„for du kender dem selv…“

Om at oversætte steder: Søren Ulrik Thomsen og Per Kirkeby på tysk

 

Hvordan er det at oversætte fra dansk? Hvilke særegenheder, specialiteter og spidsfindigheder gemmer det danske sprog, hvilke udfordringer er der ved at overføre danske forfatteres værker til andre sprog og kulturkredse? Babelfisken har spurgt en gruppe dygtige, erfarne og kreative oversættere af dansk litteratur om med egne ord at svare på de spørgsmål. Som den ottende og foreløbig sidste i rækken får tyske Klaus-Jürgen Liedtke ordet. Artikelserien har fået støtte af Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg.

 

Af Klaus-Jürgen Liedtke

Det var med en vis ængstelse, at jeg gik i gang med opgaven med at oversætte ikke bare fra svensk, men også fra dansk. Forlæggeren Josef Kleinheinrich ville udgive Søren Ulrik Thomsen på ny (efter en lang pause siden udgivelsen af hans digtsamling Anheimgefallen fra 1993) og ville derefter forsætte med udgivelsen af Per Kirkebys skrifter.

Både Kirkebys Grønlandstekster (ty. In Grönland) og Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl (ty. Zitterspiegel) udkom på tysk i 2017 i min oversættelse. Prosaværket En hårnål klemt inde bag panelet skal efter planen udkomme i foråret 2019. Bøgerne udgives på forlaget BuchKunstKleinheinrich i Münster.

Zitterspiegel / Rystet spejl med oversætterens navn på omslaget. Foto: Kleinheinrich

Prosaværket En hårnål bliver udstyret med en tysk undertitel: ”Kopenhagener Notizen” for at markere stedets betydning for prosatekststykkerne. Men hvad forbinder en tysk læser – som mangler den associative støtte, som København er for en dansk læser – med ”København”? Markøren ”Kopenhagen” appellerer til den tyske læsers nysgerrighed: man får muligheden for at gøre sig bekendt med noget ukendt. Derimod er ”København” rodfæstet som en naturlig del af en dansk læsers erfaringsverden.

Thomsens egen undertitel tager afsæt i tiden: ”noter fra eftertiden”. I mellemrummet mellem nutiden og hans ungdoms fortid perforerer hans blik dagens bymiljø og aktiverer billeder fra 70’erne og 80’erne. Han kaster et blik på tværs af det hippe nutidige København og den gamle luvslidte folkevrimmel. Den tidsrejse, som Søren Ulrik Thomsen hele tiden hentyder til, kan virke temmelig forvirrende for læsere, som hverken kender til nutiden eller fortiden de steder, hvor alt dette udspiller sig.

Dette skaber et vanskeligt slip for oversætteren. Den oversatte bog om København har brug for en anden fremtrædelsesform end originalen. Den tyske undertitel, ”Kopenhagener Notizen”, bliver en indgang eller en portal til teksterne, og den betoner stedet, ikke tiden. Det giver en ny framing til et værk, som i mange henseender handler om at leve som københavner i Danmarks hovedstad, som en ægte indfødt. En tysk læser har brug for en egen kontekst i forhold til disse fremmede og relativt ukendte bymiljøer; det er på ingen måde indlysende, hvad der menes med ”København” med dens interne sociale forskelle eller geografi. Stemningen i Thomsens prosa ligger i benævnelsen af stederne, den er forankret i forestillingen, som for sin del bygger på, at en dansker kender den bagvedliggende virkelighed, så der dermed opstår en fælles forståelse mellem forfatteren og læseren (som en tysk læser savner).

Samtidig bygger teksten på, at læseren er indforstået med, at der i en københavnsk verden findes noget ubevægeligt, stillestående. De tidligere gymnasieelever kan mødes efter fyrre år og tage en øl på værtshuset Femmeren. De har boet i den samme by hele deres liv, har blot haft forskellige job og befundet sig i forskellige samfundslag. Og de ryger stadig Dunhill eller Marlin Flake og diskuterer Adorno (og Botho Strauß). Det giver dem en snert af udødelighed!

