Af Niels Brunse

Efterårstider, messetider, forfatterberømmelsens højsæson. Hvert år på denne tid, når klimaet gør øreklapstolen uimodståeligt indbydende og aftnerne bliver lange nok til mere end fjernsyn, lægger der sig en særlig stråleglans over forfatterne. Anført af årets Nobelpristager i litteratur kaprer de spalteplads og publikumstække i en grad, der resten af året er forbeholdt sportsstjerner og tv-meteorologer.

              Og på hele den nordlige halvkugle holdes der litterære fokuseringsfester i store haller, såkaldte bogmesser. Messerne viser ikke kun bøger frem, men også levende forfattere. De lokale reportere vil alle sammen helst møde Trendy McSmart fra USA, der har skrevet lige netop den bog om post-cybersplat-generationen, som alle forlæggere købte ubeset i Frankfurt, men mindre berømtheder kan også gøre det. Så der kommer de, de gamle og nye kendinge, flyvende ind til åbningsdagene i Toronto, Göteborg, København…
              Og i den stimmel af folk, der omgiver prominencerne, finder man undertiden også deres oversættere. Disse ydmyge væsner, disse oversete tjenere, hvis fornemste pligt er at gøre sig usynlige. Hvis de ikke selv gør det, skal reporterne nok sørge for at de forsvinder ud af synsfeltet. Interviews med udenlandske forfattere, i hvert fald her i landet, synes altid at gå ud fra at originalteksterne og de danske versioner er identiske, eller at samtlige danske læsere ubesværet nyder forfatterens værker på russisk, fransk eller japansk…
              Nå, ja, ja. Godt ord igen. Oversættere har et vist ry for at føle sig “reduceret på en krænkende måde”, som Thomas Mann skrev. Og måske er der virkelig tale om et indbygget Mozart-og-Salieri-kompleks i professionen? En slags institutionel misundelse?
              Kig lige tilbage på det citerede udtryk. Studsede De over noget? Thomas Mann skrev faktisk “auf kränkende Weise abgestempelt”. Den ovenfor anførte formulering er derimod af Mogens Boisen, den er nemlig på dansk. Og sådan er der så meget.
Hvorom alting er, så kan eller skal en oversætter naturligvis aldrig træde i forgrunden og skygge for sin originalforfatter. Hvad oversætterne ønsker sig (og savner), det er at blive set og anerkendt for den omhu, den omtanke og den litterære kunnen, de – forhåbentlig da – lægger i omplantningen af et fremmed værk.
              Den famøse blindhed ligger egentlig mest hos formidlerne. Forfatterne ved godt hvordan det er, mange af dem har selv prøvet at oversætte. Men forholdet mellem forfatterne og deres oversættere er så usynligt i offentligheden, at man næsten skulle tro det var illegitimt, som en hemmelig romance.
              Somme tider kan et sådant forhold blive til et rigtigt venskab mellem to skrivende mennesker. Andre gange er der ret kold luft. Men de fleste nulevende forfattere, der får bøger oversat til andre sprog, bliver konfronteret med breve, telefonopringninger, faxer fra deres oversættere, hvis ikke om andet så om de problemer der er tilbage, når oversætteren har opbrugt hele sit forråd af ordbøger, leksika, biblioteker, institutioner, lokale autoværksteder, venner og bekendte og venners bekendte, der tilfældigvis véd noget om windsurfing, minedrift eller de puniske krige.
              En oversætter kan bruge dage og uger på at finde det rigtige ord i den slags faktuelle sammenhæng, men tilbage bliver der altid en lille liste med spørgsmål, som kun forfatteren kan svare på. Når der på engelsk står figures om et eller andet på et stykke papir, uden anden forklaring, og både figurer og tal blandt de mulige danske oversættelser giver mening, hvad er så det rigtige? (Det var tal!)
              Et godt gammelt aristokratisk mundheld hævder, at ingen er en helt for sin kammertjener. På samme vis er ingen forfatter en helt for sin oversætter. Oversættere kan more sig herligt med at fortælle hinanden anekdoter om hvordan “deres” forfattere har klumret i det – og de kan fortælle mange. Jeg mindes den tyske 68’er P.S., der i en roman skrev at et spøgelse gik gennem Tyskland. Hvilken elegant allusion til Det kommunistiske Manifest (hvor gespenstet går gennem Europa), tænkte jeg og lod det stå. Men da jeg alligevel, på forlagsredaktørens indstændige opfordring, ringede og spurgte, sagde P.S.: “Hvad? Har jeg skrevet det? Ret det!”
              Eller den berømte englænder J.F., som måske alligevel er noget af en helt for mig, men som havde skrevet om en vej, at den snoede sig som en syl (awl) … jeg spurgte i et langt brev med mange andre spørgsmål (det var en hundesvær oversættelse), om han ikke mente et bor (auger), for en syl snor sig nu godt nok ikke ret meget, og jo, det indrømmede han.
              Eller den gådefulde sydafrikaner J.M.C., som havde forvirret mig med nogle ret synlige inkonsekvenser. De spørgsmål sprang han simpelthen over på listen!
              Eller amerikaneren P.T., der i en roman om Mellemamerika havde nævnt nogle himstregimser der hed crapsies, og som jeg ikke kunne finde nogen steder. Han svarede: “Perhaps a type of insect? I don’t know.” (Men så var han også selv ude om at de kom til at hedde krapser på dansk.)
              Eller den verdensvante romanforfatter og journalist, der under et besøg hjemme hos ham i Köln glad fortalte, at han havde talt med hr. Gyldendal i Frankfurt året forinden. Jeg nænnede ikke at fortælle ham, at hr. Gyldendal havde været død i næsten 200 år.
Sådan kan man blive ved, ligesom tyendet altid har fniset i køkkenet over herskaberne. Vi oversættere, vi undersøger tingene, og vi ved hvad vi taler om! (Men hovmod står for fald. En svensk oversætterkollega, til hvis mange fortræffelige egenskaber også hører et indgående kendskab til Europas bedste konditorier, brugte engang en novelle jeg havde skrevet, ikke oversat, som materiale til et kursus hun ledede. Og i den anledning spurgte hun mig med fin ironi, om det var med vilje jeg havde stavet navnet på det berømte etablissement Gerbeaud i Budapest forkert? Der stod nemlig Gerbeau i min novelle. To gange. Tableaud!, om jeg så må sige.)
              Fniset og pindehuggeriet er ikke udtryk for åndelig nærsynethed. Oversættere fortæller den slags anekdoter med en art professionelt augursmil. De ved, om nogen, at også de mest storslåede litterære kunstværker er bygget op af detaljer. Og når man river hele bygningen ned og genopfører den et andet sted – hvad en litterær oversættelse kan sammenlignes med – så må man for helhedens skyld være nøjeregnende med detaljerne.
              For hvad oversættere end er – tyende, tjenere, usynlige hjælpere eller undereksponerede litterater – så er de også nogle af “deres” forfatteres bedste læsere. Ellers ville de ikke kunne holde ud at leve sig ind i forfatternes gemytter og intentioner i månedsvis, måske årevis, som en skuespiller lever sig ind i en vanskelig rolle. Personen træder tilbage for figuren. Derfor står oversætterne der i mængden, for foden af podiet, med en stolthed de holder for sig selv, når kameraerne og mikrofonerne nærmer sig bogmessernes berømte gæster.

 

 

(Dette indlæg er tidligere trykt i Politiken, 13. november 1994, med titlen ”To gemytter under samme paraply – Oversætterne og ’deres’ forfattere”)

Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge dette websted accepterer du vores brug af cookies.