“En af vores fineste oversættere fra fransk”: Karen Nyrop Christensen

Af Miriam Vestergaard Kobbersmed

[Artiklen blev bragt første gang i Dansk Oversætterleksikon i juni 2019. Her kan man desuden finde en fuldstændig bibliografi over Karen Nyrop Christensens oversættelser. samt kildeliste til anvendt litteratur i artiklen.]

Karen Nyrop Christensen (14. september 1895 – 22. juli 1992) blev født og voksede op i København. Hun var datter af kirurgisk instrumentmager Louis Nyrop og hustru Sofie F. Hay. I 1915 blev hun student fra N. Zahles Skole, og i 1923 færdiggjorde hun sin uddannelse som mag.art. i romansk filologi ved Københavns Universitet. Senere blev hun, i 1936, gift med mag.art. Anders C. Christensen, med hvem hun fik to børn.

Karen Nyrops interesse for det franske sprog udmøntede sig bl.a. i et studieophold i Paris i 1920. Her styrkede hun sine sprogkundskaber, hvilket kom hende til gode i hendes arbejde som fransklærer først ved Danmarks Radio og senere ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Desuden var hun leder af Danmarks Lærerhøjskoles fjernkursus i fransk fra 1941-1967.

Det er dog først og fremmest som oversætter, Karen Nyrop er kendt. Hun var en alsidig og produktiv oversætter, hvis lange bibliografi omfatter oversættelser af en række af fransk litteraturs mest anerkendte forfattere, bl.a. Flaubert, Voltaire, Montaigne, Colette, Maupassant, Balzac, Pagnol og Saint-Exupéry, men også fra spansk har hun bl.a. oversat Camillo José Cela. Hun står ligeledes bag en oversættelse af Baumarchais’ skuespil Figaros bryllup (1778), som blev opført på flere teatre i landet, heriblandt Det Kongelige. Mest omfangsrig og folkeligt udbredt er dog hendes oversættelser af den belgiske forfatter Georges Simenons berømte kriminalromaner om kommissær Maigret, selvom det var oversættelserne af Colette og Flaubert, der for alvor gjorde hende anerkendt. Karen Nyrop Christensen blev belønnet for sin mangeårige indsats som oversætter, da hun modtog Dansk Oversætterforbunds Ærespris i 1967.

Karakteristisk for Karen Nyrops oversættergerning er en balancegang mellem en tekstnær oversættelse og en oversættelse, der i en vis udstrækning tilpasses den danske læsers formodede kulturelle og litterære viden. Dette giver sig konkret udslag i en praksis, hvor oversættelsen et godt stykke hen ad vejen forholder sig tekstnært til originaludgaven og er lydhør over for tonen og stilen i det enkelte værk. Dog ser man hos Nyrop også eksempler på, at kulturspecifikke fænomener og litterære pointer forklares, forenkles eller forkortes. På den måde bliver det nemmere for den nye læser at give sig i kast med de fremmede værker – dog med den ulempe, at visse nuancer og detaljer kan falde væk. Strategien var almindelig på et tidspunkt, hvor oversætteren formodedes at have større adgang til og viden om netop disse forhold, og blev anset som rosværdig af oversættelseskritikken. Karen Nyrop formåede dog overordnet at bevare det særegne ved hvert enkelt værk, som hun oversatte til et fremragende dansk.

I det følgende vil væsentlige eksempler på Nyrops oversættelsesgerning blive fremhævet – først fra arbejdet med Simenon, som kvantitativt fylder mest i hendes produktion, og dernæst Flaubert og Voltaire som repræsentanter for hendes klassikeroversættelser.