Thomsens genre karakteriserer han selv som Trivia, små hverdagsagtige prosaskitser, inspirerede af Logan Pearsall Smith (1865-1946). Og den hverdagsagtige stemning har sit udspring i noget typisk københavnsk, som forudsættes at være velkendt. Stederne konkretiseres kun i ringe grad, det anses ikke for nødvendigt, eftersom læseren er en indviet: ”Bestemte steder i byen, og jeg siger ikke hvilke, for du kender dem selv …” (En hårnål, 2016). Den slags hemmelighedsfulde indforståetheder skaber en fælles forståelse mellem forfatteren og læseren. For oversætteren består det svære i at formidle det underforståede, ikke i teksten gestaltede københavnske, bydele og forstæder, som præges af noget ”så identitetsløst, at det er tæt på at være intetsteds”, samtidig med at Thomsen beskriver Hvidovres ”beskedne og såre menneskelige modernitetsdrømme”, hvor der hviler ”noget udefinerligt trist over dette sted” (om Hvidovre hos F. P. Jac). En nærmere beskrivelse af ”stedet” gives ikke.

For visse steders vedkommende bedømmer Søren Ulrik Thomsen, at det er nødvendigt med en miljøbeskrivelse, fx når han beskriver ”hjørnet af Rosvinsgade, hvor blæsten altid står og skutter sig i sin gennemsigtige frakke.” Eller det menneskeforladte Klondike mellem ZooZitty og Valby, som han kalder en ”spøgelseszone” med en hypermoderne dyreklinik midt i fuldstændig ødelagte omgivelser mellem ”den egentlige by og de første forstæder”, indre by (Brokvartererne) og forstæderne, med ”en ensomhedsfølelse så intens, at man bliver bange for at gå til grunde”.

Hvordan der ser ud ”efter brokvartererne, men før forstæderne”, får vi ikke at vide. En tysk læser kan næppe forventes at kunne fremkalde nogen billeder af det københavnske miljø for sit indre blik, eftersom det ikke siger ham noget, ikke giver nogen associationer. At forstå et begreb som Vestegnen kræver, at man har en viden om bylandskabets historiske udvikling. I min oversættelse har jeg forsøgt at antyde noget om denne ved at bruge begrebet ”Westgürtel”.

Men hvordan er det at læse om noget, som man ikke har nogen viden om?

Søren Ulrik Thomsen er selv inde på manglen på viden om et steds ånd, genius loci, når han diskuterer, hvordan man forholder sig til mindesmærker i eksemplet fra en udstilling i Berlins synagoge:

“Hvor tit har man ikke stået foran et mindesmærke, en berømt bygning eller på et historisk sted, mens intet rørte sig i én, skønt man her formodedes at føle noget ganske særligt. Skammeligt nok skyldes denne manglende fornemmelse af genius loci for mit vedkommende nok, at det oftest har knebet med rigtig viden om stedet, jeg besøgte, for naturligvis får man ikke en oplevelse ved bare at følge guidebogen og stille sig op foran et hvilket som helst monument. Forhåndskundskaber skal der til …”

Gennem kontekstualiseringen, en modsvarende oplevelse og en genkendelse af sine egne minder om morens lysterapi i ’60’erne og et jødisk barns ”beskyttelsesbriller” på et billede fra førkrigstiden i synagogen, skabtes en forståelse: ”takket være et helt andet slags foto syntes jeg i et kort sekund virkelig at forstå en flig af katastrofen.”

Hvad indebar det at bo i Hvidovre? Hvordan ser modsætningen ud mellem Rudersdal, hvor den rige husejer bor, og Rødovre, hvor ”proletarroden” kommer fra (i modsætning til ”Holtepigen”)? De forskellige bydeles sociale status og inddeling – hvordan kan man få det frem i oversættelsen? Eller er den eneste hjælp, man kan ty til, en fodnote?! Særligt problematisk bliver det, når der opstår en ophobning af stednavne, når det bare vrimler med dem som i tekststykket om Østerbro, som munder ud i en udendørsservering ved Bopa Plads.

