Græsk litteratur mellem Øst og Vest – om oversættelse af moderne græsk litteratur

Af Pia Johansen

De fleste danskere forbinder Grækenland med ferie, og når det gælder græsk litteratur, er det typisk de klassiske græske tekster, der først dukker op i bevidstheden hos danske læsere. Men det moderne Grækenland er ikke Antikkens Grækenland, og moderne græsk litteratur er ikke Homer, Platon og Sokrates. Litteraturen i nutidens Grækenland afspejler et samfund, der er præget af både vesteuropæiske og mellemøstlige tankesæt. Moderne græsk litteratur er en nøgle til en ny forståelse af det, vi troede, vi vidste – om Os selv og om De andre.

Historien om moderne græsk litteratur i Danmark 

Når man skal give et overblik over moderne græsk skønlitteratur oversat til dansk, kan det – desværre – gøres ret kort, for det er temmelig begrænset, hvad der overhovedet er oversat inden for de sidste 150 år. Det er denne periode, hvor man kan tale om græsk litterær prosa i den forstand, vi forstår det i dag, altså romaner og noveller i form af fiktive fortællinger.

Overordnet kan man sige, at moderne græsk litteratur er udkommet på dansk á 3 omgange: Den første periode var i slutningen af 1800-tallet, hvor der udkom en håndfuld oversættelser af samtidige forfattere. Det drejede sig om kortfattede noveller, som næppe ret mange i Danmark har kendt til, endsige læst. Med undtagelse af et enkelt værk i 1945 (Jiorgos Theotokas’ Dæmoner) blev der derefter ikke udgivet græsk litteratur før 1960’erne, som indledte den anden periode, hvor græsk skønlitteratur for alvor blev tilgængelig på dansk. Det drejede sig primært om værker af forfatteren Antonis Samarakis, hvis noveller og romaner hurtigt blev populære. Han blev oversat til mere end 30 sprog, og i Danmark var det Ole Wahl Olsen, som kendte Samarakis personligt og lærte sig græsk for at oversætte hans værker til dansk, der introducerede ham. Det første af Samarakis, der kom på dansk, var novellesamlingen Håb søges (da. 1961), og derefter fulgte, op gennem 1960’erne og 1970’erne, en række novellesamlinger. Samarakis’ forfatterskab var ikke udpræget græsk – hvad dét så end er – men beskæftigede sig med almenmenneskelige temaer som ensomhed og fremmedgørelse, skildret med humor og i en enkel sprogstil.

Hvor Samarakis’ forfatterskab appellerede til det universelle menneske og ikke kunne betegnes som ”national litteratur”, blev det derimod i 1967 i høj grad en græsk referenceramme, der satte Grækenland og græsk på dagsordenen i Danmark. Den nyopståede interesse skyldtes den politiske situation i Grækenland, hvor en militærjunta i 1967 tog magten og indførte diktatur frem til 1974. I den periode var der ikke kun politisk, men også litterær opmærksomhed om Grækenland, og det betød, at Ole Wahl Olsen, som i realiteten var den eneste, der oversatte fra græsk, fik mulighed for at berige Danmark med samtidig græsk litteratur. Frem til midten af 1980’erne oversatte han en lang række noveller, der udkom i antologier og tidsskrifter, og et mindre antal græske romaner. Ud over Samarakis talte denne periode forfattere som fx Pantelis Prevelakis, Vasilis Vasilikos og Nikos Kazantzakis.

I 1969 blev det muligt at læse moderne græsk på Københavns Universitet, og efter det græske militærdiktaturs fald i 1974 var dét med til at udvide kredsen af græskkyndige i Danmark, der fik øje på flere interessante græske forfattere. Fx oversatte Bodil Højbjerg Madsen i midt-1980’erne en lang række noveller af forskellige græske forfattere til tidsskriftet Metikos.

Men i midten af 1980’erne holdt der op med at udkomme græsk litteratur på dansk, og den ca. 20-årige periode med græsk litteratur på dansk, som især skyldtes militærdiktaturet i Grækenland, var slut.

Mikis Theodorakis. Foto: Heinrich Klaffs.

