Kulturelle forskelle oversat

Af Julio Jensen

Anmeldelse af J.Á. González Sainz: Det blinde øje (Ojos que no ven), oversat af Pia Sloth Poulsen, Editorial Aurora Boreal©, 2018.

Mikroforlagene er et interessant litteratursociologisk fænomen der er dukket op i kølvandet af de nye teknologiers indtog. Takket være informationsteknologien, er det blevet muligt at udgive bøger til en forholdsvis overskuelig udgift. I forhold til oversættelsesvirksomheden har dette den konsekvens at værker som ellers nok ikke ville have nået danske læsere, bliver oversat til dansk. Hertil bidrager desuden det faktum at de etablerede forlag i højere og højere grad satser på bestsellere, og dermed er rollen som formidler af ny udenlandsk kvalitetslitteratur i høj grad blevet overdraget til mikroforlagene. For de fleste litterært interesserede danskere er den nyeste spanske og latinamerikanske litteratur nok at forbinde med magisk realisme og navne som Gabriel García Márquez, Mario Vargas Llosa (som i øvrigt ikke skriver magisk realisme) eller Isabel Allende. Hvis man er mere inde i det, kender man nok Roberto Bolaño, Antonio Muñoz Molina eller Javier Marías, men så er det nok også det. Der er imidlertid løbet en del vand i åen siden f.eks. García Márquez eller Vargas Llosa begyndte at publicere, og der er mange andre navne end Roberto Bolaño som er dukket op i dette sprogområdes litterære landskab i nyere tid. Dette litterære underskud gør udgivere som Editorial Aurora Boreal© eller Skjødt Forlag (begge er danskbaseret) i den grad noget ved. Med utrættelig entusiasme bringer de nye litterære superstjerner fra Spanien og Latinamerika til det hjemlige læsepublikum. Navne som allerede er anerkendt i dette sprogområde som store forfattere, f.eks. Héctor Abad Faciolince, Pablo Montoya eller Alejandro Zambra, bliver dermed introduceret i en dansk sammenhæng. Man tør tvivle på om dette ville være blevet gjort af de veletablerede udgivere af skønlitteratur, og dermed gør mikroforlag som disse det danske litterære landskab en kæmpetjeneste.

Den spanske forfatter, essayist, underviser og oversætter J.Á. González Sainz (f. 1956) er et sådant ukendt navn i dansk sammenhæng. Han har imidlertid en bred læserskare i den spansksprogede verden såvel takket være hans fiktionsværker som via hans essays i bl.a. El País. Han har endvidere modtaget en række prestigefyldte priser og er f.eks. blevet anmeldt og rost af en international stjerne som Claudio Magris. Hans værker er ambitiøse og tætte, præget af en fremragende sprogbeherskelse. González Sainz er en stor stilist som indhyller læseren i lange sætninger der for det meste flyder uden den mindste ujævnhed, men som af og til kan give læseren modstand. Endvidere repræsenteres den spanske virkelighed på en indirekte, til tider indforstået måde. Naturbeskrivelser og sociale problemstillinger bliver tit kun antydet, sådan at læseren selv bør rekonstruere den kontekst der refereres til. Dette er ikke i sig selv nogen hindring for at en ikke-spansk læser kan nyde et sådant forfatterskab. I en dansk sammenhæng meget læste forfattere som Vargas Llosa eller García Márquez laver også subtile referencer til deres hjemlandes idiosynkrasier uden at dette har stået i vejen for deres succes – men det sætter en oversætter på en stor opgave.