Er det muligt at skabe en følelse af, hvad det vil sige at sidde ved Søerne i København: handler det om ”Teiche” eller ”Seen”, kan de betragtes som kunstigt opdæmmede Teiche eller naturlige Seen? (Damme kan derimod være både Stauteiche eller Stauseen. På svensk kaldes søerne for ”småsjöar”): ”Auf einer Bank am Sortedamssee sitzt ein alter Mann …” er fx oversættelsen af: ”På en bænk ved Sortedamssøen sidder en gammel mand …”.

Stockholms tunnelbanestationer oversat direkte

Hvordan håndterer guidebøger den slags oplysninger? I Christoph Bartmanns Kopenhagen – Stadt der Dichter. Literarische Streifzüge (Düsseldorf/Zürich 2005) står der ikke overraskende: ”Denne bog handler om litterære og samtidig dagligdags steder,” om ”en byens omflakkende profil i dens mangfoldighed af pladser og stemmer.” Desværre finder man ikke her Sortedamssø (den finder man derimod på Wikipedia).

Hos Johannes Jørgensen indfanges i 1893 udsigten fra Frederiksberg Bakke over forstaden – ”et kvarter for livets sensommer”, ”et stille og fornemt-mageligt kvarter præget af de sidste rester af romantisk landidyl”: På den tid var der stadig åbent land mellem Frederiksberg og indre by, dvs. Vesterbros stenbro.

Frederiksberg spiller i øvrigt også en rolle hos Per Kirkeby, som boede der en overgang, ligesom også hans ekspeditionsleder Eigil Knuth gjorde det:

“Zu dieser Zeit wohnte ich, und zwar als eine Art stellvertretender Hauswart, in einer Wohnung in der Prinsesse Marie Allé, an der Grenze der Kommunen Kopenhagen und Frederiksberg. Mein Gemeinschaftstelephon war V für Vesterbro. Als die Artikelserie im Heim begann, suchte mich eine ältere Dame aus dem Treppenhaus auf, die sehr respektvoll sagte: „Und dann richten Sie Graf Knuth bitte aus (das „Graf“ mehrfach wiederholt), daß dies hier nicht Kopenhagen, und schon gar nicht Vesterbro ist. Dies ist Frederiksberg.“

“På det tidspunkt boede jeg, og var en slags vicevært, i en lejlighed i Prinsesse Maries Allé, som var grænsen mellem København og Frederiksberg Kommune. Min partstelefon var V for Vesterbro. Da artikelserien i „Hjemmet‟ var begyndt, blev jeg opsøgt af en ældre dame fra opgangen der sagde, meget respektfuldt: „Og så kan De godt sige til Greve Knuth (Greve gentaget flere gange), at det her ikke er Københavns Kommune og slet ikke Vesterbro. Det er Frederiksberg.‟” (Grønlandstekster, 2013)

Gælder det ikke for en oversættelse, at den i visse tilfælde må vælge, hvad den vil lægge størst vægt på: selve navnet, altså formen, eller dets betydning, altså indholdet? Ved Stevns Klint findes der ”en lille stikvej ved navn Barmhjertigheden” (En hårnål klemt inde bag panelet), på tysk: ”eine kleine Stichstraße namens Barmherzigkeit”. At oversætte vejnavnet til tysk er ganske vist inkonsekvent, sædvanligvis oversætter man jo ikke egennavne, men her, med dette meget sigende navn, er tekstforståelsen –  og dermed navnet som en kilde til viden – vigtigere for læseren end bevarelsen af egennavnet. Teksten hentyder til en lærers selvmord (han var en af tre lærere, der led samme skæbne), og vejens navn bliver en afsluttende pointe i prosaskitsen.

