Af Ellen Boen

 

I efteråret 2005 inviterede Norsk Oversetterforening mig til deres høstseminar, hvor man bad mig – som repræsentant for Dansk Oversætterforbund – holde et foredrag om den danske sprogsituation. Jeg blev oprigtigt glad for indbydelsen – og også lidt stolt både på egne og på DOF’s vegne. Tænk, at vores norske kolleger gad høre om det danske sprog! Hvor herligt! Og det dér med at fortælle lidt om ”den danske sprogsituation” – nå ja, det kunne da ikke være så svært, tænkte jeg. Jeg arbejder jo med og bruger det danske sprog i stort set alle mine vågne timer, så selvfølgelig kan jeg diske op med et eller andet om ”nationens tilstand”.

 

Da den første begejstring havde lagt sig, og jeg havde sagt ja til at deltage, begyndte det imidlertid at gå op for mig, at jeg faktisk havde påtaget mig en opgave, der måske ikke var helt så ligetil, som jeg i første omgang havde troet. Den danske sprogsituation …? Har vi overhovedet en ”sprogsituation”? Alle og enhver ved jo, at nordmændene har en ”sprogsituation” og har haft det i umindelige tider, men har vi også en, tænkte jeg? Og så indså jeg pludselig, at det har vi faktisk! Vi har en ”sprogsituation” i betydningen en ”sprogkrise” og en verserende sprogdebat. Og da jeg herefter tog fat på opgaven – at beskrive denne danske sprogkrise – forstod jeg, hvor alvorlig situationen i virkeligheden var, og hvor mange tanker jeg faktisk selv havde gjort mig om alt det, der sker med det danske sprog i disse år.

 

INDEN JEG TAGER FAT på at beskrive, hvori ovennævnte sprogkrise består, er det måske en god idé med lidt ”historie”: Det danske sprog er gammelt, det har eksisteret og været talt – om end selvfølgelig ikke helt i sin nuværende form – i mere end 1000 år og var engang mere eller mindre identisk med de øvrige nordiske sprog. Gennem århundrederne er sproget blevet udsat for påvirkning udefra – fortrinsvis fra tysk og fransk – men er dog på forunderlig vis vedblevet med at være dansk. De nye ord og udtryk er blevet optaget i sproget – de er så at sige blevet adopteret, så de har fået samme legitimitet som ægtefødte børn. Det danske sprog modstod også presset ovenfra, fra de lærde, fra overklassen og fra øvrigheden – latin, tysk og fransk – og overlevede og udviklede sig, fordi det blev talt og brugt. Og det bliver det stadig af de omkring 5 ½ millioner mennesker, der bebor de danskes øer – men hvor længe endnu?

 

Inden for de sidste 50 år har vi oplevet et verbalt bombardement af hidtil uset omfang og intensitet – og her tænker jeg selvfølgelig på det engelske sprogs globale fremmarch, der foregår hurtigere, end vi kan nå at udtale ordet ”internet”.

 

Og det er netop denne sproglige invasion, der har fået de ellers så flegmatiske danskere op af stolen. Det ligger nemlig ikke til os at ”tage så meget på veje”, og vi har ikke haft tradition for at tænke sprogpolitisk. Vi har ikke haft behov for at manifestere vores nationale særpræg eller identitet via vores sprog, sådan som det eksempelvis er tilfældet i Norge. Vi kan sagtens leve med, at nye ord kommer til – som de altid har gjort – ja, vi har hidtil været tilbøjelige til at betragte diverse låneord som en berigelse og ikke en forulempelse af vores modersmål. Vi har simpelthen taget vores sprog for givet! Så hvem er det da egentlig, der er kommet op af stolen? Og hvorfor denne pludselige bekymring for sproget? Er det ”folket”, der slår bremsen i? Overhovedet ikke. Ud over de Tordenskjolds soldater, der altid skriver læserbreve om ”sædernes forfald” og ”ungdommens dårlige sprog”, er det stort set kun sprogmennesker, der råber vagt i gevær. Almenheden synes at have accepteret tingenes tilstand, og dette i sig selv er måske mere urovækkende end noget andet.

