Her følger Charlotte Jørgensens motiveringstale samt Mich Vraas takketale.
Først får Charlotte Jørgensen ordet:
Kære Mich, kære gæster
Da jeg for nogen tid siden blev ringet op af Kulturstyrelsen og spurgt om jeg ville holde tale for Mich Vraa i anledning af at han var blevet tildelt Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2014, sagde jeg uden tøven ja tak. Dels blev jeg vældig glad på Michs vegne – dels tænkte jeg at om Mich Vraa kunne jeg sige temmelig meget. Måske endda noget morsomt. I løbet af samtalen gik det op for mig at det ikke var anekdoter om Mich jeg blev bedt om at fortælle. Næh, her var der tale om noget mere alvorligt: en såkaldt motiverende tale. Så i den sidste uge har jeg gået og tænkt på en eneste ting: Hvad er det der gør Mich Vraa til sådan en suveræn oversætter?
Hvad er en god oversættelse overhovedet? Det er et af de spørgsmål det er let at stille, men som – hvis man først begynder at tænke dybere over det, kan vise sig virkelig svært at besvare. For lige så let det er at forklare hvorfor en dårlig oversættelse er dårlig, ligeså indviklet kan det omvendt være at definere hvad der gør en god oversættelse god. Det forhold har noget at gøre med, at når en oversættelse virkelig fungerer, så lægger man som læser ikke mærke til dens karakter af oversættelse.
Det er der en i denne kreds kendt og nu også prisbelønnet oversætter der har formuleret på denne måde:
”Den gode oversættelse bemærker man ikke. Den påkalder sig ikke opmærksomhed, ja, nogle siger, at den er usynlig. Den er, vil jeg påstå, som regel resultatet af en delvis ubevidst proces. Oversætteren læser en tekst på for eksempel engelsk, sætningerne strømmer ind gennem hans øjne på originalsproget, kører gennem den højre hjernehalvdel som en hulstrimmel og forlader hans krop via fingerspidserne, nu på korrekt, smukt, stilpræcist dansk.”
Nu kunne det ud fra citatet her måske lyde som om den pågældende oversætter betragter sig selv som en slags neutralt medium – der kommer nogle engelske ord ind gennem hans øjne, og der kommer nogle danske ord ud via fingerspidserne.
Men her tager man fejl. Den pågældende oversætter har nemlig fået specialfremstillet en T-shirt, den er mørkeblå, og teksten der er skrevet med rødt, lyder:
Franzen wrote FREEDOM
Jeg skrev FRIHED.
Oversætteren kan ikke rigtig forstå at nogen opfatter det som provokerende når han sådan går rundt i verden med dette budskab på maven.
Provokation eller ej, jeg er tilbøjelig til at give oversætteren ret – og jeg mener faktisk at hans synspunkt er nøglen til forståelsen af hvorfor han selv er sådan en fremragende oversætter. Men som I, der er til stede her i dag, vil vide, så kan man jo sige tingene på mange måder.
Selv vil jeg nok foretrække at sige det som den engelske forfatter John Berger har sagt det. Og da Mich har forbudt mig at tale engelsk i hans nærhed, og jeg ikke i dette selskab af sprogeksperter tør fremkomme med en amatøroversættelse, så skal jeg lige gøre opmærksom på at de følgende linjer er oversat af Ellen Boen.
John Berger siger:
”Den gode og loyale oversættelse er ikke et parforhold mellem to sprog, men et trekantsforhold, hvor trekantens tredje part udgøres af alt det, der lå bag ved ordene i originalteksten, før den blev nedskrevet. Den gode oversættelse forudsætter en tilbagevenden til det præ-verbale. Oversætteren læser og genlæser ordene i originalteksten for at trænge igennem dem, for at gribe fat om og berøre den forestilling eller oplevelse, der fremkaldte dem. Herefter samler man det, man har fundet, og anbringer denne skælvende, næsten ordløse ”ting” bag det sprog, der skal oversættes til. Og nu består hovedopgaven i at overtale værtssproget til at åbne sig for denne ”ting”, der venter på at blive formuleret.”