Hvordan ser det generelt ud med hensyn til enten at bibeholde eller oversætte egennavne fra andre sprog? Et eksempel, man kunne nævne, kommer fra en ældre oversættelse af Dostojevskijs Idioten, hvor der i kapitel fire tales om det lille gods Otradnoje: Oversætteren E. K. Rahsin (pseudonym for den baltisk-tyske Elisabeth Kaerrick, 1886-1966) forklarer i en note, at det er betegnelsen for et lystslot, og at det i betydning modsvarer betegnelser som Monplaisir. Otrada betyder således lyst, lyksalighed, vederkvægelse. Men i selve teksten står der: ”Den lille herregård bar, som var det med vilje, navnet ’Otradnoje’.” I Swetlana Geiers roste nyoversættelse lyder det: ”das kleine Dorf trug ausgerechnet den Namen Otradnoje” / ”den lille by havde fatalt nok navnet Otradnoje”. Men når læseren ikke, uden først at have søgt støtte i noten, forstår betydningen af ordet ”Otradnoje”,  forsvinder pointen med udtrykket. Hvorfor der står ”fatalt nok” eller ”som var det med vilje” bliver ikke tydeligt, eftersom konteksten er så gådefuld. Det viser blot, at det kan være svært at etablere en kontekst via noter. Et skrækeksempel er den seneste tyske oversættelse af Strindbergs Röda rummet, hvor de to første sider indeholder hele 11 noter – der bliver ingen ende på den ivrige læsers bladren frem og tilbage!

Findes der andre midler, man kan ty til for at forklare ukendte steder for en læser? Skal man fx for at kunne følge med i teksten vide, at en ”have” som Frederiksberg Have er en engelsk inspireret park, og er man nødt til at vide, hvordan den ser ud i virkeligheden, uden for teksten? I sætningen ”die Sommernacht, in der er und Anita über den Zaun zum Frederiksberg Have kletterten” har jeg valgt at bevare egennavnet – men er det en utilfredsstillende løsning, eller er det nok at skrive, at de klatrer over ”hegnet” og dermed markere, at det handler om noget afgrænset, som en park jo er? Nogle gange har jeg oversat dele af navne for at give et hint om navnets betydning: ”Rebæk Seepark” eller ”Dronning Louises Brücke”. Men selv i Bartmanns tidligere nævnte litterære guidebog er der inkonsekvenser: Han taler om ”Marmorkirke”, men om ”Sankt Petri Kirche”. I tilfældet med ”Vor Frelser Kirke (Erlöserkirche)” står betydningen angivet i parentes efter navnet.

Helt generelt synes det at være lettere at skabe en kontekst i forbindelse med andre, mindre centrale steder i det danske landskab som eksempelvis Sigerslev, Stevns eller endda det fjerntliggende Grønland. Per Kirkeby formidler meget af Grønlands-auraen i sine beskrivelser af landskabet (med dets ”iskapper”, ”nunatakker” og ”glidebaner direkte ned i hullet. Det var det rene Edgar Allan Poe.”)  og under sine kunstneriske ambitioner om at tegne og indfange det. Hos Kirkeby optræder også selve den handling at benævne tingene i det ”jomfruelige” Johan Dahl Land: ” „da det var vores land gav vi selv alle navnene til alting: Hullet, Sydgletsjer, Nordgletsjer, Balkonen, Langesø, Runde-sø, Nordbo-sø, Ruinnæs. Det var vores verden.“ Alle disse meget deskriptive navne har det været nødvendigt at oversætte: ”Das Loch, Südgletscher, Nordgletscher, Balkon, Langer See, Runder See, Nordmänner-See, Ruinenholm”.

Men selv de almindelige stednavne på Grønland indeholder en del beskrivende navne som i stykket om det nordligste Grønland, hvor Kirkeby er med på en ”oversomring” i Peary Land, som er ”en arktisk ørken”, nærmere bestemt i Brønlundhus, ”verdens nordligste hus”.