 

DE, DER STILLER SIG PÅ BAGBENENE, er selvfølgelig primært de professionelle sprogbrugere og ”sprogvogtere”, dvs. dels de mennesker, hvis opgave det er at værne om og ”holde hånd i hanke” med det danske sprog, dels de mennesker, der ser en sammenhæng mellem sprog og kultur og identitet. Desværre omfatter denne gruppe ikke ret mange danske politikere.

 

Dansk Sprognævn – der modsvarer Norsk språkråd og Svenska språknämnden – er det danske ”sprogpoliti”, om end det kun har begrænsede magtbeføjelser: Det anviser retningslinjer (bl.a. igennem den autoriserede Retskrivningsordbog, som statslige institutioner SKAL følge) for retstavning, god sprogbrug og tegnsætning mv., men så heller ikke mere. Og mere har der tilsyneladende heller ikke været brug for. Danmark har jo – heldigvis – kun ét skriftsprog, hvilket unægtelig har gjort og fortsat gør det til en relativt overskuelig opgave at fastlægge nogle sproglige retningslinjer, som de fleste kan tilslutte sig og håndtere. Sprognævnet har herudover gennem årene listet diverse nye ord – såvel af egen dansk avl som udefrakommende – ind i det autoriserede ordforråd, når disse ord efter Nævnets skøn har bestået adgangsprøven og bevist deres levedygtighed og anvendelighed. Denne løbende opdatering er stort set foregået uden vilde ramaskrig fra offentligheden, og man har da heller ikke vovet at fifle særlig meget med stavemåder og bøjningsformer i erkendelse af, at vi danskere – vores åbenhed og flegma til trods – faktisk er ganske nærtagende, hvis nogen skulle driste sig til at pille ved indgroede sprogvaner. Vi har for eksempel ikke – sådan som vi ser det i Norge og til en vis grad også i Sverige – nogen tradition for eller lyst til at fordanske stavemåden af fremmedord: Disse bevares for langt størstedelens vedkommende i deres originale skikkelse, selvom vi tilstræber at give dem danske bøjningsformer. Kun én gang i nyere tid er det for alvor lykkedes Nævnet at få nationens blod i kog, netop fordi man tillod en fordanskning af et låneord! Jeg tænker her på den såkaldte ”majonæse-krig”. Siden Grevens Fejde har danskerne næppe været så tæt på en borgeropstand, som da den nye udgave af Retskrivningsordbogen gjorde det tilladt at vælge mellem staveformerne ”mayonnaise” og ”majonæse”. Sjovt nok vakte valgfriheden mellem ”remoulade” og ”remulade” ikke samme furore, hvilket muligvis fortæller mere om vores madvaner end om vores sprogbevidsthed … Og så var der naturligvis krigen over dem alle, nemlig ”komma-krigen”. Den blev heldigvis bilagt i 2003 (selvom det stadig murrer i krogene …) og fik den efter min mening lykkelige udgang, at folk som jeg fortsat har lov til at sætte alle de grammatisk korrekte kommaer, vi finder nødvendige.

 

HVOROM ALTING ER, var der efterhånden op gennem 80’erne og især 90’erne så mange, der begyndte at blive urolige over og ytre sig offentligt om den angelsaksiske sprogimperialisme, at det i 2003 omsider trængte igennem til magtens korridorer. Danmark havde som nævnt ikke hidtil haft – eller tilsyneladende haft brug for – en ”sprogpolitik”, men nu syntes tiden at være inde, og Dansk Sprognævn gik i aktion med udarbejdelsen af et forslag til retningslinjer for en dansk sprogpolitik. Kulturministeriet nedsatte på denne baggrund samme år en intern arbejdsgruppe, der havde ”til opgave at udarbejde et oplæg til en politik for det danske sprog. Oplægget skal indeholde overvejelser om sprogpolitikkens overordnede målsætninger og komme med forslag til konkrete initiativer samt forslag, der kan indgå i en samlet plan for en styrkelse af det danske sprog.” Denne arbejdsgruppe var sammensat af repræsentanter for Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab samt en række kyndige sprogmennesker, og den barslede få måneder senere med rapporten ”Sprog på spil – et udspil til en dansk sprogpolitik”. Dette udspil resulterede efterfølgende i en redegørelse fra regeringen i januar 2004, hvori det hedder, ”at dansk også i fremtiden skal være et komplet og samfundsbærende sprog, som kan bruges til at udtrykke tanker og idéer om alle sider af tilværelsen.” Man taler også i redegørelsen om ”parallelsproglighed”: ”Der er behov for en strategi, hvor dansk styrkes, uden at engelsk eller andre relevante fremmedsprog nedprioriteres.” Det hedder endvidere: ”Ud fra den betragtning, at de studerende uddannes til at varetage en række ansvarsfulde poster i samfundslivet, er det regeringens holdning, at dansk fortsat sikres en placering i de videregående uddannelser som hovedsproget i undervisningen.”

