Kære … En korrespondance mellem to oversættere

I maj 2019 trykte Forfatteren en mailkorrespondance mellem de to litterære oversættere, Mette Holm og Juliane Wammen. Det blev til en virtuel samtale om sprog, skrifttegn, Murakami og om forholdet til de forfattere, de oversætterBaggrunden var en samtale i litteratursalonen Den Røde Sofa på Københavns Hovedbibliotek i februar. Babelfisken har fået lov til at bringe artiklen fra Forfatteren herunder.

Af Juliane Wammen og Mette Holm

 
28. marts

Kære Mette

Jeg er ret begejstret for den her ide – at skrive en dialog, som på en gang er personlig og almen. Især efter vores samtale i Den Røde Sofa, ansigt til ansigt. Jeg vil gerne høre mere om japansk litteratur, Murakamis verden og Kawakamis smukke prosa, bl.a. – det har åbnet en ny litterær verden for mig at lave interviewet med dig. Men først kom jeg til at tænke på noget helt andet:

Som oversætter fra engelsk og nordisk har jeg aldrig rigtig skulle forholde mig til det at litteraturen, sproget, så anderledes ud på papiret og dermed også skaber nogle andre forbindelser i ens hoved, nogle andre sansninger. Forestiller jeg mig.  Bogstavkombinationerne varierer selvfølgelig på de forskellige sprog, jeg oversætter fra, men tegnene er (stort set) de samme, og principperne bag tegnsystemerne er de samme, lyde svarer til tegn, som på mere eller mindre logisk vis danner ord – men sådan er det jo ikke med japansk. Hvad betyder det mon for oplevelsen af at læse, oplevelsen af litteraturen, af den verden man kommer ind i? Og dermed for oversættelsen? Hvis det altså overhovedet betyder noget.

Kh Juliane

 

31. marts

Kære Juliane,

Jeg blev nødt til at tænke over det, for dybest set læser jeg jo de japanske tegn som ord. Undtagen nogle gange, hvor bestemte tegn vækker særlige associationer. Og nogle gange har jeg følt, at jeg kunne formidle det

Jeg talte i dag med et hold lingvister, da jeg holdt foredrag om at oversætte japansk. En af dem foreslog, at det at læse fonetiske tegn er som at høre en lydbog, mens det er som at se en film, når man læser semantiske tegn. Men det er jo ren fantasi.

I mere klassiske tekster kan man i nogle tilfælde opleve, at forfatteren udskifter det traditionelle tegn for et ord med såkaldte ateji, hvor man læser lyden af tegnene, men ikke meningen, og hvor billedet i tegnene måske kan give en dybere eller en dobbelt mening til ordet. Noget, der vil være meget svært at formidle.

Min polske Murakami-oversætterkollega Anna Zielinska-Elliott har fortalt, at den berømte forfatter Yukio Mishima kunne finde på at kun bruge meget lette tegn – med få streger – på en hel side, og meget tætte tegn med mange streger på en anden side, så siderne fremstod enten meget lyse eller meget mørke, hvilket også kan være svært at formidle. Lidt ligesom når den franske forfatter Perec skriver bogen La Disparition, hvor der ikke er ét eneste e i hele bogen – det er simpelthen forsvundet.

Og så er der Murakami. Han kan godt lide at lade folk tale på forskellige måder. En ung pige, Fukaeri, i 1Q84 er ordblind, så hun taler næsten helt uden at bruge kinesiske skrifttegn (kanji) – i stedet taler hun med kana, de japanske stavelsesalfabeter. Det ser meget anderledes ud i teksten, og man får også at vide, at hun ikke bruger lyden ‘ka’, som gør en sætning spørgende på japansk, til sidst i de spørgende sætninger. Det var en udfordring for os oversættere, men vi var flere, der talte sammen om en løsning, og Anna foreslog her, at vi skrev alle Fukaeris replikker udelukkende med små bogstaver og uden tegnsætning. Så kan man i teksten se det, ligesom i den japanske, men man kan ikke høre det ved oplæsning, og det kan man heller ikke på japansk.

 Som for eksempel her, hvor Fukaeri stille et spørgsmål:

スウガクをおしえている」- Suugaku wo oshieteiru

men det burde se sådan her ud:

数学えている」- Suugaku wo oshieteiruka?

Mon ikke du kan se forskellen? På dansk blev det så til: “du underviser i matematik” Hvor det nok burde have været: “Underviser du i matematik?”

Det blev langt, men det er da nogle få tanker omkring det at oversætte kinesiske skrifttegn, hvilket i sig selv kan virke forvirrende, når jeg oversætter fra japansk, men de importerede skriftsproget fra Kina i det 5 årh.

