Menneskerettigheder – også for oversættere?

Af Morten Visby

Artiklen blev bragt første gang på engelsk og fransk i CEATL’s ezine Counterpoint/Contrepoint, der udkom 3. maj i år.

Det betyder meget for mig som præsident for CEATL at få lov at skrive et par ord om et emne, der i øjeblikket ligger bestyrelsen meget på sinde, og som jeg derudover selv føler er helt centralt for vores arbejde som paneuropæisk oversætterorganisation. I vores daglige arbejde i bestyrelsen skal vi løbende tage stilling til mange spørgsmål af større eller mindre betydning og af mere eller mindre prosaisk art: Skal vi støtte denne eller hin kampagne for ophavsret inden for biblioteksområdet, hvordan skal forholde os til næste cyklus af EU’s litteraturstøtteprogram Creative Europe, og hvad stiller vi op over for de seneste bureaukratiske absurditeter fra vores venner i Belgisk Statstidende, det frygtede Moniteur Belge, der fører tilsyn med vores vedtægter, regnskaber og generalforsamlingsreferater?

Men til vores årsmøde i København i 2018 gav de delegerede, som tilsammen repræsenterer litterære oversættere fra 28 europæiske lande, os i opdrag at skrive et udkast til et charter om litterære oversætteres menneskerettigheder – naturligvis med særligt fokus på de krænkelser af ytringsfrihed og ophavsret, som oversættere risikerer at blive udsat for. På én måde burde dette være en ret simpel opgave: Der findes masser af andre internationale organisationer med et tilsvarende fokus på kunst, sprog og litteratur, som har udsendt erklæringer om ytringsfrihed og menneskerettigheder for forfattere og kunstnere – erklæringer som CEATL uden tvivl ville kunne læne sig op ad. Men efter de første diskussioner i bestyrelsen med udgangspunkt i dette mandat var vi enige om, at det, vi gerne vil, er at udforme et charter, som er eksplicit møntet på netop de litterære oversætteres situation i relation til ytringsfrihed og menneskerettigheder. Og så begynder det hele at blive lidt mere komplekst.

For selvom litterære oversættere bestemt har mange udfordringer tilfælles med andre forfattere og kunstnere, når det kommer til for eksempel ytringsfrihed, så må vi erkende, at oversættelse rejser nogle lidt andre spørgsmål også: Hvad er det for en type frihed, der er på spil, når vi taler om ytringsfrihed for litterære oversættere? Og hvis ytringer, hvis stemme taler vi om? Kan vi som oversættere forstå vores ytringsfrihed som en afledning af forfatterens? Eller har vi en særlig egen stemme, der skal beskyttes mod undertrykkelse og tvang i en kulturel og politisk kontekst? Og hvad sker der, hvis vi baserer vores egen ytringsfrihed på forfatterens? Selvom litterære oversættere som autorer har en høj grad af kontrol med deres egen tekst, er vi samtidig underlagt en redaktions- og udgivelsesproces, som de færreste oversættere ville hævde – og oftest heller ikke ønske – selv at have kontrol over. Er det så censur? Oversættelsesarbejdets grundlæggende natur er jo netop at foretage voldsomme ændringer af originalværket, under indflydelse af en særlig kulturel kontekst og sommetider endda skræddersyet til et særligt publikum. Og så arbejder oversættere naturligvis oftest på opdrag, og dermed kommer de til at udtrykke tanker og holdninger, som de ikke nødvendigvis deler.

Hvordan kan vi, i alt dette, sætte fingeren på, hvor oversætterens egen ret til uindskrænket ytring, fri fra censur og undertrykkelse, træder frem som noget særegent? Og når nu dynamikken på bogmarkedet, og kulturpolitikken generelt, meget ofte begrænser den reelle mulighed for at kunne oversætte lige præcis de litterære værker, man selv ønsker at give stemme, kunne vi også spørge os selv, om det så ikke også er en krænkelse af vores ret til at udtrykke os som litterære oversættere. Sidstnævnte spørgsmål sætter måske sagen lige lovlig meget på spidsen, men det understreger på den anden side, at der ikke findes nogen entydig definition af rammerne for oversætteres ytringsfrihed og menneskerettigheder.

Det er nogle af disse spørgsmål, der har gjort det vanskeligt for bestyrelsen at arbejde med det udstukne mandat. Men det har været en interessant proces, og vi håber at kunne have et udkast klar til det kommende årsmøde i Norwich. Derudover vil jeg selvfølgelige gerne understrege, at ingen af de ovenstående ”vanskeligheder” skal forstås sådan, at CEATL ikke er absolut forpligtet på beskyttelsen af oversætteres menneskerettigheder. Det er ikke, fordi vi mener, at det ikke er nødvendigt at forsvare vores rettigheder. Det er det i allerhøjeste grad. Både i Europa og resten af verden bliver vores kollegaer forfulgt på grund af deres litterære aktiviteter, samtidig med at der i øjeblikket sker udviklinger, som risikerer at begrænse verdenslitteraturens kulturelle diversitet. Det er en sag, som CEATL altid vil være dybt engageret i. Men i vores udkast til et charter om menneskerettigheder og ytringsfrihed skal vi være sikre på, at det rammer netop vores problemer og vores virkelighed som oversættere. Hvis ikke CEATL sætter ord på disse ting, er der ingen andre, der vil gøre det for os.

[Denne artikel blev skrevet i marts 2019. Til det følgende årsmøde i Norwich i maj kom CEATL’s bestyrelse med et udkast til et charter, som de delegerede bakkede op om, og som bestyrelsen nu arbejder videre med.]


Morten Visby. Foto: Ildikó Lőrinszky

Morten Visby, f. 1973, er litterær oversætter fra tysk, engelsk og norsk til dansk. Han er tidligere formand for Dansk Oversætterforbund, nuværende formand for Dansk Forfatterforening og præsident for CEATL. Han har arbejdet ekstensivt med bl.a. bibliotekspolitik og ophavsret gennem mange år, både i Danmark og internationalt.

| Næste: Månedens oversætter: Pia Johansen | Forrige: International litteraturfestival i Aarhus
No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.