“Das Haus lag sehr schön. Auf der anderen Seite des Fjords lag „Buen“, der Bogen. Eine lange Steilwand, die ihre tolle Sedimentschichtenabfolge mit hübschen Farben in Varianten von Hellocker ausstellte. Unsere Wasserversorgung war ein Fluß eine Stück Wegs vom Haus. Der Fluß war auf den Namen Kedelkrogelven getauft worden, nach einem Kesselhaken im Wappenschild derer von Knuth. Im Laufe des Sommers trocknete er mehr und mehr aus, und es wurde richtig mühselig, ein bißchen Wasser zusammenzukratzen. Pearyland ist ein sehr trockenes Gebiet. Kein Regen im Sommer und nur spärlich Schnee im Winter. Es ist eine arktische Wüste.”

“Huset lå meget smukt. På den anden siden af fjorden lå „Buen‟. En lang stejl væg der udstillede den flotte sedimentfølge med smukke farver i varianter af lys okker. Vores vandforsyning var en elv et stykke vej fra huset. Elven var døbt Kedelkrogelven, efter en kedelkrog i Knuthernes våbenskjold. I løbet af sommeren løb den mere og mere tør og det blev rigtig besværligt at få skrabet lidt vand sammen. Peary Land er et meget tørt område. Ingen regn om sommeren og sparsomt med sne om vinteren. Det er en arktisk ørken.” (Grønlandstekster)

Men hvordan håndterer man et malende navn som Evighedsfjorden? Som samtidig også er titlen på en af Kirkebys tegninger: ”Det var netop et træsnit jeg kaldte Evighedsfjorden” / ”Tatsächlich war es ein Holzschnitt, den ich Evighedsfjorden (Ewigkeitsfjord) nannte”. I sådan et tilfælde er der ikke andet at gøre end at lave en parentes.

 Alt dette er hjælpekonstruktioner – en del af alle former for oversættelse. Det er en balancegang mellem det fremmede som på den ene side noget ansporende og på den anden noget ubegribeligt. I forbindelse med oversættelsesprocessen er der meget, der kan adapteres, faktisk det meste, dog ikke navne – de forbliver ”Fremdköper”, fremmedelementer. Visse navne er alment kendte og er blevet indoptaget i sproget som de er (”Times Square” i New York), mens andre altid oversættes (”Den Røde Plads” eller ”Den Himmelske Freds Plads”).

 I år afholdes en oversætterkonference i Oregon, hvor man vil tage netop dette problem op – som bliver endnu tydeligere, når teksten ikke er bevidst om sin potentielle transnationalitet, dvs. når forfatteren udelukkende føler sig hjemme blandt et publikum, som han/hun har en fælles referenceramme med:

How Do We Translate a Sense of Place Across Places? Words carry the imprint of the natural and built environments that inspired them: place names, landforms, plants, animals, foods, climate, and weather. As writers and translators move writing across languages, geographies, and borders, how do our word choices impact the resulting work’s sense of place? Five translator-writers address this question, with examples from poetry and prose rooted in the contemporary and historical landscapes of Azerbaijan, Mexico, Pakistan, and Uruguay.”

                                

Oversættelse fra svensk: Nanna Kalkar


Klaus-Jürgen Liedtke. Foto: Hanna Sjöberg.

 

 

 

 

 

Klaus-Jürgen Liedtke, f. 1950, bosat i Berlin, er en tysk forfatter (to romaner, to digtsamlinger) og oversætter fra svensk (bl.a. Gunnar Ekelöf i 7 bind og Finlandssvensk modernisme i 5 bind). Fra dansk har han oversat Søren Ulrik Tomsen og Per Kirkeby. Han er udgiver af det virtuelle Østersøbibliotek på 14 sprog og har været projektleder på flere oversætterworkshops (i Alexandria, Visby og Rybachi, Rusland). Har modtaget bl.a. Paul Celan-prisen 2005 og Gerard-Bonnier-prisen 2014.

| Næste: Nyt europæisk oversættermagasin på gaden! | Forrige: Æresprisen til Allan Hilton Andersen: to taler
No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.