Bergers ord fik mig til at begribe hvad det er, Mich, der gør dine oversættelser af store forfattere som Jonathan Franzen, Hanif Kureshi, Nick Cave, Hemingway, Paula Fox, Tom Wolfe, og mange andre, til lysende og vitale, sprøde danske tekster. Det handler om mere end eminent sprogbeherskelse, selv om det jo selvfølgelig også skal til. Det handler først og fremmest om at man i dine oversættelser mærker den fornemmelse for den individuelle erfaring som originalteksten udspringer af, den helt personlige oplevelse som teksten er opstået ud fra. Denne oplevelse er som en resonansbund til stede i dine oversættelser – og netop det gør dem til mere end dygtigt sproghåndværk, det gør dem til levende litteratur.
Så jeg mener du har ret: den gode oversætter er også en medskaber, en forfatter. Sproget lader sig ikke reducere til en ordbog eller et reservoir af ord og sætninger. Det sprog vi taler, er et levende, organisk væsen, og det er det liv, det nærvær af noget dybere, før-sprogligt, man mærker i dine oversættelser. Dine oversættelser har, som du selv formulerer det i den passage jeg citerede før, netop været igennem en krop!
Du har oversat flere hundrede værker til dansk, såvel underholdningslitteratur som mere krævende litterære romaner. Din evne til at aflytte en tekst og din fintmærkende sans for den enkelte teksts særkende og stilistiske egenart har beriget os, læserne, beriget det danske sprog, og beriget litteraturen.
Det er altid en fryd at læse dine værker, og det er en stor glæde for os at kunne overrække dig Dansk Oversætterforbunds Ærespris i dag. Tak for din enorme indsats for litteraturen – den udenlandske og den danske. Tillykke med prisen, Mich!
Herefter Mich Vraa:
”Når jeg ser ud over den her forsamling – bogfolk og pindemadder og fed check – så tænker jeg at det må være sådan det er at være Johannes Riis den sidste torsdag i august. Det er meget rart at prøve en gang imellem.
Jeg har en god kollega som somme tider siger at hun er helt sikker på at en dag, så finder de ud af at hun i virkeligheden ikke kan noget som helst, at det hele har været ét stort bluffnummer … en eller anden anmelder river bukserne af hende, og hele korthuset styrter sammen. Og sådan har jeg egentlig også altid haft det selv … vi har jo ikke gået på nogen oversætterskole, og mange af os kan ikke smykke os med fine titler og akademiske uddannelser. Jeg kan i hvert fald ikke. Femten år på Ekstra Bladet, og det er så stort set det … Så det er en noget diffus beskæftigelse, men sådan noget som det her bestyrker mig i troen på at man måske alligevel kan et eller andet. Og jeg er pi … sindssygt glad for den her pris. Og lidt overrasket over at jeg har fået den.
I går morges da jeg svingede benene ud af sengen klokken lidt i seks for at stå op og gå ned og smøre madpakker til mine sultne børn sammen med min søde kone, lå der en mail som jeg sad på sengekanten og læste på min telefon. Den kom fra Lotte, et nyt bekendtskab som lige har redigeret en bog jeg har oversat, en roman af John Edward Williams som skrev STONER. Han har skrevet en bog der hedder BUTCHER’S CROSSING som for oversætteren var noget af et … piece of work. Og så skriver Lotte til mig … ja, hun sender mig simpelt hen et afsnit af min egen oversættelse, bare fordi hun syntes at det var godt. Og det lyder sådan her:
’I øjeblikket inden søvnen kom, fornemmede han en spinkel forbindelse mellem sin lede ved Francine den aften i Butcher’s Crossing og sin lede ved den opsprættede bison tidligere på dagen her i Colorados Rocky Mountains. Det slog ham at han havde vendt sig væk fra bisonen ikke så meget på grund af kvindagtig kvalme ved blodet og stanken fra indvoldene der væltede ud; det slog ham at han var blevet syg og havde vendt sig væk på grund af chokket over at se bisonen, som et øjeblik forinden havde været stolt og ædel og fuld af livets værdighed, som noget nøgent og hjælpeløst, reduceret til dødt kød, berøvet sig selv eller hans opfattelse af dens selv, dinglende grotesk og spottende foran ham. Den var ikke sig selv; eller den var ikke det selv som han havde forestillet sig at den var. Det selv var myrdet, og mordet havde fået ham til at føle at noget inden i ham blev ødelagt, og han havde ikke kunnet se det i øjnene. Så han havde vendt sig væk.’