Det blinde øje beskriver en livsskæbne som i koncentrat indeholder det 20. århundredes spanske historie. Felipe Díaz Carrión, som hovedpersonen hedder, er vokset op i en mindre by i det centrale Spanien, højst sandsynligt i området Castilien (i dag Castilla y León). Hans far blev slået ihjel under borgerkrigen (1936-39) af falangisterne (den spanske version af fascismen), og han har tjent til livets ophold ved at arbejde i hjembyens lokale trykkeri. På et ubestemt tidspunkt, som formentlig er i slutningen af 60’erne eller starten af 70’erne, går trykkeriet imidlertid konkurs og Felipe Díaz må flytte med kone og barn til det mere industrialiserede Baskerland for at finde arbejde. Her bliver han ansat på en fabrik og får et barn mere, mens konen, Asunción, og den ældste søn, Juan José, får kontakt til separatistiske kredse omkring terrorgruppen ETA. Slutningen skal selvsagt ikke afsløres her, blot skal det nævnes at Felipe Díaz repræsenterer de utallige uskyldige ofre for fanatiske ideologiske konflikter. I Spanien fandt sådanne konflikter sted, først med borgerkrigen, og dernæst, i slutningen af Franco-styret og starten af den demokratiske periode, med forskellige terrorgruppers opkomst. Den mest kendte terrororganisation er den baskiske marxistiske separatistgruppe ETA, som først i den seneste tid (2011) har opgivet den væbnede kamp. Nogle af de mange kidnapninger og mord som ETA udførte, optræder i romanen, og de opleves på nært hold af hovedpersonen. Samtidig fremstilles også den lavintensitetskrig som ETA og dens politiske kreds udførte i de baskiske nærmiljøer. Denne del af konflikten tog form af chikane af den mest hårdhændede art mod de personer som vovede at udtrykke deres uenighed med ETAs politiske projekt. Også i forhold til denne konflikt bliver Felipe Díaz offer for vold og totalitære attituder. Samtidig er denne roman også en intens eksistentiel skildring af migration, frastødning af migranter og den deraf følgende rodløshed og ensomhed hos disse.

Dette er altså et værk som er særdeles knyttet til en spansk kontekst, hvilket selvfølgelig er en udfordring for en oversætter. Det må med det samme siges at oversættelsen er overordentlig vellykket. Den følgende naturbeskrivelse er et eksempel på González Sainz’ stil, som er præget af lange sætninger og et meget rigt ordforråd.

La tierra era a veces roja, de un rojo en ocasiones vinoso o granatoso y en otras como de sangre apenas derramada, cinabrio vivo a trechos o bien ferroso oligisto, y otras veces, en los barbechos o rastrojos no labrados, era amarilla o más bien verdosa también de matorral bajo. Detrás
de las primeras lomas, y conforme iban cobrando altura, algunos montes se hallaban cubiertos de robles y rebollos que empezaban a amarillear y perder ya la hoja y, en las vaguadas, las hojas de los chopos que erizaban sus lanzas ya con todo el esplendor dorado del otoño ponían un contrapunto que, en su transitoria finitud, de pronto le pareció eterno. Al fondo, a lo lejos, no se sabía si cerrándolo todo o bien haciendo que todo resaltase mucho más justamente al delimitarlo, las grandes montañas de la cordillera presentaban nítidos sus perfiles azules a la luz limpia y despejada de la mañana. (p. 151)
Jorden var sine steder rød, en rød, der indimellem kunne minde om rødvin eller granatæble og andre gange om nyligt udgydt blod, klart cinnober hist og her eller jernmineralet hæmatit, og andre steder, på brakmarker eller stubmarker, der ikke var blevet harvet, var den gul eller nærmere grønlig på grund af lav bevoksning. Ude bag de første bakker, hvor landskabet hævede sig yderligere, var nogle af højdedragene dækket af egetræer, der var begyndt at gulne og tabe bladene, og langs vandløbene rakte poplerne bladene i al deres efterårsgyldne pragt op mod himlen som et kontrapunkt, der i deres forbigående tidsbegrænsethed pludselig forekom ham evig. Uklart om de afgrænsede det hele eller gjorde, at alt fremstod tydeligere, viste bjergkædens høje tinder længst ude i det fjerne helt skarpt deres blå konturer i det rene, klare morgenlys.
(s. 155)

