Æresprisen til Allan Hilton Andersen: to taler

Babelfisken bringer her de to taler, der blev holdt ved fejringen af Allan Hilton Andersen, årets modtager af DOF’s Ærespris, den 9. april i Strandgade: Inger Kristensens motivationstale fulgt af Allans takketale.

Først Inger Kristensen:

Kære Allan, gode ven

Det er et kæmpe privilegium og en stor ære for mig at have fået lov til at holde motivationstalen i anledning af, at du helt ufatteligt fortjent og ikke en dag for tidligt nu står der som modtager af Dansk Oversætterforbunds Ærespris. Af os i branchen jo bare kaldet Oversætterprisen, for der ingen over og ingen ved siden af den pris, på samme måde, som der nu ikke er nogen over og ingen ved siden af dig. Du, der selv har spillet en overordentlig aktiv rolle i kulisserne i nomineringen af så mange tidligere prisvindere, er måske selv blevet overset for længe – af netop den grund. Men alle os, der kender dit arbejde, har aldrig været i tvivl om, at den pris var din. Og i dag kan du så skrive dig ind i rækken af de formidable danske oversættere, der har modtaget den.

Men det er nok bedst, at jeg begynder ved begyndelsen af mit lange, lange liv med Allan. For der er tale om mere end 40 års ’samliv’ – så I må tilgive, at der nu kommer lidt forlagshistorie.

Allan kan ikke have været meget mere end 30 og jeg omkring 20, da vi mødtes første gang. Jeg sad i redaktionsgruppen i Socialistisk Bogklub – en af de mange autonome enheder, der dengang udgjorde forlaget Modtryk i Århus. Vi havde taget den helt naturlige beslutning at udgive den engelske ’arbejderforfatter’ Alan Sillitoes noveller, Skrothandlerens datter og andre fortællinger fra Nottingham.

Vi havde først bedt den navnkundige James Joyce-oversætter Mogens Boisen om at oversætte bogen, hvad han havde accepteret. Han havde oversat noget for os tidligere, jeg husker ikke hvad, men jeg husker til gengæld, at han personligt havde afleveret sin oversættelse, var kommet rejsende hele vejen fra København til Århus for højtideligt at overrække den og havde underholdt os en hel dag med skrøner om sine meritter i militæret, om frække damer og om oversætterkolleger, der var idiotiske og ikke vidste, at håret blæste fremad, når man kørte i åben vogn – ikke bagud for helvede! Men da Boisen havde fået kigget lidt i Sillitoe, gav han op og sagde, at den var for svær. Det dér nottinghamske arbejdersprog, der jo også var komplet uforståeligt for englænderne selv, kunne umuligt fordanskes til noget meningsfuldt – umuligt!

Én i redaktionen, der hed Helle kendte én, som hun vist nok læste engelsk sammen med, der hed Allan, og de to ville gerne oversætte Sillitoe sammen. Det kom de til. Ingen af dem havde vist egentligt prøvet at oversætte før, så hvorfra kunne de også vide, om noget var umuligt. I deres forord til bogen skriver de dog:

Hvad sproget angår, er det den nordengelske arbejderklasses eget – og det bærer præg af en kultur, som har gjort det vanskeligt at fordanske det. Men i en eller anden forstand er det alle oversætteres problem. Vi har forsøgt at ramme den tone, de fagudtryk, den slang osv., som vi mener var gængs i halvtredsernes og tressernes Danmark.

Og det gik godt. Bogen blev en af klassikerne i bogklubben som steadysolgte i mange år til vores mange trofaste medlemmer. Allan var nu en ’etableret’ oversætter i vores øjne, han havde mestret det umulige! Vores beundring var grænseløs, og det afspejlede sig i de opgaver, han siden fik, da bogklubben løsrev sig fra Modtryk og blev til forlaget Klim.