KH

Mette

 

8. april

Kære Mette

Jeg kommer i tanke om en af novellerne i Mænd uden kvinder, hvor jeg-fortælleren har en ven, der bevidst har tillagt sig en dialekt fra en anden del af Japan, end der hvor han kommer fra (så vidt jeg husker, fordi han er vild med et bestemt baseballhold …). Kunne man se den forskel i skrifttegnene? Det var godt løst – på dansk fik jeg en helt klar fornemmelse af forskellene, uden at personen kom til at virke ubegavet, hvilket ellers tit sker, når man skriver “forkert” dansk.

Er det i øvrigt ikke rigtigt, at det er muligt at aflæse social status & alder i den japanske brug af pronominer? Og at der ikke findes flertal og ental? Den slags lægger jo op til forskellige fortolkninger af teksten. I hvor høj grad kommunikerer du i med de forfattere, du oversætter, om den slags?

Jeg synes selv det er en svær balance – det er godt at have en forfatter at spørge, i et hele taget helt afgørende at have kilder af alle slags til at hjælpe sig. Men samtidig prøver jeg at se oversættelsen som et værk med sin egen stemme, adskilt fra den konkrete forfatterperson. Så fortolkningen i tvivlsspørgsmål er også en del af ens opgave og talent som oversætter, synes jeg. Og så giver det desuden en frihed, som jeg (især nu hvor jeg ikke er helt grøn & usikker længere) gerne vil holde fast i og sætter pris på. I processen med at oversætte er jeg nødt til at se det som min tekst for at kunne finde den rigtige og konsistente stemme til værket. De gange, jeg har mødt de forfattere, jeg oversætter, oplever jeg en sær blanding af dyb fortrolighed og distance, som om jeg taler med en, hvis inderste tanker jeg kender, men hvor det omvendte ikke er tilfældet.

Det med at oversætte forskellige dialekter og sociolekter, det er jo en klassisk oversætterudfordring, og altid temmelig svær at løse tilfredsstillende, men det gør det da ikke nemmere, at der også er forskellige tegn til rådighed for den japanske forfatter.

Kh Juliane

 

25. april

Kære Juliane,

Jo – i novellen Yesterday gør Murakami det igen, han lader hovedpersonens ven Kitaru tale anderledes. I Japan har man rigsjapansk, som tales af flere og flere japanere, men i området omkring Kyoto og Osaka holder man stædigt fast i den særlige kansai-dialekt, og det er denne dialekt, som Kitaru har lært sig at tale, selvom han er fra Tokyo. Eftersom det er en japansk novelle, vil det virke mærkeligt at lade ham tale århusiansk eller ålborgensisk, så jeg blev på en eller anden måde nødt til at opfinde en dialekt, da det har stor betydning for novellen, at han taler sådan. Og som altid, når jeg oversætter, taler jeg med andre om mine udfordringer.

Her adskiller oversætterens job sig nok fra forfatterens. En forfatter sidder alene med teksten, og det er kun sjældent, at hun/han deler den, før den er tæt på at være færdig. Som oversætter gælder det om at hente så megen inspiration som muligt udefra, så man udvider mulighederne for at formidle den oprindelige tekst. Synes jeg i hvert fald. Med denne kansai-dialekt var det min redaktør på forlaget Klim, der foreslog, at jeg kiggede på Hans-Jørgen Birkmoses oversættelse af Charles Dickens’ Oliver Twist, og hvordan han har oversat de fattiges måde at tale på. Det gjorde jeg, og det inspirerede mig til at lave sammentrækninger af ordene, når Kitaru taler. Som for eksempel her:

“Nej, det’ det ik’,” svarede han med kraftig kansai-dialekt.

“Baseballholdet Lotte har en pitcher, der hedder Kitaru.”

“Ja, men vi er ik’ i familie. Eller hvem ved, der’ ik’ mange med det navn, så måske er der en forbindelse.”

I den nyeste Murakami-roman Mordet på kommandanten er det kommandanten, der taler mærkeligt. Han siger shokkun (諸君) til hovedpersonen, hvilket er en gammeldags tiltaleform i flertal. Han siger atashi (あたし) om sig selv, hvilket er et jeg, man bruger sjældent, og så benytter han den gammeldags negation aranai (あらない), hvor man på moderne japansk bare ville sige nai (ない).

Her mærker man, at kommandanten er oldgammel på grund af sproget, og det skal formidles på dansk. Jeg valgte at bruge tiltaleformerne d’herrer, I og Jer og den gammeldags nægtelse ej. Alligevel syntes jeg ikke, at det var markant nok, så jeg fik min ven, der har været missionær i Kyoto i over tyve år, og som taler lidt gammeldags dansk, til at gennemskrive alle kommandantens replikker, så de blev mere markante. Når jeg på den måde lader en anden træde til og skrive ‘en stemme’ i romanen, kommer denne stemme til at afvige fra resten af teksten.