 

Danmark har m.a.o. i dag en sprogpolitik i form af en sprogpolitisk redegørelse, men nogen lovgivning på området har vi fortsat ikke, og på trods af redegørelsens hensigtserklæringer og gode intentioner taler man fra regeringens side også om en ”styrket internationalisering af uddannelserne” i form af ”fokus på øget brug af engelsk i de videregående uddannelser med henblik på bl.a. at tiltrække højt kvalificerede udenlandske studerende og forskere”, ligesom der skal ”udbydes flere forløb på fremmedsprog, især engelsk”. Man har dog afsat 12 mio. kr. i perioden 2005 til 2008 til en ”ekstraordinær indsats for det danske sprog”. Spørgsmålet er, hvor langt 12 millioner rækker …

 

MEN HVAD VAR DET helt konkret, der fik den danske sprogverden til at gå i aktion og fremprovokere et regeringsudspil? ER det danske sprog truet, og på hvilken måde giver det sig i givet fald udtryk? Lad os se på, hvilke betragtninger der har været oppe i sprogdebatten:

 

Hovedvægten har ligget på den såkaldte ”engelske syge”, dvs. det engelske sprogs tiltagende omklamring af det danske sprog – såvel det talte som det skrevne – og frygten for, at vores modersmål vil miste mere og mere terræn – der tales med et fint ord om domænetab – og i værste fald vil ende med at blive et hjemme- eller museumssprog for ”engelsksvage” for derefter at sygne helt hen, sådan som det fx er gået det gæliske sprog i Irland. I sine indledende overvejelser siger den førnævnte arbejdsgruppe: ”Sproget udfolder sig mellem mennesker, og det lever i det enkelte menneske ikke blot som redskab til overførelse af information, men også som et socialt element, som vi færdes i; hvis man kun talte for at overføre ny information, blev samværet mellem mennesker fattigt. Det indre sprog er en væsentlig del af vores bevidsthedsindhold; det holder sammen på vore erindringer, deltager i vore associative forløb, hjælper os med problemløsning og med at strukturere tilværelsen og give følelserne mæle.”

 

Ved at lægge vægt på sprogets funktion som kultur- og identitetsbærer og ikke blot dets praktiske anvendelighed som kommunikationsredskab markerer arbejdsgruppen, at der ikke er tale om nogen ”fremmedord-forskrækkelse” eller jomfruelig berøringsangst for impulser udefra, men om en omsorg for og et ønske om at bevare MANGFOLDIGHEDEN, de mange muligheder og den erfaringsverden, som vores sprog – ligesom alle andre sprog – ligger inde med. ”At afstå eller miste sit sprog er en indgribende og dramatisk begivenhed,” som sprogprofessor Jørn Lund udtrykker det.

 

Også vores forståelse af selve demokratiets væsen og basale principper har været bragt ind i sprogdebatten: Vi har i Norden en efterhånden ganske rodfæstet tradition for folkeoplysning, hvilken vi opfatter som fundamentet for et demokratisk samfund. Borgerne skal have adgang til viden for at kunne tage beslutninger på egne og fællesskabets vegne. Hvis den nødvendige viden kun er forbeholdt – eller kun kan forstås af – en lille udvalgt skare, skrider fundamentet for folkestyret. Eller sagt på en anden måde: Hvis al forskning tænkes og nedskrives på engelsk, og vores forskere knap nok er i stand til at udtrykke deres viden på deres modersmål, hvordan skal de så kunne formidle den til lægmand? (Og guderne skal vide, at det er svært nok i forvejen). Og hvordan skal den almindelige borger så kunne gøre sin mening gældende på et kvalificeret grundlag? Og kan man i øvrigt overhovedet tænke – og dermed lave god forskning – på andet end sit modersmål?