Nu røg alle de umulige opgaver hans vej – den ene efter den anden i en lang perlerække op gennem firserne og halvfemserne med oversættelser af forfattere som:

Cam Hubert, Martin Booth, John Berger, Edgar Rice Borroughs og Graham Greene – og dertil kommer desuden de udsøgte gendigtninger af den svenskfinske digter Claes Andersson.

I den række vil jeg særligt slå ned på ét af Allans absolutte mesterstykker fra 1987, en kraftpræstation af en oversættelse, der kun yderligere befæstede vores dybe benovelse, nemlig den New Zealandske bookervinder Keri Hulmes store roman, Marvfolket. Dén præstation er desuden et eksempel på, hvordan en uforlignelig oversættelse i allerhøjeste grad er afgørende i forhold til at gøre en roman til en storsællert – og en klassiker – også på dansk. For også den var jo umulig! Allan blev nærmest flydende på maori også, og der var ikke dét han ikke skulle vide eller finde ud af om New Zealandsk slang, bådtyper, havbiologi, tidevandsfauna og fire hundrede ting mere, som han gerne underholder med. Og så er den skrevet i nutid. Allan hader at oversætte romaner, der er skrevet i nutid. Den næste, der sender ham en roman til oversættelse, der er skrevet i nutid får et par på kassen!

Men så begyndte han til vores undren og uro at blive os utro med Mark Billingham for Modtryk og siden virkelig for alvor med rigtig meget Jo Nesbø, men vi formåede hele tiden at lokke ham tilbage med vores umulige opgaver: For eksempel den pakistansk-amerikanske Daniyel Mueenuddin, der i sin novellecyklus, Andre steder andre drømme i otte indbyrdes forbundne noveller beretter om menneskeskæbner i noget så umuligt som et pakistansk bondesamfund, eller den indisk-engelske forfatter Indra Sinhas chok af en svær roman, Dyrets folk om en giftulykke og et firbenet menneske i den indiske slum.

Romanen er særdeles originalt komponeret og dertil fintfølende oversat.” skrev Niels Houkjær i Berlingske Tidende – og

En fascinerende fortælling, der i lange stræk er fortalt i hovedpersonens kaudervælsk, som i øvrigt er fremragende oversat af Allan Hilton Andersen” Den benhårde Helle Hellmann i Politiken.

Jeg skal ikke her dvæle ved, hvor lidt eller hvordan anmeldere behandler oversættere, andet end bare at konstatere: næsten aldrig til det første og hvis, så næsten altid dårligt til det andet …

I den periode oversatte han i øvrigt også amerikanske Don Winslows murstensromaner om mafiosoer, fbi-folk, præster og ludere og mexicanske narkokarteller i et forfinet og intelligent fordansket underverdenamerikaunivers, hvor hele verdener af kærlighedserklæringer eller trusler på livet – ofte en og samme sag, blev udtrykt i sætninger på to-tre ord. Og det gjorde de så også på dansk.

Da den japanske forfatter Haruki Murakami fandt på at samle sine yndlingsnoveller, skrevet af amerikanske forfattere i samlingen Fødselsdagshistorier, var det naturligvis Allan, der fik den umulige opgave med at ramme tonen i de mange vidt forskellige og sindssygt svære minimalistiske sprogperler, Murakami havde fundet frem i noveller af blandt andre Raymond Carver, Paul Theroux og David Foster Wallace.

I forbindelse med samarbejdet om de noveller er jeg nødt til lige kort at komme ind på oversætterens forhold til redaktøren – Allan og mig i dette tilfælde. Det var ikke tit, han klagede over min til tider ret hårdhændede og noget ufølsomme behandling, men et enkelt suk kom der i ny og næ: ”Jeg kan fornemme på din usædvanlig stejle skråskrift, at du ikke er helt tilfreds?” skrev han i en mail. Jeg havde skrevet i marginen til oversættelsen af Dennis Johnsons novelle Dundun: ”Der er noget med tonen!! Det er en voldelig kriminel, men han taler som en bibliotekar fra Birkerød i halvtredserne!!” Helt urimeligt og helt uretfærdigt. Som redaktør slår man nidkært og selvretfærdigt ned på den ene lille ting uden overhovedet at nævne alle de tusindvis af fremragende løsninger på nærmest uoversættelige passager, man lige har været igennem, og som man bare har taget for givet.