I perioden 1990-1998 udkom der alt i alt tre titler i Danmark af græske forfattere: Alki Zei (1990), Dimosthenis Kurtovik (1994) og Evjenia Fakinu (1998), og derudover kom komponisten Mikis Theodorakis’ erindringer i tre bind (1987, 1988 og 1990). Det vil sige, at der i løbet af ca. 25 år (midt-80’erne til 2011) kun udkom i alt 5 græske bøger, dvs. 0,2 bog pr. år. Fra 1999 til 2010 udkom der således ikke en eneste skønlitterær bog oversat fra græsk.

Græsk regnes for at være et vanskeligt sprog at lære. Det skyldes ikke kun, at det har sit helt eget alfabet, selvom dét alene giver anledning til problemer, fordi der ikke findes en vedtagen konvention om translitterering af fx egennavne. Nutidens græsk er naturligvis en videreudvikling af oldgræsk, men selvom græsk nu om dage er langt enklere end Antikkens, er der meget stor forskel på dansk og græsk. Et eksempel på dét er det græske verbalsystem, der adskiller sig markant fra det danske ved at afspejle en anden tidsopfattelse. En anden udfordring er den græske syntaks, der kræver, at man ofte må ombryde hele sæt af sætningskonstruktioner for at undgå ”undersættelser”. Endelig er der begrebsmæssigt, eller man kunne kalde det kulturelt, langt fra Grækenland til Danmark, og derfor siger det sig selv, at man ofte støder på fænomener, der er ganske almindelige i Grækenland, men som der slet ikke findes ord for på dansk.

De sproglige og begrebsrelaterede vanskeligheder ved at oversætte moderne græsk litteratur til et dansk publikum kan udmærket have været medvirkende til den yderst begrænsede mængde græsk litteratur på dansk siden midt-1980’erne, men det har også været en klar hindring, at de forlag, der især i 1960’erne og 70’erne udgav græsk skønlitteratur på dansk, for de fleste vedkommende enten ikke eksisterer i dag eller har mere kommercielt udgangspunkt end det var tilfældet dengang. Det drejede sig fx om Husets Forlag, Tidens Forlag og Brøndums Forlag.

Håb for fremtiden

I de 45 år (1969 – 2015), hvor det var muligt at studere moderne græsk i Danmark, stiftede mange studerende bekendtskab med græske litteraturperler, og nu er tiden så inde til, at i hvert fald nogle disse studerende yder noget til gengæld for den glæde, moderne græsk litteratur har givet dem gennem mange år: Det gode budskab er nemlig, at der siden 2011 igen så småt er begyndt at udkomme græsk litteratur i oversættelse til dansk. Dermed er den tredje periode med adgang til græsk litteratur i Danmark indledt.

Den første bog efter de 11 ”tavse” år blev En lille rejsedagbog af Gazmend Kapllani udgivet af forlaget Pressto i Birgit Olsens oversættelse. En lille rejsedagbog er en fortælling om livet som flygtning og de personlige problemer, det indebærer at forlade sit land. Forfatteren er ikke græker, men albaner, men bogen er forfattet på græsk og har Grækenland som referenceramme.

Petros Markaris. Foto: Privat.

I de følgende tre år udkom der igen ingen græske bøger i Danmark, men så skete der noget: i 2015 fik danske krimielskere lejlighed til at stifte bekendtskab med Petros Markaris’ socialrealistiske krimi-univers. Det drejer sig om tre kriminalromaner, der er meget mere end krimier. Markaris, der bl.a. har samarbejdet med den internationalt kendte græske filmskaber Theo Angelopoulos, har et andet og vigtigere ærinde end at fremstille et krimi-plot. Hans tre bind om kriminalkommissær Kostas Haritos udkom over fire år: bind 1 udkom i 2015 i Peter Vejleskovs oversættelse, og bind 2 og 3 i 2018 i hhv. Peter Vejleskovs og undertegnedes oversættelse. Alle tre bind er kommet på Forlaget Solidaritet under samlebetegnelsen Krisetrilogien.