 

Andre debattører har slået til lyd for, at angliseringsfrygten er stærkt overdreven. Det danske sprog har altid været og vil altid være i konstant forandring og under konstant påvirkning udefra – fremmedord er ”kulturens gesandter” – så der er ingen grund til panik eller til at give modersmålet kunstigt åndedræt. Det er omsonst at kæmpe imod de sproglige ”markedskræfter”, og i virkeligheden har vi mere at vinde end tabe ved den sproglige globalisering. Det er nogle af de argumenter, de ubekymrede har fremført. Og alle kan jo engelsk, ikke sandt? Og hvis de ikke kan, så må de hellere se at lære det i en fart for ikke at blive overhalet indenom!

 

Omfattende forskning i emnet viser imidlertid, at der ER grund til uro: IKKE alle kan engelsk, og yderst få behersker engelsk i et sådant omfang, at de ubesværet kan forstå talt og skrevet engelsk – for ikke at sige udtrykke sig fyldestgørende på dette eller noget andet fremmedsprog, for den sags skyld. Ganske vist påstår gud og hvermand efterhånden, at de skam hellere læser fx engelske og amerikanske romaner på originalsproget (ligesom snart sagt alle fjernsynsseere er overbevist om, at de er meget bedre til at undertekste film end de professionelle), men jeg vil påstå, at de er fulde af løgn. Det er da muligt, at de ville foretrække at læse på originalsproget – hvem ville ikke det? – men de gør det ikke! Og hvis de en sjælden gang gør det, hvor meget får de så monstro ud af læsningen? Tænk bare på, hvor meget vi professionelle oversættere bryder vores hjerne for at omsætte en udenlandsk tekst til vores modersmål; hvor mange gange vi slår op i ordbøger eller ”går på nettet” og vender og drejer en sætning for at kunne gengive den så korrekt og loyalt som muligt på vores eget sprog!

 

Ikke desto mindre bliver omkring 80 % af afhandlingerne fra de danske studerende på de samfunds- og naturvidenskabelige fakulteter i dag forfattet på engelsk, og tallet er stigende også inden for humaniora. Også i erhvervslivet, i medierne, i underholdningsindustrien og i reklamebranchen erstattes dansk i stadigt større omfang af engelsk – og for at føje spot til skade bliver det mere og mere almindeligt slet ikke at oversætte engelske ord og vendinger selv i OVERSÆTTELSER! Der er m.a.o. ikke blot tale om at tilføje nye ord – dvs. en sproglig berigelse – men også om at fjerne et tilsvarende antal, nemlig alle de danske ord, der kunne eller måske oven i købet burde erstatte de fremmede, og i den forstand kan man tale om en veritabel AMPUTERING af sproget – og det sågar uden fuld narkose (medmindre vi da betragter vores ignorering af fænomenet som udtryk for almindelig bevidstløshed). Michael Herslund, der er professor i fransk ved Handelshøjskolen i København – som for resten nu hedder Copenhagen Business School – udtrykker det sådan her: ”Når sprog således amputeres på område efter område, sker der helt enkelt det, som der også sker, når mennesker amputeres. Der er noget, man ikke længere kan.” Og som to svenske sprogfolk – Ulf Teleman og Margareta Westman – så fint har formuleret det: Hvis man skal udtrykke sig på et fremmedsprog, tvinges man ofte til kun at udtrykke det, man kan, frem for det, man gerne vil.