At oversætte Simenon

Georges Simenons kriminalromaner om kommissær Maigret udkom i årene 1930-1972 og talte intet mindre end 78 titler, som opnåede stor popularitet. Ved sin fremkomst udskilte Simenons krimifortællinger sig fra den typiske fransksprogede kriminallitteratur. Simenon skævede ikke til andre krimiforfattere, men var derimod dybt fascineret af russisk litteratur, bl.a. Tjekhov, hvorfra han fik øje på vigtigheden af skildringen af det sociale miljø. Simenon regnes således som den første, der introducerede realismeplanet i fransksproget kriminallitteratur (Karlheinrich & Coenen-Mennemeier, 1991, s. 364). Simenons stil er enkel og nøgtern, ordforrådet er primært bestående af dagligdagsord, idet han bevidst undgik neologismer og særligt litterært sprog (Eskin, 1990, s. 326) i sin søgen efter at gøre sine beskrivelser præcise og livagtige. Det er således denne nærmest anti-poetiske stil, Nyrop har forsøgt at oversætte så koncist som muligt.

Et eksempel på denne prosaiske og ligefremme stil ses i krimifortællingen ”Le client le plus obstiné du monde” fra Maigret et l’inspecteur malgracieux (1947), hvor en helt almindelig café i Paris og dens ejer, Joseph, beskrives således:

”C’est le café type d’habitués, où les clients ont leur table, leur coin […] Et Joseph lui-même est une manière de personnage. Il y a trente ans qu’il est garçon de café, et on ne l’imagine pas en complet veston comme tout le monde; peut-être ne le reconnaîtrait-on pas dans la rue si on le rencontrait en banlieue, où il s’est fait construire un pavillon. A huit heures, c’est l’heure du ‘mastic’, c’est-à-dire du nettoyage, ou encore, comme on dit dans le métier, de la mise en place. La double porte, qui donne sur le boulevard Saint-Germain, est large ouverte.” (Simenon, s. 100)

Denne detaljerede hverdagsscene fra en parisercafé oversætter Karen Nyrop således:

”Det er typen på den café, der lever af et stampublikum, en café, hvor gæsterne har deres bestemte bord, deres hjørne […] Og Joseph selv er også en person af betydning. Han har nu været cafétjener i tredive år, og man kan ikke tænke sig ham i jakkesæt som andre mennesker; måske ville man ikke kende ham på gaden ude i periferien, hvor han har bygget sit hus. Rengøringen begynder klokken otte om morgenen. Dobbeltdøren ud til Boulevard Saint-Germain står på vid gab.” (Simenon/Nyrop Christensen, s. 86)

Sammenligner man den franske og den danske tekst, er det værd at lægge mærke til, hvordan Nyrop i sin oversættelse strækker sig langt for at bevare Simenons sætningsstruktur. Fx oversætter hun: ”C’est le café type d’habitués où” med ”Det er typen på den café […], hvor gæsterne har …” Simenons in-medias-res-indledning kunne have forledt en mere pædagogisk og mindre stilorienteret oversætter til at bytte rundt på sætningsleddene, så caféen blev introduceret før ”typen”. Men både her og videre i teksten er det tydeligt, at Karen Nyrop har en stilistisk ambition om at bevare Simenons tørre og rytmiske sprogtone intakt; fx hedder det: ”Og Joseph selv …” (efter ”Et Joseph lui-même..”).

At bevarelse af den oprindelige sætningsstruktur imidlertid ikke er noget, Karen Nyrop har et dogmatisk forhold til, er tydeligt i linjen: ”Rengøringen begynder klokken otte om morgenen.” Ordret ville det have heddet: ”Klokken otte, det er rengøringstidspunktet.” Dette er dog en sætningsstruktur, som er mere mundret og ligetil på fransk end på dansk. Karen Nyrop styrer her behændigt uden om en kunstlet frankofon sætningsopbygning til fordel for et naturligt og enkelt dansk. Endda er det blevet endnu lettere tilgængeligt på dansk, ved at et par forklarende sætninger på fransk er udeladt i den danske oversættelse, nemlig ”c’est-à-dire du nettoyage, ou encore, comme on dit dans le métier, de la mise en place.” Forklaringen tilføjes i den franske tekst pga. udtrykket ”mastic”, som her bruges uden for sin primære betydning. Derfor tilføjelsen ” c’est-à-dire du nettoyage” (dansk: ”det vil sige rengøringen”), som igen uddybes med ”ou encore, comme on dit dans le métier, de la mise en place” (dansk: ”eller, som man siger i faget, de la mise en place”). ”La mise en place” refererer specifikt til at arrangere og klargøre de ingredienser, som skal bruges i køkkenet til næste omgang. I den danske udgave udelades disse ekstra tilføjelser, som netop er bærer af en særlig kultur, idet ”la mise en place” er et udtryk og et fænomen, som opstod i den franske køkkentradition. Hermed forenkles teksten ved hjælp af en forkortelse af passagen fra originalteksten. Fokus har været på at oversætte stilen frem for at begynde at forklare et kulturelt fænomen, som oversætteren givetvis har vurderet ville være blevet for omstændeligt.

