Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Jeg er et af de halvfjerdserbørn, der gennem min skole- og gymnasietid nåede at læse et halvt provinsbibliotek, så min hjerne var i mange år fuldstændig badet i litteratur og sprog. Da jeg senere studerede fransk, blev jeg meget optaget af oversættelse både den ene og den anden vej, og det vækkede drømmen om en dag at oversætte litteratur. En drøm, der virkede meget fjern, og som jeg ikke anede, hvordan jeg skulle få hul på.
Men heldig var jeg, for efter mine studier blev jeg ansat i den Franske Ambassades kulturafdeling, og på den måde fik jeg mulighed for at uddybe kendskabet til det franske sprog på alle leder og kanter. På ambassaden fik jeg en dag tilbudt en ekstratjans med at oversætte kulturmagasinet Tempo, som ambassaden udsendte på tryk 4 gange årligt, og så var oversætteriet i gang! Det viste sig at være en hardcore læreplads, eftersom magasinet blev sendt ud til samtlige fransklærere og frankofile i landet – med den franske tekst og den danske oversættelse trykt side om side. Gefundenes Fressen for ihærdige sprogmennesker med en rød pen inden for rækkevidde … Men tusind tak for de korrekturer, rettelsesforslag og kommentarer, jeg ganske uopfordret modtog gennem 4 år med Tempo. De lærte mig at være ekstremt grundig og pressede også en lidt nonchalant selvsikkerhed frem, der var nødvendig for at turde stole på mine valg og frigøre mig tilstrækkeligt fra kildeteksten til, at sproget kunne løfte sig på dansk også.
Via arbejdet med Tempo begyndte jeg at modtage andre større og mindre oversættelsesopgaver, og til sidst endte det med et tilbud om en romanoversættelse – hjulpet på vej af en tidligere underviser på universitetet og en generøs kollega i branchen, der begge anbefalede mig til forlaget.
At jeg kom i gang som oversætter beror altså på en blanding af held, netværk og lydhørhed/ukuelighed over for kritik.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Moderne litteratur, gerne yngre forfattere med en friskhed i sprog og litterær tilgang. Fransk litteratur har ofte en lidt tung litterær slagside og en intellektuel leg med sproget, der kan virke opslidende på en dansk læser. Jeg er glad, når jeg er med til at formidle nye franske stemmer i Danmark, og jeg foretrækker at oversætte sprog, der sprutter og formidler nutidigt, frem for sprog, der bærer århundreders litterære tradition i sig, selvom det også har sin charme. Der findes mange nutidige franske forfattere, som danske læsere burde få lov at lære at kende – allermest håber jeg lige nu, at et forlag tør binde an med sidste års (desværre 450 siders dyre moppedreng af en) Goncourtprisvinder af Nicolas Mathieu, der skriver et Frankrig frem, som vi ikke har mødt i litteraturen endnu – og som gør det med en nerve, der holder læseren fast hele vejen igennem, og i et fuldstændigt direkte sprog, der er så ladet og potent, at man aldrig føler sig sikker på, hvor det bærer hen.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Jeg oversætter (desværre!) kun et par titler om året ved siden af mit andet job, så jeg er på sin vis stadig grøn i faget. Men ved to lejligheder har jeg haft mulighed for at vende tilbage til forfattere, jeg tidligere har oversat noget af; Emmanuelle Richard og Olivier Bourdeaut. Det var begge gange en ganske særlig glæde. Olivier Bourdeaut er en skør starut, en litterær outsider kunne man sige, hvis første roman, Mens vi venter på Bojangles, blev en bestseller i Frankrig i det øjeblik, den udkom. Det var skønt at sidde med oversættelsen af roman nummer to, Pactum Salis (på vej til udgivelse hos Jensen & Dalgaard), og genfinde hans fabulerende humor og særlige stil i en ny forklædning, og især var det glædeligt at mærke, at han helt sikkert har meget mere litteratur i sig end det første festfyrværkeri af en bestseller. Med Emmanuelle Richard var det anderledes, hendes første roman, Letheden, var en fuldstændig hudløs og smertelig autofiktion om den sommer, hvor hun/romanens Emmanuelle endegyldigt forlader barndommen. Ekstremt velskrevet og stilmæssigt meget raffineret. Her var jeg aldrig i tvivl om, at hun litterært havde masser af kraft i sig til et fortsat forfatterskab, men hvor skriver man sig hen efter at have taget så meget af hovedstolen? Så det var med gåsehud, jeg gik i gang med roman nummer to, For at mærke huden, og wauw! En kæmpe glæde at mærke udviklingen i hendes intense arbejde med sproget og at se, at hun stadig havde modet til at blotlægge skrøbelige, tydeligt personlige, øjeblikke og tanker. Fordi anden roman også var en autofiktion, kunne jeg på virkelighedsplanet yderligere glæde mig over, at det søgende og rådvilde barn, man møder i første roman, havde udviklet sig til en ung kvinde af den slags, man ikke lige ryster af sig.
