydning jo er den samme. Og stillejet eller sprogtonen skal oversættes, lige så vel som ordene skal. At bruge ordet “prutte”, endda uden at lade det indgå i den sædvanlige sammenhæng, “prutte om prisen”, er virkelig sjovt, men det er bare ikke meningen, at det skal være en sjov replik. Her er problemet ikke maskinoversættelse eller et svært ordspil, men måske nærmere, at oversætterens kærlighed til sprog har taget lidt overhånd. Her er tydeligvis tænkt over en løsning, som både er kort og mundret, og selv om den måske stikker lidt for meget ud, er den faktisk også ret elegant og kompakt og har en fin krejler-konnotation, som passer godt til konteksten. Måske er den alligevel ikke så dårlig?
Cikel?
Jeg har set masser af seerklager over ord, der var “stavet forkert”. En af de mest mindeværdige var over brugen af ordet “cykel”, der ifølge seeren skulle staves “cikel” i sammensætninger, fx “cikelløb” og “racercikel”. I det tilfælde gik seeren, der klagede, ud fra, at underteksteren tog fejl – i så høj grad, at han ikke engang lige slog op i en ordbog, før han sendte klagen af sted. Men bag undertekstninger sidder der ofte en oversætter, der er højt kvalificeret inden for sprog, kultur, oversættelse og formidling, og som har brugt lang tid (typisk en fuld arbejdsdag på et kort 25-minutters afsnit af en simpel tv-serie) på undertekstningen, herunder på at tjekke fakta, researche slang- og fagudtryk, polere sproget, se igennem, læse korrektur og tage højde for undertekstningens begrænsninger. Mens man som seer typisk har tre-fire sekunder til at læse underteksten og bedømme den. Og nogle gange er det seeren, og ikke den højt kvalificerede sprogarbejder, der tager fejl. Nogle gange skal tvivlen komme underteksteren til gode, før man råber “dåårlig!” ad en undertekst.
Så husk, når du kritiserer en undertekst:
- at have tiltro til underteksteren
- at man aldrig kan få det hele med i en oversættelse
- at der er strenge grænser for, hvad der er tid og plads til at skrive
- at der aldrig kun er én korrekt oversættelse.
- Når du har husket på de fire punkter, og underteksten stadig ikke giver mening eller bare er helt forkert, så værsgo at blive sur. Bare fyr den af, giv den gas, klag til tv-kanalen eller streamingtjenesten, og send svinere ud på Twitter, så vi kan få højnet niveauet for de undertekster, der faktisk er dårlige.
Artiklen er oprindeligt skrevet til www.netudgaven.dk.
Kirsten Marie Øveraas er cand.mag. i engelsk og har de sidste ti år leveret undertekster til bl.a. DR og TV2 fra svensk, norsk og engelsk. Sideløbende har hun været ekstern lektor ved Københavns Universitet i oversættelsesteori og har skrevet bogen “Ti faldgruber – oversættelse for ikke-oversættere”, som udkom i 2014: www.tifaldgruber.dk
Trackbacks/Pingbacks