Petros Markaris’ Krisetrilogi giver et enestående og ærligt billede af, hvordan livet har været i Athen, siden den såkaldte økonomiske krise begyndte. Markaris kommer hele vejen rundt i Athen – ikke bare geografisk, men navnlig socialt. Der er referencer til fx det fascistiske parti Gyldent Daggry, til hjemløse, til illegale immigranter, trafikale problemer, demonstrationer i gaderne, forholdet mellem den ældre og den yngre generation, privatøkonomiske problemer, arbejdsløshed … ja, man kunne blive ved … Markaris formår at tegne et billede af alle de almindelige grækeres oplevelse af, hvordan og hvorfor deres land er så hårdt ramt af skatteunddragelse, finansspekulation, nepotisme og historisk betingede problemer – alt sammen temaer, der er de egentlig omdrejningspunkter for Markaris’ kriminalromaner. Krisetrilogien er et forklarende nutidsportræt af Grækenland, hvor Markaris formår at se den græske virkelighed med alle dens negative og positive sider, både indefra, som græker, og udefra, med viden om, hvordan ikke-grækere ofte opfatter Grækenland og grækerne. Han har humor og selvironi, han er bevidst om den rolle, Grækenlands antikke fortid spiller for den græske nationale identitet, og han er en mester i at portrættere græske stereotyper i en uhøjtidelig tone.

I Birthe Wieds oversættelse udgav Det Poetiske Bureaus Forlag i 2017 Christos Oikonomous novellesamling Du skal se, der dukker nok snart noget op og i 2018 Pavlos Matesis’ roman Hundens mor.

Oikonomous novellesamling fra 2010 stiller, lige som Markaris’ krimier, skarpt på ”krisen” med en række noveller, der kommer tæt på hverdagslivet i Athen i dag, hvor fattigdommen fratager mennesker deres værdighed. Vi møder den hjemløse, familien, der ikke kan få pengene til at slå til, den arbejdsløse, den underbetalte, den unge mand med de umulige drømme. Vi stifter bekendtskab med fattigdom, med sult, med nød og med afsavn – alt sammen nutidens Grækenlands barske virkelighed.

Matesis’ roman Hundens mor handler ligesom Oikonomous novellesamling om fattigdom og menneskelig fornedrelse, men til forskel fra både Markaris’ og Oikonomous værker er den skrevet før den økonomiske krise, nemlig i 1990. Derudover er den en historisk roman, der skildrer Grækenland under Anden Verdenskrig, den tyske besættelse og efterkrigstiden som en erindringsbog skrevet af én af de grækere, der aldrig fik et værdigt liv. Alligevel er romanen fuld af humor, og den giver er særdeles godt indblik i, hvordan virkeligheden var for mange almindelige grækere, og hvordan det, trods ekstremt barske livsvilkår, lykkedes dem at bevare livsglæden.

Hundens mor er sammen med Dimitris Dimitriadis’ Jeg dør som et land fra 1978 i Sotiris Souliotis’ oversættelse, det senest udgivne græske skønlitterære værk, og dermed kan man konstatere, at i forhold til perioden 1985-2011, hvor der blev udgivet 0,2 græsk bog på dansk, så er der fra 2011 til i dag udgivet 1 bog om året.  Så det går fremad.

Hvis man skal forsøge at spå om græsk litteraturs fremtid i Danmark, er der grund til optimisme.

Amanda Michalopoulo. Foto: Dimitris Tsoumplekas.

For det første: Petros Markaris, som netop har gæstet Danmark i forbindelse med en græsk litteraturfestival (arrangeret af Det græske institut og afholdt i Dansk Forfatterforening d. 2.-3. marts), har skrevet mange flere romaner end Krisetrilogien. Hans øvrige værker er i den grad også interessante for et dansk publikum, hvilket forlagsverdenen forhåbentlig vil være lydhør over for.

For det andet: En anden græsk forfatter, man også kunne stifte bekendtskab med på den græske litteraturfestival, er én af Grækenlands fremmeste: Amanda Michalopoulou – en særdeles nytænkende forfatter, der har modtaget flere litterære priser og er oversat til adskillige sprog. Både hun og danske skønlitteraturlæsere uden kendskab til græsk fortjener, at hendes forfatterskab bliver kendt i Danmark, og dét er der gode muligheder for bliver en realitet inden for nærmeste fremtid i form af en oversættelse af romanen Hvorfor jeg slog min bedste veninde ihjel (udg. 2003).

