Nogle overvejelser om at formidle oversættelsesteori til ikke-oversættere

Af Kirsten Marie Øveraas

Hvad er egentlig det svære ved at oversætte? Sådan helt konkret og lavpraktisk? Det spørgsmål tænkte jeg en hel del over for et års tid siden. Jeg havde fået den tanke, at alle oversættelsesfejlene i medierne måske ikke var placeret der af ondskabsfulde journalister, der ville irritere mig (“Klokken tikker”?! “Bryllupskjole”?! “Den store mur i Kina”?!!). Måske var fejlene der faktisk, fordi mange af de oversættelser, der finder vej til fx nyhedsmedierne, er begået af journalister, ikke af oversættere. Og journalister og mange andre sprogarbejdere lærer ikke noget om oversættelse på deres uddannelse, men forventes alligevel at kunne oversætte fra engelsk til dansk.

For tre år siden skrev jeg en artikel til Babelfiskens forgænger, Oversætteren, hvor jeg stillede spørgsmålet – retorisk, men også oprigtigt: “Kan man læse sig til at blive en god oversætter?” Dengang som i dag er mit svar på spørgsmålet nej. Man kan ikke læse sig til at blive en god oversætter. Men man kan godt læse sig til at blive en bedre oversætter. Og hvis man aldrig er blevet så meget som opfordret til at reflektere over, hvad oversættelse vil sige, hvis man aldrig har fået den mindste undervisning i oversættelse, hvis man ikke har en sproglig uddannelse, og man i øvrigt har lynende travlt, så giver det faktisk meget god mening, at man producerer oversættelser som ”en næseblødning”, ”at velkomme” og ”organiske grøntsager”. Og hvad, tænkte jeg videre, har denne ”man” så brug for at læse for at blive en bedre oversætter?

Der er en lille håndfuld glimrende bøger på dansk om oversættelse på markedet. Men enten behandler de oversættelse meget overordnet og essayistisk, eller også er de deciderede lærebøger. Iben Hasselbalchs antologi ”Glas kaster skygge” og Thomas Harders ”Mellem to sprog” giver fx begge en god indsigt i faget, men for journalisten, der skal oversætte et nyhedstelegram, vil de nok ikke være til særlig stor hjælp. Og fagbøger som dem, Ole Buhl, Lis Holm og Lita Lundquist har skrevet, samt Viggo Hjørnagers ”Oversættelseshåndbogen”, er rettet mod sprogstuderende og professionelle oversættere, ikke mod lægfolk. En undertitel som Lundquists, ”Problemer og strategier, set i tekstlingvistisk og pragmatisk perspektiv”, vækker næppe den samme begejstring hos den gennemsnitlige journalist, som den gør hos mig. Min tese var altså – og er – at der mangler en bog om at oversætte, rettet mod journalister og andre, der oversætter uden at være oversættere. Ikke en bog, hvor de ”kan læse sig til at blive gode oversættere”, men en, der kan skærpe deres blik for oversættelsesfejl lidt og ruste dem til at undgå bare de allermest basale. Og måske endda give dem lyst og anledning til at tænke nærmere over oversættelse og sprog.

Oversættelsesteori fra en uvant praktisk vinkel
I, velsagtens, et anfald af momentan sindssyge kontaktede jeg forlaget Samfundslitteratur, som til min overraskelse var med på min idé, og så måtte jeg jo i gang med at skrive den bog, jeg havde forestillet mig. Min grundidé var at anlægge en så lavpraktisk vinkel som overhovedet muligt. Da jeg underviste i oversættelsesteori på universitetet og havde opvakte studerende og hele 12 undervisningsgange til min rådighed, gik diskussionerne lystigt om modtagere, afsendere, mikro- og makrostrategier, usynlige oversættere, loyalitetskonflikter og ”hvem ejer oversættelsen?”. Men i denne bog skulle fokus være på den praktiske oversættelse og de fejlkilder, man hele tiden håndterer, når man oversætter; og det skulle være lettilgængeligt og direkte brugbart. Så hvad er egentlig det svære ved at oversætte, sådan helt konkret og lavpraktisk? spurgte jeg mig selv om, mens jeg pløjede avisernes udlandssektioner igennem og fandt fejl på fejl på fejl.

Jeg definerede ti faldgruber, altså ti elementer, der – ifølge min egen erfaring og fornemmelse – ofte giver anledning til oversættelsesfejl, og som samtidig er nogenlunde nemme at identificere. Nemlig 1) kulturspecifikke elementer, 2) faste udtryk, 3) falske venner, 4) egennavne, 5) betegnelser for rang og titler, 6) fagsprog, 7) stil (især ved stilskift), 8) undersættelser (altså kalker), 9) ikke-oversættelser (når noget i kildeteksten slet ikke oversættes, men blot overføres) og 10) maskinoversættelser. De første syv er elementer, som kan identificeres i den tekst, der skal oversættes. De næste to, undersættelser og ikke-oversættelser, er elementer i oversættelsesprocessen, og resultaterne af dem skal findes i den færdige oversættelse. Den sidste, maskinoversættelse, handler decideret om et værktøj, og kapitlet om den blev i lidt højere grad end de andre til en løftet pegefinger, men også en forklaring af, hvorfor de gratis oversættelsestjenester har de begrænsninger, som de har. Hvert kapitel om de ti faldgruber består af en introduktion til faldgruben (hvad består den i, og hvad sker der, når man går i den?), en analyse af (autentiske) eksempler på den fra medierne og til sidst en liste under overskriften ”Sådan undgår du faldgruben” med konkrete tips og huskeregler.

