At hæve blikket og kigge ud – historien om et nordisk samarbejde del 4

Da de tre nordiske forlag Rosinante, Oktober og Natur & Kultur sidste år lancerede deres samarbejde, Ibsen NOR, var oversættere fra alle tre nordiske lande en vigtig hjørnesten. Uden dem ville samarbejdet ikke have givet mening – ideen var netop (bl.a.) at udgive tre romaner baseret på Henrik Ibsens figurer i de tre nordiske lande på dansk, svensk og norsk samtidig. Babelfisken har tidligere talt med de danske oversættere, Sara Koch og Louise Ardenfelt Ravnild, som har oversat Vigdis Hjorths Henrik og Klas Östergrens Hilde.

Merete Pryds Helle: Foto Thomas A.

Det danske roman bidrag Nora af Merete Pryds Helle blev selvfølgelig oversat til norsk og svensk, og i denne uge slutter vi beretningen om det nordiske samarbejde med at høre, hvad Hilde Rød-Larsen fra Norge og Stewe Claeson fra Sverige tænkte om at være med i projektet.

Stewe Claeson er prisvindende forfatter, men oversætter også, dog primært lyrik. Så han gjorde sig nogle tanker om den side af oversættelsesarbejdet:

Den eneste særlige overvejelse, jeg gjorde mig, var, at jeg jo næsten altid vælger at oversætte lyrik. Jeg havde ganske vist oversat en af Vigdis Hjorts romaner til svensk og noget prosa fra USA, men ellers har jeg i over fyrre år kun oversat poesi. Men dansk er et sprog, som jeg føler mig meget fortrolig med (jeg taler et ret godt dansk) – og allerede i 1960’erne skrev jeg faktisk speciale om Johs. V. Jensens Himmerlandshistorier

Forsiden til den svenske udgave af “Nora”. Natur & Kultur

Nogen helt konkrete erfaringer fra netop dette oversættelsesarbejde ved jeg ikke, om jeg har. Jeg stødte på helt almindelige vanskeligheder – at nogle af de ord, Merete [Pryds Helle] gerne ville have med, var fuldstændigt umulige på svensk, på trods af at ordene eksisterer på begge sprog. Et klassisk problem. (To af mine romaner findes på dansk, og jeg havde faktisk holdninger til den ene af romantitlerne – men min danske oversætter [Christina Bojlén] gjorde et enestående stykke arbejde, og jeg diskuterede aldrig sagen med hende, fordi jeg vidste, at enslydende ord kan give helt forskellige associationer på de to sprog). Jeg havde en kort og venlig korrespondance med Merete under forløbet.

At romanen samtidig blev oversat til norsk, var kun sjovt. Jeg havde også en kort korrespondance med Hilde [Rød-Larsen] under arbejdet. Men derudover ser jeg ikke dette arbejde som anderledes end andre. Og jeg har ikke fået nogen som helst rolle at spille af det svenske forlag.”

De nordiske sprog – og Ibsen

Projektet synes Claeson  på mange måder er en glimrende ide, selvom bøgerne er blevet meget forskellige. Til gengæld har han tænkt over det mere overordnede spørgsmål om de tre nordiske sprog, som er grundstammen i samarbejder:

At vores tre sprog opfattes som netop tre sprog og ikke tre varianter af ét, er fint. Men som gammel nordist har jeg ofte tænkt, at man egentlig ikke burde behøve at oversætte mellem vores sprog. På den anden side – jeg ved, at det altid er blevet gjort, og at mange – i alle tre lande – tøver med at læse på de andre originalsprog. Alt det der understreger vores samhørighed, er af det gode!

Stewe Claeson synes til gengæld ikke, at han har noget egentlig “forhold” til Henrik Ibsen: “Jeg har læst alt hvad han har skrevet, jeg ejer hans Samlede værker, og jeg har nok set omkring ti af hans skuespil på scenen, men af de store nordmænd fra 1800-tallet har både Alexander Kielland og Bjørnstjerne Bjørnson spillet en større rolle for mig personligt. – Jeg har set Et dukkehjem i mange opsætninger, blandt andet Ingmar Bergmans med Pernilla August som Nora på Dramaten i Stockholm for mange år siden. Men Et dukkehjem er ligesom Strindbergs Frøken Julie, som Shakespeares Hamlet eller Goethes Faust – det er på sin vis blevet Ibsens signaturstykke, meget mere end Peer Gynt eller Brand; man forholder sig til det skuespil, som man forholder sig til Eiffeltårnet eller Egyptens pyramider … Og efter oversættelsen er det ikke blevet anderledes.”

Ganske anderledes forholder det sig med den norske oversættere af Nora, Hilde Rød-Larsen. Ibsen er jo på en helt anden måde end i de andre nordiske lande et nationalklenodie i Norge og uomgængeligt pensum i skolen, og som sådan kunne det, ifølge Rød-Larsen, være med til faktisk at ødelægge den enkeltes forhold til forfatteren og hans værker. Det hører man tit, mener hun. .