Men Michalopoulou og Markaris er ikke de eneste græske forfattere, der har noget at tilbyde danske læsere. Én græsk forfatter står her forrest i køen: Frenti Jermanos (1934-1999), hvis historiske roman Tereza forventes at udkomme på dansk i år. Tereza er en historisk roman om en græsk kvinde, der i 1918, i forsøg på at undslippe sin mand, som er en del af den græske magtelite, kommer i personlig kontakt med tidens fremtrædende personligheder, bl.a. Pablo Picasso, Sarah Bernhardt, Benito Mussolini, kong Konstantin I, Ioannis Metaxas, Kemal Atatürk og den berygtede våbenhandler Basil Zaharoff. Men først og fremmest bliver hun kæreste med Ernest Hemingway, og sammen oplever de afslutningen på den græsk-tyrkiske krig i 1922, hvor Hemingway er udsendt til Konstantinopel som reporter for den canadiske avis Toronto Star.

Den græske udgave af Frenti Jermanos’ “Tereza”.

Tereza bliver en af de ca. 1 mio. grækere, der tvinges til at forlade deres hjemsted i forbindelse med den græsk-tyrkiske befolkningsudveksling i 1922. Terezas skæbne symboliserer på sin vis Grækenlands skæbne i tiden omkring Første Verdenskrig. Romanen er fiktion, men bygger på virkelige historiske hændelser og giver en stærkt personforankret beskrivelse af, hvordan storpolitik påvirker mennesker. Den giver et fremragende indblik i græsk national selvforståelse i forhold til det nuværende Tyrkiet, og læseren stifter bekendtskab med en lang række græske kulturpersonligheder og politikere.

Grækenland mellem Øst og Vest

Men hvorfor skal danskere, der ikke selv kan læse græsk, overhovedet belemres med romaner eller noveller fra et land, der – hvis det ikke lige var for Antikken, mussakaen & tzatzikien og de attraktive strande – bare er tilbagestående, korrupt og fattigt? For det er sådan, Grækenland fremstilles i de danske medier. Hvilke litterære kvaliteter kan der mon være at finde hos græske forfattere? Det kan der være flere svar på – her er nogle bud:

Overordnet set tilføres man personlig og menneskelig værdi ved at sætte sig ind kulturer, traditioner og levevilkår, som man ikke kendte til. Det at læse fremmed litteratur, der udspringer en anden baggrund end den, man kender, udvider ens horisont og gør én til et både klogere og mere rummeligt menneske. Dét er der brug for, ikke mindst i dag, hvor nationer lukker sig mere og mere om sig selv. Så på det personlige plan er læsning af litteratur indsigtsgivende og dermed berigende for den enkelte, især hvis der er tale om litteratur, der udspringer af et anderledes tankesæt end det, man er vant til. Læsning af litteratur er en måde, hvorpå man kan reflektere over sine egne holdninger. Når man præsenteres for alternative måder at opfatte og opleve fænomener på – godt og ondt, sandt og falsk, årsag og virkning, Dem og Os – så får man et nyt perspektiv at betragte verden i, at betragte sig selv i. Og et nyt perspektiv på livet – livets forløb og dets præmisser – giver anledning til refleksion, både på det personlige og på det almenmenneskelige plan. Den refleksion er der virkelig brug for i denne tid, så forståelse og imødekommenhed over for mennesker, der har en anden bagage end én selv, kan hjælpe os til at se os selv udefra. På den måde bliver vi forhåbentlig bedre stand til at kvalificere vores holdninger til alle de informationer, vi bombarderes med efter det princip, at laveste fællesnævner er tilstrækkeligt. Man skal heller ikke underkende den effekt, det har, at, når et givent lands litteratur oversættes til et fremmed sprog, så opstår der også en samhørighedsfølelse på tværs af de to kulturer, og derved bliver empatien gensidig.