 På japansk aflæses social status, rang og alder af særlige bøjninger af udsagnsordene og ærbødige endelser som -san, -kun og -sama. Da der ofte udtrykkes en rang- eller aldersforskel her, vælger jeg for eksempel at lade den, der er overordnet sige ‘du’ til den underordnede, og så siger denne ‘De’ til den overordnede.

Pyha – det bliver meget omstændeligt og nørdet at skrive om den slags.

Og så er der det med ental og flertal. Jeg har titlen på novellesamlingen Mænd uden kvinder, som er et godt eksempel. Her er titlen på japansk 女のいない男たち – Onna no inai otokotachi. Normalt angiver man ikke ental og flertal på japansk, men man kan, hvis det er vigtigt sætte flertalsendelsen ‘tachi’ på et navneord – som i denne titel, hvor mænd (otoko) så bliver flertal. Her må man så antage, at kvinde (onna) er ental, når det IKKE har nogen flertalsendelse, så titlen bliver Mænd, der ikke har en kvinde. Men det er jo ikke kønt på forsiden af en bog, og titlen ”Mænd uden kvinder” er ret flot, så den ønskede forlaget at bruge – og sådan er den også oversat til de fleste andre sprog (engelsk, tysk, fransk og norsk). Jeg blev dog lidt dumstædig, for jeg ville have titlen ‘Mænd, som ikke har en kvinde’ – så jeg skrev til Murakami og spurgte, om kvinde skulle være i ental eller flertal. Hans svar var “Er det ikke lige meget?” Typisk … Og jo, på japansk, men ikke på dansk. Derfor er titlen på den danske udgave af bogen blevet Mænd uden kvinder, og titlen på titelnovellen inde i bogen er blevet ‘Mænd, som ikke har en kvinde’.

Men du har i den sammenhæng ret i det med, at man føler, at man kender en forfatter, som man har oversat igennem længere tid. Man kommer så tæt på – men i virkeligheden er det måske også bare fiktion det hele?

KH

Mette

 

29. april

Kære Mette

Jeg har ikke selv haft voldsomt mange korrespondancer med de forfattere jeg har oversat. Men oplevelsen af fortrolighed og samhørighed er ret speciel.

Jeg kan særligt huske mødet med den koreanske forfatter Han Kang – jeg har oversat to af hendes bøger, ikke fra koreansk, men fra hhv. engelsk og norsk. Og det i sig selv er en speciel og ikke altid helt rar oplevelse, fordi der synes at være nogle bånd til teksten, der er kappet, når man ikke kan komme ned i originalen. Det er nogle grumme fortællinger, og sproget er meget nøgent i begge romaner – men det gav først rigtig mening for mig efter jeg havde mødt hende. Hun er en utrolig venlig kvinde med en blid og stille væremåde – men en meget stærk tilstedeværelse. Præcis som den prosa hun skriver. Det skabte en sammenhæng for mig, mellem sproget og fortællingen, som havde manglet. Og det var en stor gave.

Når man oversætter, skal man jo krybe helt ind i værkets sprogdragt, som en kamæleon, og skrive teksten igen. Og på den måde bliver man den anden, man bliver forfatteren, samtidig med at ens eget sprogs virkelighedsgengivelse er helt i fokus.

Du har ret i, at man som oversætter har brug for mange stemmer. At søge hjælp og inspiration udefra er en hel uundværlig, uomgængelig arbejdsmetode, måske noget af det mest essentielle ved hvad det er at oversætte, nemlig at lade en de mange stemmer tale gennem sig, og samtidig være i stand til at skabe en helhed: loyal over for forlægget, og samtidig helt sit eget. Det er en sampling, i den bredeste forstand af ordet.

Kh Juliane

 


 

Mette Holm er cand.mag. i japansk og antropologi og arbejder som litterær oversætter. Hun oversætter primært fra japansk til dansk men også fra engelsk og fransk. Mettes primære forfatter er Haruki Murakami, men hun har også oversat mange andre japanske forfattere. Hun har også tekstet tv og biograffilm, oversat en række mangabøger og skrevet manus til dubbing af tegnefilm. I maj 2019 rejste hun til Japan for at bo og arbejde i et år.

Juliane Wammen, f. 1976, er cand.mag. i litteraturvidenskab og antropologi og arbejder som litterær oversætter. Hun oversætter primært skønlitterær fra engelsk og norsk og er fra 2016-2019 medlem af Statens Kunstfonds legatudvalg for litteratur. Hun er desuden redaktør af Babelfisken.

 

| Næste: Stor polsk litteraturpris til oversætter af Inger Christensen | Forrige: Månedens oversætter: Birthe Lundsgaard
No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.