Af Anne Marie Bjerg
Fra 1973 til 1981 boede jeg mere eller mindre fast i Stockholm, Sverige. Det var i de år jeg virkelig kom i gang som litterær oversætter. Dog ikke med at oversætte fra svensk til dansk – det kom først da jeg vendte tilbage til Danmark -det allermeste af det jeg oversatte, var fra amerikansk eller engelsk til dansk. Men jeg levede til daglig med det fremmede sprog, svensk. Lærte at tale det, men dårligt: Åh, är du dansk! sagde folk glædesstrålende når de hørte min accent. Så meget – eller så lidt – havde jeg for min umage! Men jeg opdagede en anden ting: min opfattelse af omverdenen ændrede sig når jeg skulle udtrykke mig på svensk, altså på et andet sprog end mit eget. Andre ting end sædvanlig sprang i øjnene og blev væsentlige. Jeg fik efterhånden en slags dobbeltblik på livet og tilværelsen, et svensk og et dansk, og kunne blive helt splidagtig med mig selv. Jeg følte det efterhånden som om jeg havde to identiteter.
Det er som oftest bagateller der illustrerer dobbeltheden og forskellene. Og småbitte detaljer i overfladen kan vise sig at bero på grundlæggende forskelle underneden, ja, helt ned i undergrunden. Min daværende svenske mand og jeg kunne virkelig komme op at skændes om opvasken – nej, ikke hvem der skulle tage den, det var ikke noget problem – men han syntes det var overflødigt at tørre service og bestik af (dette var før opvaskemaskinens tid!), det kunne da bare stå og tørre i stativet. Mens jeg ville undgå kalkpletterne ved at tørre service og bestik af med et viskestykke. Kalkpletter??? Ja, fra vandet. Jamen, her er da ikke kalk i vandet. Og det er jo sandt. I størstedelen af Sverige bor man ikke på kalk- og lergrund, men på klippegrund. Og vandet i Stockholms vandhaner er behageligt fri for kalk. Så spørgsmålet var om vi så skulle ”diska på danska” eller ”diska på svenska”. Set i et mere overordnet perspektiv drejer opvask sig om hygiejne, sædvaner og ressourcer. Hvordan mon man vasker op i Mali, Usbekistan eller Kina? Og hvad kaldes det? Hvem skriver opvaskens kulturhistorie?
Men ét er spøg, noget andet til side. For eksempel den futile diskussion om hvilket flag som er pænest! Ved det lille røde, svenske træhus ude i den store skov hvor vi boede i nogle sommeruger gennem nogle år, var der en flagstang. Den var meget høj, for den skulle både konkurrere med bjergene og de høje træer. Ved en enkelt lejlighed hejste vi flaget. Jeg syntes det var helt højtideligt da det blå-gule flag gled til tops med den blå himmel og den mørke nåleskov som baggrund. Det var smukt, syntes jeg. Men så kom der en fornemmelse op i mig, en lidt fad fornemmelse. Jo, et flag skal da have noget rødt i sig! Men her var jo det røde hus, en rigtig svensk ”stuga”, med den mørkegrønne skov som baggrund og det blågule flag ovenover. Hvad var der dog i vejen med det??? Intet, naturligvis, der var bare det at det var svensk, det var i Sverige, jeg var. Jeg synes nu at det danske flag er pænere, sagde jeg. For det er rødt, og hvidt. Næ, sagde han, jeg synes nu at det svenske er det kønneste.
Det tillod vi så os selv og hinanden at synes. Nationalchauvinisme klæder ingen.
Med disse private anekdoter vil jeg bare illustrere at det fremmede er fremmed og anderledes, og at det for en oversætter er en dyd at være sig forskellene bevidst og hele tiden at sammenholde og forstå dobbelt. Hvordan man så bedst kalder den fremmede virkelighed som er til stede i den fremmede forfatters sprog, frem på sit eget sprog, det er opgaven når man sidder ved tasterne.
*
En oversætters erkendelsesproces, kort:
Et sprog strukturerer virkeligheden.
Ethvert sprog strukturerer virkeligheden på sin måde.
Et andet sprog strukturerer virkeligheden på en anden måde.
Kommer man med sit sprog til et andet sprog, ser virkeligheden anderledes ud.
Den anden virkelighed kan kun forstås gennem det andet sprogs struktur.
For at komme til det andet sprogs virkelighed må man forlade sit eget sprog og dets virkelighed og sanse og begribe virkeligheden forfra, fra begyndelsen.
Man må være villig til at lade sig føde på ny som en anden og i en anden virkelighed.
For at være andet end etiketter på ting og fænomener må ordene være fyldt af en virkelighed.
(Denne artikel har tidligere været bragt i Forfatteren).