 

I stillingsannoncer søger man ikke længere efter salgschefer, produktchefer, bogholdere, rådgivere osv. Nej, man har brug for en sales manager, product manager, accountant og controller. Eksempelvis sås i en periode en annonce i gratisavisen Urban, hvor man tilbød folk at blive ”Diplomkonsulent” (hvad det så ellers er). Man skulle bare ringe til deres ”Human Resource Office” … I efteråret havde man i Netto en temauge med jagtudstyr – hvor mange danskere har for øvrigt nogensinde været bare i nærheden af et jagtgevær? – og reklamerede i den anledning for diverse nyttige genstande såsom en Microfiber fleecejakke med windbreakerfor. YKK lynlås og 100% micro fleece antipilling. Hvad snakker de om?! For mig at se lignede den afbildede beklædningsgenstand i mistænkelig grad en trøje, og den kunne for øvrigt fås i farverne army og navy.

 

I ugebladene er sproget efterhånden iblandet så mange engelske ord og udtryk, at man kan tale om danglish. Den danske journalist Merete von Eyben, som i en årrække har været bosat i USA, har nærlæst et par numre af ugebladet ALT for damerne, og lad mig citere fra hendes kronik i Politiken den 20. august: ”Faktisk ser det ud til at være noget nær umuligt for etniske danskere at kommunikere med hinanden uden et så omfattende angelsaksisk/amerikansk ordforråd, at det må kunne give de fleste af landets engelsklærere spasmer af henrykkelse. En skuespiller beskriver det som et wake up call at få et barn, mens en anden har en ”ret heavy indre dialog kørende”. En kreativ direktør og forhenværende VIP–roomservice-waiter er hotelfreak og betragter tostjernede hoteller som low standard og er meget on and off med sine kærester, men til gengæld trofast over for sin soulmate.” I samme kronik opremses så mange eksempler på mere eller mindre tåbelige – for ikke at sige totalt intetsigende og unødvendige – engelske udtryk, at det i hvert fald giver mig røde ører. Det ville være komisk, hvis det ikke var så pinligt!

 

Og så har vi jo hele livsstil-industrien og dens affaldsprodukter – dvs. denne bølge af bøger, blade og tidsskrifter – you name it! – der angivelig skal give os et ”kick” og ”coache” og ”style” os til at få et bedre, sundere og frem for alt sjovere liv. Jeg synes ikke, det er spor morsomt … Sproget er jo ikke bare en eller anden ”power gel”, man sæber sig ind i og skyller af igen, ”det er samtidig også en måde at se verden på med et tilsvarende værdigrundlag,” som førnævnte Michael Herslund påpeger. Og er det ikke lige netop det, der sker med os i disse år? At vi begynder at betragte verden og os selv ud fra et primært amerikansk værdigrundlag og bl.a. overfører det merkantile sprog til privatsfæren? Det er smart at trække i et nyt sprogligt ”outfit” – det signalerer nemlig, at vi har ”tjek” på vores tilværelse, at vi er globale, har magt over tingene og er totalt ”fit for fight”, ikke? Vi INVESTERER i vores ”selvværd”, i vores parforhold, i vores børn. Og vi gør det uden at blinke, for ”nå ja, det er jo bare ord, og i øvrigt går det sgu da meget godt”. Meget tyder dog på, at denne power gel er trængt ind under huden på os, og at det sproglige hamskifte er mere end blot en udvortes forandring.

 

OG NU DA VI ER I GANG med ”den engelske syge”, vil jeg godt vende blikket mod mit eget fagområde, nemlig oversættelse, og komme med nogle eksempler på, hvordan også danske litterære oversættelser – eller skulle jeg sige oversættere? – viser symptomer på lidelsen:

 

Ud over kritikløst og dovent at undlade overhovedet at forsøge at oversætte ”besværlige” ord – jeg stødte for nylig på udtrykket mood boards i en dansk ”city-girl”-romanoversættelse, for nu blot at nævne ét bizart eksempel – er det efterhånden blevet ganske almindeligt at oversætte engelske/amerikanske udråb og eder ordret: ”Oh my God” bliver til ”Åh, min Gud”, ”Jesus Christ” bliver til – ja, gæt engang. Det var dog helvedes, så religiøse vi pludselig er blevet! Stadigt færre gør sig den umage eller TØR (?) forsøge at tilpasse den slags udtryk til normaldansk. Danskere render faktisk ikke rundt og siger ”åh, min Gud” eller påkalder Jesus Kristus, når de spilder sovs på skjorten eller kommer for sent til toget! Hvis vi påkalder nogen, er det snarere Fanden! Og hvorfor skrive ”fuck” og ”shit”, når vi har så fortrinlige ord som ”pis” og ”lort”, for ikke at sige et betragteligt arsenal af andre saftige kraftudtryk?