Mit forhold til Henrik Ibsen er et eksempel på det modsatte. Jeg gik på Hartvig Nissen gymnasium i Oslo som ung, en skole, der ligger et stenkast fra Nathionalteateret, og jeg var en hyppig gæst på teateret, både med norskklassen og dramaklassen og i fritiden med min klassekammerater. Hvis jeg husker rigtigt, så jeg Brand, Peer Gynt, Fruen fra havet og Rosmersholm i løbet af skoletiden, altid efter at have læst dramaerne først. Enkelte gange skrev vi også tekster om stykkerne. Jeg havde enormt udbytte af det hele, på flere niveauer – både følelsesmæssigt og intellektuelt. Siden har jeg med ujævne mellemrum både set Ibsen på teateret og læst hans samtidsdramaer hjemme i sofaen. Hver gang har jeg opdaget noget nyt, både i mig selv, i hans tekster og i koblinger til andre forfatteres værker.

Fra dansk til norsk

Hilde Rød-Larsen har i mange år oversat store amerikanske, engelske og danske forfattere til norsk, så det var en stor glæde for hende at få lov at oversætte Nora men der var selvfølgelig også udfordringer:

Forsiden til den norske udgave af “Nora”. Forlaget oktober

At oversætte Merete Pryds Helles sanselige, poetiske sprog var en virkelig stor glæde fra sætning til sætning. Den helt klart største udfordring var at finde frem til et norsk, som nutidens norske læser oplever som frisk, samtidig med at det ikke tilsløres, at handlingen udspiller sig i en anden tid. En tid, hvor det norske sprog lå tæt op ad det danske, sådan som Ibsens eget sprog gjorde. Én ting var at vælge de rette ord, en anden at vælge, hvordan jeg skulle skrive dem. Norsk er et sprog med særlig stor valgfrihed hvad angår stavemåder, og den slags valg skulle foretages kontinuerligt. Jeg ønskede at bruge et relativt konservativt sprog, men ikke et, der ligger for tæt op ad det danske, det ville virke unødigt arkaiserende.

En stor bonus undervejs var, at jeg fik mulighed for møde forfatteren, mens jeg arbejdede med hendes tekst, og også kunne stille hende spørgsmål på mail efter behov. Jeg havde desuden kontakt med den svenske oversætter, Stewe Claeson, og det havde jeg stort udbytte af. Luksus!

Rød-Larsen, der også arbejder som forlagsredaktør, fik opgaven med at oversætte Nora på en for hende lidt utraditionel måde: “Jeg havde hørt om NOR-projektet og syntes, det lød virkelig spændende, så jeg tog kontakt til det norske forlag Oktober og spurgte, om jeg kunne få lov at oversætte. Og det kunne jeg! Det, der tiltalte mig ved projektet, var både Ibsen-koblingen og samarbejdsaspektet. Det var tillokkende at få lov at være en del af en større satsning, som omfattede mange aktører på tværs af nordiske landegrænser. Når jeg oversætter en bog, prøver jeg altid at gøre noget ekstra ud af det, ud over at arbejde med den konkrete tekst, jeg har foran mig. Det kan være at rejse til steder, hvor fortællingen udspiller sig, eller læse relevant litteratur. Med Nora var dette ”ekstra” givet fra begyndelsen. Blandt andet havde jeg stor glæde af at læse Ivo de Figueiredos store Ibsen-biografi Mennesket og masken (overs. af Camilla Christensen, Rosinante 2019), og jeg har genlæst flere af Ibsens stykker.

Hilde Rød-Larsen har generelt været glad for at være med i projektet, og det var inspirerende at arbejde for Oktober: “Redaktør Signe Russwurm var en god sparringspartner under hele processen, også på en mere omfattende måde end det, jeg er vant til som oversætter. Skal jeg komme med et enkelt kritikpunkt, ville det have været flot, hvis de tre forlagene havde arrangeret det sådan, at vi oversættere – og ikke bare forfatterne og forlagsfolkene – kunne have mødt hinanden undervejs i forløbet. Men NOR-projektet må da derudover være et eksempel til efterfølgelse! Jeg vil meget gerne se mere af den slags, både for forfatternes, læsernes, oversætternes, forlagenes og den litterære offentligheds skyld. Vi har alle sammen godt af at hæve blikket og kigge ud over vores egne landegrænser.”


Hilde Rød-Larsen. Foto: Tine Poppe

Hilde Rød-Larsen, f. 1974, er uddannet i samfundsvidenskab fra London School of Economics og arbejder som forlagsredaktør og skønlitterær oversetter fra engelsk og dansk af bl.a. Elizabeth Strout, Alice Munro og Caroline Albertine Minor. I efteråret 2019 debuterede hun som forfatter med romanen Sommertid (Aschehoug).


Stewe Claeson foran Shakespeare & Co., Paris 2012. Foto: Ingela Claeson

Stewe Claeson, f. 1942, er svensk forfatter og oversætter. Han debuterede med digtsamlingen Semantica: op 18 i 1969 og har siden skrevet fire novellesamlinger og elleve romaner. Gennem de sidste fyrre år har Claeson desuden oversat både lyrik og prosa fra engelsk, norsk og dansk, bl.a. William Carlos WilliamsEzra PoundLouise Glück, Derek Walcott, Geir Gulliksen, Vigdis Hjort, Martin Glaz Serup og Merete Pryds Helle. Claeson har modtaget adskillige æresbevisninger for sit litterære arbejde, bl.a. Tegnérpriset 2003 og Selma Lagerlöfs Litteraturpris 2015.

| Næste: Bibelen 2020 - Gud taler nudansk | Forrige: Hooked på Ibsen - historien om et nordisk samarbejde del 3
No Comments

Post a Comment