Bedste oversættelse du har læst?
Der er rigtigt mange, og tankerne flyver straks hen på oversættelser af de store klassikere, fordi det jo bare er sådan en gigantisk bedrift! Jeg kunne også nævne alle udgivelser fra Forlaget Etcetera, fordi de altid er 100% gennemarbejdede og lige i skabet. Skal jeg pille en enkelt titel ud, er det måske Pesten af Albert Camus, eller en af de andre Camus-romaner oversat af Hans Peter Lund. Det er fantastisk, når man får indtryk at, at en forfatter og en oversætter nærmest i forvejen deler temperament og tone, så den danske oversættelse lyder fuldstændig ren både i forhold til kildeteksten og i forhold til den oversætter, der har gjort arbejdet.
Hvor oversætter du?
Derhjemme – heldigvis! Jeg arbejder ikke fuld tid som oversætter, men hopper frem og tilbage mellem at være teaterproducent og oversætter. Det er skønt, når jeg kan sætte mig hjemme med en oversættelse og trække mig fuldstændig fra teaterproducentens ekstremt udadvendte, team- og projektorienterede arbejdsform. At være i enerum med tekst og sprog er det skønneste flow-arbejde, jeg kan forestille mig.
Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?
Dem findes der jo mange forskellige af. Et af de mere tidskrævende var under oversættelsen af romanen Skrevne kys når ikke frem … af forfatteren Jacqueline Raoul-Duval. Romanen handler om Kafkas fire forlovelser og er en fiktion skrevet med udgangspunkt i Kafkas værker, dagbøger og breve. Forfatteren har et indgående kendskab til Kafka, og hun glider i sin egen tekst ind og ud af hans formuleringer af konkrete situationer og tanker, og krydrer generøst med skjulte citater fra breve, i fransk oversættelse bien sûr. Der fandtes intet noteapparat til at angive, hvor citatstoffet kom fra, eller hvornår der overhovedet var tale om et citat, så jeg endte med selv at sætte mig ind i Kafkas forfatterskab, i et forsøg på at fange de skjulte citater i teksten og basere min oversættelse af dem på de originale tyske tekster eller eksisterende danske oversættelser. Et kæmpe arbejde, men også et fantastisk møde med Kafkas dagbøger og breve, der var nye for mig, og som jeg blev meget grebet af. Et af frynsegoderne ved at oversætte: at man pludselig må tilegne sig indgående viden om emner, man intet anede om før.
Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
At man har læst – og læser – meget på dansk om alt muligt. Dernæst at man evner at være fuldstændig lydhør over for kildeteksten, og at man altid stoler på sproget. Der findes gode løsninger på langt de fleste oversættelsesproblemer, hvis man stoler på det og holder sig svævende mellem de to sprog længe nok. Det er selvfølgelig også vigtigt at have en dyb forståelse af kildetekstens sprog for at mærke, hvordan man oversætter komplekse sætninger godt, og hvordan man rammer forskellige toner i værket – og ikke mindst for at man kan slippe konstruktionen i den franske sætning nok til at oversætte til et levende dansk.