Jeg får stadig røde ører, når jeg tænker på den kommentar.

Og så kom oversættelsen af David Foster Wallaces novelle Altid ovenover. En novelle, der ned i de mindste detaljer beskriver de psykologiske stadier, en trettenårig dreng oplever, da han klatrer op på den høje vippe for til sidst at springe på hovedet i udendørsbassinet. Jeg havde læst novellen på engelsk. Undret mig en smule over, hvorfor Murakami havde valgt at tage den med. Så læste jeg Allans oversættelse af den og fik et chok:

Han havde oversat den i een lang lang indånding og een lang lang udånding, ikke en mislyd, ikke en eneste knirken, bare denne stadige strøm af indlysende smukke sætninger der flød og flød – til det var ovre. Ikke bare forstod jeg, hvorfor god litteratur skal oversættes til andre sprog af gode oversættere – vi kan jo for dælen ikke engelsk på et plan, der tillader os at få den slags læseoplevelser på et fremmedsprog (selv om vi tror det) – men jeg forstod også, hvad novellen kan i denne sin helt rene form. Hvorfor den ikke er en roman og ikke et digt, men netop denne korte intense oplevelse i én indånding og én udånding. Og jeg forstod, hvor få der magtede at kunne skrive sådan – og hvor få der magtede at oversætte sådan.

Siden skiftede jeg forlag, men ikke oversætter.

Da Allan igen sagde ja til en umulig opgave: at oversætte næsten 500 siders svensk actionthriller af forfatterparret Kepler om hæsblæsende nærdødsoplevelser i en kinesisk dødsverden på kun tre måneder, var det som at have fået lov til at tage sin egen dyne med hen på det nye arbejde. Selv om han godt nok truede med at lægge den fra sig, hvis jeg nævnede deadlinen for ham én gang mere end de fire gange, jeg havde ringet, mailet og sms’et den til ham. Et ja var et ja og et ord et ord.

Og Allan hold ord – han afleverede før tiden. Med sit instinkt for fremdrift og plotlogik og ren og skær sproglig finesse, gjorde han den bog bedre på dansk. Også fordi han bare kan svensk på dansk som ingen anden, jeg kender. Den næste vi lavede sammen mig og ’dynen’ var en fabelagtig svær og smuk amerikansk roman, Lisa Hallidays Asymmetri, der udkom i maj 2018. Eller vi og vi, for jeg havde faktisk ingenting at komme efter i tekstredaktionen, der blev en ren nydelse for mig. Allan har gendigtet romanen og gjort, hvad han altid gør: givet læseren en litterær oplevelse på smukt dansk. Igen havde han lavet en ’Foster Wallace’.

Den taknemmelighed, der vælder op i en forlagsredaktør, når det sker, kender ingen grænser. Derefter satte jeg ham i gang med endnu en ’stor amerikaner’, Elizabeth Winthrops barske roman Nådestolen, en hjerteskærende brutal skildring af hverdagsracisme i 40’ernes USA lagt i munden på otte forskellige – meget forskellige fortællere. Hver eneste af dem fint og uhyre præcist nailet på dansk.

Nådestolen er skrevet i nutid. Endnu en gang gjorde han mig klart, at det er et helvede at fordanske overbevisende, når lortet er skrevet i nutid. Men netop derfor blev det ham. Og han skylder mig et par på kassen.

Mit forlagssamliv med Allan har jo i sagens natur handlet om teksterne, ordene; indholdet i vores fælles lidenskab: at nørde i den lydefri oversættelse, den allerbedste gengivelse, formidlingen af verdensforfatterskaber til dansk.