Ud fra dette Simenon-eksempel fremstår overordnet et billede af en oversætter, som formår at lytte sig ind til tekstens sprogtone og på den baggrund bevare og genskabe den sproglige rytme og enkle stil, til tider på bekostning af en gengivelse af kulturelle fænomener.

At oversætte Flaubert – Trois contes

En noget anden opgave påtog Karen Nyrop Christensen sig ved at give sig i kast med Gustave Flauberts noveller. En oversættelsesopgave, som stilistisk adskiller sig fra Simenon, idet Flaubert er kendt for en stilistisk formfuldendthed. For Flaubert var det at skrive et minutiøst arbejde, hvor intet var overladt til tilfældighederne. Han kunne arbejde i dagevis på en enkelt sætning i søgningen efter ”le mot juste”. Hans mål var at ”give prosaen versets rytme, samtidig med, at den er og bliver prosa” (KCN, fra forordet til oversættelsen af Trois contes). Flaubert var på én gang realist, naturalist og symbolist. I sin detaljerigdom fremstår han ekstremt realistisk, ”men det virker som en beriget realisme, da de enkelte fænomener er så velberegnet og nøjagtigt placeret, at de får om ikke direkte symbolsk karakter, så dog virker som en spejling af noget indre eller dele af et genkommende mønster, der peger på betydning, forudanelse, skæbne.” (Brostrøm, 2001)

At oversætte Flaubert stiller således høje krav til oversætteren, som må være både præcis og kreativ i sin skrivning for at indfange detaljerigdommen, rytmen og den ”berigede realisme”. Dette er således også tilfældet ved oversættelsen af Flauberts novellesamling, Trois contes (1877), som Karen Nyrop som den første oversatte til dansk, i 1947. I den første af fortællingerne, ”Un cœur simple” (på dansk ”Et enfoldigt hjerte”), ses netop den eksakte, detaljerige beskrivelsesstil, hvori der samtidig fremstår et sammenfald mellem de indre tanker og den ydre natur:

”Sa planche et son tonneau étaient au bord de la Toucques. Elle jeta sur la berge un tas de chemises, retroussa ses manches, prit son battoir; et les coups forts qu’elle donnait s’entendait dans les autres jardins à côté. Les prairies étaient vides, le vent agitait la rivière: au fond, de grandes herbes s’y penchaient, comme des chevelures de cadavres flottant dans l’eau.” (Flaubert, s. 39)

I Karen Nyrops oversættelse:

”Hendes vaskebræt og tønden var nede ved floden. Hun kastede en bunke særke på bredden, smøgede ærmerne op og greb sit banketræ, og hun slog så hårdt, at det kunne høres ind i haverne ved siden af. Engene lå øde hen, vinden piskede floden op, et sted noget derfra hang græsset ned i vandet – det så ud, som om det var håret på et lig, der flød med strømmen.” (Flaubert/Nyrop Christensen, s. 43)

I oversættelsen her ses igen hos Karen Nyrop et forsøg på en balancering af at være tekstnær og at komme sin læser i møde. To eksempler herpå:

I første sætning oversættes ”planche” med ”vaskebræt”, selvom det i sin ordrette betydning kan betegne et hvilket som helst bræt. I originaltekstens kontekst er det således underforstået, at det er et vaskebræt (på fransk ”planche à laver”). Læseren hjælpes i den danske tekst således til hurtigere at forstå meningen med ordet og se scenen for sig, idet oversættelsen altså forklarer og tydeliggør, hvilken type bræt der er tale om. Ligeledes oversætter Nyrop blot ”la Toucques” til ”floden”. Dermed hjælpes læseren til at forstå den væsentligste oplysning, altså at hun var ved en flod, hvorved den geografiske angivelse falder i baggrunden. (Den findes dog andre steder i oversættelsen, så man er ikke i tvivl om, at man er i Normandiet – både Pont l’Evêque og også Toucques er nævnt på første side i oversættelsen af ”Et enfoldigt hjerte”). De to eksempler viser, at der i nogen grad er tale om en forenkling og tydeliggørelse af udgangstekstens beskrivelser, hvor læseren ikke skal anstrenge sig for at følge med.

Et eksempel på, at Karen Nyrop samtidig bestræbte sig på at følge Flauberts sætningsstruktur, ses i den følgende sætning. Her gengiver hun rytmen fra forlægget, når hun genskaber den franske sætning ved hjælp af kommateringen: ”Hun kastede …, smøgede ærmerne op …, og …”, hvorved sætningen forbliver opremsende. Derefter ændrer strategien sig igen, og vi ser nu, hvordan oversætteren kommer læseren i møde ved at bytte rundt på elementer i sætningen: I stedet for at skrive ”og de kraftige slag, som hun gav” (hvilket ville være en direkte oversættelse) flytter hun den aktive sætning frem: ”og hun slog så hårdt”, hvilket forenkler udtrykket en smule, dog uden at indholdet som sådan går tabt.

I citatets sidste sætning sammenligner Flaubert hængende græs med håret på en afdød. En regelret tekstnær oversættelse ville skrive, at det stod på bunden (”au fond”) og bøjede sig, hvilket Karen Nyrop afviger fra, idet hun i stedet oversætter: ”hang græsset ned i vandet”. Dette kunne måske skyldes, at Flauberts billede forekommer hende ulogisk, og at hun således har forsøgt at ”forbedre” teksten.

Karen Nyrops oversættelse forbliver organisk og billedskabende, som det ses hos Flaubert – men samtidig med en fastholdelse af et naturligt, musikalsk sprogligt flow. Man er ikke i tvivl om, at hun har kendt sit forlægs tekst grundigt, og at hun har levet sig ind i den og kunnet gengive tonen og rytmen på en måde, hvor en ny læser af Flaubert kan være med.

At oversætte Voltaire

På samme måde som i Simenon- og Flaubert-oversættelserne forholder Karen Nyrop sig tro mod stilen i sin oversættelse af Voltaires klassiker Candide ou l’optimisme fra 1759. Her er det et hovedærinde for hende at genskabe den satiriske tone, som værket bl.a. er kendt for. I romanen, som er et af oplysningstidens hovedværker, møder vi Candide, der gennemlever en række frygtelige begivenheder, men på trods heraf næsten bevarer optimismen og troen på, at han lever i den bedste af alle verdener, sådan som han har lært det af sin lærer Pangloss, der har lært det af Leibniz. Gennem værket udstiller og ironiserer Voltaire over overfladiske filosoffer, der som Pangloss bruger en jargon og en argumentation, som ikke er brugbar og logisk. Et eksempel på sådan et udsagn samt Nyrops oversættelse heraf er Pangloss’ forsøg på at trøste forsamlingen i kapitel 5, hvor de netop har været vidne til ødelæggelserne efter jordskælvet i Lissabon. Stilistisk er passagen her som flere andre steder i værket karakteriseret ved brugen af figuren ”thi/for” (fransk: ”car”):

”Car, dit-il, tout ceci est ce qu’il y a de mieux ; car s’il y a un volcan à Lisbonne, il ne pouvait être ailleurs. Car il est impossible que les choses ne soient pas où elles sont. Car tout est bien.” (Voltaire, s. 117)

I oversættelsen fra 1968 gengiver Karen Nyrop således:

