Et møde med islandske Sjón, norske Per Petterson og Naja Marie Aidt

af Nanna Kalkar

LiteratureXchange-festivalen i Aarhus, der løb af stablen over ti dage og sluttede i går, havde mange spændende ting på programmet med forfattere fra både nær og fjern, som slog deres folder på diverse scener rundt om i byen. En del af arrangementerne foregik på kulturcentret Godsbanen, som virkelig har formået at realisere idéen om et kulturelt og kreativt fristed midt i Aarhus med flot arkitektur, værksteder, café og restaurant, kreativt indrettede udendørsarealer og meget mere.

Torsdag d. 13. juni dannede Godsbanens restaurant Spiselauget rammen om et arrangement sidst på eftermiddagen, hvor man kunne høre om islandsk litteratur og smage på islandsk mad, og derefter interviewede oversætter og litteraturkritiker Erik Skyum-Nielsen den islandske forfatter Sjón, der blandt meget andet har skrevet Månesten og Tusmørkeundere og nu senest trilogien CoDex 1962, alle oversat af Kim Lembek.

Samtalen handlede bl.a. om Sjóns surrealistiske univers og naturligvis om den nyeste trilogi, hvis første bind (Dine øjne så mig) faktisk blev udgivet allerede i 1994. Sjón har også skrevet Skygge-Baldur. Et folkeeventyr, som han fuldt fortjent vandt Nordisk Råds Litteraturpris for i 2005. Her blandes den islandske folketro på magisk vis ind i fortællingen, og det var også tydeligt i løbet af samtalen mellem Sjón og Skyum-Nielsen, at Sjón ofte inspireres af folketro, myter og folkesagn, også fra andre lande, når han skriver. I CoDex 1962 lader han blandt andet den mytiske, sandsynligvis jødiske, Golem-skikkelse optræde i form af en dreng af ler, der på flere måder også bliver forfatterens eget alter ego.

Sjón er en yderst alsidig forfatter, og hans bøger er vidt forskellige, men ofte finder man magiske eller surrealistiske elementer i teksten, henvisninger til gammel folketro eller myter som i romanen Splinten fra Argo, som er skrevet over forskellige græske myter. At dømme ud fra interviewet på Godsbanen er hans nyeste bog fyldt med underlige væsner og sikkert lige så fabulerende og fantasifuld, som de tidligere værker har været.

Søndag d. 16. juni var der allerede tre kvarter før start lang kø til det komplet udsolgte arrangement med Naja Marie Aidt og norske Per Petterson, som talte sammen under overskriften ”Hvad er et liv?” med Lotte Kirkeby Hansen som moderator. Samtalen tog udgangspunkt i Aidts bog Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog og Pettersons Mænd i min situation, oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. Det blev en indlevet og til tider meget bevægende diskussion om det at miste, og om hvor man ’gør af sig selv’ i den proces, der følger bagefter. Aidt fortalte om det at miste en søn og derefter træde ind i en form for boble af sorg, hvor man mister tidsfornemmelsen; alting synes at gå i stå, og havde det ikke været for gode venner og families hjælp, ville hun ikke have kunnet overskue at gøre de mest basale ting som at spise og sove. Og så skete det, der ikke må ske for en forfatter – hun kunne ikke længere skrive. Hendes sprog visnede og døde, faldt fra hinanden. ”Mit sprog blev goldt”, som der stod i en passage, hun læste op. Selvom hun nu har skrevet Carls bog, er hun stadig usikker i forhold til det at skrive, og som hun sagde, er der en underlig dobbelthed i, at hun forsøger at komme sig over sin søns død, samtidig med at hun rejser rundt i verden og præsenterer og taler om bogen og derfor på sin vis bliver fastholdt i sorgen. Det er en stadig kamp for Aidt at skrive, for efter Carls død er der ting, som hun tidligere syntes var spændende, og som hun havde lyst til at skrive om, som nu virker ligegyldige, uinteressante, uvigtige. Sådan må det være, når døden tager noget fra dig, men måske man kan give det, der er borte, tilbage i en anden form.

Per Pettersons roman Mænd i min situation har været seks år undervejs, og han lægger ikke skjul på, at det har været en hård proces. Pettersons hovedperson, Arvid Jansen, og som vi også er stødt på i flere af hans andre bøger, bliver forladt af sin kone, som også tager deres tre døtre med sig. Da Arvid efterhånden mister kontakten med dem, begynder tingene at falde fra hinanden, og han forsøger at dulme smerten med alkohol og sidder hellere ude i sin bil end i sin ensomme lejlighed. Per Petterson ville egentlig have forsvoret, at han skulle skrive en bog om skilsmisse, tab og sorg, men da han endte i en skrivekrise efter sin egen skilsmisse, indså han, at han var nødt til at skrive sig ud af krisen ved at behandle netop dét emne inden for en fiktiv ramme.

Per Petterson har selv mistet begge sine forældre, sin bror og en niece under branden på Scandinavian Star i 1990, og derfor havde store dele af hans samtale med Aidt også fokus på det at miste nogen, der står en meget nær. Hvor Aidts bog er hudløst ærlig og selvbiografisk og forsøger at nærme sig smerten og sorgen via mindre fragmenter og erindringer fra fortid og nutid, der skrives sammen til et større hele, er Pettersons roman en fiktiv historie, hvor Arvid har visse af hans egne træk, men der er distance mellem ham og forfatteren Per Petterson. Roman handler på mange måder om ”den uforløste maskulinitet”, som Petterson kalder det. Om mænd, hvis ægteskaber forliser; mænd, der sørger, men ikke kan tale om følelser; mænd, hvor tanken om at blive afvist seksuelt eller i kærlighed er værre end døden.

Både Aidt og Petterson skriver altså på en erfaring om tab – i flere forskellige former – og det skabte en meget inderlig samtale mellem dem, som var både skræmmende præcis og yderst bevægende i sine beskrivelser af, hvad tab og sorg gør ved et menneske, både i det virkelige liv, men også i litteraturens verden. 

| Næste: Dansk oversætter vinder stor nordisk pris | Forrige: Månedens oversætter: Pia Johansen
No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.