Den praktiske vinkel på oversættelseskunsten føltes næsten som helligbrøde. Lærebøger om oversættelse plejer at være mere deskriptive end præskriptive, og jeg forstår godt hvorfor. Min største skræk var – og er – at nogen slår op i min bog og derpå konstaterer, hvad ”den rigtige” oversættelse af et eller andet er. At ”do as the Romans” skal oversættes til ”skik følge eller land fly”, eller at ”LaGuardia Airport” skal oversættes til ”lufthavnen LaGuardia”, for nu bare at tage to af eksemplerne. Derfor gør jeg meget ud af hele tiden at nævne flere alternative oversættelser, og jeg har også eksempler på gode oversættelser, som jeg alligevel foreslår alternativer til. Jeg skriver ”fx” 177 gange i løbet af bogens 184 sider, og dens store finale-pointe er, at man ”må” alt muligt, når man oversætter. Der er ikke én korrekt oversættelse af noget; oversættelse er altid afhængig af konteksten, målgruppen osv., og der er altid flere forskellige oversættelsesmuligheder. Og jeg tror så, at hvis man er opmærksom på alle de ting, man ”må” (på universitetet ville jeg have sagt ”på alle de mikrostrategier, man ”må” anlægge”) fx at omformulere, udelade, erstatte, overføre direkte, oversætte direkte, oversætte indirekte osv., så overvejer man sin oversættelse lidt mere i stedet for bare at styrte i armene på den første og mest ord-for-ord-direkte kalke, der falder én ind.

Påbud og forbud, tips og tricks
Så man ”må” alt muligt, når man oversætter. Men jeg tror ikke, at min målgruppe kan bruge min bog, hvis jeg ikke også faktisk skriver, hvad man – i hvert fald i langt de fleste tilfælde – ikke må, og hvad man skal, når man oversætter. Det er simpelthen for vagt til at være brugbart kun at skrive ”alt kan oversættes til alt, bare konteksten er obskur nok”. Det er en fin øvelse, og jeg vil til enhver tid argumentere for – hvad jeg også gør i bogen – at den optimale oversættelse af ”baked beans” i enkelte tilfælde er ”flåede tomater”, at ”jul” kan (!) være en glimrende oversættelse af ”Thanksgiving”, og at navnet på et dyreinternat i Arizona helt skal udelades af en bestemt oversættelse. Men jo, der er faktisk nogle påbud og forbud, man kan udstede, i hvert fald som tommelfingerregler. Det er helt konkrete ting, som tit virker så banale for erfarne oversættere, at jeg havde svært ved at formulere dem. Men igen, målgruppen er ikke erfarne oversættere, og hvis de kan begå fejl som at oversætte “The Great Wall of China” til “Den store mur i Kina” i stedet for til “Den kinesiske mur”, så er det faktisk på sin plads at påbyde, at man altid skal slå egennavne op, fordi de tit hedder noget forskelligt på forskellige sprog. At man altid skal tjekke gradsbetegnelser og titler, fordi de ofte ikke svarer til hinanden og nogle gange er falske venner (sargeant/sergent, captain/kaptajn, doctor/doktor osv.). Og at maskinoversættelsesprogrammer ikke forstår sprog, og derfor ikke må forventes at kunne levere en god eller korrekt oversættelse.

Et vigtigt aspekt af min praktiske vinkel i bogen er en lang række tips og tricks. Igen blev jeg bange for at skrive noget, der var nedladende banalt. Så sendte jeg en tanke til den journalist, jeg talte med engang, der ikke kendte sproget.dk, og smed mine forbehold over bord. Jeg endte med at lave en regulær liste over helt basale, gode opslagsværker på nettet (Retskrivningsordbogen, Den store danske encyklopædi, Merriam-Webster osv.) og nogle siders introduktion til, hvordan man researcher ord og sprogbrug (“slå det samme ord op i flere ordbøger”, “slå baglæns op”, “skift mellem Wikipedia-sider på forskellige sprog” osv.). Nej, man bliver ikke nogen fuldbefaren oversætter af at kende til sproget.dk, men jeg tror altså godt, det kan hjælpe én lidt på vej.