Ordbrugen indbefatter til tider neologismer, som i ovenstående citat adjektivet ”granatoso” i stedet for det leksikalske ”granate”, eller specialiserede termer som ”ferroso oligisto”, som er den videnskabelige betegnelse for det rødlige hæmatit, og som absolut ikke hører til sprogets dagligdags ordforråd. I disse tilfælde vælger oversætteren at bevare disse termers særprægethed, som også på spansk vil volde en læser en vis modstand. I forhold til det første ord, ”granatoso”, vælger oversætteren at tilpasse den et mere gængst udtryk da det danske ”granatøs” ville være for aparte, mens ”granatoso” på spansk er umiddelbart forståeligt pga. dets nærhed til det leksikale ”granate”. Til gengæld bliver den for dansk standardprosa i forvejen meget lange sætning, endnu længere pga. omskrivningen af ét adjektiv til syntagmet ”der (…) kunne minde om (…) granatæble”. I det hele taget vælger Pia Sloth Poulsen at overføre den hypotaktiske syntaks, som på de romanske sprog er ret almindelig i skriftsproget, til dansk, som foretrækker sideordnede sætninger frem for underordning. Dette er et valg som selvfølgelig kan diskuteres eftersom det bidrager til at gøre udtrykket ”udenlandsk” så at sige. Et klart eksempel på dette er den sidste sætning i citatet, hvor subjektet, ”bjergkædens høje tinder”, først kommer i midten af en temmelig lang syntaktisk konstruktion. På et romansk sprog som spansk vil ingen studse over sådan en struktur (omend den klart vil identificeres som højlitterær), men den vil nok forekomme mange danske læsere usædvanlig kompliceret. Som personer med indsigt i oversættelsesstrategier vil vide, er det et spørgsmål om hvor meget man skal tilpasse teksten til modtagergruppen. I dette tilfælde kan man sige at en tilpasning af syntaksen til en mere dansk standard ville have frembragt en umiddelbart mere læsevenlig tekst. Til gengæld er forfatterens stemme i højere grad trængt igennem oversættelsen på denne måde, og dermed er den i højere grad tro mod originalen end hvis syntaksen var blevet fordansket. Ydermere kan man hævde at en spansk tekst, som i forvejen er fuld af referencer som for en gennemsnitlig dansk læser må virke fremmedartede, i sagens natur vil virke ”udenlandsk”. Dermed er syntaksen så at sige i overensstemmelse med tekstens øvrige elementer af ”fremmedhed”.

Lad os se et eksempel mere, denne gang i forhold til talesproget:

Eres tan cobarde y tan poca cosa -le soltó- que no te atreves ni a hablar. Eso es lo que has sido siempre, nada, nada de nada, ¿me oyes?, una puta mierda seca y aplastada en ese camino que tanto te gusta, un pobretón muerto de hambre que ni pinta nada en el mundo ni ha entendido nunca por dónde van los tiros. ¿No has venido a hablar? ¡Pues habla, coño, di algo!
 (p. 128-29).
Du er så fej og så ligegyldig, slyngede han ud, at du ikke engang tør sige noget. Og sådan har du altid været, et nul, et rundt nul, hører du, hvad jeg siger? En udtrådt og indtørret lort på den vej, du er så glad for, et lille skravl, der hverken gør en skid forskel i verden eller nogensinde har fattet, hvad der foregår. Er du ikke kommet for at snakke? Jamen så snak da, for fanden, så sig da noget!  (s. 131).

