Af Jens Andersen

Jeg kunne ikke vente med at komme hjem til liggestolen med den sportsbog, der samme formiddag var landet på skrivebordet. På den sorthvide forside tonede mine to tennishelte fra slutningen af 1970erne frem: Björn Borg og John McEnroe stående i højt og langt hår, tykke pandebånd, træketjsere og sexede shorts ved nettet på Wimbledons Centre Court 1980.

Den nostalgiske nerve sitrede. Mine forventninger var, med bogens lokkende titel, »Spændt op«. Om ikke til lir, så i hvert fald til mindernes lirum larum. Var der noget, vi 20-årige mænd drømte at være midt i 70ernes brølende kvindekamp, så var det en lykkelig gensplejsning af maskuline modsætninger som Borg og McEnroe – halvt en tavst vuggende engel, halvt en rasende flamboyant bisse.

Tilbage til liggestolen i 2012. Jeg synker ned i vattæppe og sportsbog, men snart er længslen efter det forgangne afløst af gammelmands-irritation og ærgrelse over, at et ambitiøst forlag som People’sPress vil være bekendt at sende et internationalt anerkendt værk som Stephen Tignors »Strung up« på markedet i en så redaktionelt sjusket, ofte uforståelig og stedvis ufrivilligt komisk oversættelse. Som der for eksempel står i begyndelsen af et kapitel:

»I slutningen af august 1981, fjorten måneder efter at Björn Borg og John McEnroe havde besteget tennissportens tinding med den berømte tiebreaker i Wimbledon … «.

Tinding!? Hvordan i alverden kan sådan en lapsus ende i den færdige bog? Og slippe gennem tjek fra oversætter, redaktør og korrekturlæser?

Ligesom de fleste udenlandske bøger kræver Tignors sportsjournalistiske epos en tålmodig og til tider meddigtende oversætter. Ikke bare en læser, der slår op i ordbogen og bevidstløst beslutter sig for det første det bedste ord. Som når der pludselig i den danske udgave tales om Borgs »stålblå pragmatiske blik«, og de magtfulde traditionalister i det kridhvide tennisspil før 1968 konsekvent kaldes for »de gamle geder«. Og kan man forestille sig, at Björn Borg, trods sit forbehold over for ægteskabsinstitutionen, ved synet af sin kommende hustru, Mariana, skal have sagt: »Jeg er ikke blæst væk«.

Borte med blæsten er til gengæld både redaktører og korrekturlæsere af sportsbøger i visse dele af forlagsbranchen i Danmark. Det er ikke mere end et par uger siden, at forlaget Turbulenz udsendte Ronald Rengs prisbelønnede fodboldbiografi »Ein allzu kurzes Leben«,  om den tyske landsholdsmålmand Robert Enke, der i årevis skjulte sin dybe depression og kastede sig ud foran et tog i 2009.

Også i denne fordanskning af en stor international sportsbog står pinlighederne i kø. Hvad betyder en sætning som: »Han gjorde som ingenting«? Har man nogen sinde i fodbold hørt om målfarlige angriberes »patetiske afslutninger«? Og surreelt bliver det, når FC Barcelonas keeper, Victor Valdés, trækkes ind i en diskussion om en målmands nødvendige kynisme og brutalitet, og der så står: »Victor var den eneste, som havde lidt mala leche, som de siger i Spanien – dårlig mælk – i venerne.«

Mala leche. Det siger de ganske rigtigt i Spanien, men det, de mener, er noget i retning af »ondt blod«, hvilket en dybt forvirret læser af side 163 i »Et alt for kort liv« kan finde ud af ved at rejse sig fra liggestolen og gå på nettet.

Købere af de to miserabelt oversatte sportsbøger, der ikke er i nærheden af Stephen Tignors og Ronald Rengs sproglige ambitionsniveau, burde kræve at få ombyttet de danske udgaver med udenlandske ditto. Rødt kort til People’sPress og Turbulenz!

Jens Andersen er bl.a. kulturredaktør ved Berlingske Tidende

(Denne tekst er tidligere bragt i Berlingske Tidendes klumme “Bogbjerget” 26. maj 2012)

Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge dette websted accepterer du vores brug af cookies.