Babelfiskens krediteringsundersøgelse 1. del

Af Mette Olesen

Som en del af Babelfiskens tema ”Oversætteren der blev væk” har vi i efteråret 2019 indledt en undersøgelse af problemet vedrørende manglende kreditering af oversætteren, i første omgang i forbindelse med litteraturanmeldelser.

At oversætterens navn jævnligt mangler i forbindelse med anmeldelser, fremgår fx tydeligt af vores ”udeladelsesliste”.  Listen er langt fra udtømmende, da den især afhænger af hjælpsomme læsere – ofte oversætteren selv – der opdager at en oversætter er udeladt, og gør os opmærksomme på det. Men den vidner om at den manglende kreditering er et stadig tilbagevendende problem.

Omtrent lige så jævnligt henvender de udeladte oversættere sig selv til medierne for at gøre opmærksom på udeladelsen og bede om at den bliver rettet. Hvilket den generelt bliver meget hurtigt. Vi mødes som oftest med stor venlighed og forståelse ved sådanne enkelte henvendelser, og oversætterens navn bliver hurtigt tilføjet i mediernes netudgaver. Alligevel synes situationen ikke at blive forbedret generelt – oversætterne bliver ved med at blive væk.

Spørgsmålet er altså hvad det er der går galt – og ikke mindst hvor det går galt undervejs fra udgivelsen til anmeldelsen? Hos medierne som bringer anmeldelserne, og i så fald hos litteraturredaktørerne eller anmelderne selv? og/eller hos andre formodede formidlere af oversætterens navn, dvs særligt forlagene, men også biblioteker, netboghandlere og diverse andre nettjenester?

Undersøgelsens første del: Medierne

Det vil Babelfisken prøve at hitte rede i, og vi har i første omgang henvendt os til kultur-/litteraturredaktørerne på en række medier der bringer anmeldelser af oversat skønlitteratur: Otte personer i alt har været så venlige at deltage i undersøgelsen, nemlig de litteraturansvarlige redaktører fra aviserne Berlingske Tidende, Dagbladet Information, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen, samt fra Litteraturmagasinet Standart, Litteratursiden.dk og Bogmarkedet.dk (hvoraf sidstnævnte dog sjældent bringer egentlige anmeldelser, men dagligt oplyser om, hvilke bøger der er anmeldt i danske aviser m.m.). Invitationen blev sendt ud til ti personer i alt, men én redaktør fra et landsdækkende dagblad svarede aldrig, og en tidsskriftredaktør svarede at han arbejder hårdt under meget vanskelige vilkår, og at vi, hvis vi ikke syntes han gjorde det godt nok, kunne hjælpe ved at støtte tidsskriftet økonomisk. Begge lod vi derefter være i fred.

Redaktørerne blev bedt om at besvare følgende tre spørgsmål:

  1. Hvor vigtigt mener du, det er, at oversætteren krediteres i forbindelse med anmeldelser?
  2. Har redaktionen en politik vedrørende kreditering af oversætteren i forbindelse med anmeldelser?
  3. Hvordan når informationen om, hvem der har oversat det anmeldte værk, frem til redaktionen og videre til den trykte anmeldelse?

Svarene (her citeret i flæng) lød som følger:

Svar på spørgsmål 1 – om vigtigheden af at kreditere oversætteren

Redaktørerne ”mener selvfølgelig, at oversætteren skal krediteres i forbindelse med anmeldelser”, ”tager det meget alvorligt”, synes at ”det er meget vigtigt”, svarer: ”Naturligvis skal oversætteren nævnes”, eller:

”En god oversættelse er selvfølgelig helt afgørende for selv den bedste udenlandske litteratur. Derfor opfatter jeg det også som vigtigt, at oversætteren bliver nævnt. Måske ikke mindst når det gælder skønlitteratur, hvor den sproglige akkuratesse og elegance er helt central for læseoplevelsen. Det er en yderst væsentlig læseroplysning.”

”Jeg mener det er meget vigtigt at kreditere og dermed synliggøre oversætternes arbejde. Den gode oversættelse er en forudsætning for at vi kan læse og formidle oversat litteratur fra alle dele af verden, og dermed bør oversætterne have større anerkendelse, end tilfældet er i dag.”

