Dansk oversætter vinder fornem bulgarsk pris

Oversætter fra bulgarsk og russisk, Helle Thomsen Dalgaard, vandt i fredags den fornemme bulgarsk pris PERO. Helle Dalgaard fortæller her om baggrunden for prisen og tildelingen af den fine statuette, som hun henter hjem til Danmark til marts næste år fra et oversætterseminar i Sofia. Babelfisken ønsker stort og varmt tillykke.

Af Helle Thomsen Dalgaard

Den 8. november 2019 kl. 18.00 blev der ved en festlighed i Dvorets na kulturata (Kulturpaladset, sic!) i Sofia, Bulgarien, uddelt fem litterære priser. Prisen PERO = fjer = pen er blevet uddelt siden 2015 af ”Afdelingen for moderne litteratur” ved Det Nationale Bogcenter under Det bulgarske Kulturministerium. Prisen gives til forfattere, oversættere, litterater og forskere, som har bidraget til den moderne bulgarske litteraturs udvikling og til udbredelse af den moderne bulgarske litteratur via oversættelser. Prisen gives i fem kategorier: prosa, lyrik, debut, børnelitteratur og oversættelse. Det tidsmæssige kriterium for pristildelingen var, at publikationen, der ligger til grund for prisen, var udkommet i perioden 1. juli 2018- 30 juni 2019.

Yana Genova modtager prisen på Helle Dalgaards vegne

De to nominerede på shortlisten til årets oversætterpris var, udover forfatteren til denne lille tekst, den polske oversætter Magdalena Pitlak med Melankoliens fysik af Georgi Gospodinov (da. v/Helle Dalgaard på Jensen & Dalgaard 2017) og den tysk-bulgarske oversætter Elvira Borman-Nasonova, som var nomineret på baggrund af tre forskellige oversættelser. Da jeg så shortlisten, var jeg overbevist om, at hun ville få prisen, idet hun var nomineret for tre værker.

PERO-prisen, af Emil Popov

Min nominering havde som begrundelse udgivelsen af Georgi Gospodinovs noveller Blinde Vajsja, Jensen & Dalgaard, 2019. Et udvalg af noveller, jeg havde foretaget fra to novellesamlinger Og andre historier og Og alt blev måne (hhv. 2001 & 2013)  Jeg kunne desværre ikke komme til Sofia på dagen af personlige årsager, men bad direktøren for fonden ”Next Page” & institutionen ”Literature and Translation House” i Sofia (Köshjta za literatura i prevod) Yana Genova om at repræsentere mig. Hun indvilligede med glæde og modtog på mine vegne den fine statuette, som er lavet af den bulgarske skulptør prof. Emil Popov.

At jeg er kommet så langt, er i høj grad forlaget Jensen & Dalgaards fortjeneste, idet de i 2016 tog risikoen og besluttede at købe Georgi Gospodinovs store roman Melankoliens fysik (udk. 1917), som fik de mest forrygende anmeldelser. Derefter bestemte de sig for at genudgive (i min reviderede udgave) En naturlig roman (2018, 1. udg. Husets forlag, 2005), som der pludselig begyndte at komme forespørgsler på i kølvandet på Melankoliens fysik.  Og endelig sendte de Gosposdinovs noveller Blinde Vajsja ud til de danske læsere op til jul 2018.

 


Helle Dalgaard med “Blinde Vajsja”, den direkte årsag til prisen. Foto: Preben Mejer

Helle Thomsen Dalgaard, f. 1945, cand.mag. i russisk og bulgarsk (1978), oversætter fra begge sprog, dog helst fra bulgarsk. Begyndte at oversætte i studietiden, til tidsskrifter etc.  Oversætter såvel prosa som lyrik. Første romanudgivelse var Gentjo Stoev: Guldets pris,  bulgarsk, (sammen med Pirinka P. Pedersen). Husets forlag 1982. Første lyrikudgivelse var Vladimir Vysotskij: Til marv og ben.  Digte og sange. (Lars Forchhammer begik nogel af sangene) Husets forlag 1984. Siden da ni bogudgaver på bulgarsk & 10 på russisk. Var indtil 2009 leder af Slavisk afdeling i boghandlen på ÅU (Akademisk boghandel, siden Stakbogladen) og altså fritidsoversætter. Har begået en lang række oversættelser og artikler til antologier og tidsskrifter/aviser.

 

 

 

| Næste: Oversættere og andet godt på BogForum 2019 | Forrige: Peter Bjerre Rosas takketale ved modtagelsen af Teksterprisen 2019
No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.