Oversættelse af idiomer og talesprog kan være meget vanskeligt da man som regel ikke kan oversætte direkte. Ydermere er talesproget meget kulturelt betinget, hvilket bibringer endnu en udfordring. I latinske kontekster tenderer talesproget meget mod emfase og overdrivelse, mens det i germanske lande nok i mindre grad er tilfældet. Det citerede udsnit er præget af ukvemsord, og i dette tilfælde er det ordet ”puta” som er interessant. Det kan fungere substantivisk og adjektivisk. Som substantiv betyder det ”luder”, mens det som adjektiv bruges til at tilføje emfase såvel positivt som negativt. I dette afsnit kalder den ældste søn faren for ”una puta mierda seca y aplastada”, hvor ”puta” altså fungerer som adjektiv der skal tilføje foragt til det allerede nedværdigende i at ens søn kalder én en lort. Dette adjektiv bliver i oversættelsen udeladt, og det kommer til at hedde en ”udtrådt og indtørret lort”. Man kunne i oversættelsen have tilføjet et adjektiv eller en genitivisk konstruktion, men spørgsmålet er om det er nødvendigt. Dansk talesprog tenderer nok mindre mod emfase end spansk, og dermed kan man hævde at den foragt som sønnen giver udtryk for, i tilstrækkelig grad er blevet formidlet over i den danske oversættelse. Et andet udtryk i ovenstående afsnit som kan være en udfordring at oversætte er ”un pobretón muerto de hambre”. Det er ligeledes præget af emfase, da det gængse udtryk er ”un muerto de hambre”, som bogstaveligt oversat betyder ”en udhungret person”, og betegner et menneske som er henvist til at tigge og bede for at overleve. I bredere forstand bliver det også brugt om en ubetydelig eller foragtelig person. Her bliver det tilføjet emfase ved at indsætte substantivet ”pobretón”, som er augmentativ form af ”pobre”, ”fattig”. I oversættelsen bliver det til ”et lille skravl”. Det besidder ikke samme grad af emfase som det spanske udtryk, men igen kan man overveje om ikke det egentlig er tilstrækkeligt i en dansk kulturel kontekst for at udtrykke emfatisk ringeagt for en anden person.

At oversætte kan i sagens natur aldrig være det samme som at hjemliggøre en tekst i en sådan grad at en læser skulle opfatte en oversættelse som en dansk tekst. Dette ville være at øve vold mod tekstens oprindelse i et andet sprogområde og i en anden kultur. Samtidig er det klart at resultatet skal kunne læses i en dansk sammenhæng uden at læseren bliver hægtet af. Denne balancegang formår Pia Sloth Poulsen at udføre på eminent vis. Det blinde øje er således også på dansk en stor læseoplevelse. Med denne bog formidles nogle kulturelle idiosynkrasier som man fra et dansk synspunkt kan identificere med en spansk og latinsk kontekst, samtidig med at de også tilpasses en dansk modtagergruppe. I helt bred forstand er det at oversætte, at formidle, og at oversætte skønlitteratur er at formidle en given kulturs verdensopfattelse til et andet sprog, men det er også at overføre de problemstillinger som et givet værk behandler, til en ny kontekst. Danmark har ikke, ligesom Spanien, problemer med separatisme og terrorisme, men migrationsproblematikken er i lige så høj grad relevant her som i alle andre europæiske lande. Det blinde øje adresserer nok nogle specifikke problemer i Spaniens nyere historie, men denne roman tematiserer i lige så høj grad migration som et traume. I en dansk sammenhæng kan denne bog dermed bidrage til at fremme forståelsen for migrationsproblematikken og måske vække medmenneskelighed over for de migranter som kommer hertil. Den følelse af fremmedhed og ensomhed som kan følge med at være migrant, bliver i alle tilfælde formidlet fremragende i denne roman. Da en oversættelse jo kan være kulturformende, idet det kan bidrage til forståelsen af en given problemstilling i modtagerlandet, er der et stort ansvar forbundet med dette erhverv. Oversættelsen af Det blinde øje lever til fulde op til dette ansvar.

| Næste: Oversætterleksika breder sig | Forrige: PEN Translation Prize 2019 til Martin Aitken!
No Comments

Post a Comment

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.