af Niels Brunse 

Hvis der et sted i en dansk roman står “tak for sidst”, er det indlysende for en dansk læser hvad meningen er. Men hvis roma­nen skal omplantes til f.eks. russisk, er udtrykket højst pro­blema­tisk. På den plads, som “tak for sidst” har i det danske vokabu­larium (og det danske sæt af vaner), er der tomt ‑ eller rettere, der er slet ikke nogen plads ‑ i det russiske. Man takker simpelthen ikke hinanden for sidst.
              Omvendt fatter en dansker ikke, hvorfor russere møder den, der lige er kommet ud af badet, med en konventio­nel vending, der ordret oversat betyder “tillykke med den lette damp”. På dansk har man ikke noget fast udtryk at hilse en nyba­det person med. Ja, det ville aldrig falde en dansker ind, at der overhovedet er nogen grund til en hilsen i den situa­tion. Så hvordan det end skal over­sættes, er der et for­mid­lings­pro­blem.
              Disse to harmløse hverdagsudtryk, disse små vanemæssige elskværdigheder, er bare to nedslag i den enorme masse af idiomatiske vanskeligheder, der møder enhver litterær over­sætter. Oversætterkunsten består i at gøre værker levende i et andet sprogligt system og en anden kulturel kontekst end dem de er undfanget og født i. Og fodnoter, for slet ikke at tale om lærde parenteser, er dræbende. Oversætteren må i stedet bruge list og lempe og smugle de fornødne forudsætninger ind i teksten på en loyal og lødig måde.
              Dertil kræves både viden om de kulturer, oversætteren skal formidle imellem, og en i bund og grund kunstnerisk sans for sprogets skjulte kræfter.
              På videnssiden kan man måske forklare det danske “tak for sidst” lidt dybere end bare den overfladiske, konkrete an­ledning udtrykket bruges i: det har nok noget at gøre med den danske (men ikke eksklusivt danske!) blanding af kræmmersjæl og ydmyghed. Al gæld, også taknem­lighedsgæld, skal gøres op og afregnes; men ingen skal tro at de er bedre end andre, nærmest tværtimod, så derfor kommer enhver deltager i et samvær i tak­nem­lig­heds­gæld til de andre.
              Tilsvarende kan man måske forklare den russiske vending ud fra en russisk (men ikke eksklusivt russisk) grundoplevelse af at verden er et beskidt og ufuldkomment sted, mens et bad (især det ritualomgærdede russiske dampbad) er en lettende og ren­sen­de op­levelse, så enhver der har mægtet at gennemføre en sådan katarsis, bør hilses med glad anerkendelse.
              Og hvordan skal den slags alenlange kulturforklaringer så pakkes ind i en gengivelse af en lille kort standardbe­mærk­ning? Tja ‑ det gives der ingen regler for, det afhænger af sammen­hængen og af oversætterens kunst.
              Og af sproget. Grænsen mellem sprog og kultur er meget svær at drage ‑ hvis den overhovedet kan drages.
              Der er en side af litteraturernes vekselvirkning gennem oversættelser, der tit bliver glemt i diskussionerne. Det er, at oversættelser lige så vel som originalværker på­virker det sprog, de affattes på: plejer det, pisker det, sprænger det og bevarer det, forynger, fornyr og forfiner det.
              Den naive ‑ men desværre udbredte ‑ forestilling om, at over­sættelser bare flytter nogle kulturmøbler fra ét rum ind i et andet, er fejlagtig. For at blive i billedet kan man sige, at nok er der tale om to rum, men atmosfæren i dem er højst forskellig. Møbler fra det ene rum kan blive kvast af luft­trykket i det andet eller miste glansen ved dets luftfugtighed eller forkulle ved dets højere lufttemperatur. Hvis ikke flyt­ningen på skabende vis forvandler selve møblernes materiale, bliver møblerne ikke flyttet, men ødelagt.
              Johan Fjord Jensen skrev for snart længe siden om hvor­dan Vilhelm Møllers Turgenjev-oversættelser “skabte en særegen dansk kunstprosa, hvis indflydelse snart skulle spores i den danske stils nydannelse”. Undersøgelser af den slags påvirk­ninger er sjældne, men det skyldes snarere akademisk uopmærk­somhed end mangel på materiale. Litterære oversættelser har sjæl­dent sprogforskernes bevågenhed, og litteraturforskerne kon­cen­trerer sig oftest om tematikker og ideer (møbler!), ikke om de sproglige materialeforvandlinger.
              Oversættelsernes rolle som kanaler for nye ord i f.eks. dansk kan heller ikke siges at være fuldt belyst. Nyskabelser og nyoptagelser fra talesprog osv. er lige så fuldt oversætternes sag, som den er originalforfatter­nes, og oversætterne har måske andre motiver, men lige så stor årsag til at for­holde sig ska­bende til deres eget sprog, som origi­nal­for­fat­tere har.
              Det er fint nok at tale om litterære oversættelser som et middel til mellemfolkelig forståelse og som grænseoverskri­dende udveksling ‑ men det må ikke glemmes, at oversættelser også er identitetsskabende og kulturbærende i deres eget land, fordi de er med til at pleje og udvikle deres eget sprog.
(Let forkortet udgave af artikel bragt i Forfatteren, medlemsblad for Dansk Forfatterforening, nr. 5, august 1998)

Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.