En yderligere udfordring ved at formidle oversættelsesteorien så praktisk og konkret var, at jeg faktisk skulle oversætte fra mit eget fagsprog til min målgruppes lægmandssprog. Jeg havde dele af bogen forbi flere testlæsere, som studsede over ord, som jeg slet ikke havde tænkt på kunne være uforståelige. Og jeg måtte bl.a. ændre “måltekst”, “idiomatisk og “kontekst” til “oversættelse”, “mundret” og “sammenhæng”.

Men netop fordi min målgruppe var folk, der ikke kendte til feltet, endte jeg med at pakke de ti kapitler om faldgruberne ind i en indledende og en afsluttende teoretisk del. Det, jeg filosoferede over med mine universitetsstuderende – modtagere, afsendere, mikro- og makrostrategier, usynlige oversættere, loyalitetskonflikter og ”hvem ejer oversættelsen?” – kom alligevel med, blot formuleret i et lidt andet sprog. Jeg tror (og håber), at et forbud mod at oversætte faste udtryk direkte eller et påbud om altid at slå egennavne efter virker bedre, hvis man også har en forståelse for, hvordan sprog og oversættelse fungerer. At “sprog er ikke 1:1”, som det første kapitel kom til at hedde.

Altså en bog, der gør ikke-oversættere til oversættere?
Bogens titel blev ”Ti faldgruber – oversættelse for ikke-oversættere”, og jeg indleder den med de forsigtige ord: ”Dette er ikke en lærebog for oversættere, men derimod en håndbog i oversættelse for ikke-oversættere. Man bliver ikke oversætter af at læse denne bog, men man kan blive bedre til at oversætte […]”. Her prøvede jeg at imødegå den kritik, jeg kunne høre for mig: At det helt grundliggende problem er, at halvstuderede røvere (eller i hvert fald folk, der ikke er uddannede til det,) oversætter i stedet for de professionelle oversættere. At vores branche og vores fag undergraves af underbetalte studerende, der er ”gode til engelsk”, af fan-hobbyundertekstere og i det hele taget af folk, der ikke regner oversættelsesfaget for et ”hårdt” fag, for at bruge Thomas Harders udtryk. Og nu vil jeg lære dem rudimentær oversættelse, så arbejdsgiverne har en endnu bedre undskyldning for ikke at bruge os?

Jeg håber virkelig ikke, at bogen vil blive læst som et forsøg på at gøre professionelle oversættere arbejdsløse. Det er den nemlig ikke. Det, der kan kaldes “journalistisk oversættelse” eller “transediting”, bedrives af journalister, men i processen indgår som oftest også en redigering og tilpasning af teksten til danske forhold. Processen ligger altså et sted mellem journalistik og oversættelse, og begge dele er integreret i den. Så hvis man satte en professionel oversætter til opgaven, ville vedkommende sandsynligvis mangle journalistiske færdigheder i lige så høj grad, som journalisterne mangler færdigheder inden for oversættelse. Det er altså for mig at se ikke et spørgsmål om, at denne type oversættelsesopgaver skal lægges ud til professionelle oversættere – det er simpelthen ikke realistisk at udskille oversættelsesopgaven fra resten af processen, sådan som vores medielandskab fungerer. Realistisk er det derimod at ruste dem bedre til at oversætte, der reelt gør det; altså min bogs målgruppe, de oversættende journalister og kommunikatører. At de bliver lidt bedre til at oversætte, tror jeg ikke kommer til at betyde noget for, hvor meget arbejde der er til os professionelle oversættere, men kun noget for kvaliteten af deres arbejde.

At kvaliteten højnes vil til gengæld gavne os alle sammen. Sagen er jo den, at slutbrugerne, altså læserne og brugerne af medierne, ikke kan vide, om det er en knivskarp, superprofessionel oversætter eller en kommunikationsmedarbejder, der er sproglig student, der har begået den dårlige oversættelse. Dårlige oversættelser skader hele oversættelsesbranchen og får alle oversættere til at fremstå som dårlige. Og hvis folk først forventer, at “oversættelser er altid så dårlige”, så er de nok mindre tilbøjelige til at bruge penge på at hyre en professionel, næste gang de skal have noget oversat. Hvis vi når dertil, hvor “oversættelse” er synonymt med “dårlig oversættelse”, så er løbet kørt både i kampen for høj oversættelseskvalitet og for bare nogenlunde rimelige lønninger.

Det er mit ydmyge håb, at min bog kan bidrage til at modvirke det. Ikke ved at blåstemple amatører, men ved at højne niveauet lidt hos en helt overset gruppe af (de facto) oversættere – og måske endda samtidig give dem en større respekt for vores fag.

Kirsten Marie Øveraas er cand.mag. i engelsk, billedmedieoversætter (undertekster) og har sideløbende bl.a. undervist i oversættelsesteori på Københavns Universitet. Bogen “Ti faldgruber – oversættelse for ikke-oversættere” udkommer på Samfundslitteratur d. 14/11 2014. Læs mere om den på www.tifaldgruber.dk

Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.