Et eksempel på dette er mediernes generelt meget negative omtale af Grækenland og grækerne, hvor der udelukkende er fokus på landet økonomi og på alle de forhold, der i en EU-optik er kritisable. Man må nok erkende, at størstedelen af danskerne ikke forbinder Grækenland med ret meget mere end ferier, seværdigheder fra Antikken og ”græsk mad”, men lige som Danmark ikke kun er Den lille Havfrue, Tivoli og smørrebrød, men derimod er befolket af almindelige mennesker med almindelige liv og har sin egen historiske baggrund, så er Grækenland så meget mere end seværdigheder, sandstrande og dårlig økonomi.

Grækenland, der først i 1830’erne blev en selvstændig nation, er et helt særligt produkt af Vest og Øst på én gang. Grækenland rummer alt det, vi også kender til herhjemme: familieforpligtelser arbejdsopgaver, cafebesøg, sportsaktiviteter, kedsomhed og bekymringer og glæder, men Grækenland er også meget mere end dét. Grækenlands geografiske beliggenhed som Europas tærskel til Mellemøsten har sammen med den antikke fortid og 400 år under osmannisk styre haft konsekvenser for selvopfattelsen, som vi i Danmark slet ikke har fantasi til at forestille os.  Af historisk-politiske årsager er Grækenland på den ene side Europas såkaldte ”vugge” og en del af det prægtige Byzans, som vi har lært at se op til, men på den anden side Europas ”sorte får”, som vi vænnes til at se ned på, og som vi får at vide ikke, kan eller ikke vil passe ind i de systemer og konventioner, vi forventer. Men er grækerne og Grækenland egentlig anderledes end resten af Europa? Både ja og nej. Nutidens Grækenland afspejler en kulturel mangfoldighed, der er en udfordrende berigelse for både den nationale og den personlige selvopfattelse. Det har betydet, at flere nygræske forfattere har særligt blik for diversiteten i både europæiske og mellemøstlige livsformer, værdier og traditioner, og dét reflekterer de flittigt over i deres søgen efter både national og personlig identitet. Den græske evne til selvransagelse og selvrefleksion kan vi i Danmark drage stor nytte af, for med den som følgesvend kan vi se både os selv og andre i et nuanceret lys og med en indsigt, der er baseret på empati og reel viden i stedet for på fordomme.

Deltagere i den græske litteraturfestival i Dansk Forfatterforening, marts 2019. Foto: Jeorgos Trihaas.

Grækenland er ikke et hvilket som helst land i forhold til Danmark. Alle danskere har er billede af Grækenland. Ni ud af ti danskere har været i Grækenland, men alt for mange har en fejlagtig opfattelse af den græske virkelighed. De fleste har enten et kunstigt billede af grækerne som Antikkens efterkommere, eller de har et stærkt idylliseret opfattelse af, at Grækenland er et lidt tilbagestående, men eksotisk land. Når disse fordomme så suppleres af mediernes fokus på Grækenlands økonomiske problemer, så er det, man bliver ledt på vildspor. Vi kan ikke være bekendt at forholdes os så unuanceret til Grækenland, som turistindustrien og medierne dikterer. Vi skylder både grækerne og os selv at prøve at forstå den græske virkelighed. Og det er dér, litteraturen kan spille en central rolle, for gennem litteraturen får vi indblik i, hvad grækerne tænker om sig selv, hvorfor de tænker sådan, og hvorfra deres tankesæt stammer. Ved at læse græsk litteratur bliver man klog på noget, man troede, man vidste, men som i virkeligheden er fordomme, man ikke har reflekteret over. Græsk litteratur kan åbne vores øjne for livsværdier og livsholdninger, som vi ikke har været opmærksomme på.

Der findes et utal af nytænkende og inspirerende græske forfattere. De fortjener at komme til orde på dansk, og jeg er sikker på, at de vil blive taget godt imod. Lad os give os og grækerne en chance for at lære hinanden ordentlig at kende. Lad græsk skønlitteratur få en stemme i Danmark.


Pia Johansen. Foto: Privat.

 Pia Johansen, f. 1960, uddannet cand.mag. i moderne græsk. Oversætter af moderne græsk litteratur og tolk & oversætter i moderne græsk. Underviser i moderne græsk sprog, litteratur, kultur og historie på Københavns og Aarhus universiteter fra 1993-2018.

| Næste: Allan Hilton Andersen modtager DOF's Ærespris 2018! | Forrige: Oversætterleksika breder sig
No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.