Men ved siden af hans mere end 100 lydefri oversættelser har han jo i langt størstedelen af årene passet sit fudtidsarbejde ved siden af som gymnasielærer, ekstern lektor, censor og hr-chef i Dansk Videotekst, hvor han så også lige har tekstet så englene synger. Jeg mener stadig, hans undertekster til filmen Soning bør indgå som pensum i enhver teksters uddannelse. Og så var der jo også det banebrydende teamarbejde med Jon Stewarts umulige jokes i The Daily Show, der selvfølgelig og heldigvis blevet prisbelønnet og som det blev en dobbeltfryd at følge med i for at se, hvordan teksterne havde løst opgaven. Ofte grinede man to gange af den samme joke, og ofte var den danske sgu sjovere.

Ved siden af alle oversættelserne og fuldtidsarbejdet har han ført an i en utrættelige kamp for ordentlige vilkår for oversættere i det her land. Hans tordnen imod arrogante forlagsdirektører, der kunne finde på at bruge argumenter som ”Oversætteren skal jo have hele sit honorar, uanset om bogen sælger, og det skal falde, så snart oversættelsen er færdig.” eller ”Jeg mener, at nogle af oversætternes bibliotekspenge burde gå tilbage til forlagene.” De typer har fået et par på kassen på skrift i Allans spiddende, satiriske og tankevækkende genmæleartikler i dagspressen. Han holdt sig da heller ikke for god til at tage kampen op med os andre søde og velmenende forlagskollektivister, der jo var ansat i halvanden fuldtidsstilling til en kvart løn, og alene af den grund måske godt nok syntes at 17% af en hel oversættelse for at få lov til at lave en lydbog, var mange penge. Men det endte altid i enighed og med en dyr flaske sprut, som Allan sendte hvert år til jul, sikkert for at få os til at få oplevelsen af at prøve at drikke for smagens skyld.

Og hans helt rimelige insisteren på, at oversætteren selvfølgelig skal nævnes, når der bliver citeret fra deres oversættelser i dagblade og magasiner, eller når der markskriges om bøgerne i forlagskatalogerne eller på hjemmesiderne. De er faldet prompte og eksemplarisk til for eksempel en Jes Stein Pedersens store fortrydelse.

Manden er en sprogrevser, men han er en kriger på selve sprogets vegne. Han går ikke efter ’og han stak hånden i hans lomme efter han havde haft ringet’-småforbryderne mellem dagligdagsmennesker, og han er altid klar med allowances for regional differences. Æ man hamsjæl er weistjyde! Nej, han går hårdt og brutalt efter de professionelle sprogbrugere og hænger dem på hjul og stejle på facebook for at pådutte offentligheden deres elendigheder. Den næste sportsjournalist, der siger ’Romenien’ får et par på kassen.

I forlængelse af det, kan jeg måske også komme ind på hans konstante søgen efter det modsatte, nemlig efter nye talenter, der ejer sprogets gave, og som han ser det som sin fornemste opgave at hjælpe og vejlede og pushe til forlagene og til tekstbureauerne. Heldigt er det unge oversættertalent, der har Allan i sit ringhjørne, og heldige er forlagene, tekstbureauerne og hele branchen.

Allan, du er en gave, der bliver ved med at give. For nylig gav du mig en helt særlig gave, som du selv sammenlignede med en buket blomster. Men både du og jeg ved, at det var så meget mere end det.

Du gav mig trinene, så jeg kunne begynde at klatre op på den høje vippe og tage mod til mig og springe ud i oversætteriet dybe, dybe udendørsbassin. Og ud over de mange ufatteligt gode oversættelser, du har givet mig gennem en menneskealder nu, har du også givet mig dit venskab og din støtte. Det vil jeg gerne sige dig tak for, Allan.