”Jeg synes det er relevant at nævne. For læseren er oversætternavnet ikke lige så relevant som forfatter, titel og pris, men det bør stadig fremgå.” Samme redaktør skriver: ”Jeg har altid anset de skønlitterære oversættere for den litterære verdens oversete, underbetalte helte, og jeg har alverdens respekt for jeres store arbejde”.

Og endelig: ”Vi ved, at oversættelsen er en del af værket i dansk version.”

Svar på spørgsmål 2 – om forlagenes eventuelle politik på området

”Vi synes det er vigtigt at nævne oversætteren og gør det som fast praksis som del af bogdetaljerne ved den enkelte anmeldelse” og ”vi sørger altid for oversætteren er nævnt i bogposten.”

”Når vi [anmelder bøger], angiver vi altid oversætter.”

”[Vores] politik vedrørende kreditering af oversætter er altid at nævne oversætterens navn”

”Vi tager det nemlig meget alvorligt, og hvis det går galt så er det en fejl.”

”Vi har den politik, at vi i forbindelse med hver anmeldelse har nogle info-oplysninger, som skal med: Forfatter(e), oversætter(e), sider, pris, forlag. Her står oversætteren altså lige efter forfatteren.”

”Naturligvis skal oversætteren nævnes, og i forbindelse med anmeldelser gør vi det helt konsekvent efter formlen: Oversat fra [sprog] efter [originaltitel] af [oversætterens navn]” og (efter at have modtaget et link til udeladelseslisten) ”forsømmelser herfra er jeg lige så ærgerlig over, som I er!”

”vi nævner jo altid oversætterens navn ved anmeldelse af oversatte værker, det er meget vigtigt” og (efter at have set udeladelseslisten) ”jeg kan klart sige, at vi har som politik altid at nævne oversætteren.”

Og endelig, svarede en redaktør at han var ”flov over at opdage, at vi på det seneste har sløset med at kreditere oversætteren i anmelderboksen”, ”politikken har været – og er fra nu af – at oversætter krediteres i anmelderboksen”.

Det lyder jo dejligt: En stor forståelse blandt litteraturredaktørerne for oversætternes behov for anerkendelse gennem synlighed. De tre sidste deltagere der er citeret herover, kunne dog give det indtryk at redaktørerne ikke altid er klar over oversætterkrediteringsssituationen på deres egne redaktioner.

Svar på spørgsmål 3 – om proceduren og hvor det går galt

Samtidig med ovenstående udsagn om redaktionernes politik ifølge hvilke oversætteren ”altid” krediteres, erkender de fleste redaktører dog i den samme mail at det kan ”gå galt”, at der kan ske ”fejl”, at det ”engang imellem alligevel smutter”, og at ”det en gang i mellem [er] svipset”, eller vurderer: ”vores nyhedsbrev nævner, vil jeg tro, oversætterens navn i 95% af tilfældene”. Én redaktør kommer aldrig ind på at problemet kan opstå i det pågældende medie.

Redaktørerne er enige om at de selv har det endelige ansvar for at sikre at oversætteren krediteres. To redaktører svarer at det i udgangspunktet er anmelderen, der skal huske at tilføje oversætterens navn, men at det stadig er redaktørens opgave at tjekke at det faktisk er kommet med: ”Når oversætteren udelades sker det typisk i overdragelsen fra anmelder til redaktør, hvor anmelderen ikke altid får noteret oversætterens navn i sin anmeldelse, og redaktøren ikke altid opdager fejlen.”, ”Det kan dog ske, at skribenten glemmer det, og eftersom en stor del af anmelderne er eksterne, er det ikke altid så ligetil at nå at få fat i dem inden en deadline, hvis oplysningen mangler. Andre gange har jeg efterfølgende selv forsøgt at finde oplysningen om oversætteren på nettet.” Andre redaktører svarer: ”sker der fejl er det alene menneskelige af slagsen, hvis jeg fx er på ferie”, ”jeg gennemgår titeloplysninger osv.”, ”Ja, det er i sidste ende redaktørens ansvar, at jeres navne figurerer”, ”Jeg bruger masser af tid hver uge på at tjekke og holde øje.”