”Thi, sagde han, ”alt dette er så godt, som det kan være, thi når der er en vulkan under Lissabon, kunne den ikke være noget andet sted, thi det er umuligt, at noget ikke er der, hvor det er, thi alt er såre godt.” (Voltaire/Nyrop Christensen, s. 24)

Den ufuldkomne argumentation, som på ingen måder overbeviser, står således tydeligt frem i oversættelsen, som overordnet set bevarer sætningsstrukturen og troligt gengiver de fire gange ”car” med ”thi”. Det er dog værd at bemærke, at den danske oversættelse er lidt længere end sit forlæg, hvilket igen skyldes, at Nyrop vælger at ”hjælpe” sin læser en smule ved at skrive ”så godt, som det kan være”, hvor den franske tekst er lidt kortere: ”ce qu’il y a de mieux” (”hvad der er bedst”). Nyrops oversættelse udpeger her værkets pointe tydeligt, som netop er, at de lever i den bedste af alle tænkelige verdener.

Tendensen er den samme videre gennem Candide-oversættelsen, her hvor Pangloss tilsvarende roder sig ud i en tvivlsom forklaring vedrørende den frie vilje:

”… la liberté peut subsister avec la nécessité absoluë, car il était nécessaire que nous fussions libres; car enfin la volonté déterminée …” (Voltaire, s. 118)

Til originalteksten tilføjer Nyrop, her markeret med kursiv:

”… den frie vilje kan udmærket bestå side om side med den absolutte nødvendighed, thi det er jo nødvendigt, at vi har den frie vilje, såsom den forudbestemte vilje …” (Nyrop Christensen, s. 25)

Nyrop oversætter her det ene af de to ”car” med thi, mens det andet, sammen med ”enfin” (her: ”når alt kommer til alt”), bliver til ”såsom”, der relativiserer og gør ”den forudbestemte vilje” til en slags eksempel mere end til et konkluderende udsagn som i originalteksten. Tilføjelsen ”udmærket” modererer udsagnet, og ”side om side” skal tilføjes, for at sætningen flyder på dansk. ”Jo” understreger det selvindlysende i argumentet og forstærker således Pangloss’ selvtilstrækkelige og indforståede argumentation.

På den måde falder Nyrops Voltaire-oversættelse i forlængelse af resten af hendes oversættelsesarbejde, hvor strategien således er at bevare tekstens særegne tone og stil og samtidig gå den danske læser i møde ved at tydeliggøre værkets pointe eller forklare dets kulturelle særheder i et kompromis. Men altid på et formfuldendt og velformuleret dansk.

Karen Nyrop Christensens oversættelsesgerning bærer således præg af en overbevisning om, at en strengt ordret oversættelse ikke gør originalteksten ret, men at den med tilpasninger til modtagersproget bliver desto bedre og læseværdig for modtageren.

Hendes bibliografi vidner om et arbejdsomt menneske, hvis passion for sprog og litteratur har været en uvurderlig drivkraft i oversættelsesarbejdet, og at hendes talent har gjort hende i stand til at brede sig over en bred vifte af genrer. En så stor produktion af væsentlige værker udført med dygtighed og ildhu har været af afgørende betydning for ikke blot fransk litteraturs repræsentation i Danmark, men også det bidrag og den vitaminindsprøjtning, det har givet dansk litteratur.

Således kunne Berlingske Tidende i anledning af hendes 95-års fødselsdag konkludere, at hun ”huskes som én af vore fineste og mest anvendte oversættere fra fransk og spansk.” (Berlingske Tidende 13. september 1990)


Miriam Vestergaard Kobbersmed. Foto: Lasse Kobbersmed

Miriam Vestergaard Kobbersmed, f.1983. Ph.d.-grad på baggrund af afhandlingen “Mod en litterær oversættelseskritik” (2015). Cand.mag i Nordisk sprog og litteratur og Fransk, Aarhus Universitet. Har arbejdet de seneste tre år som gymnasielærer i fransk og dansk.  

 

 

 

 

 

| Forrige: Redaktørernes sommerlæsning 2019
No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.