Og så vil jeg sige et inderligt, dybfølt og rungende:

TILLYKKE MED DANSK OVERSÆTTERFORBUNDS ÆRESPRIS 2018


Og så talte Allan:

Tak til Statens Kunstfond og tak til mine kolleger i Dansk Oversætter Forbund, som har indstillet mig til den her pris. Det er stort at følge i hælene på de gode mennesker, der har modtaget prisen før.

Og tak for din rørende tale, Inger! Den vender jeg tilbage til ’in private’.

Når vi nu står her i Strandgade kan jeg kun glæde mig over, at der er folk til stede fra flere grene af min tid som oversætter: Der er litterære oversættere, der er familie, der er folk fra film- og tekstningsbranchen. Det er jeg rigtig glad for, og der er i det hele taget ikke noget, jeg ikke er glad for i dag. Jeg mindes mit allerførste møde, hvor en gammel mand, hvis navn jeg desværre har glemt, fortalte mig, at han havde tekstet den første talefilm, der kom til Danmark, og det var Berlingskes anmelder ikke glad for. Det var i sandhed et historiens vingesus, jeg oplevede der.
Men når vi nu er i disse lokaler, som jeg holder så meget af, er det egentlig passende at dele tilværelsen som oversætter op i to dele: den gode del, og den mindre gode del.
Jeg begynder med den mindre gode del, så vi ikke skal gå herfra med mismod i sind og bøjede hoveder.

Som mange andre i DOF har jeg taget min tørn i bestyrelse og diverse udvalg, og der er al mulig grund til at være fagligt aktiv, når man ser på vores arbejdsvilkår. Et af de værste slag, jeg har været med i, fandt sted efter, at et stort forlag meddelte, at man ville have tre måneder efter aflevering til at betale for en oversættelse, og man ville ikke garantere, at et oversat værk overhovedet blev udgivet. Vi kontaktede forlaget og bad flere gange om et møde, hvor vi kunne fremføre vores utilfredshed. Det blev afslået hver gang. Så gjorde den daværende bestyrelse det utænkelige: Vi indrykkede annoncer i de store dagblade og advarede oversættere mod at skrive kontrakt med det pågældende forlag, medmindre udspillet blev trukket tilbage.
Det medførte et krisemøde på forlaget og en henvendelse til samme forlags nære venner og oversættere, som blev opfordret til at støtte deres arbejdsgiver. Meget kort fortalt førte det her i huset til en splittelse af bestyrelsen, og gamle venskaber blev til fjendskaber. Der er den dag i dag en, som jeg ikke har talt med siden, og som ikke viser sig her i lokalerne mere. Det hjalp selvfølgelig heller ikke på det hele, at jeg gerådede i et voldsomt avis-skænderi med to af direktørerne for det store forlag, som jeg kom for skade at kalde middelalderlige godsforvaltere.

Jeg bør selvfølgelig afsløre, at det store forlag trak sit aggressive udspil tilbage.

Men det er en idelig kamp, vi er ude i – blandt andet har vi måttet kæmpe hårdt for at få vores del af bibliotekspengene, som en del forfattere ikke kunne unde os, selv om vi står for 60% af alle biblioteksbøgerne og skriver et bedre dansk end mange forfattere. De utilfredse oprettede ulykkeligvis en alternativ forfatterforening, som stadig eksisterer – men jeg har stor tillid til, at de yngre kræfter i DFF og DOF fortsat vil gøre et fint stykke arbejde for at holde os inde i kampen. Det ændrer dog ikke ved den kendsgerning, at hver enkelt oversætter stadig må kæmpe hårdt for at få et anstændigt honorar.

Den gode del ved at være oversætter er uendelig meget sjovere.

Den organisatoriske del fungerer fint. DOF kører i olie, DFF har en effektiv jurist, og vi har et tæt sammenhold og et netværk, som det er en stor fornøjelse at være en del af. Det er meget lærerigt at have dygtige kolleger, og jeg synes, jeg har mange. Og har haft endnu flere. Også i dag savner jeg tre gode venner, der har forladt os: Jørgen Nielsen, Herbert Zeichner og Henning Vangsgaard. Dem ville jeg godt have drukket et glas med i dag.