 

Vi tager heller ikke ”hen til vores forældres hus”, som de gør i de engelsktalende lande, og som der hyppigt står i danske oversættelser, nej, vi tager ”hjem til vores forældre”. Og når amerikanere siger ”Why don’t we go to the movies tonight?”, siger danskere ”Skal vi ikke gå i biografen i aften?”. Vi ville ikke drømme om at sige ”Hvorfor tager vi ikke i biografen i aften?”. Hvis en eller anden siger noget uforståeligt eller uforskammet, siger vi ikke ”Undskyld mig?” (som i ”Excuse me?”), men ”Hvabehar?”. Det giver heller ingen mening på dansk at oversætte ”Have you seen him yet?” med ”Har du set ham endnu?”. Endnu …? En meningsfuld oversættelse kunne lyde: ”Har du set noget til ham?” eller ”Har du IKKE set ham endnu?” At være ryger i Danmark giver heller ikke en forøget ”chance” for at dø af lungekræft – vi opfatter det faktisk som en risiko. Skuespillere har roller i film og teater, de spiller ikke ”karakterer” (characters). Og endnu et eksempel: Engelsksprogede er af en eller anden grund nødt til at tilføje et ”his”, ”her” og ”their”, når de omtaler diverse legemsdele, men det er vi heldigvis ikke, for vi er aldrig i tvivl om, hvem de tilhører: At skrive ”Han blev så forskrækket, at han bed sig i sin tunge” er måske ikke ukorrekt, men meget udansk, for hvis tunge skulle han ellers bide i? Vi lukker heller ikke ”vores” øjne eller klør os i ”vores” røv, for det er selvfølgelig underforstået, at det ikke er andre menneskers øjne og røv, det handler om.

 

Disse er kun nogle få af utallige eksempler på, hvordan engelsk sprogbrug bevidstløst gengives i dansk oversættelse, såvel i tv-tekster som i bogform. Og jeg vil tillade mig at kalde det dovenskab og slaphed. Som oversætter er der ingen undskyldning for ikke at oversætte ”besværlige” ord, og bare fordi en sætning fungerer på engelsk, gør den det ikke nødvendigvis på dansk.

 

På de nordiske sprog har vi desuden det glimrende ord ”døgn”, som betegner tidsrummet dag plus nat. Altså en hel jordomdrejning. På engelsk siger man ”twenty four hours”, og i stedet for at skrive ”et døgn” vælger flere og flere at oversætte ”twenty four hours” med ”fireogtyve timer”, ligesom ”to døgn” bliver til ”otteogfyrre timer”. På samme måde bliver ”halvandet år” til ”atten måneder”, ”et halvt år” til ”seks måneder”, ”et kvarter” til ”femten minutter”, og det beskrivende, ja, næsten poetiske ”et øjeblik” bliver til det langt mere blodfattige ”et minut” eller ”et sekund”. Og hvad er der galt med det udmærkede udtryk ”i fjor”? ER vi virkelig nødt til at skrive ”sidste år”? Frøken Smilla havde som bekendt fornemmelse for sne – måske har vi skandinaver fornemmelse for tid?

 

Og hvad med den kære familie? Hvorfor skrive ”tante” i stedet for ”moster” eller ”faster”, bare fordi de engelsksprogede kun kan finde ud af at skrive ”aunt”? Vi har ord som ”farbror” og ”morbror”, men de er sørgeligt nok på retur og erstattes stadigt oftere af det mere intetsigende ”onkel” som i ”uncle”. Og ”mormor”, ”morfar”, ”farmor” og ”farfar” er da langt mere beskrivende end blot ”bedstemor” og ”bedstefar”. På dansk har vi også både kusiner og fætre og ikke kun ”cousins” (i Norge er de så heldige at have både tremenninger og firemenninger, og guderne må vide hvor mange flere -menninger).