Og så tænkte jeg: Okay, så er det sgu egentlig i orden at jeg fik den pris. For hele den dér f…ng bog, den er sådan, og det er altså en bog på 300 sider – den blev længere og længere, jo længere jeg kom ind i den – og det hele er sådan, og jeg oversatte den på en måned og fik en arkpris på [beeep] – er der nogen af jer der har prøvet det – plus genudnyttelse …
Lidt senere på dagen fik jeg så en anden mail som trak mig lidt ned på jorden. Den var fra Nanna Katrine som i øjeblikket ved at redigere Jonathan Franzens PURITY sideløbende med at jeg oversætter den. En af grundene til at jeg rigtig godt kan lide Nanna, er at hun ikke pakker tingene ind. Hun skrev:
’Du bruger – som altid – nyt komma. Fint nok – men må jeg bløde det lidt op her og der og benytte mig af valgfriheden i forhold til startkomma? Det ville lette læsevenligheden i afsnit med mange ledsætninger efter hinanden, som Franzen har så mange af. Tag sådan en smøre her: “Selv om Pip aldrig gik i kirke, havde hun mistet sine collegevenner én efter én efter at hun om og om igen via sms havde meddelt dem at hun ikke kunne være sammen med dem fordi hun havde lovet at spille med Ramón eller tage ham med i en genbrugsbutik for at købe sneakers.” Her kunne man fx sætte komma før ”fordi”. For pausens og læsevenlighedens skyld. Og fordi det indimellem er, som om Franzen ligefrem sætter flere kommaer end du. Ellers kører det.’
Så kom jeg lidt ned på gulvet igen og sad dér og tænkte: Nå, hm, nu har jeg jo fået prisen.
Og jeg er som sagt rigtig glad for den her pris. Det har noget at gøre med at jeg måske nogle gange betragtes som værende lidt for smart og lidt for bestselleragtig og måske lidt for … lidt for rig. Det passer så ikke, som Susanne også antydede, for jeg har ikke nogen penge. Min familie bruger dem. Derfor er jeg rigtig glad for at jeg har fået en kollegial anerkendelse. Det er en meget fin pris, og når vi er færdige med at grine her, så er jeg virkelig meget glad for den.
Jeg læste i en pressemeddelelse at jeg skulle have oversat 500 titler siden 1988. Det lyder helt vildt, og det passer heller ikke, for jeg har faktisk oversat 1000. Ifølge den årlige opgørelse har jeg 900 titler stående på bibliotekerne. Men jeg har også oversat en del bøger som ikke står der … blandt andet en serie af vidunderligt dejlige pink Barbie-bøger – Barbie og isbaren, Barbie på ranchen … på titelbladet står der ’oversat af Hans Biermahler’.
Nu læste Charlotte jo lige højt fra min single Interno som udkom et halvt år efter at jeg havde oversat Dan Browns Inferno under skarp bevogtning i London. Men jeg vil læse en anden passage. Jeg synes den siger noget væsentligt om vores arbejde som passes af mennesker der ikke nødvendigvis kommer i fjernsynet fordi de har været heldige og fået en eller anden gigabestseller i ordrebogen, men som arbejder benhårdt med det her fag som vi alle sammen elsker.
’De oversættere jeg kender, arbejder seriøst og tit uden det store personlige udbytte med at gøre alverdens litteratur tilgængelig for deres landsmænd. Det er ikke mennesker der gør meget væsen af sig. I Ealing var de underkastet alle mulige sikkerheds-foranstaltninger, men der var aldrig nogen reel fare for manuskriptets sikkerhed. Disse mennesker var ikke kommet til London for at stjæle eller lække eller skade Dan Browns seneste roman. De var kommet for at oversætte den til glæde for deres landsmænd, intet andet.’
Uden litterære oversættere, ingen verdenslitteratur.
Tak igen. Til jer alle sammen.”
Babelfisken takker Simon Nørlev Nyberg for lov til at bringe foto fra begivenheden.