De fleste af os har et nært forhold til de forlag, vi arbejder for, og vi lærer at sætte pris på vores dygtige redaktører og korrekturlæsere, uden hvem langt de fleste af os ville være ilde stedt.
Og så møder vi indimellem de forfattere, vi oversætter, og som regel er det vældig sjovt og givtigt. En af ’mine’ forfattere har jeg kun talt i telefon med, men det var uforglemmeligt. En stor skotsk forfatter, William McIlvanney, som nu desværre er død, men som altid ringede op til en VM- eller EM-slutrunde i fodbold og besværede sig over, at Danmark som regel kvalificerede sig, men Skotland gjorde aldrig. Samtalerne bar også præg af især hans store lidenskab for skotsk single malt.

Jeg kunne nævne flere mindeværdige møder – Raymond Williams, Nesbø, Indra Sinha, Alan Sillitoe, Claes Andersson, – men vil nøjes med at fremhæve Graham Greenes mangeårige redaktør fra Penguin, som på en vinbar i London fortalte mig, hvordan det gik til, at Graham Greene i 1966 fik fjernet nogle antisemitiske passager fra sin roman ’Istanbul-ekspressen’ fra 1932, som blev oversat til dansk af Jens Kruse.

En anden stor og for mit vedkommende næsten manisk glæde er, at man indimellem kan genbruge kolleger, som sled og slæbte med oversættelser og brugte hundredvis af timer på bibliotekerne, fordi de ikke havde internet. Deres dygtighed og finesse kan indimellem få mig til at gispe af beundring. Og når man støder på et citat i en moderne roman, som allerede blev oversat til dansk i 1932, hvorfor så ikke bruge det?
Af nyere oversættelser er det selvfølgelig mest Niels Brunse, jeg har stjålet fra.
Men jeg vil godt her bruge et par eksempler fra en artikel, jeg engang skrev til Litteratursiden, og som Babelfisken senere genoptrykte.

I 1999 hørte jeg i Edinburgh en skotte læse op af en ny roman, Way to Go. Det var en særdeles morsom aften, så jeg fik forfatteren Alan Spence til at sende bogen til Klim og oversatte selv bogen i 2000: Godt gået. I bogen citerer forfatteren bl.a. en amerikansk digter ved navn Robert Service, og senere bruger han flere strofer fra Shelleys ”Adonaïs”. Der er jo ingen grund til at halte i mestrenes fodspor, hvis der allerede foreligger en oversættelse, så jeg satte min gode ven antikvarboghandleren i gang med at finde de to bøger, som jeg hurtigt fandt ud af indeholdt det ønskede:  Robert W. Service: ”Guldgraversange”, oversat af Johs. V. Kirk og med forord af Julius Bomholt (Kbh. 1937), og Shelleys ”Adonaïs”, oversat af Kai Friis Møller og udgivet i begrænset oplag af Fischers Forlag i 1951.

Oversætteren af Service, Johs. Kirk, var en talentfuld digter og oversætter, som var ved at afslutte sin magisterkonferens i litteratur, da han døde af blindtarmsbetændelse i 1935, 26 år gammel. Bomholts forord giver indtryk af, hvilket tab det var for litteraturen, både den danske og den udenlandske, men i dag er Kirk glemt. Som Monty Python sagde: ’Makes you think, doesn’t it?’ Jeg er meget glad for at have bogen stående – ikke, fordi jeg synes Service er specielt god, men fordi oversættelsen er rigtig fin.

Et af de vers, jeg “stjal”, lød sådan her:

Jeg tog planker og Plyds fra Kahyt og Kabyds,
under Kedlen tændte jeg op,
jeg fandt kul i et Trug og Brænde til Brug –
jeg fik Fyrrummet fyldt til dets top.
Der blev flammer og Røg, og Gnisterne fløj,

 Hvilket vældigt Baal, oh, dear me!
Og jeg graved et Hul i de glødende Kul, og ind
stopped jeg Sam McGhee.