 

Også dansk retskrivning må lægge for. Pludselig skriver folk fx Peter’s i stedet for bare Peters, ligesom sammensatte ord snart er en saga blot, som i eksemplet Statens Serum Institut i stedet for Statens Seruminstitut. Også brugen af præpositioner synes at være inficeret, som det ses i eksemplet ”det vil jeg ikke kommentere på”.

 

Dette er kun et udpluk af alle de sproglige besynderligheder, jeg jævnlig støder på i mit arbejde som tekstredaktør og korrekturlæser – og ikke mindst i mit liv som lystlæser, for jeg kan godt love jer, at jeg trods mit arbejde som oversætter læser masser af oversat litteratur! Føromtalte Jørn Lund kalder miseren et ”sprogligt ophørsudsalg”, og jeg giver ham ret. Det er et tab og en sproglig forarmelse, og ikke mindst oversættere og forfattere har et stort medansvar for, at vores sprog med alle dets nuancer bevares og holdes levende. Hvis vi, der kan sproget, svigter sproget, hvordan kan vi så forvente, at folk med ringere sprogkundskaber skal kunne løfte opgaven?

 

JEG HAR INDTIL NU i min gennemgang af ”den danske sprogsituation” stort set kun fokuseret på det problematiske i den omsiggribende anglisering af det danske tungemål – og det er da heller ikke nogen tilfældighed. Det ER fortrinsvis her, skoen trykker; det er denne problematik, sprogdebatten hovedsagelig har kredset om og fortsat kredser om. Det er netop udvandingen og amputeringen af vores modersmål i både skrift og tale, der har ført til, at Danmark nu har fået noget, der ligner en egentlig sprogpolitik.

 

Men når dét er sagt, skal det ikke glemmes, at det danske sprog nu som tidligere selvfølgelig også forandrer sig indefra – englænderne og amerikanerne skal så sandelig ikke have skylden eller æren, om man vil, for alting. Der kommer stadig nye ord til, ligesom ord og vendinger ændrer betydning. Vi firer på tilladte stavemåder, vi udvider grænserne for ”det gode sprog” i takt med, at flere og flere såkaldt almindelige mennesker kommer til orde. Vi kan fx takke ungdomskulturen for adskillige nye ord og udtryk, for de unge er ikke kun flittige brugere af hippe låneord, men også yderst opfindsomme og kreative i deres omgang med modersmålet.

 

Efter denne opløftende konstatering må jeg dog endnu en gang vende mundvigene nedad, for det står sløjt til med danskfærdighederne hos de yngre generationer. Nogle vil måske – og med en vis ret – hævde, at det har det altid gjort, men der er påviseligt op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne sket en forringelse og en nedprioritering af danskundervisningen både i læreruddannelsen og i folkeskolen, og Kulturministeriets arbejdsgruppe – som jeg har omtalt tidligere – skriver da også i deres ”udspil til en dansk sprogpolitik”: ”Det er utilfredsstillende, at mellem 15 og 20 % af grundskolens elever efter 9. klasse ikke er i stand til at læse og skrive dansk på et acceptabelt niveau. Det forhold gør en særlig indsats nødvendig i læreruddannelsen og i skolens arbejde med læsning.”

 

Arbejdsgruppen anbefaler i det hele taget, at der fra regeringsside gøres en kraftig indsats for at styrke det danske sprog på alle de niveauer, hvor myndighederne har indflydelse, dvs. i uddannelsessystemet, i de statslige medier og i administrationen, samt ved at udbygge de økonomiske støtteordninger på det sprogkulturelle område, der omfatter litteratur, film og teater samt det offentlige biblioteksvæsen. Det anbefales ligeledes, at man støtter oversættelse til og fra dansk. Samtidig henstiller man til erhvervslivet, kommercielle medier og private institutioner at forsøge at udarbejde og håndhæve en sprogpolitik, der i videst muligt omfang tilgodeser et godt dansk sprog.

 

Ellen Boen er mag.art. i nordisk litteratur og medlem af DOF’s styrelse.