Hvis oversætterkrediteringen mangler, når redaktøren modtager anmeldelsen, og redaktøren ikke bare kan tjekke i bogens kolofon fordi anmelderen alene har et eksemplar af bogen (jf dagbladsredaktøren der peger på at ”en stor del af anmelderne er eksterne”), søger redaktøren oplysningen på forskellige måder:

Flere redaktører nævner den information de som regel modtager fra forlaget, sammen med anmeldereksemplaret – og som de kalder en ”følgeseddel”, ”følgebreve”, en ”medsendt presseseddel”, ”pressemeddelelsen”. En redaktør præciserer at det er ”de store, etablerede forlag”, der medsender ”pressemeddelelser hvor det som regel står”. En anden nævner modsat at det ”endda ikke [er] så let, for ofte skriver forlag ikke oversætternavn i deres pressemateriale ligesom bogtjenester som saxo mv. heller ikke gør”.

Ellers kan redaktørerne søge ”online”, ”på nettet”, ”på forlagets hjemmeside”, ”på forlagenes pressesites”, men en dagbladsredaktør påpeger at det ”ikke altid kan lade sig gøre. Især hvis det er bøger fra små forlag uden en særlig systematisk hjemmeside.”. Andre muligheder er ”bogtjenester som saxo m.v.”. En redaktør nævner ”den såkaldte ”brønd” (Bibliotek.dk via DBC), som vi trækker bogposterne fra (bogdetaljer), ligesom illustratorer osv.”, en anden henter data fra ”Bogportalen”.

Konklusion

Der er helt tydeligt masser af god vilje på redaktionerne og mange forskellige muligheder for at søge oversætterinformation, men alligevel går det altså stadig galt indimellem. Så vidt Babelfisken kan vurdere ud fra redaktørernes svar, må det skyldes en kombination af to forhold:

På den ene side travlhed og prioritering af opgaverne på redaktionerne: En travl og presset redaktør der ikke selv har bogen og sidder kort før deadline og mangler navnet på oversætteren, og som ikke finder det i forlagets pressemateriale og heller ikke på nettet – hverken på forlagets hjemmeside eller hos netboghandlerne eller bibliotekstjenesterne – risikerer at springe oplysningen over. Men han/hun kunne jo evt. tage sin telefon og ringe til anmelderen eller forlaget eller et bibliotek eller en boghandler eller sin søster eller hvem der ellers kunne tænkes at være i besiddelse af den fysiske bog, og bede vedkommende slå op på titelsiden og læse højt? Man kunne fristes til at tænke at denne redaktør i farten let dropper det med oversætteren, eller i udgangspunktet slet ikke tænker på det. Travlhed eller ej, så må det i sidste ende handle om (ned)prioritering blandt redaktørerne når de udelader oversætterens navn. Derfor, kære redaktører, husk nu: Oversætternes synlighed, dvs at vores navne kommer ud i den brede offentlighed, afhænger i høj grad af at medierne nævner os ved navn.

På den anden side det forhold at det ganske rigtigt kan være meget vanskeligt at opspore et oversætternavn trods lang og ihærdig søgen på nettet. Et problem der skyldes forsømmelser fra flere sider, fx er situationen katastrofal blandt netboghandlere; men en forbedring af den situation afhænger frem for alt af informationen fra forlagene, de eneste der med sikkerhed besidder oplysningen om oversætterens navn som de derefter bør forventes at stille til rådighed for alle og formidle – ud til redaktionerne, til boghandlerne, til bibliotekerne osv. Forlagene har med andre ord en mindst lige så stor del af ansvaret som medierne: For at blive mere synlige er vi oversættere også afhængige af at forlagene forbedrer deres formidling af vores eksistens.

Således er der lagt op til undersøgelsens kommende anden del som skal handle om forlagenes rolle.

På gensyn!

| Næste: Arbejdsophold på elletid – fjorten dage på Hald | Forrige: Nordisk oversætterpris til Birgita Bonde Hansen - tillykke og takketale
No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.