Det er ikke altid, man er så heldig, og i samme bog måtte jeg flere gange lege digter til lejligheden. Bogen handler om døden og et bedemandsfirma, men den er ikke desto mindre særdeles morsom, så inspirationen til denne begravelsessalme kommer meget passende fra et Sonja Rindom-digt.

Vil dit anker holde i livets blæst,
Når bølgerne rokker din båd?
Når vindene suser fra øst og fra vest?
O, lyt til mit enkle råd:
Vi har et anker, der holder din sjæl
Urokkeligt, sikkert, fast.
Med det kan du sidde i ro på din fjæl,
For Herren beskytter din last.

Donaldister og oversættere vil vide, at Sonja Rindom oversatte Anders And, herunder ’O skænk mig en grav ved det isgrønne hav, hvor kun bølgerne hører min gråd.’

I det hele taget elsker jeg at oversætte de små lyriske indslag, og i en irsk roman har jeg bl.a. oversat Auden og Milton. I Indra Sinhas helt fantastiske Bhopal-roman ’Dyrets folk’, hvis fortæller efter mange anmelderes mening har litteraturens mest beskidte mund, kom der hele tiden små strofer som den her:

Jeg er dyret, frank og fri

den eneste af min slags fordi

min ryg er skæv, min krop er vind

og fyldt med oprør er mit sind;

en opvækst uden kram og kys

et liv foruden håbets lys,

men hvis en dag du ynker mig

får du lort i din sko og pis på din vej.

Jeg har aldrig sagt ja til en oversættelse, jeg ikke havde lyst til at lave, og al litteratur fortjener, ligesom al filmtekstning, en god oversættelse. Men nogle forfattere er mere … skal vi sige udfordrende end andre, og mine egne yndlinge er … fx … Keri Hulme, Indra Sinha, Daniyal Mueenuddin, Margaret Atwood, Graham Greene, Raymond Williams, Nesbø, Wm. McIlvanney, Claes Andersson. Og her på det seneste to meget spændende, amerikanske navne: Lisa Halliday og Elizabeth Winthrop. Og så er jeg faktisk rigtig glad for den oversættelse, jeg har lavet til engelsk af Jytte Rex’ store bog om Palle Nielsen: Hour Book, som kom i en tosproget udgave.

Vi oversættere tager vores små glæder, hvor vi kan finde dem. I vores engelske surtitles til operaen ’Drot og Marsk’ (som går lige nu) har Wenzel de Neergaard – som er her i dag – og jeg fået listet meget, meget diskrete referencer ind til Hamlet, Macbeth og Romeo & Julie. Sådan noget elsker jeg! Se operaen, og find referencerne! Der er en flaske til den, der finder alle tre.

Men vi skal også huske, at træerne ikke vokser ind i himlen.
Jeg var sammen med oversætteren Karsten Sand Iversen forleden, og han sagde meget bramfrit: ”Om jeg har det godt? Ja, især efter at jeg besluttede mig for, at nu gider jeg sgu ikke oversætte en linje mere.”
Men kan komme dertil, før man aner det. Min kære redaktør gennem 38 år, Inger Kristensen mindede mig uforvarende om det ved en bogmesse i Forum for en del år siden, hvor hun præsenterede mig for en amerikansk forfatter med ordene. ”This is Allan, one of our most extinguished translators.”

Tak for prisen – og tusind tak, fordi I kom.

| Næste: „for du kender dem selv...“ | Forrige: Månedens oversætter: Ann-Jette Caron
2 Comments
  • Ole Meyer

    24. april 2019at12:54 Svar

    Til lykke, Allan!

  • Anne Marie Tetevide

    24. april 2019at16:33 Svar

    Tak fordi I sendte dette – nu jeg ikke kunne være til stede.
    Til lykke, Allan, fra din Facebook-fan, Anne Marie T.

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.